Allie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 18 jul. 2015
  • Status: Færdig
Da Josh Sullivan flyttede ind i sin nye lejlighed, vidste han, at det var starten på et nyt kapitel i hans liv. Han havde bare ikke regnet med, at han også måtte trækkes ind i de sidste linjer af en fremmed piges epilog.

25Likes
9Kommentarer
1831Visninger
AA

4. TARZAN

 


   Jeg var nødt til at indrømme, at jeg var fuldstændigt opslugt af de breve. De var konstant i mit hoved, og da jeg kom hjem fra caféen, begyndte jeg som det første at lede i lejligheden efter flere skjulte konvolutter.

   Jeg ledte i alle køkkenskabe og skuffer, på badeværelset og oppe i lamperne, men jeg fandt ikke andet end en smule støv og døde fluer. Det gjorde mig sur og irriteret. Der måtte være flere. Det kunne ikke passe, at der kun var gemt to breve. Der måtte være noget, der fik det hele til at give mening til sidst - en forklaring eller noget. Jeg var sikker på, det ikke var slut endnu, men jeg måtte opgive min eftersøgning. Jeg syntes, jeg havde ledt over alt, hvor der var mulighed for at gemme et brev, som jo egentlig fyldte en del, men jeg havde ikke engang fundet noget, der bare mindede om. Ikke engang en gammel kvittering eller et stykke tyggegummipapir. Der var blevet ryddet godt op i lejligheden.

   Jeg satte mig ned med den kage, jeg havde fået med, og et glas saftevand. Damen i caféen havde været virkelig godhjertet og rar, og jeg forstod, hvorfor den, der havde boet her før mig, var kommet der. Da jeg sad der, slog det mig, at jeg burde have spurgt damen ind til, hvem der kom i caféen - eller hvem der var kommet. Måske havde jeg kunnet finde ud af, hvem der havde efterladt brevene til mig. Det var selvfølgelig lidt et skud i tågen, men det havde været et forsøg værd.

   Mens jeg tyggede videre på kagen, som for resten var rigtig god, legede jeg lidt med tanken om at banke på hos en af naboerne i opgangen. For det første anede jeg ikke, hvem der boede i bygningen sammen med mig, og for det andet vidste de måske noget om, hvem der havde lejet lejligheden før mig.

   Jeg fik hurtigt overbevist mig selv om, at det var en god idé, og kort efter stod jeg ude i opgangen og overvejede, hvilken dør jeg skulle banke på. Eftersom jeg ikke kunne stå og dømme folk ud fra deres navne, og jeg vidste, jeg under alle omstændigheder var nødt til at møde min nabo på en eller anden måde før eller siden, besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne banke på den dør, hvor der på et skilt stod Barry Russell.

   Der gik adskillige sekunder, før døren blev åbnet, og en lille, tyk mand stod i døråbningen. Han kneb øjnene sammen og så mistænksomt på mig.

   ”Ja?”

   ”Hej, jeg hedder Josh Sullivan. Jeg bor inde ved siden af.” Jeg pegede over mod min egen dør.

   ”Så du vil ikke sælge noget?”

   Jeg rystede på hovedet, og manden - Barry, gik jeg ud fra - åbnede døren helt i stedet for at stå og halvvejs gemme sig bag den, som han havde gjort før. ”Jeg ville bare hilse,” sagde jeg og forsøgte at lyde munter. Mine sociale kompetencer havde aldrig været så gode, og det hjalp bestemt ikke, at manden over for mig ikke rigtigt virkede som den snaksalige type.

   ”Barry,” sagde manden blot og rakte hånden frem. Jeg trykkede den, og lige så snart jeg havde sluppet den, forsvandt den ind bag døren igen. ”Jeg har noget pasta, der koger, så jeg er nødt til at smutte … ” Barry var ved at lukke døren, så jeg skyndte mig at bryde ind.

   ”Vent! Kan jeg spørge dig om noget?”

   Igen kneb han øjnene sammen og lignede ærligt talt ikke en, der havde lyst til at blive spurgt om noget som helst. Men han stoppede med at lukke døren, så jeg skyndte mig videre.

   ”Den, der boede her før - i min lejlighed - kendte du ham eller hende? Eller dem?” tilføjede jeg, da det gik op for mig, at der lige så vel kunne have boet flere i lejligheden. Jeg havde indtil videre fuldstændigt udelukket, at et par eller en lille familie kunne have boet der.

   Barry skubbede sine briller længere op på næsen og så ud til at tænke sig om. ”Alice,” sagde han med en rynke på næsen. ”Jeg mener, hun hed Alice - talte ikke så meget med hende. Hun var lige så gammel som dig, langt hår. Hun flyttede - Ledwell.” Han sagde det sidst nærmest spørgende, som om han ville have mig til at bekræfte, at der overhovedet var noget, der hed Ledwell. ”Flere spørgsmål?”

   Jeg smilede svagt og trådte et skridt tilbage. ”Nej, det var alt. Hav en god dag.”

   Uden så meget som et svar, blev døren lukket, og jeg vidste, at Barry ikke var en mand, jeg ville snakke særligt meget med. Man kunne vel heller ikke forvente, at alt var perfekt. Lejligheden var god prisen taget i betragtning, så en sur nabo eller to kunne jeg godt leve med.

   Men netop som jeg skulle til at lukke døren efter mig ind til min egen lejlighed, hørte jeg den genkendelige lyd af en dør, der blev åbnet. Jeg snurrede rundt og så til min overraskelse Barry stå i døren igen.

   ”Det var Allie,” sagde han. ”Ikke Alice.” Og så var han væk.

   Navnet kørte rundt i mit hoved, da jeg kom ind i min lejlighed igen. Også det faktum, at hun havde været på min alder, gjorde mig lidt ør i hovedet. Så havde det altså ikke været noget dødsbo eller nogen gammel dame, der havde lagt breve ud til mig. Det var en pige, der hed Allie.

   De nye oplysninger fik detektivsiden frem i mig igen, og jeg gik igen rundt i lejligheden og prøvede at gennemskue, hvor det ideelle gemmested til et brev ville være. Jeg var lidt skræmt over, hvor skuffet jeg ville blive, hvis jeg ikke fandt noget. Siden hvornår var mit liv blevet overtaget af skjulte breve?

   Jeg gik hen til køleskabet og betragtede de to breve, der hang der i forvejen. De var skrevet med en blå kuglepen i den samme let skrå skrift. Der skulle være flere. To var sådan et absurd tal. Der måtte mindst være tre.

   Og med forestillinger om, hvordan denne Allie så ud, gik jeg endnu en runde. Jeg var endda ude på altanen igen for at tjekke. Men der var lige så få breve som før, og jeg endte med at sætte mig med computeren igen. Jeg søgte på navnet Allie, men som jeg nok godt kunne have regnet ud, kom der hundredevis af resultater frem, når jeg ikke havde noget efternavn. I et kort øjeblik så jeg mig selv printe nogle af billederne ud og gå ind og vise dem til Barry, men den idé forkastede jeg hurtigt igen. Der var en meget lille chance for, at jeg ville vælge det rigtige billede, og jeg tænkte ikke, at Barry ville være specielt glad for at se mig igen allerede. Så jeg klappede computeren sammen og sukkede dybt.

   Jeg kastede mig ned i sofaen og lod mit blik glide rundt i lejligheden. Jeg lukkede øjnene i ti sekunder, og så åbnede jeg dem igen og så på noget tilfældigt. Først var det vasken, så døren og så et ligegyldigt sted på væggen over for mig.

   ”Kom nu, kom nu, kom nu … ” mumlede jeg og prøvede igen og igen. Først, da jeg slog øjnene op og ramte køkkenbordet ved siden af køleskabet, mærkede jeg adrenalinen komme susende. Langs væggen var en liste med en form for prop i den ene ende. Den liste kunne meget vel være hul.

   Jeg skyndte mig derhen, og da proppen nærmest faldt ned i min hånd, da jeg rørte ved den, begyndte mit hjerte for alvor at banke hurtigt. Jeg bøjede mig ned og så ind i listen, og lige der lå et fint, sammenrullet brev. Et smil fyldte hele mit ansigt, da jeg fiskede brevet ud og flåede det op.

 

   TARZAN

 

   Hvis det var muligt, blev mit smil endnu større, da jeg læste det lille, men meget bekendte ord på sedlen. Jeg vidste allerede, hvad jeg skulle lave den aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...