Allie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 18 jul. 2015
  • Status: Færdig
Da Josh Sullivan flyttede ind i sin nye lejlighed, vidste han, at det var starten på et nyt kapitel i hans liv. Han havde bare ikke regnet med, at han også måtte trækkes ind i de sidste linjer af en fremmed piges epilog.

25Likes
9Kommentarer
1825Visninger
AA

6. LEDWELL

 


   Derefter gik dagene, uden der dukkede flere breve op. Faktisk var der ingenting overhovedet, der tydede på, at en mystisk pige ved navn Allie havde boet i lejligheden. Selvfølgelig ledte jeg. Jeg ledte nærmest hver gang, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle give mig til – og det var tit. Men det overraskede vel ikke nogen, at jeg intet fandt.

   Jeg begyndte så småt at tro på, at der ikke ville være mere at finde. At der kun havde været de fire breve. Spændingen fra skattejagten var dalet, og jeg var mere eller mindre begyndt at falde ind i en rutine. Jeg var færdig med at pakke ud, og min lejlighed stod nu klar. Jeg vidste, jeg manglede mange ting, men indtil videre havde jeg ikke haft behov for dem, og derfor gad jeg ikke bruge tid og penge på at anskaffe mig dem.

   Min mor ringede ofte til mig, og før jeg vidste af det, havde hun inviteret sig selv over en aften. Jeg var nødt til at købe ind til et nogenlunde fornuftigt måltid, og selvom jeg havde været i fuld gang i køkkenet, da hun ankom, havde hun taget over i løbet af få minutter. Det var typisk hende, og det mindede mig om, hvorfor jeg havde valgt at flytte i første omgang. Min far var ikke med, fordi han skulle arbejde. Det havde bare været os to, og selvfølgelig havde hun taget to puder med, hun havde købt på vejen. Jeg ville godt indrømme, at det gjorde sofaen gav, men fordi min mor havde givet mig puderne – oven i købet uden at spørge om lov – havde jeg en vis modvilje mod dem.

   Men da jeg aftenen efter var nødt til at spise alene, gik det op for mig, hvor rart det egentlig havde været at have en smule selskab. Lejligheden virkede så mørk og tom, at jeg startede noget musik på min computer og tændte en masse lys, selvom jeg vidste, jeg ville fortryde det, når jeg fik tilsendt min regning.

   Dagen efter vågnede jeg op til en besked fra Meredith. Jeg lå i flere minutter og stirrede på skærmen, men besluttede til sidst at lade den være og svare på den senere. Søvndrukkent vandrede jeg ud i det lille køkken og skænkede mig selv et glas juice. Morgenmad gad jeg ikke, så det blev til en sandwich hen mod middag i stedet. Af og til spekulerede jeg stadig på, om jeg ville støde på endnu et brev engang ud i fremtiden. Det var for det meste, når jeg faldt i staver, med blikket hvilende på brevene på køleskabet. Når jeg så derefter blev trist til mode ved tanken om, at jeg aldrig ville finde noget igen, og at det var slut, og at Allie levede sit liv videre et sted derude, var jeg tæt på at fjerne brevene. Jeg havde fjernet dem, da min mor kom på besøg, da jeg ikke havde lyst til, at hun begyndte at stille spørgsmål. De føltes som en mere privat ting, og jeg vidste desuden, at min mor ikke ville bryde sig om, at jeg gik rundt og samlede mystiske breve fra en fremmed.

   Først fem dage efter, jeg havde fundet det sidste brev, skete der noget. På det tidspunkt havde jeg så godt som givet op. Brevene hang stadig på køleskabet, og jeg tænkte stadigvæk på Allie og hendes breve, hver gang jeg så Eloise Miller eller gik forbi caféen på gaden. Men jeg forventede ikke længere at støde på et brev.

   Men det var der. Stoppet godt ned under låget på støvsugeren, hvor de andre hoveder lå. Jeg fandt det udelukkende, fordi jeg efter mere end en uge i lejligheden kom på den tanke, at det ville være en god idé at støvsuge og gøre lidt rent. Heldigvis havde jeg den første dag fundet en støvsuger gemt væk ude i gangen – Allies støvsuger.

   Jeg stod med brevet i hænderne et godt stykke tid, før jeg åbnede det. Det var præcis magen til de andre. Hvor mange ville jeg finde i løbet af min tid her? Syv? Ti? Jeg troede, jeg havde fundet alle brevene, men tilsyneladende var der mange flere gemmesteder i huset, jeg ikke havde fundet. Jeg blev overrasket hver gang.

 

   LEDWELL

 

   En vis tilfredshed bredte sig i min krop. Jeg vidste, hvad hun mente med det her. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg denne gang var et skridt foran hende. Ledwell var den by, hun var taget tilbage til – byen, hvor hun voksede op. Det gav mening, at hun ville føre mig dertil.

   Jeg kastede et blik på mit ur. Klokken var tre om eftermiddagen. Min telefon oplyste mig om, at der var omkring to timers kørsel til Ledwell. Utålmodigt og splittet stod jeg trippende og forsøgte at bestemme mig – at finde rundt i de kaotiske tanker i mit hoved. Jeg stillede fordele og ulemper op mod hinanden.

   Fordele – Ledwell var en lille by, så chancen for at finde Allie var en smule større. Jeg ville ikke bruge hele dagen på et hænge i min lejlighed. Og endnu bedre – jeg ville ikke være tvunget til at gøre rent i min lejlighed.

   Ulemper – Måske ville jeg ikke finde Allie, og køreturen ville være spildt, plus jeg ville have en to timers køretur hjem igen.

   Et spørgsmål trængte sig pludselig på i mit hoved. Hvad ville jeg overhovedet gøre, hvis jeg rent faktisk var så svineheldig at støde ind i Allie? Øh, hej, mit navn er Josh. Jeg bor i din gamle lejlighed, og jeg har fundet alle dine breve, så jeg ville egentlig bare høre, hvordan det gik?

   Jeg tyggede på min underlæbe, mens jeg stirrede på brevene på køleskabet. Egentlig var svaret let nok, sagde en lille stemme i mit hoved. Jeg havde lyst til at køre ud i verden efter Allie – også selvom jeg måske ikke ville finde hende og blive temmelig skuffet. Men så ville jeg ikke blive plaget af fortrydelsen bagefter. Så ville jeg vide, at jeg forsøgte, men at det var forgæves.

   Jeg tog bussen hjem til mine forældre og løj om, at jeg skulle besøge en ven fra high school. Først var min mor en smule betænkelig ved, at jeg skulle låne bilen, men da jeg forsikrede hende om, at busserne gik elendigt til en så lille by, gav hun efter. Så med GPS'en korrekt indstillet, kørte jeg. Tiden gik langsomt, og jeg tog hele tiden mig selv i at kigge på uret og kilometertælleren. Himlen var fyldt med grå, disede skyer. Solen var ikke at se – end ikke bag skyerne et sted – og det påvirkede mit humør en smule. Selvom jeg var opstemt ved tanken om, at jeg var på vej mod Allie, var der også noget, der tyngede mig ned sammen med vejret. Jeg var ikke helt bevidst om, hvad det var, men det havde temmelig sikkert noget med den mikroskopiske chance for at finde Allie at gøre. Jeg kunne gå rundt og stemme dørklokker, til jeg fandt nogen, der kendte en, der hed Allie. Eller jeg kunne gå rundt i gaderne og krydse fingre for, at jeg stødte ind i hende.

   Da jeg nåede frem, virkede det hele pludselig meget håbløst. Jeg var i en fremmed by med fremmede mennesker. Der var ingen at se på gaden. 

   Vinden forsøgte ihærdigt at blæse min åbentstående jakke af mig, da jeg trådte ud af bilen og stak hænderne i lommerne. Gåsehuden sprang frem på mine arme, da jeg i modvind begyndte at traske ned ad gaden. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg var på vej hen. Byen havde ikke noget shoppingcenter, men alligevel forsøgte jeg at sætte kursen mod bymidten. Der måtte være en købmand eller noget.

   Og ganske rigtigt. Jeg fulgte efter en ældre mand ind i varmen. Jeg spurgte de tre kunder, der befandt sig derinde, om de kendte nogen som helst, der hed Allie. Måske Allies forældre. Ingen kendte hende. Jeg endte med at købe en pakke tyggegummi, hvorefter jeg for en god ordens skyld også spurgte ekspedienten. Denne gang var det også en pige, men i stedet for at kommentere på mit tyggegummi, pussede hun en avis på mig. Eftersom den var gratis, og hun virkede meget ivrig efter at komme af med den, tog jeg bare imod den.

   Men netop som hun rakte den til mig, stoppede hun sin bevægelse og kneb tænksomt øjnene sammen.

   ”Vent,” mumlede hun og trak avisen ud af hænderne på mig, hvorefter hun hastigt bladrede igennem den. Da hun var næsten igennem den, stoppede hun og tøvede kort. Jeg mærkede så småt nervøsiteten begynde at indfinde sig i min krop ved synet af hendes ansigtsudtryk. Det var alt andet end positivt.

   ”Jeg mente nok, jeg havde set det et eller andet sted,” mumlede hun og gav endelig slip på avisen.

   Jeg vendte den og lod mit blik glide hurtigt ned over siden, indtil jeg fandt, hvad jeg søgte. En lille firkant blandt fem andre firkanter.

   Mit hjerte sank i livet på mig.


 

TIL MINDE OM ALLIE BRYANT

10. JULI 2015

SOVET STILLE IND EFTER EN LANG KAMP MOD LEUKÆMI

 

TAG IKKE GLÆDERNE I LIVET FORGIVET – EN DAG ER DU DER IKKE LÆNGERE TIL AT NYDE DEM

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...