Allie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 18 jul. 2015
  • Status: Færdig
Da Josh Sullivan flyttede ind i sin nye lejlighed, vidste han, at det var starten på et nyt kapitel i hans liv. Han havde bare ikke regnet med, at han også måtte trækkes ind i de sidste linjer af en fremmed piges epilog.

25Likes
9Kommentarer
1822Visninger
AA

5. ELOISE MILLER

 


   Jeg vågnede op på sofaen næste morgen. Jeg var faldet i søvn efter at have set Tarzan. Det havde været ren nostalgi at se den. Den havde været en af mine yndlingsfilm, da jeg var yngre, og det havde derfor været meget livsbekræftende.

   Da jeg rejste mig, havde jeg ondt som bare fanden. Det var nærmest umuligt for mig at dreje mit hoved, fordi min nakke var så anspændt. Det var egentlig også noget skidt, at jeg ikke havde fået brugt min nybyggede seng.

   Jeg varmede mig selv en kop varm kakao og lavede en skål havregrød i den mikroovn, jeg havde fået af mine forældre. Det mindede mig om, at de nok snart ville forlange at komme på besøg. Lige nu orkede jeg det overhovedet ikke, for det betød, at jeg var nødt til at fjerne alle flyttekasserne, og eftersom de endnu ikke var tomme, ville det tage noget tid. Men jeg vidste også, at jeg var nødt til det før eller siden. Jeg kunne ikke blive ved med at have papkasser til at stå over det hele, hvis jeg virkelig havde tænkt mig at bo her.

   Efter min lidt sært sammensatte morgenmad gik jeg i gang med tømningen af kasserne. Jeg tog en af gangen og arbejde mig langsomt igennem dem. Jeg havde skruet så højt op for min computer, som det var muligt, så jeg havde noget at lytte til. I min hoved noterede jeg mig, at jeg måtte spare op til et stereoanlæg eller bare et par højtalere.

   Der var kun et par flyttekasser tilbage, da jeg rejste mig for hurtigt og måtte gribe fat om kanten på en skuffe, jeg netop havde åbnet for at sætte de få tallerkener, jeg havde med mig, ned i. Mine fintfølende fingerspidser sansede, at skuffen ikke føltes ens. Så jeg bøjede mig ned og måtte kæmpe mod et stort smil. Under skuffen sad et hvidt brev tapet godt fast. Efter at have hevet lidt i det, fik jeg det endelig fri.

   Det virkede lidt som en hån, at jeg havde brugt så lang tid på at finde et brev i går, og jeg nu bare helt tilfældigt faldt over endnu et. Men ikke desto mindre åbnede jeg konvolutten og foldede papiret ud. Det føltes efterhånden som en velkendt situation. Denne gang stod der to ord.

 

   ELOISE MILLER

 

   Igen sagde det mig intet. Denne gang skyndte jeg mig over til computeren med det samme for at google navnet. Der kom flere hits frem, men de var alle bare helt almindelige personer. Jeg sad lidt og bladrede igennem dem, mens jeg med en finger bankede en rytme på min kind. Var det åndssvagt at ringe til dem? Jeg rokkede frem og tilbage, mens jeg forsøgte at beslutte mig. Kunne det skade? Nej, blev jeg enig med mig selv om, det kunne ikke skade at prøve. Det eneste, det ville koste mig, var et par minutter af min taletid og måske en uhøflig kommentar eller to at huske på.

   ”Hej, jeg hedder Josh Sullivan. Taler jeg med Eloise Miller?”

   ”Ja, hvad kan jeg gøre for dig?”

   ”Kender du en pige, der hedder Allie?”

   ”Bare Allie?”

   ”Ja, jeg - øh - kender ikke lige hendes efternavn.”

   ”Det siger mig ikke rigtigt noget, desværre.”

   ”Det er i orden. Farvel.”

   Jeg sukkede, men tog mig sammen og prøvede igen.

   ”Eloise Miller?”

   ”Ja?”

   ”Kender du en pige, der hedder Allie?”

   ”Min bedstemor hedder Allison Jensen?”

   ”Det er desværre ikke hende, jeg søger. Tak, for din tid.”

   Jeg prøvede gentagende gange, men hver gang fik jeg det samme at vide. Enten kendte de ikke nogen tæt på, der hed Allie, ellers var det en helt forkert person. Jeg gav op efter det femte opkald. Jeg kom ikke frem til noget som helst, og jeg var ved at blive skør i hovedet af at spille så høflig og så ikke få noget ud af det alligevel. Efter at have gennemsøgt køleskabet efter noget at spise, kom jeg frem til, at jeg ville handle lidt ind, og derefter kunne jeg forsætte med at ringe rundt. Det var også svært at være høflig og sød, når man var sulten.

  Så jeg trak i mine sko og småløb ned ad trappen. Da jeg trådte ind i supermarkedet, der lå to hundrede meter længere nede ad gaden, mærkede jeg en mærkelig glæde og spænding i kroppen. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor tilfredsstillende det var at kunne handle ind selv. Ingen bad mig om at hente noget, og ingen bestemte, hvad jeg skulle spise til aften. Jeg kunne tømme hele lageret for chips, hvad jeg havde lyst. Det gav mig et lille smil på læberne, da jeg gik rundt i mellem de mange hylder og kølediske.

   Efter omkring en halv time, der havde indeholdt mange dialoger med mig selv om, om hvad jeg burde købe, stod jeg ved kassen. Ekspedienten - som var en ung pige med langt, bølget hår - smilede til mig. Da hun kørte mine varer igennem, dvælede hun en smule ved en flaske billig vin, jeg havde valgt at købe for at føle mig lidt voksen. Lige bagefter fulgte en bakke vindruer, og jeg sværger, at jeg ikke havde købt dem med henblik på at nyde det sammen, men sådan opfattede hun det selvfølgelig.

  ”Du får måske besøg i aften?”

   Indvendigt sukkede jeg dybt adskillige gange. Min far havde før fortalt om, hvordan han engang var blevet ekspederet af en ung mand, der kommenterede på alle hans varer for at være venlig og få en snak. Det var måske bare ikke sådan, han skulle have forsøgt at starte samtalen. Jeg havde den historie i hovedet, da jeg med et påtaget venligt smil mødte pigens øjne.

   ”Det er bare til mig selv.”

   ”Du skal nok rigtig hygge dig så?”

   Jeg tøvede, og pludselig blussede hendes kinder voldsomt. Hun så straks ned og koncentrerede sig pludselig meget om kassen. Jeg gik ud fra, at hun havde misforstået sine egne ord eller noget i den stil. Jeg var egentlig lidt ligeglad, og jeg skyndte mig bare at betale. Det var først, da jeg var ude af butikken, at det gik op for mig, at hun måske så småt havde forsøgt at flirte med mig. I hvert fald havde hun ikke talt mere, end det var nødvendigt, til kunden før mig.

   Jeg skyndte mig ned ad gaden og forsøgte at ryste den akavede oplevelse af mig. Derfor gik jeg også i mine egne tanker på vej op af trapperne. For at være helt ærlig, aner jeg ikke, hvordan jeg opdagede det lille bitte skilt, der sad på en af dørene på første sal, men det gjorde jeg. Jeg stoppede op og havde nær sluppet den ene af de to bæreposer. Lige der.

   I løbet af få sekunder havde jeg banket på døren og stillet poserne ved siden af mig. Døren blev åbnet af en ung kvinde - dog ældre end mig. Jeg tøvede kort, da det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Et øjeblik overvejede at fortælle hende det hele og bare håbe på, hun ikke ville tro, jeg var sindssyg. Der var noget i hendes øjne, der fik mig til at føle, at der ikke ville ske noget ved at fortælle det, men jeg begrænsede mig alligevel en smule.

   ”Hej,” sagde jeg en smule forpustet efter trapperne. ”Undskyld, jeg forstyrrer, men er du Eloise Miller?”

   Kvinden smilede venligt, men rystede på hovedet, og mit hjerte sank i livet på mig, men så fortsatte hun, og jeg mærkede glæden komme tilbage. ”Min datter er Eloise Miller,” fortalte hun og så sig over skulderen, hvor en lille, lyshåret pige var blevet lokket frem ved lyden af sit navn. ”Hvor kender du hende fra?” Jeg anede en lille smule mistænksomhed i hendes stemme, og eftersom jeg for alt i verden ikke ville have, kvinden blev nervøs på grund af mig, skyndte jeg mig at forklare.

   ”Jeg bor i lejligheden oppe på anden sal, og jeg fandt et … et papir med din datters navn. Jeg har prøvet at finde ud af, hvem det var, og så så jeg navnet her på skiltet. Så jeg ville bare høre, om I kendte hende? Pigen, der boede der før mig.”

   Da kvinden talte igen, var alle spor af mistænksomhed væk. ”Vi kendte Allie - gjorde vi ikke, Eloise?” Pigen kom helt hen til døren og nikkede og smilede, så jeg kunne se den manglende fortand. ”Eloise og Allie var gode venner. Allie tilbød altid at passe hende for mig, når jeg skulle ud, eller bare så jeg kunne få en dag fri. Vi savner hende. Det var en skam, hun var nødt til at flytte. Til Ledwell, ikke?”

   Jeg nikkede.

   ”Hun flyttede hjem til sine forældre - lige pludselig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...