Historien om en pige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2015
  • Opdateret: 3 aug. 2015
  • Status: Igang
En historie om en pige. En historie om kærlighed og venskab, med- og modgang. Om at se sandeheden i øjnene og give slip på det der holder en tilbage.

0Likes
2Kommentarer
152Visninger
AA

2. Et gråt liv

Hun sidder foran skrivebordet i min bløde kontorstol, som hun har gjort så mange gange før. Følelsen af rastløshed breder sig. Hun stirrer frem for sig og mærker den tage til, men beslutter sig så for at rejse sig op og går over mod det store hvide skab. Hun kører hånden hen over bøgerne, indtil hun finder den som hun altid vender tilbage til: Peter Pan. Hun har altid forestillet sig at hun var Wendy, men hun har ikke kunnet forestille sig at tage hjem fra Ønskeøen for at blive voksen, selvom hun jo godt ved at det er på tide at blive voksen. Efter at have fortæret bogen kommer hun frem til hendes selvskrevne historie, og begynder at læse.

Peter Pan og Wendy var endnu en gang henne og besøge havfruerne. Wendy kunne ikke få nok. De var facinerende på en farlig måde, en måde der gjorde dem uimodståelige. De blev for hende i et øjeblik alt det hun ikke måtte og trangen til at stå imod blev for stor, selvom hun kendte til deres fangende væsen. Så selvom Peter havde fortalt hende om faren, ved at en havfrue tog fat i hendes hånd, lod hun havfruen trække sig ned. Det var havfruens blik der havde forhekset hende, de grønblå øjne skinnede så tydeligt som nyfladen sne der rammes af solens stråler for første gang. Et eneste øjeblik var alt der skulle til før hun var fosvundet, og da Peter Pan var uvagtsom det øjeblik, hvor havfruen trak Wendy's hånd ned under det azurblå vand, bredte der sig en overraskelse indeni ham, da han vendte sig mod Wendy. Han vidste at han måtte redde hende, men hvordan? Det ville ikke tage havfruerne lang tid at drukne hende...  

Coraline kendte resten af historien og vidste at den endte lykkeligt og i samme øjeblik kom hun til at tænke på den smertelige sandhed, sandheden om at kærlighed ikke varer for evigt. Hun blev trukket ud af sine tanker, da hun hørte sin far råbe "Coraline. Aftensmaden er serveret skat". Derefter lukkede hun bogen hårdt og stillede den ind på dens plads. "Jeg kommer nu" sagde hun med en irriteret stemme. Hvis han dog bare ville lade hende sidde alene, men det kom nok ikke til at ske. Hun kom dog til at tænke på at hun ikke havde lyst til at være alene med sine tanker nu, så han gjorde hende vel en tjeneste? Hun gik ned ad den snoede trappe og var ved at falde over katten for enden. Den sorte kat, som altid var i vejen. Gad vide hvornår den ville lære det? Hun gik hen imod det store træbord, imens han bar maden over til bordet. "Jeg håber du er sulten" sagde han og smilede til hende. "Ja jeg er sulten" sagde hun. Han begyndte at skære lasagnen i stykker. "Har du haft en god dag", spurgte han hende. De samme spørgsmål dag efter dag, blev han aldrig træt af det? Og de snakkede og snakkede, men hun tog sig selv i ikke at høre efter. Ligepludselig sagde han "Det må være mor der banker på" og gik hen for at åbne døren. Hun kom ind i dagligstuen og smed jakken ovenpå de smidte sko. Hun kyssede Coraline og kyssede bagefter Vilhelm. "Mmm hvor skønt du har lavet lasagne" sagde hendes mor. En rigtig kernefamilie, det er hvad vi er tænkte hun, men det var som hun savnede noget. Alle dagene var ens. Hun spiste op, sagde "Tak for mad" og gik op på sit værelse igen. Hun kom til at tænke på Erika, Erika, Erika. Hendes søde gift, som langsomt lærte hende at alting ikke var som før. Hun kiggede på sin mobil og så ingen beskeder og tænkte et kort øjeblik på det Erika sagde, når hun fik beskeder "Jeg har venner". Hun syntes dog ikke man kunne definere venner så let. Døren knirkede og Rufus trådte indenfor. Han gik hen ad gulvet og lagde sig op på sengen og kiggede på hende, med sine mandelformede blå øjne. Hun elskede den kat, selvom den kunne være nok så irriterende. Hun nussede den og håbede den ikke ville gå, men så skræppede fuglene og de var åbenbart mere spændende end hende. Hun ville ikke bare sidde og kigge ud i luften, så hun tog en bog frem og begyndte. Coraline opdagede døren, kort tid efter de var flyttet ind i huset. Det var et meget gammelt hus - der var loftsetage oppe under taget, en kælder under jorden og en tilgroet have med store, gamle træet. Rufus sprang ned for vinduet og hylede. Den vil ud tænkte hun, mens hun gik hele vejen nedenunder og hen til havedøren. Godt at de boede på en meget lidt trafikeret gade. Hun kiggede ud på katten og syntes hun så et glimt i dens øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...