Just a walk

92275
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2016
  • Status: Igang
"Nej"
"Kom nu"
"glem det" var det sandt gjorde han grin med mig eller var han seriøs
Kærester det tror jeg ikke .Man bliver ikke kærester med sin Kidnapper.

Smilla bliver kidnappet. Men måske er det godt. Hun finder ud af nye hemmeligheder om sin famile.

AA
aa

3. Kapitel 3

Han slæbte mig med hårde træk. Efter som han ikke kunne bære mig på sin ryg mere. Fordi jeg sparkede ham. Blev han træt og band mig så fri så hverken mine arme eller ben var bundede. I et kort sekund troede jeg at jeg var fri men der tog jeg fejl. Han band mig bare igen men denne gang band han mine arme sammen. Med den ene snor og den anden bandt han så sammen med den snor der holdte mine arme sammen så det var som en slags hunde snor bare om mine arme. 

 

jeg er træt af at mit liv skal være så dramatisk. 

 

                                                                           FLASHBACK

                                                                         30 minutter tidligere

"Kom så vovse" grinte han og klappede mig på hoved. Jeg bed efter hans hånd. Han trak hånden til sig igen med afsky malet i helle hovedet. Afsky blev hurtigt erstatet med vrede. Han løftede sin hånd og jeg lukkede mine øjne lidt efter mærkede jeg smerten stige i min højre kind. Gav han mig lige en lusing. Han tog mig op ved kraven af min trøje så jeg kiggede ham lige øjnene og mine fødder var over jorden.

"Hør her din fuking snot hvalp du skal ikke være så pisse irriterende for så vil jeg straffe dig og det vil jeg helst ikke

                                                     

                                                         TILBAGE TIL NUTID.

 

Hvad mener han selvfølelig ville han skade mig. Ræbet skar sig ned i min hud og tåre begyndte at fylde mine øjne men jeg bed det i mig han måtte ikke få den fornøjelse at se mig grade. Vis bare mine forældre var her så ville de hjælpe mig få mig hjem holde om mig fortælle mig at det er okay men de er her ikke. De er døde de døde den nat da båden sank. Vi var så lykkelige ligge før det skete hvorfor skulle det ændre sig.

"Hvad tænker du på Smil?"

                                                                               

                                                                      FLASHBACK

                                                                        11 år tidligere

"Hvad tænker du på Smil?"  spurte min mor som hun kiggede ned på mig. Jeg holdte hende i hånden og smiler stort til hende. "jeg tænker på hvordan det bliver at se min bro igen" mit smil blev støre da min far tog min anden hånd. "Det gør vi også" grinte han med hans varme rare grin. Jeg gav slip på mine forældres hænder og hoppede af sted. Jeg vente hoved for at se dem jeg nåede kun at se mine skræmte forældres ansigter før jeg røg ned på jorden og tåre flød ned af mit ansigt. Jeg var faldet over en kæmpe træ stump og havde riset mine hænder og knæ. Mine forældre kom straks hen til mig min mor på den ene side og min far på den anden side.

"Det gør ondt!!" Grad skreg jeg. Min mor kyssede ved sidden af mit sår. Det hjalp ikke men da hun gjorde det blev der lidt vådt vor hun havde kysset mig jeg kiggede hende i øjnene hun grad. Min smerte lyste ud af hende. Hun er det mest medfølende menneske jeg kender tænkte jeg. "Jeg vil aldrig være ked af det igen vis det kan gøre dig glad mor".

TILBAGE TIL NUTID.

"Hvorfra kender du mit kælenavn" jeg viskede det nærmest ud mens jeg kiggede ned i jorden og sparkede til en lille sten.

"Jeg har ikke bare kidnappet dig sådan som et tilfælde. Det er planlagt jeg har holdt øje med dig i lang tid. Jeg ved meget om dig" hans stemme var uhyggelig igen men jeg følte mig ikke truet for jeg viste at det bare var en facade. Jeg kiggede op for at komme med en spydig bemærkning men blev helt mund lam af hvad jeg så. Vi var på en open mark der var dækket af græs og rundt om var der skove der bredte sig ud over så langt øjet rakte. Midt på marken lå et enormt hus det var hvidt med et sort tag en balkon under det øverste vindue. Op af siden af huset var der slyng planter der nåede til miden af husets mure, og rosen buske var der over det helle. Foran huset var en lille bænk der var malet sort.

"Smukt ikk?" jeg kiggede over på min kidnapper med tåre løbende ned af kinderne. Han smilte til mig for derefter at fjerne båndene fra mine hænder jeg slog mine arme om ham i et blødt kram han spændte i helle kroppen. Efter noget tid rømmede han sig og jeg trådte et par skridt tilbage "tak" sagde jeg genert mens jeg rullede et stykke af mit hår rundt om min pege finger. "Det var så lidt"

 

                                                                               FLASHBACK  

                                                                                11 år tidligere

"Smilla! hvor er du?" jeg kiggede op på min mor der kiggede lettet på mig i hoveddøren. Jeg smilte genert til hende

"Undskyld mor men jeg er bange" jeg kiggede ned på mine hænder. Jeg kiggede op på min mor igen som stille smilede til mig "hør her skat du er så fuld af talent". Hun gik hen og satte sig ned over for mig. jeg lænede mig tilbage mod benene på den sorte bænk som stod i vores forhave. "men mor jeg er kun 6 år de vil ikke kunne lide mine ting jeg er ikke god nok." jeg så på min mor der tydelig blev ked af at jeg ikke troede mere på mig selv.

"jeg syndes du er god nok. Hør her Smilla vis du nogen sinde er bange så konfronter den frygt med glæde og et kram . Tro mig frygt vil ikke drille dig efter du har givet den et kram" hun begyndte at age min kind og jeg grinte af min mors kommentar hun elskede kram og syndes at alt kunne konfronteres med et kram. "Jeg elsker dig mor".

                                                                          

                                                                         TILBAGE TIL NUTIDEN

jeg blev ledt ind i et rum der mindede mig om mit gammel værelse. Jeg begyndte at kigge rundt og bag mig hørte jeg.

"Du kan tilpasse dig dit værelse men der er aftensmad kl 18:00 og jeg forventer at du kommer ned og spiser med. Tag noget fint tøj på du kan finde noget i det klæde skab der står i hjørnet" der efter hørte jeg en dør der blev lukket bag mig.

Jeg blev indhyllet i stilhed og tanker, uhyggelige tanker.

 

                                                                                  

                                                                

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...