Mellem Himmel Og Jord | En Novellesamling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jun. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Igang
Dette er en novelle/one-shot samling, hvor jeg har tænkt mig at ligge nogle af de one-shots eller noveller jeg skriver, ind. Nogen gange kommer de nemlig bare til mig og det er sjældent de er særlig lange. Men jeg håber i hvert tilfald i vil syntes om dem :) <3

8Likes
14Kommentarer
591Visninger
AA

3. Hvorfor ikke mig?

  Som en hvid dyne, dækker det landskabet omkring os. Hvor man end kigger hen er der hvidt, hvidt og atter hvidt og det skærer i øjnene at se på. Trods solen som står højt på himlen, bider kulden i mine kinder og går direkte igennem min jakke. Tænderne klaprer i munden på mig, og jeg laver kuskeslag med armene i mens jeg går, for at holde varmen. Sneen knirker under mine støvler og det går kun langsomt fremad. Bag mig klynker Lisa højlydt og jeg er ved at få spat. Men jeg lader hende gøre det. Ved at hun bare bliver endnu mere mopset, hvis jeg siger hun skal holde op. Og så ville dét, der ellers skulle være en hyggelig-søster-tur, blive forvandlet til en jeg-fryser-og-vil-hjem-nu-tur. Noget jeg for alt i verden ikke ønsker.
   ”Er vi der ikke snart, Lily? ” Lisa er kommet op på siden af mig og kigger på mig, med et ængsteligt blik. Hendes grønne øjne, står i dyb kontrast til den hjemmestrikkede hue, som skjuler det meste af hendes lange, brune hår. De vantebeklædte hænder, slår hun sammen i en rytmisk takt. Sikkert for at få varme i dem. Lidt efter tager hun min hånd.
   ”Om fem minutter, ” siger jeg og giver hendes hånd et klem. Hun sukker opgivende, men slipper ikke min hånd. Jeg smiler skævt. Det er så typisk Lisa. Altid utålmodig.
   Få minutter senere ankommer vi til bestemmelses stedet: Sølvsøen. Vi skal stå på skøjter. Det bedste i hele verden, efter min mening. Jeg sætter mig ned i den bløde sne, og får med noget besvær, krænget mine støvler af, så jeg kan få min skøjter på. Bagefter vrister jeg støvlerne af Lisa, og hjælper hende med skøjterne.
   Jeg går ud på søen. Er ikke længe om at finde balancen. Jeg skøjter lidt rundt. Mærker glæden brede sig i hele kroppen. Så opdager jeg, at Lisa stadig står uden for søen og stirrer på den. Jeg løber hen til hende og rækker min hånd. Hun tager den tøvende.
   ”Bare stol på mig, ” hvisker jeg. Hun ser mig i øjnene. Så synker hun en gang, og træder ud på søen. Jeg tager også fat i hendes anden hånd. Fører hende forsigtigt rundt.
   ”Det går jo godt! ” Hun smiler til mig. Men da jeg prøver at give slip på hende, holder hun strammere fast i mine hænder. Efter noget tid giver hun selv slip. Hun vakler. Jeg står klar til at gribe hende hvis hun falder, men hun finder hurtigt selv balancen igen. Jeg begynder at løbe. Jeg føler mig let som vinden, som jeg flyver hen over isen. Jeg får tårer i øjnene på grund af den kolde vind, men tager ikke notits af det. Jeg er helt i min egen verden, og føler mig fri som en fugl.
   Med ét hører jeg et skrig, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg bremser hårdt op og vender mig om. Gisper. Lisa er ingen steder at se. I stedet er der et stort hul i isen. Jeg mærker panikken brede sig i min krop, og smider mig på maven ved siden af hullet. Jeg kan ikke se Lisa. Hun har aldrig været en særlig god svømmer, og har altid været meget svag. Selvfølgelig kan hun ikke holde sig oppe.
   ”Lisa! ” skriger jeg, af mine lungers fulde kraft. Selvfølgelig hjælper det ikke. Mærker tårerene presse sig på. Med ét ved jeg hvad jeg skal gøre. Hurtigt vrister jeg mine skøjter af, og spurter tilbage mod byen. Jeg tager mig ikke tid til at tage støvlerne på. Jeg ænser ikke længere kulden, koncentrerer mig bare om, at få hentet hjælp så hurtigt som muligt. Inden …
   Jeg tør ikke tænke tanken til ende. Endelig når jeg byen.
   ”Hjælp! ” råber jeg. Flere folk stopper op og kigger på mig. En mand på omkring min fars alder, kommer hen til mig.
   ”Hvad er der sket? ” spørger han.
   ”Det … det er min søster … Lisa … hun … vi skøjtede og … hun faldt i gennem isen, ” stammer jeg. Så bryder jeg sammen. Ligger bare på jorden, med tårerne rendende ned af kinderne. Manden stryger mig trøstende over ryggen.
   ”Kan du fortælle hvor hun er hende? ” Jeg tager en dyb indånding. Prøver at få styr på min vejrtrækning.
   ” S … Sølvsøen, ” får jeg fremstammet. Den venlige mand kalder nogle mænd sammen, og de løber hurtigt mod søen. Jeg rejser mig op med rystende ben og følger efter dem.
   Da jeg når frem til søen, er alle mændene stimlet sammen omkring hullet. En øjeblik senere dukker en mand op af vandet. Han har noget i sine arme. De andre mænd hjælper ham op af vandet, og nu er jeg ikke længere i tvivl. Det er Lisa. Med mine sidste kræfter, kæmper jeg mig derhen. Jeg sætter mig på hug ved siden af min søsters livløse krop. For anden gang i dag lader jeg tårerne få frit løb. Hvorfor skulle det også lige ske for hende? Hvorfor ikke mig? Jeg ville sikkert kunne holde mig oppe, og selv kunne komme op. Jeg fik aldrig fortalt hende, hvor højt jeg egentlig elskede hende. Alt dette farer igennem hovedet på mig, imens jeg holder min døde søster i armene.
   I det samme ser jeg, at hendes brystkasse rent faktisk hæver og sænker sig.
   ”Hun lever! ” råber jeg. ”Hun er i live! ”
   Sekundet efter åbner Lisa øjnene og ser på mig. Hun sender mig et forsigtigt smil.
   ”Jeg bliver aldrig god til at stå på skøjter, ” hvisker hun. Et enkelt snefnug daler ned fra den skyfrie himmel, og lander blidt på min kind. Jeg kan ikke lade vær’ med at smile af hele mit ansigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...