Den Sorte Død

ser intet, hører intet, mærker intet og så er det forsent.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

2. Dårlige Nyheder

Jeg sidder og stirrer ind i døren. Jeg har studeret hvert enkelt mønster nu, sådan føles det i hvert fald. Tiden snegler sig af sted, mens han undersøger hende på den anden side af døren. Jeg føler mig raskløs. Jeg sider og venter på han skal komme ud, selvom jeg allerede ved hvad han vil sige. Jeg ved det, jeg så det jo. Mor og far sidder i den anden ende af rummet på en slags indendørs bænk, jeg glemmer altid hvad de hedder, eller retter sagt de sad. Mor har nemlig lige rejst sig. Hun går over mod mig. Da hun kommer hen til mig, lægger hun en hånd på min skulder. Jeg tror hun gør det for at berolige mig, men det virker nærmest modsat. Jeg skubber afvisende hendes hånd ned fra min skulder, hun forstår det ikke. Det er der ingen der gør. Hun prøver ikke igen. Det var heller ikke fordi hun fik muligheden. For i det samme går døren nemlig op. Ikke på en ildevarslende måde, men på en meget stille nærmest trist måde.

Doktoren kommer ud. Han har et roligt, men meget alvorligt udtryk i øjenende. Han er en meget professionel mand, men man kan alligevel tydeligt se på ham at der er noget galt. ”Er det Miasmerne? ” spørg jeg. ”Er det guds straf? ” min stemme knækker midt i sætningen, så det nærmest bliver til en hæs hvisken. Jeg kigger ned i gulvet, jeg er helt flov over at, jeg snakker sådan til en mand af hans profession. Jeg burde have tænkt før jeg talte. Far kommer ikke til at se igennem finger med det her. ”undskyld, Hr. ” siger jeg. Jeg løfter blikket for at se hans reaktion. Han ser mig an et øjeblik, før han kommer frem til at det er spild at tid at, begynde at skælde mig ud. Han har vel besluttet sig for at hans nyheder er slemme nok i sig selv. Han tager en dyb indånding og kigger over mod far. ”Som jeg ville have sagt, hvis ikke din uduelige søn havde afbrudt mig… ” han skuler til mig. ”… Er din datter alvorligt syg. Det er pest eller guds forbandelse, hvad i nu kalder det her i familien. ” han sender mig et irriteret blik, som han siger den sidste del af sætningen. Far kigger på ham ”hvor langtid? ” spørg han. ”ti minutter? Jeg tager hende med det samme … bare husk jeg ikke har hele dagen. Jeg er jo en travl mand, forstår de. ” svare doktoren med en nærmest overlegen stemme. Jeg bryder mig mindre og mindre om ham. ”Ja det har jeg forstået” siger far mens han skuler ned mod gulvet. ”godt, jeg er tilbage om lidt” siger doktoren og forlader rummet.

Far kigger på mig. ”få det overstået. ” siger han. Jeg føler mig nærmest hjælpeløs, da jeg går ind af døren. Min håndflader er svedige og jeg prøver at sluge den klump jeg har i halsen. Mira ligger på sengen, det ser nærmest ud som om hun allerede er død. Hvis ikke hun havde haft åbne øjne, havde jeg været helt sikker på hun var død. Jeg trådte nærmere sengen. Hun får øje på mig og fremtvinger et smil. Det plejer altid at gøre mig glad, men ikke i dag. I dag er det nærmest en pinsel at se hende smile. Hun smiler heler ikke som hun plejer. Hun kan se på mig at smilet ikke har overbevist mig. Hun sukker. ”det er ikke din skyld. ” hun hviskede det nærmest. Jeg stryger hendes kind. Hun er feberhed, men hun er stærk, meget stærkere end jeg nogensinde har været. ”Det skal nok gå, jeg kommer snart hjem igen. ” siger hun med sin mest overbevisende stemme. Hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne tro på det hun sagde. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var lige så sikker på at jeg skulle se min lillesøster igen. ”det skulle have været mig. ” siger jeg med en tom opgivende stemme. Hun kigger meget alvorligt op på mig. ”det må du aldrig sige igen” siger hun. ”men … ” siger jeg nærmest stammende. ”Nej! ” afbryder hun mig. ”Du skal stoppe nu! Du er min store bror og hvis det ender sådan her, vil jeg have at du skal leve videre for os begge to. Lov mig det! ” forsætter hun i et meget beslutsomt tonefald. Jeg skal til at sige noget, men inden jeg får et ord ud af munden afbryder hun mig igen. ”lover du det? ” Jeg kigger på hende et kort stykke tid. ” Jeg lover det. ” siger jeg nærmest som en hvisken.

Døren går op. ”jeg håber i to har fået afsluttet jeres lille afskeds seance, for det er blevet tid. ” sagde doktoren, som lige var trådt ind af døren. Han skal til at løfte Mira op fra sengen, da hun siger ” nej, jeg vil godt gå selv! ” hvor efter hun hoster blod op på sit ærme. Han kigger på hende et øjeblik før han siger ”det kommer ikke til at ske. ”. Han løfter hende op og går hen mod døren. Inden han forlader rummet kigger han på mig. ”jeg håber for dig, at dette ikke er guds værk. For hun for brug for mere end et mirakel, hvis hun skal overleve." Siger han med et overlegnet blik i øjende. Da han forlader rummet, falder jeg sammen i hjørnet af rummet. Han har ret, det er håbløst. Jeg føler mig hjælpeløs, som jeg sider der. Der er intet jeg kan gøre. Tårende, jeg kan ikke holde dem tilbage længere. De løber ned af mine kinder jeg prøver at stoppe med at græde, men det nytter ikke noget så jeg lader dem få frit løb.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...