† Dear Rabbit †

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2015
  • Opdateret: 15 okt. 2015
  • Status: Igang
Oh rabbit, my claws are down now so don't be afraid...
I can keep you warm, as long as you can just try... To be brave!

•~•~•

Absalon, kan snart ikke holde hungren tilbage, han har aldrig følt sådan en længsel før. Hans behov, for hendes smukke slanke krop, hendes brune lange hår, og hendes aske grå øjne, gør ham sindsyg.

Vivian, kan snart ikke holde til mere af al den smerte, som bliver påført hende på skolen og der hjemme. Hendes eneste håb, er vennen Alex, som holder liv i hendes ellers så tomme og triste tilstedeværelse. Langsomt, begynder Vivian dog at forstå, at mobningen og smerte, er ingenting, i forhold til, hvad der venter hende med den nye mystiske elev, hvis øjne kun er vendt mod hende.

6Likes
7Kommentarer
3273Visninger
AA

7. † Kapitel 6 †

 

Tirsdag. 9.30

Vivian P.o.v

 

Det var nu blevet vores første pause. Jeg havde på denne uheldige dag glemt at pakke noget mad, så jeg stod nu ved døråbningen til kantinen. Der var fyldt op med mennesker, som alle sad i hver deres gruppe.. Alle bortset fra mig. Der var nu en, som jeg fik øje på, der sad henne i hjørnet af kantinen. Det var en pige med lyst hår og briller. Hun sad med næsen begravede i en bog, der på omslaget så ret så kedelig ud.

Jeg tog mod til mig, og gik med hurtige skridt hen til kantinedamen, hvor jeg købte en sandwich. Mens jeg ventede på hun lavede den, lagde jeg mærke til at larmen i kantine var faldet lidt ned. Jeg turde ikke vende mig om, så jeg stod med blikket vendt mod jorden, mens jeg trippede nervøst på stedet.

En hånd blev pludselig lagt på min skulder, og fik mig til at fare sammen. "Hey, rolig nu Vivi." Alex stillede sig op ved siden af mig, og bestilte selv en sandwich af kantinedamen. "Hvordan gik din første time?" Spurgte han med et smil, der nærmest oplyste hele lokalet.

Jeg kiggede kort op på ham, inden jeg vendte blikket mod de penge jeg havde i mine hænder. "D-Det gik okay, Vi havde Biologi.." Mumlede jeg, da jeg med et svagt smil tog i mod mig sandwich. 

"Cool." Alex vendte sig om, og kiggede hen mod indgangen til kantinen. "Vivi, er det ikke ham den nye?" Spurgte Alex, inden han gav mig et svagt skub. Jeg vendte mig med det samme og kiggede på Absalon, der kom slentrende ind og kiggede sig søgende omkring, som var han et dyr der ledte efter sit bytte.

Samantha og hendes gruppe hang på ham, og viste ham nærmest stolt frem, som et eller andet trofæ. 

"Samantha har vist fundet sig sin nye flirt.." Mumlede Alex, da han tog en bid af sin sandwich. I det samme mødtes mine øjne med Absalons, og mit hjerte sprang et slag over.

Samantha fulgte Absalons blik og fik øje på mig. Hendes smil forsvandt med det samme fra hendes ansigt.

"Skal vi finde et sted at side Vivi?" Spurgte Alex. Jeg svarede ham ikke, men kiggede med store øjne på Absalon, da jeg så han sagde noget til Samantha og begyndte at gå hen i mod mig.

Samantha greb med det samme fat i Absalon og klamrede sig til hans arm, med et flirtende smil, men det havde ingen effekt på ham.

"Vivi?" Alex viftede en hånd foran mit ansigt, og prøvede at komme i kontakt med mig. Jeg blinkede et par gange inden jeg vendte mig mod Alex og nikkede.

Han smilte stort og greb fat i min hånd, inden han trak afsted med mig. Jeg kiggede mig kort over skulderen, og lagde mærke til at Absalon var stoppet op, og kiggede nu med et meget rasende blik vendt mod Alex og jeg. Et gys gik igennem min krop, jeg havde aldrig set nogen se så truende ud.

Alex førte mig ud af kantinen og om på den anden side af skolen. Vi satte os begge på trappen til bagdøren og begyndte at spise vores sandwich. Den her trappe var der ingen andre der kendte til, det var vores 'specielle-sted' som Alex gerne vil kalde det. Dørenslås var gået i stykker, så når klokken ringede ind, kunne vi smutte igennem der.

"Wow, kantinens mad er værre end det jeg laver." Mumlede jeg chokeret, samtidig med jeg foldede sandwich sammen igen. Alex grinte, "Din mad smager tusind gange bedre end det her. Her." 

Alex stak sin hånd i lommen, og trak i bounty bar ud, inden han rakte den frem til mig. "Det er okay, jeg er alligevel ikke så sulten." Sagde jeg forfjamsket. Alex kiggede seriøst på mig, "Spis den, eller jeg fodre den til dig." Efter han sagde det begyndte han at smile igen. 

"Nej, du må ikke fodre mig den. Jeg kan godt spise den selv så." Sagde jeg hurtigt, og stoppede ham før han kunne spørger.

Alex grinte endnu engang, og lagde bounty baren i mine hænder. "Må jeg se?" Han lagde hovedet på skrå, og smilte skævt. Med et suk, åbnede jeg bountyen og tog en bid. "Tilfreds?" Spurgte jeg med et smil.

"Dygtig pige." Sagde Alex og klappede. Jeg prøvede at holde mit grin inde, så jeg ikke ville spytte bountyen ud. Alex holdt op med at klappe, og lagde istedet sin arm om mig. "Jeg elsker dit smil, det er så varmt og kærligt." 

Mit hjerte sprang et slag over ved Alex's ord, og fik min ansigt til at bliver varmt. Det er ikke første gang, jeg føler det her når jeg er sammen med Alex.

Der var for eksempel den ene gang, hvor jeg var hjemme hos ham. Han lever alene, så det var bare ham og jeg inde på hans værelse. Vi lå begge på hans seng, og snakkede, da han pludselig satte sig op, og lænede sig ind over mig for at kysse min panden.

Da jeg spurgte ham hvorfor han gjorde det, smilte han bare og sagde: "Jeg elsker dit ansigts udtryk når du bliver overrasket. Du får de her store grå bambi øjne." Jeg blev ildrød i hovedet, da han så spurgte om han måtte kysse mig igen, men denne gang på munden. Jeg stoppede ham der, og jeg tror også han blev en smule irriteret, men efter nogle sekunder var han sig selv igen. 

"Hey Vivi, du forsvinder igen." Alex prikkede mig på næsen. Jeg hoppede forskrækket tilbage, da jeg så hvor tæt hans ansigt var på mit.

"Hov rolig nu din lille kanin." Alex smilte stort, og viste sin kridt hvide tænder. Med store øjne fulgte jeg hans hånd, der langsomt lagde sig på mig kind. "Jeg ved hvad der kan få dig til at vække op.." Hviskede han så ingen andre end jeg kunne høre det.

Da hans ansigt begyndte at nærme sig mit, vidste jeg hvad det var han ville. "Alex -"

"Vivian, jeg har ledt efter dig." Jeg blev brat afbrudt af en dyb stemme, der mindede meget om en knurren. Jeg vendte mit blik mod stemmen og fik med det samme trangen til at grave mig ned og aldrig komme op igen. "Absalon, ikke?" Sagde Alex med en stemme der langtfra lød glad. "Vi har vidst ikke fået hilst på hinanden, jeg hedder Alex. Jeg er venner med Vivian." Han rejste sig op, og gik med langsomme skridt hen imod Absalon.

"Hyggeligt at møde dig, Alex." Sagde Absalon, samtidig med han rettede sig op, og nærmest voksede et par centimeter. Alex gjorde det samme, og gik helt hen til Absalon, så de stod bryst til bryst. De kiggede begge udtryksløse på hinanden nogle sekunder, inden Alex smilte stort og klappede Absalon på skulderen.

"Nå, men det er vel tid til at gå til time nu, ikke Vivian?" Spurgte Alex, og vendte pludselig al opmærksomheden mod mig. Jeg sad bare forvirret på trappetrinet, og kiggede fra Alex til Absalon.

"Vi skal have Latin nu Vivian, så skal vi følges til lokalet?" Spurgte Absalon, og lagde hovedet på skrå. Jeg spærrede øjnene op og kiggede nervøst fra Alex til Absalon. "Jeg er stadig ny her, og jeg ved ikke hvor lokalerne er." Absalon smilte venligt til mig, og for anden gang idag, kunne jeg mærke mit hjerte springe et slag over.

Forsigtigt greb jeg fat i min taske og rejste mig fra trappen. Alex gik med faste skridt hen til mig og greb fat i min arm. "Vivian..." Alex havde mistet den glade tone der var i hans stemme, og grebet i min arm stramtes.

"Alex det gør ondt." Sagde jeg hurtigt, inden jeg rev min arm til mig. Jeg undveg han blik, og gik hen til bagdøren. "Den her vej er hurtigere." Sagde jeg til Absalon, inden jeg åbnede den, og gik ind. Jeg fortsatte med at gå, selvom jeg ikke var sikker på Absalon var med, men det kunne gøre lige meget.

Mit ansigt var stadig varmt, og mit hjerte hamrede i brystet på mig. Jeg kan ikke lide den her følelse..

I det samme så jeg en skikkelse komme op ved siden af mig. Med et kort blik mod personen, kunne jeg se det var Absalon. Jeg ved ikke hvad det var, men han så en smule stolt ud.. Det var nok bare noget jeg forstillede mig.

"Vivian. Er du okay?" Spurgte Absalon pludselig. Jeg kiggede forbavset på ham, og nikkede derefter kort. "Men han -" 

"Det er okay, Alex laver bare sjov engang i mellem, nogle gange kan han bare godt overdrive.." Sagde jeg, og afbrød Absalon midt i sin sætning. Han nikkede kort, men blev dog ved med at kiggede på mig, som om han studerede hvert et skridt jeg tog.

Jeg ignorede det dog blot, og drejede ind i latin lokalet. Jeg satte mig ved min sædvanlige plads, helt bagerst ved vinduet, inden jeg trak mine bøger frem og slog op på den side vi havde for.

Jeg var på vej til endnu engang af dagdrømme væk, da stolen ved siden af mig blev trukket ud. Jeg kiggede forbavset på Absalon, da han pladserede sig ved siden af mig, og bare sad og stirrede på den tomme tavle.

"E-Er du sikker på du vil sidde der?" Spurgte jeg nervøst, med blikket vendt mod vinduet. "Ja." Svarede Absalon kort.

Der blev stille.

"Er der da nogen som sidder her?" Jeg rystede på hovedet, og prøvede at ignorere Absalons blik. Stilheden lagde sig over os, den var der kun nogle få sekunder, inden den blev afbrudt af den første flok elever, som kom valsende ind i lokalet. 

Lidt efter strømmede resten ind, og timen kunne begynde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...