Before // Divergent

I fandom konkurrencen// Fandom : Divergent :)
-
Historien er efter puritanerne blev angrebet af skytsenglene.
Tris prøver på at finde ud af hvad der foregår, og hvor hun er. Hun aner intet, og ved ikke hvem hun kan stole på. Det eneste hun ved, er noget hun selv har fundet ud af, ved hjælp af flashbacks, simulationer og drømme.

1Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

8. 7.

***

Beatrice Prior

 

Jeg åbner mine øjne med et sæt. Jeg kigger rundt på de mennesker omkring mig. Jeg er tilbage i stolen. Jeg lukker øjnene og lægger en hånd mod min pande. Hvad skete der? Alt det med faktioner? Dræbte jeg min familie? Jeg åbner øjnene og kigger på deres udklædning. De har blåt. Det vil sige at det er inddelt i faktioner. 

Min høresans er tilbage, og et vrissen lyder. Jeg kigger på Jeanine, og sætter mig op. Hvorfor skal jeg igennem det her? Mine øjne glider videre på dem i rummet, og lander på to mørkeblå par. Tobias. Jeg trækker vejret dybt og glor på Jeanine. Hun giver et eller andet tegn til Peter, og han går hen til mig. Han trækker mig hen mod døren.

"Vent!" Jeg stopper brat op, og kigger på Jeanine. "Hvorfor skal jeg igennem alt det her? Hvad er det her for noget og hvorfor tvang du mig til at skyde min familie?" Tårer er på vej. 

Jeanine løfter hovedet, uden at se på mig. "Du valgte det her selv, og jeg tvinger dig ikke til noget. Hvordan kan du være sikker på at jeg egentlig tvinger dig til det?" hendes øjne er på mig nu. 

"Fordi jeg prøvede at stoppe det, en kunne ikke. Mine øjne var låst fast til krukken med kul i, og jeg var sikker på at det ikke var mig. Det var ikke virkelighed!"

Tobias smiler, da jeg ser på ham i et sekund. Jeanines ansigt er rød som en tomat. "Ud!" 

Peter går mod døren, og jeg følger efter. De andre vagter med Tobias følger efter os. 

Da Tobias og vagterne drejer om et hjørne, ikke den samme som os, kigger han på mig. Han mimer et eller andet, men jeg får det ikke. Jeg rynker brynene idet vi går hver sin vej. Vi er et par meter væk fra det værelse jeg var i. 

"Vent!" siger jeg til peter "Jeg skal på toilet" 

Han sukker, men nikker og begynder at gå mod toiletterne. Jeg kigger ned på gulvet mens vi går, og prøver at danne et mønster med fliserne. Vi går gennem en gang, og når til toilettet. 

"Jeg kommer vist til at tage lang tid" siger jeg og mener det. Jeg har brug for at trække vejret, og jeg ved at der er vinduer i toiletterne. Jeg lukker døren bag mig, og går ind i et lokum. Det er ikke delt op i køn, så enhver kan komme ind. Jeg tjekker toiletterne og ser om der er nogle i nogen af dørkamrene. De er tomme. Jeg stiller mig før en håndvask, og lægger hænderne på den. Jeg kigger på spejlet, og lukker øjnene et øjeblik. Jeg er nødt til at finde ud af noget, finde ud af mere. 

En hånd lægger sig på min skulder, og jeg vender mig om og åbner øjnene af skræk. De samme mørkeblå øjne møder mine, og jeg bliver en smule lettet. 

"Kom" siger han lavt. Han er tættere på mig, end nogen sinde.

"Hvor?" spørger jeg. Jeg ved at jeg nogenlunde kan stole på ham. I denne situation i hvert fald.

"Et bedre sted at tale" Han begynder at kravle op af vinduet og rækker hånden ud til mig når han er oppe. 

"Er du skør!?" hvisker jeg. Hvad tænker han på at kravle op ad den vindue? 

Han ruller øjnene og et kort grin flyder ud af hans mund. "Tro mig, du ville gøre noget værre, det her er ingenting." 

Jeg sukker og tager fat i hans hånd, og kigger på ham i et øjeblik. Han giver mig et smil, og jeg kravler op. Jeg holder fast i hans arm, bange for at falde ned, men faktisk er det ikke så vildt. Jeg sender ham et smil. "Du har ret" 

Han nikker, og åbner vinduet. Frisk luft kommer ind, og jeg indånder det, mens jeg kigger ud af vinduet. Foran vinduet, er der en grå bygning. Den ligger så tæt at jeg ikke kan se andet. Jeg sukker. Jeg havde glædet mig til at se noget. 

Tobias går stille ud af vinduet, og trækker mig efter. Mine fødder er på bygningens kant. Den er heldigvis ikke så smal, så jeg kan godt holde balancen. Tobias begynder at gå,og jeg følger efter ham. Han tager fat i et håndtag, og løfter sig op. Han kravler op, og lander på et tag, ikke så højt fra mig. Han kigger ned på mig, og peger med hovedet mod håndtaget. Jeg sukker og gør det samme som han gjorde. Jeg lander på et tag, og sætter mig ved siden af ham. Jeg kigger rundt, og prøver på at falde lidt til ro. 

"Hvordan har du det?" begynder han med at sige.

 Jeg kigger på ham."Okay, tror jeg" Jeg har det ikke godt, heller ikke dårligt. Jeg har det ret mærkeligt. Jeg vil ud, jeg føler mig som en fugl i et bur. Som dyr i zoologisk have. 

Han nikker. Jeg tager en dyb indånding. Jeg er nødt til at finde ud af mere. Jeg ved ingenting, og husker intet. De eneste oplysninger jeg har, er dem fra mine drømme, og de ting som Jeanine tvinger mig til at gøre som foregår i mit hoved. Jeg har brug for viden, og den eneste jeg kan spørge er Tobias. 

"Tobias" siger jeg. Han vender straks hovedet og kigger på mig med rynket bryn, men stadig med et smil.

"Tobias?" gentager han.

"Ja, er det ikke det du hedder? Eller må jeg nu ikke kalde dig det?" Jeg trækker knæene op til min hage, og lægger armene omkring dem. 

"Det er bare at.. Du var den eneste der kaldte mig for Tobias, og du gør det stadigt." Han smiler til mg. 

"Hvorfor var jeg den eneste?" 

"Du var og er speciel. Du kender til mit fortid, og du kender mig. Four er ikke noget du fortjener at kalde mig. Det er bare et tilnavn. Du fortjener at kalde mig noget... mere betydningsfuldt for mig" Han lægger en hånd på min. Jeg kigger et kort sekund ned på dem, og smiler til ham. 

"Så rent faktisk, havde vi noget sammen?" mine kinder bliver varme, og jeg kigger ned.

"Vi var kærester" siger han. Jeg nikker og kommer i tanke om hvad det var jeg gad spørge om. 

" Hvad er det jer for et sted? " spørger jeg. Han lægger hånden på hans lår, og sukker. 

"Det her, er Intelligentsias kompleks. " 

"Så der er fem faktioner?" Jeg kan ikke huske deres navne, men jeg ved at der var kul, muld, sten, glas og vand i krukkerne.

"Ja. Til udvælgelsesceremonien valgte du skytsengle, det samme gjorde jeg, to år tidligere. Vi er begge opvokset som Puritaner." 

"Gråt tøj, det var derfor min mor havde gråt tøj. Det var derfor jeg også havde det, men pludselig var jeg i noget sort." 

Han nikker. "Hvor meget ved du?"

Jeg fortæller ham alt hvad jeg ved. Alt det med min familie, faktionerne, ham, de ting der skete i mit hoved. Han fortæller mig om byen. Den er inddelt i fem faktioner. Jeg er skytsengel, og at det er derfor jeg har sort tøj på. Jeg spørger om hvorfor jeg er her. 

"Du er divergent, Tris. Du kan ikke blive kontrolleret af simulationerne, det er det Jeanine er sur over." 

"Vent, simulationer?"

"Ja. De ting der sker i dit hoved, når du enten drikker det blå væske, eller får en sprøjte. Det er nogle handlinger der er kontrolleret af en computer, og som virker så realistiske, at man ikke ved at det ikke er virkelighed. Men en divergent kan ikke blive kontrolleret af dem. En divergent ved hvornår det er virkeligt, og kan derfor godt overtage simulationen. Det er det der skete, da du prøvede at kigge væk. Da du nægtede at skyde din familie. Du vidste at det ikke var virkeligt"  

Jeg er en divergent. Jeg kan ikke blive kontrolleret.

"Men hvad har Jeanine så gjort ved mig? Hvorfor kan jeg ikke huske noget?" 

"Jeanine har givet dig et eller andet serrum, og fået din hjerne til at slette dens hukommelse. Men jeg tror på dig. Jeg tror på at du kan overvinde det serrum hun har givet dig, og få din hukommelse tilbage." Hans hænder er på mine skuldre, og hans øjne glimrer. Jeg hører skridt komme nærmere, og Tobias rejser sig op. Jeg rejser mig også op.

"Vent hvad skal jeg gøre nu?" spørger jeg. 

Han lægger begge sine hænder på  mine skuldre, og kigger mig dybt ind i øjnene. "Overvind simulationerne, og planlæg et eller andet så vi kan slippe væk. Du er stærk, jeg tror på dig, Beatrice. Nå ja, du er også en tredjedel intelligentsia" han kysser min pande, og går hurtigt. Skridtene kommer nærmere, og jeg sætter mig ned, og lader som om intet er sket. En mand stikker hovedet op fra tagets kant. Det er Peter. 

"Hvad laver du her?" spørger han surt.

Men jeg er ligeglad. Jeg trækker på skuldrene og prøver på at finde på en løgn. "Ville bare have luft" 

"Vi skal ind" siger han. Jeg sukker og rejser mig op. Jeg følger efter ham tilbage til værelset, som jeg begynder at kalde celle. Der er så indelukket. 

Men det eneste jeg kan tænke på, er hans ord, og jeg tror på dem. "Jeg tror på dig. Du kan overvinde det serrum hun har givet dig, og få din hukommelse tilbage" 

En varm følelse skyller sig over mig. 

Jeg er Divergent.

***

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...