Before // Divergent

I fandom konkurrencen// Fandom : Divergent :)
-
Historien er efter puritanerne blev angrebet af skytsenglene.
Tris prøver på at finde ud af hvad der foregår, og hvor hun er. Hun aner intet, og ved ikke hvem hun kan stole på. Det eneste hun ved, er noget hun selv har fundet ud af, ved hjælp af flashbacks, simulationer og drømme.

1Likes
0Kommentarer
560Visninger
AA

2. 1.

***

Beatrice Prior

 

Da jeg vågner den dag, har jeg hovedpine. Ikke normal hovedpine, men en hovedpine der er så stærk at du ikke kan høre andet end dit hjerte slå. Jeg kigger rundt, og ser at jeg befinder mig i et hvidt værelse, som er næsten tom. I hjørnet på loftet er der et kamera. Jeg rejser mig op, og går rundt. Jeg er forvirret og ved ingenting. Jeg husker intet. Men der er et par ansigter i min hjerne, der ikke gider at komme frem. Jeg prøver på at huske noget, men kan ikke. Jeg kan ikke engang mit navn. Min mor, min far- hvis jeg har en- dem husker jeg ikke. De hvide vægge gør mig bange. De irritere mig, og det er som om der er et ansigt bag dem, der griner hæsligt ad mig. 

Men hvad laver jeg her? Hvad skete der? Hvem tog mig? Var det mig, der har gjort en forbrydelse?

Jeg kigger på mine arme og ben. Musklerne er fremtrædende, så jeg må have gjort noget siden jeg har muskler? Jeg løfter mine arme over hovedet, men en skærende smerte skar i min højre skulder. Jeg sænker hurtigt min arm i smerter, og kigger på det. Skudsår. Hvorfor fanden har jeg det? Tanken gør mig bange. 

Jeg kigger endnu engang på de hvide tomme vægge, der er ved at gøre mig skør. Og kameraet der lige så stille overvåger mig. Jeg stirrer ind i kameraets linse, ret længe. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men noget føltes forkert.

Endelig åbner døren. En fyr med mørkt hår og lyst skind kommer ind. Han bevæger sig hurtigt hen til mig med et bekymret ansigt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

"Hvordan har du det?" Spørger han mig om, da han endelig stoppede op 3 meter foran mig. Jeg kigger rundt, og lader mine øjne hvile på ham, følelsesløst.

"Forfærdeligt." svarer jeg. "Min skulder.." Jeg peger på min skulder, og kan så ikke sige mere, for en klump har fundet plads i min hals. Han nikker og går mod døren, og efterlader mig alene i smerter.Han stopper op og ruller med øjnene. "Følg efter mig, stivert."  

Stivert?Det ord har jeg hørt før. Og den måde han siger det på? Jeg kommer til migselv, og følger efter ham. Jeg kigger en sidste gang op på kameraet, før jeg går. Hvor er det de overvåger mig fra? 

 

Vi går ned af nogle trapper allerførst, og så gennem nogle gange. Fyren kigger på mig over sin skulder, og ryster så på hovedet. Jeg føler en irriteret følelse vokse i mig. Han opfører sig som om jeg er dum. Jeg er dum. Minder jeg lige migselv om. Jeg kender intet til mit fortid. Men hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har ikke nogle skader i hovedet, kun hovedpine. Hvordan kan jeg bare sådan glemme alt? 

Jeg ryster mit hoved. Jeg vil ikke tænke nu. Der er en masse ting jeg må finde ud af. Og det kan jeg ikke gøre alene. 

"Hvad sker der?" spørger jeg fyren. "Og hvad hedder du? Hvad hedder jeg?"

Fyren stopper op, og kigger på mig. Han har et skævt smil på læberne. "Tris, er dit navn"

Jeg nikker, og venter til at han skal snakke videre. 

"Four, er mit navn"

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...