Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
954Visninger
AA

13. Teenklub

”Velkommen,” sagde en smilende dame, der stod i døråbningen. Samuel smilede, så på mig og gik op af trappen. De andre gik forbi mig og gik hjemmevant op af trappen. Jeg gad godt vide hvor lang tid, de havde haft denne klub. De hilste alle venligt på Samuels mor. Jeg gik til sidst tøvende op af trappen.

     ”Det må vær dig, der hedder Katrin, Samuel har fortalt lidt om dig,” smilede hun. Jeg rødmede svagt. Jeg trådte ind ad døren, og kom ind i en klemt gang, hvor der var godt stuvet op af de andres jakker. Der bølgede en hyggelig lugt af mad og krydderier, ude fra, hvad jeg antog, måtte være køkkenet.

 

     ”Kom med ind,” sagde Samuel og gjorde en høflig fejning med armen, ind mod en lille stue. Jeg tog jakken af, og hang den på en overfyldt knag. De andre gik ind og slog sig ned i en mølædt grøn sofa, Samuel stod stadig i døren. Jeg gik forbi ham og ind i den lille stue, Rosie rykkede sig, og jeg slog mig ned ved siden af hende. ”Nå men velkommen, alle sammen,” sagde Samuels mor, og kom ind med en bakke, med nybagte boller. De andre takkede, og tog for sig af bollerne.    

Jeg så lidt på de andre, de følte sig så hjemmevandt her… Samuel havde vel kun gået i skolen i… 2 uger. Jeg så forsigtigt på de andre. Peter var begyndt at fyre vittigheder af. Samuel lænede sig tilbage med en bolle. Han løftede hovedet lidt og fangede mit blik, han smilede. En mørk lok faldt ned i hans pande. Jeg rødmede forlegent og tog en bolle, som jeg gloede dumt på, som om det var en månesten.

 

”Det er dejligt at du vil med,” sagde Rosie henvendt til mig, jeg så op. Hendes røde hår glødede i lyset. ”Jah…” mumlede jeg, og trak på skulderne. ”Hvor dårlig er jeg lige til det her?!” tænkte jeg. ”Hvor er du fra?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg stoppede med at smile, ”Jeg… jeg kommer her fra byen…” sagde jeg tøvende. ”Ja det siger ikke så lidt,” sagde hun drillende og gav mig et venskabeligt klap på benet. Jeg brød mig ikke om det.

 

”Nå, har I noget at bede for?” spurgte Peter. Spørgsmålet lød så absurd, at jeg bare gloede på ham. De andre blev alvorlige. ”Min onkel har ikke fået det bedre,” sagde Rosie alvorligt. Samuel nikkede. ”Min lillesøster har fået lungebetændelse,” sagde Andreas, han havde fået et sørgmodigt udtryk i øjende, ”det er hårdt at se hende når hun lider sådan.”

     ”Jeg syntes vi skulle bede for Nordkorea,” sagde Samuel, hans ansigt lå i smertefulde folder, som om han huskede på et ubehageligt minde, de andre nikkede.

 

”Hvem begynder?” spurgte Peter. De andre trak på skulderne, og så rundt. Jeg fattede ikke helt, hvad vi var ved at gøre. De andre foldede hænderne, jeg skyndte mig at gøre det samme. ”Kære Far,” begyndte Samuel, ”vil du være nær ved Rosies onkel, der ikke har fået det særlig meget bedre, vil du gøre ham rask. Vil du også være nær ved Andreas lillesøster, der lige har fået lungebetændelse; vil du stå ved hendes side, når hun har det skidt. Far vi beder også for alle forfulgte og flygtninge, verden over, især også for Nordkorea, hvor det er forbudt at være kristen…” han lod sætningen hænge i luften. Han sad med hænderne foldet, og øjnene lukkede.

Der var stille lidt, Rosie begyndte tøvende at bede højt, ”Herre, vil du også være nær ved os, der er her i dag, vil du lære os noget hver især… vil du vise os hvad din plan med vores liv er,” hun tav. ”Og vil du velsigne vores samvær, her i teenklubben,” sagde Andreas. Der blev stille, ”Amen” sluttede Samuel. De kikkede op.

 

 Jeg følte ikke, at jeg hørte til her, folk var ligesom lidt for søde og… gode. Samuels mor kom ind; hun stod med et hviskestykke i den ene hånd og et halvt vasket glas i det andet. ”Kom,” sagde Samuel, han sprang op og gik forbi sin mor ud i køkkenet. De andre begyndte at sludre, fulgte med ud, og begyndte alle at hjælpe med et eller andet. Jeg rejste mig lidt paf, og fulgte efter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...