Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
958Visninger
AA

7. "Hvorfor følger du efter mig?"

”Katrin?” sagde læreren. Jeg rejste mig langsomt op og gik op til tavlen. Jeg stod tavst og regnede matematikstykket. ”Katrin, kan du forklare, hvad du laver?” spurgte læren. Jeg sukkede lydløst, og begyndte med computerstemme at forklare det. De andre i klassen sad og stirede ud i luften eller sad og hviskede sammen. ”= 247,5” sluttede jeg og gik uden videre ned og satte mig på min plads.

      Jeg så ud af øjenkrogen at Samuel betragtede mig. Jeg vendte hovedet mod tavlen, men i stedet for at falde i staver, som jeg plejede, mærkede jeg Samuels blik i nakken. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og en lille kuldegysning rislede ned over min ryg. ”Flot Katrin, det var næsten rigtigt,” sagde læreren. Jeg kikkede op og prøvede at virke lige så ligegyldig som jeg plejede, men Samuels blik drev mig til vanvid.

      Jeg skævede til siden og fangede hans blik. Han sænkede ikke hovedet, som han plejede at gøre, men mødte mig direkte. Hans øjne havde ikke nogen vred gnist, men han var bare… han var ikke som nogen andre jeg havde mødt… han vidste ikke nogen følelser. Jeg bliver vanvittig hvis jeg ser mere på ham, tænkte jeg og mærkede til min forskrækkelse at jeg var begyndt at rødme. Jeg så ned og lod som om, jeg skrev i mit hæfte. Jeg kunne mærke, at han bevægede sig. Jeg nænnede ikke at skæve til ham igen.

     Nu var det min tur til at se ned, når han kikkede. I hvert fald indtil vi fik fri.  

 

Klokken ringede, og sidste time var ovre. Jeg tog min taske og gik hen til de andre elever.

    Jeg var bange for Samuel… han fik følelser frem i mig, jeg ikke kunne kontrollere. Det ville have være sådan noget, jeg kunne snakke med mor om. Hun vidste altid, hvad man skulle gøre… jeg bed mig i tungen, da jeg mærkede tårerne presse sig på. ”Hvorfor begynder jeg altid at græde, når jeg ikke vil have det?” mumlede jeg. Det var en af de spørgsmål, jeg kunne stille mig selv igen og igen. De andre så mig, de stod tavse og betragtede mig. Nogle begyndte at hviske. Det blev for meget for mig, jeg begyndte instinktivt at gå hurtigere, med tårende brændende i øjenkrogen.

     ”Katrin?” lød en stemme bag mig. Samuels stemme ringede for mine øre. Jeg begyndte at løbe. Tårenre kunne ikke holdes tilbage mere, de strømmede som en stormflod ned af mine kinder. Et hulk kæmpede sig vej op gennem min hals. ”Hvorfor er du så stort et tudefjæs” hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder.

   ”Katrin vent,” Samuel løb efter mig. Jeg nåede hen til døren. Det regnede uden for. Jeg greb om håndtaget og stemte skulderen mod. ”Katrin jeg vil jo bare hjælpe, men du går hele tiden væk,” sagde Samuel. Jeg kunne høre hans skridt i gangen. Vinden brølede udenfor, og regnen løb ned af ruden. Samuel nåede hen til mig.

     Jeg så på ham som et jaget dyr ser på jægeren. ”Hvorfor følger du efter mig,” hviskede jeg. Han fangede mit blik. ”Jeg ved hvordan det føles at miste dem man holder af. Jeg hørte dig jo i butikken. Jeg har også set dig sidde på den bænk hver dag, mutters alene,” sagde han. Hårene rejste sig på ryggen af mig. ”Du har udspioneret mig…” sagde jeg bange.

”Nej Katrin… jeg…” hans øjne var brødebetyngede. Jeg kunne ikke holde det ud, jeg flåede døren op og styrtede ud i regnen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...