Hvorfor døde hun?

Denne historie handler om en ung pige, hvis mor dør. Hun er ene barn og har kun sin far tilbage i verden. Inden hendes mor døde, levede de et kristent liv
men hun har egentlig aldrig rigtig troet på det der blev sagt. Men da hendes mor dør, bliver hendes verden vendt på hovedet. Alt bliver værre og livet føles så meningsløst. Indtil der starter en ny dreng i klassen..._________Men så hurtigt slap jeg ikke, Samuel tog min arm, og jeg så foruroliget på ham. ”Tak,” hviskede han, og så på mig, med sine uudgrundelige brune øjne. Jeg rev armen til mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, og gik hastigt væk._______

0Likes
0Kommentarer
952Visninger
AA

17. En ny indsigt

Jeg steg ud af bilen, vi var kørt med Katjas forældre fra teenklubben ud til hendes hjem på landet, her lugtede af gylle og grusvejen var støvet. De andre steg ud af bilen og begyndte at gå op mod et stort rødt hus. Katjas mor viste os indenfor, jeg kom af overtøjet og gik efter de andre ind i en rummelig stue. Her var en hyggelig belysning. De andre satte sig i nogle stole der stod om et stort bord. Jeg slog mig ned ved siden af Samuel, de andre kommenterede det ikke.

 

Katjas far kom ind, han havde brunt hår og et varmt smil. ”Nå velkommen alle sammen…” sagde han venligt. Han stillede sig for enden af bordet. ”Okay, i dag skal vi høre om skriftstedet Joh. 3.16. også kaldt: Den lille Bibel,” sagde han.

     Jeg så overrasket op. Dagen før, da jeg var på kirkegården, stod der jo præcis det bibelvers.

 

Jeg blev pludselig mindet, om en gang før mor døde. Hun havde siddet på sengekanten og fortalt mig om verden uden for og om ”håbet vi må have til ham,” som hun sagde det. Det var dengang, før hun var blevet syg. Jeg begyndte pludselig at huske mange af de aftener, jeg havde haft. Nogle af dem var både far, og mor kommet op.

      Mor havde været så sikker i sin sag; hun kunne gå og nynne en lovsang hele aftenen… jeg kunne bare give hende et spørgsmål, og hun svarede næsten aldrig, som man havde forventet. Jeg huskede de mange gange, jeg havde set hende lave mad over komfuret, og hvordan der altid blev tændt lys i hendes øjne når hun blev glad…

     Jeg blev overvældet af alle de lykkelige minder. De andre så forskrækket på mig, da jeg begyndte at græde for næsen af dem. Skuldrene rystede, og tårerne begyndte at pible ned ad mine kinder igen.  Jeg trak vejret ind og prøvede på ikke at trække vejret. Men minderne stod klarere og klarere. Jeg mærkede mine mure bryde sammen, og vandet der fossede ind, og skyllede den sidste rest af den svage barriere mod savnet, og det tomrum hvor min mor havde været, væk. Gråden tog til i styrke. Jeg mærkede Samuels arm, der forsigtigt blev lagt om mine skuldre. De andre rejste sig og gik hen til mig, Rosie lod forsigtigt en hånd glide ned gennem mit hår. ”Hvad er der galt?” Spurgte Andreas forskrækket.

     ”Hay rolig nu,” Lød Katjas fars stemme. Han gik hen til mig ”Hvad er der galt min ven?” spurgte han tydeligt og blidt. ”Det… det vers… det, er også på min mors… gravsten…” hikkede jeg. De andres mummelen døde straks ud. ”Hun…døde for under et… år siden,” stammede jeg.

     De andre stod tavse og lyttede. ”Hun var altid så… overbevist om… ham. Jeg tror aldrig… jeg troede aldrig rigtigt på hende, når hun fortalte om… Jesus,” græd jeg. Jeg kunne høre de andre bevæge sig, Samuel lagde begge arme om mig fra siden, jeg mærkede Rosies og Peters hænder, på mine skuldre. Jeg så op og så Katjas øjne, der var store af medfølelse.

    ”Hay, hør her,” sagde Katjas far. Jeg løftede blikket og så med tårevædede øjne på ham. Han tog mit ansigt mellem sine hænder, og så mig lige ind i øjnene. ”Hvis din mor var kristen, er hun oppe i himlen nu,” sagde han. Jeg trak vejret dybt, ”Hvordan kan I vide det… ” hviskede jeg.

     ”Det kan vi heller ikke. Vi må bare have håbet hos ham,” sagde Katjas far. Gråden vældede op igen, da jeg igen huskede mors dødsleje; den måde, hvorpå hun bare troede fuldt og fast på Gud.

     ”Men…alligevel,” kvækkede jeg. ”Katrin, du kan ingenting gøre selv. Hele styrken kommer fra Gud,” hviskede Samuel. ”Katrin du flygter hele tiden, vi mennesker har brug for omsorg.” Sagde Katjas far. ”Gud ønsker ikke andet end at du kommer til ham, han ønsker af hele sit hjerte at kalde os sine børn.” ”Jamen… jeg. Hvorfor tog han så…. min mors liv. Han kunne have helbredt hende…” Kvækkede jeg. ”Det er rigtigt min ven, men hun havde også været syg, ikke?” Jeg nikkede stift. ”Har du prøvet at tænke sådan på det, at hun er oppe ved ham nu, et lykkeligt smertefrit sted?” spurgte han. Jeg så på ham med tårevædede øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...