I Arles hvor jeg bor

"Vincent van Gogh er anderledes, end de andre tror. Han er ikke sindssyg, som folk siger. Nogle ved bare ikke, hvad der er smukt. " Sådan siger Marie, der bor i den sydfranske by Arles.


8Likes
5Kommentarer
699Visninger
AA

7. Den skarpe smerte

I Arles, hvor jeg bor, mærker jeg en skarp smerte af døden som tager.

Vincent van Gogh er væk.

Den ensomme jamg’i, som ikke havde noget imod at være alene.

Men som måske så desperat havde brug en.

Da Theo, Vincents bror, kommer for at rydde Vincents hus, har jeg ikke set Vincent i flere måneder, og jeg ved ikke hvad der er sket. Selvfølgelig har vi rengjort hans hus, han havde betalt et halvt år forud. Jeg er i gang med at rengøre huset på det tidspunkt, hvor Theo kommer. Hurtigt åbner jeg døren, da jeg hører tre hurtige bank på døren. Jeg regner selvfølgelig med at Vincent står derude. Men nej, det er hans bror med et trist udtryk på sit ansigt. Jeg ved selvfølgelig ikke, at det er Theo, selvom at han virker bekendt. ”Hvem er du?” spørger jeg ham, han fortæller mig det og hvorfor han er her: ”Jeg er her for at tømme Vincents hus.” Forvirret spørger jeg ham, hvorfor han skal det. Han går ind i huset og sætter sig på en stol. Lidt tid efter siger han: ”Vincent er død.” Da svimler det for mig og jeg bliver nødt til at sætte mig ned på gulvet. Vincent kan da ikke være død. Han kan da ikke være taget af sted. Ikke endnu. Efter at det er gået op for mig at det er han virkelig, føler jeg mig nødsaget til at stille spørgsmålet: ”Hvordan?” Han kigger fortabt op: ”Han døde i mine arme. I mine arme, og jeg … jeg kunne ikke gøre noget.” En lille pause og så siger han pludselig med fattet: ”Han havde skudt sig selv i maven. Hvorfor ved jeg ikke. Det havde vel overtaget ham. Han led af smerterne i to dage, inden han endelig fik fred. ” På det tidspunkt er jeg nødt til at gå. Jeg kan ikke klare at være i hans lille, gule hus mere. Det var alt for meget hans og der er alt for mange af hans malerier.

Jeg sætter mig tungt på det alt for grønne og frodige græs. Alt er pludseligt for glad og lykkeligt. ”Folk dør jo. Især når det er en underlig særling skal man ikke være ked af det. Det ville de ikke have ønsket.” Sådan vil min far nok sige. Men folk forstod ham jo ikke. Han ville være blevet en stor kunstner. Helt sikkert, hans talent var jo stort og uendeligt. Det var hans liv bare ikke. Hans talent gik til spilde. Han havde solgt et maleri i hele alt for korte liv. Det er uretfærdigt. Hvorfor skal alle de gode og talentfulde mennesker altid dø for tidligt? Men døde han for tidligt eller startede han bare med at leve for sent? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...