Mobber til mobbet

Novellen handler om Mia som er skolens dronning. Hun ejer klassen og har hendes 2 dukker ved siden af sig, Amber og Rose. Men på internettet forgår det ikke helt ens...

0Likes
0Kommentarer
706Visninger
AA

1. Mobber til mobbet

”Hvem tror du lige, du snakker til? ” siger jeg hårdt til drengen over for mig. Jeg ved, at jeg har mine veninder bag mig, så jeg er ikke bange for at starte et slagsmål. ”Hvem jeg tror jeg snakker til? Jeg snakker da til den ondeste og mest modbydelige pige i verden! ” siger han tilbage som om han var noget specielt. Jeg spytter på hans trøje og tygger videre på mit tyggegummi. ”Haha var det, det bedste du kunne? ” siger jeg til ham og han løber grædende ud af skolegården. Jeg vender mig om og kigger på de andre der talte skidt om mig. ”Nå, hvem er den næste? ” de ligner alle sammen nogen der skal lige til at lægge en dej i bukserne, og så løber de indenfor. Det her er bare en typisk dag for mig i skolen. Jeg er klassens dronning og alle skal gør hvad jeg siger. Hvis ikke, jamen så får de med mig, Amber og Rose at bestille. Og efter hvad jeg har set af de tidligere frivillige, så er det en dum ide. Skolen er mit imperium og er hvor jeg hører hjemme. I skolen kan jeg lægge mine dagligdags familieproblemer til side, og nyde at herske. Derhjemme er det kun mig og min mor, og min mor er faktisk næsten aldrig hjemme, så det er næsten kun mig derhjemme. Hun er aldrig hjemme fordi hun altid er ude at drikke med en ny fyr og ender for det meste at komme hjem pissefuld og knust fordi der igen var en der ikke gad at være sammen med hende. Ikke nok med at min mor er skidestiv hver dag kender jeg heller ikke min far. Efter det du har hørt om mig nu tror du sikkert at jeg dominere internettet ligesom jeg dominere skolen, men nej. På internettet får jeg hele tiden beskeder fra anonyme mennesker som skriver til mig om ting som kun få mennesker ved. Der kommer had på min Ask.me profil hver dag. Jeg har ingen ide hvor de ved sådan noget fra. Det går mig typisk ikke på men når der bliver skrevet jokes om min alkoholikermor og at min far havde ’forladt’ mig slår det et brud igennem. Jeg slukker computeren og går i seng. Det var vist nok internet for i dag.

Jeg står op og går i bad. Det er en normal dag, mor er fuld og er stadig i seng som dagligt. Så da jeg kommer ud af badet går jeg ud og laver mig en kop te og en skive brød. Jeg spiser det langsomt imens jeg tænker på hvad der kommer til at ske i dag. ”Puh” sukker jeg dybt. Vi har jo Spasser Simon i dag. Han er vores vikar for dansk, og siden at Martin er til møde har han sat Spasser Simon på os. Spasser Simon har altid en eller anden ’sjov’ leg han synes vi skal lege. Det ender tit i Simon siger eller frugtsalat. Der er aldrig nogen der gider at være med, selvfølelig ud over de nørdede typer som Jens og Jesper. Da jeg er færdig med morgenmaden rejser jeg mig op og tager tøj på. Jeg kigger på det tøj jeg lagde frem i går som om det var en bunke hestemøg. ”Hvor dum er jeg lige? Den top med de bukser? Argh! ” jeg bliver sur og finder noget nyt tøj. Efter jeg har børstet hår og tænder går jeg ud af døren og hen til busstoppestedet. Da jeg ankommer til skolen ser jeg Spasser Simon på vej ind af vores klassedør. Da jeg kommer ind i klassen og alle har sat sig lukker Spasser Simon sine ord ud som vi alle har frygtet, ”Hej børn! I dag skal vi lege. Hvad kunne i tænke jer at lege, Simon siger eller frugtsalat? ” Han er så nederen! Der er ingen der gider at lege de dumme lege. Det er på tide at der er nogen der siger noget til ham. Jeg rejser mig op og kigger på ham. ”Hør her Simon, der er ikke nogen der gider dine åndsvage lege. Lær os nu noget eller giv os fri, det er spild af tid at lege dine åndsvage lege!” Han ser chokeret ud, og overraskende nok løber han grædende ud af døren. Jeg forstår ikke hvordan en lære kan løbe sådan ud af klasseværelset grædende bare over det. Nå lige meget, tænker jeg bare. Det endte jo fint, vi fik fri de første 2 timer.

Jeg kigger op på uret, og viserne fortæller mig at klokken er 4. Jeg keder mig og beslutter mig derfor at tage min computer op af tasken. Jeg går ind på Ask.me og ser jeg har fået et nyt spørgsmål. Eller spørgsmål kan man nu ikke kalde det, det er bare det sædvandelige had jeg får når jeg er på internettet. Jeg lægger computeren fra mig og tager mig et hvil. Jeg vågner af lyden af min fulde mor der kalder på mig. ”Mia! Vi skal spis-BURB. ” Åh hvor er hun klam altså. Hun kan ikke sige en sætning uden at jeg kan høre hende bøvse. Det er sikkert på grund af alt det alkohol. Jeg siger ikke noget, men rejser mig bare op og går ned og spiser. ”Nå hvordan har din skoledag så været i dag? ” spørger min mor, men det lyder ikke rigtigt som om at hun gider lytte på mig hvis jeg svarede hende, så jeg siger bare ”Fint. ” Når jeg har proppet alt det pasta i mig som jeg nu kan, går jeg op på mit værelse igen. Jeg åbner computeren, selvom jeg godt ved at det er en dum ide. Der er nu kommet 3 nye spørgsmål, og en af dem er ny. Der står: ’Hvordan kan du leve med dig selv? Ha, jeg vil vædde med at det er alt det alkohol din mor giver dig der holder dit humør oppe, for prøv lige at se på dig selv, jo. Du er jo så grim som en haletudse’. Den her er noget andet. Det her er for meget. Jeg slukker computeren og lægger mig sig at sove. ”Gud se mig. Hjælp mig” hvisker jeg lige så stille mens tårerne begynder at trille ned langs min kind. Jeg ønsker dybt inde at min far ville komme til mig. Jeg ved ikke hvordan men bare komme til mig.

Jeg vågner lidt senere end jeg plejer, og det forsager at jeg misser min bus. ”Nå, at komme lidt for sent gør vel ikke spor. ” siger jeg til mig selv, og er endelig lidt glad for at jeg missede min bus. Da jeg kommer til skolen går jeg ind af hoveddøren. Jeg kan se at Amber og Rose står uden for klassedøren med deres telefoner i hånden. Jeg siger ikke noget men går langsomt tættere på dem. Jeg går så tæt på dem at jeg nærmest ånder dem i nakken. Jeg kigger Amber over skulderen og kan se at hun er inde på Ask.me, men hvad er der nyt ved det, det er alle jo hver dag. Indtil jeg ser at hun er inde på min profil. Jeg kniber øjnene sammen og kan se hvad hun skriver: ’Hold kæft man kunne du ikke bare tag og dø’. Det giver et sæt i mig, og de vender sig om. Deres ansigter er ubeskrivelige. Der er både angst, overraskelse og had i dem på samme tid. Jeg har ikke engang lyst til at sige noget til dem. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke noget. Jeg skynder mig at løbe ud af den nærmeste dør, og så hele vejen hjem. Jeg kom grædende løbende hele vejen igennem byen. Jeg var opsat på at komme hjem. Jeg ved ikke engang hvad jeg vil derhjemme. Min mor er sikkert i gang med at drikke sig stiv igen som hun gør hver dag, men jeg vil bare hjem. Jeg åbner døren og slår den i igen efter mig. Jeg løber grædende op af trapperne og ind på mit værelse. Jeg er færdig, tænker jeg. Fuldstændig færdig. Jeg lægger mig til at sove, selvom klokken kun er 10 om formiddagen.

Jeg vågner med et sæt. Jeg kan høre nogen liste. Der er nogen i mit hus. Jeg kan høre hvordan personen går op af trappen og nærmer sig min dør, og det gør mig utrolig bange. ”Der var du. Du aner ikke hvor længe jeg har ledt efter dig, min skat. ” Vent hvad? Jeg vender mig og kan se en mand, men jeg har aldrig set ham før. Hvad mener han med ’min skat’? Hvem er han? Jeg er meget i tvivl og spørger ham derfor. Manden fortæller mig at han er min far og forklarer mig hvorfor han aldrig har været i mit liv. Han forklarer at da min mor blev gravid blev hun sur på min far og forlod ham. Han havde ledt efter mig lige siden men uden held, indtil han fik fortalt en adresse på min mors navn og blev sendt herover. Jeg nikker forståeligt selvom jeg ikke aner hvad der forgår. Klokken er nok ca. 7 om aftenen og jeg er skide træt. Han bærer mig ud i en bil og jeg kan høre motoren starte. Jeg er faktisk ligeglad med hvad der forgår, og lægger mig bare til at sove igen. Jeg vågner op et par timer senere og ser at vi stadig kører. Jeg kigger på min far og han kigger på mig igen. Jeg spørger ham så: ”Hvor skal vi hen, far? ” det lød underligt at sige far for første gang. Men jeg kunne godt lide den bevægelse med tungen. Den føltes rigtig. ”Vi skal starte et helt nyt liv dig og mig. Velkommen til Luxembourg” Jeg kigger ud af vinduet og kan se at vi lige er kørt over en europæisk grænse. Han har kørt mig til et helt andet land. Hvad har han gang i. Jeg vil tilbage, tænker jeg. Hjem. Men hvor er hjem i virkeligheden? Hvad er der at vende tilbage til? En fuld mor og venner som i virkeligheden er fjender? Jeg kigger på min far og et smil kryber sig frem på min mund. Ordene kommer som smurt ud af munden på mig: ”Tak, far. Lad os begynde vores nye liv. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...