♥ All Over Again ♥

Denne novelle er lavet ud fra min stil; All Over Again.
Den handler som udgangspunkt om mobning, men små emner ville også komme ind over historien. Nyd den!

Knus fra Laura♥

1Likes
2Kommentarer
176Visninger
AA

1. ♠♠♠

Mit hjerte bankede hurtigt og hårdt. Jeg kiggede på døren. 8.b, stod der. Jeg trykkede ned i håndtaget og pustede ud. Alles øjne vendte sig imod mig, da jeg trådte ind i klasselokalet. Læren smilede venligt til mig, men det var hun ene om. De andre kiggede ned i deres mobiler eller fnisede lavt. Jeg lod det bare passere - jeg var van til det. Selv om, at det skulle være ’den nye start’, som min far havde garanterede mig, føles det ikke helt sådan. Hurtigt gik jeg hen til kateteret, og lagde et papir. Følesen af, at folk stirrede på mig, gjorde mig utilpas. Jeg sagde ikke noget, men gav hende et lille smil. Meget lille. Hun skimmede papiret og vendte sig imod mig. Hun begyndte at fortælle hvad jeg hed, hvorfor jeg var her osv. Jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Det var lærerens. Jeg smilede ud til klassen, men det blev ikke taget særlig godt imod. Nogen af pigerne fnisede – nok af mit grimme smil, men også af min krop, og mit udseende. Jeg lignede jo ikke ligefrem, Megan Fox. Vinduet tog hurtigt min opmærksomhed, og jeg kunne se at solen skinnede, selvom træerne stod i vejen. Jeg vendte mig imod læreren, da det gik op for mig at hun talte til mig. Hun spurgte, om jeg ville fortælle noget om mig, og kiggede forventningsfuldt på mig. Svagt rystede jeg på hovedet og mumlede ”nej. ” Der var ikke så meget at fortælle. Jeg ville ikke sige noget om mine tidligere skoler, mine forældre eller min fortid overhovedet. Vinduet blev endnu engang mit fokuspunkt, og jeg prøvede at tælle de få dråber, der var nederst på vinduet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se lærens mund bevæge sig, og jeg rystede mig ud, af min trance. ”...hende om? ” Jeg kunne godt øre, at der var mere i den sætning, end det jeg opfattede. Men der var ikke én rakte hånden op. ”Nå, er der slet ikke nogen? ” Spurgte hun, der var stadig ingen. Der gik det op for mig, hvad hun spurgte om, og jeg sukkede inderligt. Det bliver endnu et langt skoleår. Der var en akavet stilhed, end til klokken ringede. Læreren råbte noget, sikkert for at overdøve larmen af stole, og en masse unger, der gerne ville ud til frikvarter. Jeg gik ned bagerst i klassen, og satte min taske på en af de tomme borde og gik ud af døren. 


Jeg stod i et hjørne af skolegården, og kiggede på de andre, der stod og spillede et eller andet. Jeg havde lagt mærke til at dem fra klassen, havde kigget underligt, og ondt efter mig. Jeg rystede på hovedet, og begav mig over mod toiletterne, så havde jeg noget af give mig til. Da jeg var noget halvvejs, stoppede noget mig. Jeg kiggede op, og jeg så en ældre elev. Han var fra niende, og havde sit slæng efter sig. "Undskyld," mumlede jeg, og gik undvigende til venstre for ham. 
Uroligt kiggede jeg mig over skulderen, bange for at det ville ske igen, og så at nogen fulgte efter mig, og der var både drenge og piger. Det var nogen fra min nye klasse. De skal sikkert bare samme vej, tænkte jeg og rystede de dumme tanker væk. Jeg tog i døren, til toiletterne, men den var låst. Jeg kiggede undrende på døren, og så en lap papir, der var fast gjort med tape. Jeg tog den af, og læste den. ’Toiletterne er ude af drift – Rektor’ Jeg hang den tilbage, på døren og gik hen til bænkene. Jeg kiggede rundt på alle de glade og grinende børn, der legede og havde det sjovt. Jeg smilede lidt, på deres vegne, og slog mig ned på bænken. Jeg tog mine tynde hansker på, og lænede mig op ad ryglænet. En gruppe piger gik forbi mig, og jeg smilede til dem, men de fnisede og gik videre. Jeg sukkede og kiggede ned i jorden. Jeg tog min mobil op ad lommen, og tjekkede Instagram. Jeg så at jeg var taggede på et billede, og jeg trykkede undrende på det. 'Tag en der ikke burde gå på McD!' Jeg blev ked af det, og kunne mærke en tåre gled ned af min kind. Det var en fra min nye klasse. Hvor respektløst. De kender mig jo ikke. Jeg tørrede min kinder, og lagde min mobil tilbage i lommen. Klokken ringede, og jeg traskede trist tilbage til klassen. 


Jeg satte tungt min taske på gulvet, og gik langsomt ind i køkkenet. Mit humør var helt i bund. Jeg tog et glas vand, og satte mig på en stol. Henkastede så jeg på uret, der viste; 14:40. Det var blevet fredag, og drillerierne var ikke stoppet. De var mildest talt, blevet værre. Nogen af pigerne, havde til idræt, gemt mit tøj, og havde kastede det op på taget. De havde også helt mælk i min skoletaske, og givet mig skylden, da læreren spurgte hvem, der havde gjort det. Jeg havde løjet for min mor og far, når de havde spurgt hvordan det gik i skolen. Der havde jeg bare sagt, at det gik rigtig godt, og at de var rigtig søde, i den nye klasse. Jeg fortrød det inderligt, hver gang, at jeg havde sagt det, men jeg ville ikke indrømme, at jeg ikke har fortalt sandheden. Så ville mine forældre tage kontakt til skolen, og det skulle for alt i verden ikke ske. Så ville det blive et rent ud sagt, blive et helvede, at være over i skolen. Jeg satte mit glas, på bordet og lagde mig på sofaen. Jeg rakte ud efter fjernbetjeningen, og tændte for TV2. Der var Razzia, noget jeg altid så, når jeg kom hjem fra skole. Men dette afsnit havde jeg set, så jeg tog mig telefon op ad lommen, og gik ind på Facebook. Næsten hele min startside var fyldt med en Amanda Todd. Undrende klikkede jeg på et link, og så at det var på YouTube. Så jeg spurtede ind på mit værelse, og tog min bærbar. Jeg tændte den og søgte efter Amanda Todd. Jeg trykkede på den, og skruede op for lyden. Hun havde skrevet på nogle kort, om hvad folk havde sagt til hende, og hvorfor at hun blev mobbet. Jeg tog hånden op for munden, da jeg så hvad nogen havde gjort ved hende. Tænk at nogen mennesker kunne være så modbydelige. Jeg rystede på hovedet og lukkede YouTube ned. Jeg slukkede min computer og lagde den ind på mit værelse. Jeg tog en bog frem, min dagbog. Jeg gik i gang med at skrive, om hvordan det var i skolen, og om hvor lede pigerne var. Jeg kunne mærke en strøm af lettelse, strømme ud af mit hoved og krop. Det var den mest befriende følelse, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg nød det, og da jeg bladrede om på næste side, Hoveddøren gik op, og jeg smækkede bogen i og gemte den under min dyne. Min far var kommet ind, og han smilede til mig. Jeg smilede tilbage, han spurgte hvordan dagen var gået. Jeg svarede at den var gået godt, faktisk bedre end de andre dage. Min far smilede tilfredst, og gik ind i stuen. Jeg skyndte mig at lukke min dør, til værelset, og tog min dagbog op igen. 

 

Da det bankede på min dør, gemte jeg min dagbog, og sagde; ”kom ind.” Det var min far, der sagde at aftensmaden var klar. Jeg rejste mig, og gik ud i køkkenet. Jeg satte mig ned, og øsede mad op, på min og min fars tallerken. Han satte sig ned foran mig, og smilede til mig. Jeg spurgte ind til, hvordan det var gået på arbejdet i dag, og han svarede at det var gået godt. Han fortalte at de havde fået en ny medarbejder. Han spurgte så, hvordan det var gået i dag i skolen, og mit smil falmede. Skulle jeg fortælle sandheden, eller lyve, som jeg plejede. ”Far, jeg har noget vigtigt at fortælle dig, ” det skulle ud af min verden. Og det skulle være nu. Han lagde sit bestik ned, og kiggede afventende på mig. ”Jeg har løjet for dig i noget tid, og jeg er ked af det, men jeg har ikke kunne fortælle sandheden før nu. ” Jeg tog en dybindånding, og kiggede på min far. Jeg åbnede munden, men ingen ord kom ud. Jeg stammede, og kiggede desperat rundt. Jeg kom i tanke om min dagbog, og bad min far vente. Jeg løb ind på mit værelse, tog fat i bogen, og løb tilbage til køkkenet. ”Her, ” sagde jeg, og rakte ham bogen. ”Læs, ” mumlede jeg flovt, og kiggede ned i mit skød, hvor mine hænder lå foldede. Efter nogle minutter, lagde han dagbog fra sig igen. Jeg kunne mærke den følelse, som jeg havde længeds efter, i rigtig lang tid. Jeg blev helt lettet, og pustede ud. Min far rømmede sig, og jeg kiggede automatisk op, på ham. Han gav bogen til mig, og jeg tog fat i den, og lagde den på mit lår. Han sukkede og kiggede skuffende på mig. Der gav min krop efter, og jeg begyndte at græde. Jeg dækkede mit ansigt, med mine hænder, og hulkede. Min far lagde en hånd på min skulder, og trak mig ind i et kram. Sådan sad vi lang tid. Vi snakkede ikke, vi krammede bare og græd.


Endnu engang stod jeg, og kiggede på en brun dør. Denne gang stod der 8.c. Mit hjerte bankede hurtigere, og hårdere. Jeg tog en dybindånding, trykkede ned i håndtaget, og gik ind. Mange stirrende øjne, mødte mig, da jeg kom ind af døren. Uhyggelige, stirrende og uvelkommende. Min opmærksomhed, faldt på mine slidte sneakers, og der blev den, indtil jeg nåede kateteret. Jeg gav et venligt, lille smil til læreren, da jeg lagde papiret. Han skimmede det, og lagde den på kateteret. Han smilede og rejste sig fra stolen. Han rakte hånden frem, og jeg trykkede den blidt. Jeg blev glad for velkomsten, ingen havde nogensinde, været så venlige, imod mig før. Jeg kiggede rundt i klassen, og blev relativt nedtrygt. De øjne pigerne sendte, kunne dræbe. Drengenes kunne jeg ikke tyde, men venlig, stod ikke som nummer 1. Jeg prøvede at forblive positiv, men det kunne jeg ikke. Jeg troede denne skole var bedre. Men endnu en gang, måtte tanken sløjfes, og jeg gjorde mig mentalt, forberedt, til en måned i helvede. Min far og jeg, havde lavet en ’liste’. En liste, hvor der stod nogle idéer, til hvad jeg kunne gøre, i nogle situationer. Men de situationer, jeg syntes var vigtige, syntes min far ikke var nødvendige. De situationer, der betød meget for mig, troede min far ikke, at nogen mennesker kunne gøre mod andre. Men det kunne jeg bekræfte. Jeg havde selv oplevet det på min egen krop. Min trance blev afbrudt, da læren bad om stilhed. Han fortalte om, ’mig’. Forstået på den måde, at han sagde hvad jeg hed, hvor gammel jeg var, og hvor jeg skulle side. Jeg kiggede efter hans finger, der pegede på min plads. Jeg skulle side mellem to. En dreng og en pige. Drengen var lav og spinkel, men pigen virkede som en diva. Meget makeup, upassende tøj, og udstrålede; at jeg bare skulle skride ad helvede til. Jeg sukkede og begav mig ned, til min plads, og satte mig ned mellem drengen og pigen. Som undervisningen gik i gang, fik jeg onde blikke. Sendt fra højre og venstre. Jeg prøvede at ignorere det, men pigen, ved siden af mig, grinede hånligt, da jeg blev helt rød i hovedet, og det gik mig på nerverne. Jeg hviskede til hende, at hun skulle lade mig være, men hun rullede blot med øjnene og sendte et blik til, en anden pige, som også rullede med øjnene. Jeg rakte hånden op, for at spørger om jeg måtte gå på toilet. Jeg fik grønt lys, og skyndte mig ud af klassen. Jeg skyndte mig op ad trappen, og drejede til venstre. Jeg åbnede døren, og satte mig på toilet brættet. Jeg tog en lap papir, op ad lommen. Det var min ’liste’. Punkt nummer 6. ”Sæt noget musik i ørene, og tag noget vand i ansigtet. ” Stod der, med min sjuskede, grimme håndskrift. Jeg gik ud af båsen, og tænde for vandhanen. Jeg gjorde, som der stod, og startede min playliste. Human – af Christina Perri, spillede i mine øre. Sangen mindede mig, en lillesmule, om mit liv. Jeg havde altid prøvede at være en anden, end jeg selv var. Og det havde bidt mig, godt og grundtig, bag i. Jeg satte mig endnu engang, på brættet, og låste døren. Så kunne igen forstyrre mig. Jeg lod mig glide ind, i en verden uden problemer, og lukkede mine øjne…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...