Bøllebank


0Likes
0Kommentarer
39Visninger

1. ...

 

Skoleklokken ringer ud. Alle de andre stormer ud af klassen og skynder sig ud til frikvarter. Men jeg gør ikke. Jeg ved, hvad der skal ske. De kommer snart og griber fat i mig, for at trække mig ud på toilettet, åbne hanen og oversvømme mine bukser med det iskolde vand. 

Det er rutine. Bare fordi jeg nægter at lave deres lektier. Jeg synes mine egne er nok arbejde. Hver dag forestiller jeg mig, hvordan jeg en dag, når de kommer ind efter mig, vil storme dem i møde og slå dem alle sammen ned i jorden, så de aldrig tør at røre mig igen. Men jeg ved godt, at det aldrig kommer til at ske. Det er Jørgen og hans slæng der er bøllerne. De går i klassen over mig og bruger deres hverdag, på at tvinge mindre elever som mig, til at lave deres lektier og give uheldige ofre buksevand eller bank. Lærerne ved ikke noget, ingen tør at sige det, for de ved, at det vil gå ud over dem selv. 

 

“Hvor er du Kalle? Er du klar på en ordentlig omgang?”. Jeg ville ønske jeg kunne gemme mig, jeg orker ikke at gå igennem skolegården forbi de andre med våde bukser, for derefter at tage min cykel og skynde mig hjem før min mor finder ud af, hvad der er sket, så jeg kan skifte bukser og lade som om intet er hændt. Jørgen tager fat i mine skuldre og arme, mens hans kæmpe bøllevenner tager min fødder og begynder at bære mig ud på toilettet. Det hjælper ikke at gøre modstand, for jeg har allerede tabt. Jeg er et let offer.

 

De åbner hanen og drejer den om på den koldeste temperatur, der overhovedet er muligt. Derefter hælder de mig ind over vasken, og jeg kan mærke det kolde vand sive ned over alt. Jeg skriger og råber, at de skal sætte mig ned, men det hjælper selvfølgelig ikke. Det er så ubehageligt at jeg ikke kan beskrive det. De bliver ved, og jeg kan ikke klare det mere. Det plejer ikke at stå på i så lang tid som det gør denne gang. Jeg vrider mig for at komme fri, men pludseligt laver min hånd en bevægelse som ingen havde set komme. Min hånd rammer Jørgen lige i ansigtet, og det giver et ordentligt klask. Alle bliver stille, og Jørgen og de andre sætter mig ned. Nu ved jeg godt, hvad der skal ske, jeg skal have tæsk. Jeg kan mærke mit hjerte der banker på fuld drøn. Selvfølgelig skulle jeg absolut være så kikset at ramme Jørgen lige i fjæset. Hans øjne er ildrøde og de kigger lige ind i mine. Bagefter tager han sig til ansigtet og ømmer sig.

 

 

Jeg skynder mig alt hvad jeg kan at løbe fra Jørgen og de andre, men det er jeg selvfølgelig ikke hurtig nok til at nå. De får fat i mig og holder mig fast. Jeg vrider mig i deres greb og til sidst lykkes det mig faktisk at komme fri, og jeg stormer ud af døren, tager min taske og låser min cykel op så hurtigt jeg kan. Så er jeg på vej hjem, og det ser ikke ud til, at Jørgen og hans bøllevenner har tænkt sig at forfølge mig længere. 

 

Da jeg kommer hjem skifter jeg hurtigt mine bukser før min mor kommer, og derefter tager jeg noget at spise. Nu skal jeg bare udtænke en plan til, hvordan jeg har tænkt mig at overleve imorgen. Måske skal jeg bare sige, at jeg har det dårligt og håbe på at få lov til at blive hjemme, men det tror hun nok alligevel ikke på.

 

Mens jeg sidder og finder på gode undskyldninger, for at slippe fra skole imorgen, ringer det på døren. Mit hjerte begynder så småt at banke hurtigere, vi plejer aldrig at få besøg på en torsdag som denne. Jeg går ud og åbner døren, “åh nej” det er Jørgen og hans slæng. Nu er der altså ingen vej tilbage. De tager fat i mig så hårdt at jeg næsten ikke kan presse den kølige luft ud og ind af mine lunger. Jeg kan se hvor vrede de er, mit liv er færdigt. De lægger mig ned på jorden og skal lige til at slå mig. Jeg løfter mine hænder op foran ansigtet i håb om, at jeg kan afvige slaget, som muligvis kan ommøblere mit ansigt.  Jeg skimter ud af øjenkrogen, at Jørgen løfter en knytnæve mere, som er bestemt til at blive placeret lige midt i mit fjæs, da jeg hører en stemme ude fra indkørslen. Det er mor: “Hva’ sker der her?” Jeg får lidt blandede fornemmelser i maven. Gad vide hvad der sker nu? Min mor begynder råbe og skrige efter jørgen og bøllerne. De kigger forvirret og bange rundt på hinanden, og derefter spurter de ud af haven, på deres små tykke bølleben. 

 

Mor har et alvorligt blik i ansigtet, hun er meget vred. Rigtig vred. så vred, at tårerne fra hendes øjne snart får frit løb. Hun siger: “Vi to skal have os en snak, Kalle!”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...