Ready to run

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Min verden vendte sig 180 grader på en aften. Nu er jeg fanget, men jeg er klar til at løbe.
Dette er historien om Melody Charlie Rhodes som 19 år gammel udlever hendes værste mareridt, samt hendes største eventyr.

Before you can see the light you have to deal with the darkness. Are you ready to run?

//Kan være barsk for sarte sjæle///

68Likes
55Kommentarer
17161Visninger
AA

7. Hun minder mig om 'hende'


Jeg vågnede op efter endu et mareridt - far var der igen. Jeg vågner op i en ukendt seng på et ukendt værelse. Jeg var stadig bundet fast til sengen, hvilket gjorde det svært at ligge behageligt. Jeg kunne dog godt lige sidde op, men mine hænder brændte, og jeg ender sikkert med ar, der hvor håndjernene sidder. Jeg har ikke nogen tidsfornemmelse, men jeg gætter på at det er morgen, ud fra hvordan solen står. Der er et stort vindue ikke særlig langt væk fra sengen. Mens jeg kigger ud, begynder jeg at spekulere over hvordan overhoved er havnet her, jeg blev virkelig fuld igår, hvilket også resultere til stort hovedpine idag. 
Jeg begynder så småt at samle brikkerne sammen. Det var Justin, han sagde han ville give mig vand, også... også, var jeg pludselig i hans bil. Det hele er smule forvirrende. Shit, Cameron prøvede jo også at have sex med mig, hold da op, jeg er godt nok glad for at jeg har nok viljestyrke selv når jeg er fuld, til ikke at gøre sådan nogle ting. 

Pludselig går døren op, og ind kommer Justin. Han ser helt fordrukken ud, han har uglet hår, hans hvide t-shirt hænger krøllet ned over hans krop, også har han kun et par underdrenge på. 
Jeg kigger chokeret på ham, mens han bare står i døråbningen og kigger på mig, mens han gaber. 
"Godmorgen Rhodes" Siger han blidt. Han virker....anderledes? På en god måde. 
"Godmorgen" Svare jeg lidt akavet og rynker på brynene. 
"Er vi morgensur her til morgen" Spørger han og kommer længere ind i rummet. 
"Neej daa, jeg elsker da at vågne op i en ukendt seng, på et ukendt værelse, i et ukendt hus, båndet fast til en stolpe der gør det umuligt at ligge godt og min hovedpine topper også lige" Siger jeg sarkastisk og ruller med øjenene. Han lukker døren bag sig, og går hen til sengen jeg ligger i, han sætter sig ned, og kigger nøje på mig med rynkede bryn. 
"Du ligner ham overhoved ikke" Siger han pludseligt. øhhh aaahva'?
"Hvad mener du? Hvem ligner jeg ikke?" Spørger jeg forvirret mens han nærstudere mig.
"Du har virkelig ingen anelse om noget hva'?" Spørger han. 
"Nej det har jeg ikke, men jeg vil meget gerne fri nu, du og det her sted gør mig en smule bange" Siger jeg. Jeg har virket en smule tuff indtil videre, men når alt kommer til alt, er jeg faktisk virkelig nervøs for hvad der skal ske, jeg viser det bare på en anden måde lige nu. Jeg burde jo egentlig skide i bukserne, men der er noget over Justin som siger mig, at jeg ikke behøver at være så bange. 
"Det burde du også være. Jeg må sige, at jeg syntes det er lidt spild af lækre uskyldige damer, når du egentlig ikke har gjort noget. I guess it's just bad luck for you" Siger han og forvirre mig endu mere. 
"Hva-hvad mener du?" Spørger jeg og læner mig længere ind mod muren bag mig. Han kigger ned af mig, og jeg føler mig nøgen. 
"Lad mig sige det lige ud, den gruppe jeg er i vil have dig død, tortureret" Siger han og smiler. Hvad? Han må da joke. Han joker gør han ikke? 
"Det er vel forhåbentlig din spøg?" Siger jeg, med noget siger mig han har ret, og det gør mig skide bange. 
"Detsværre nej. Men det kan du takke din bror for" Fortæller han, mens han tager en af puderne på sengen og ligger sig til rette overfor mig, med krydset arme. 
"Min bror? Hvad mener du med det? Jeg snakker ikke med ham mere, hvordan kan jeg være involveret i noget med min bror?" Spørger jeg endu mere forvirret men også bange.
"Din bror er lederen af en anden taber "gruppe", og i sidste uge blev vores gode ven dræbt af din bror - han skød ham. Vi vil have hævn" Fortæller han mere alvorligt. Fuck, det her kan bare ikke ske. Jeg nægter at lade min bror lort gå ud over mit liv. Jeg vidste bare, at han var havnet i det samme som min far, han har sikkert fået hans stillign efter han døde. Men hvorfor? Jeg forstår virkelig ikke hvad de får ud af det, eller hvad de overhoved laver. Jeg begynder at panikke, og se alvoren i situationen. Men det er som om det hele bare er for surrealistisk til at være sandt. Jeg begynder at ryste en smule og panikke. 
"J-justin?" Spørger jeg, og kan mærke at tårerende allerede presser på. Han løfter bare øjenbrynende som i et "hvad?" 
"Please ik lad din gruppe dræbe mig, jeg har intet med det her at gøre. Please jeg ber dig" Ber jeg, mens jeg prøver at tørre den mine tårer væk. Men mine hænder sidder fast. Han kigger på mig, og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad han tænker. Han spænder i kæben og det ser faktisk ud til, at han har ondt af mig eller sådan noget. 
Normalt hader jeg når folk har ondt af mig, men hvis det kan rede mit liv, så gør det sgu egentlig ikke noget. 
"Du minder mig meget om en jeg har kendt" Siger han stille og kigger på mig med sorg i øjnene "har"? 

Justins synsvinkel 

Fuck man. Jeg ved sgu at det må gøres, men den måde hun snakker til mig på, og hendes værremåde minder mig bare så meget om hende. Bare synet af hende ligger foran mig med tårer ned af kinderne og hendes rystende ben, giver mig lyst til at lade hende løbe lige nu og her. 
Wtf. Styr dig man. Hun er fandme bare en pige, fortæller jeg til mig selv. Du har gjort det her før, du har dræbt andre mennesker før, også selvom de lå på deres barre knæ og bad om nåde. Men...fuck, det bare hendes uvidenhed og uskyldighed gør det bare så...så...unfair? For fanden man. Jeg burde egentlig bare kneppe hende, tage hende med ud til de andre og dræbe hende. Så ville vi få vores hævn. Hendes forbandede bror skød sgu Billy i sidste uge. Billy var fandme en god makker, og han ordnede fandme alt det vi andre ikke kunne tage os sammen til at gøre. 
Vi må sgu få vores hævn! For Billys skyld. 
"Justin?" Spørger hun pludselig, og vækker mig fra mine tanker. Hun kigger dybt ind i mine øjnene, og hendes skindene blå øjne, gør det for helvede også svært at fjerne lyset fra. 
"Hvad er klokken" Spørg hun, inden jeg overhoved når at svare. for fanden, hende og hendes fucking tidsorden. 
"Det ligegyldigt" Svare jeg. For det er det. Hun er alligevel færdig inden længe. Jeg ryster irriteret på hoved og bliver enige med mig selv, hvis det her skal gøres, så skal det gøres nu! 
"Kom op" Siger jeg pludselig hårdt og rejser mig. Hun kigger bange op på mig, mens jeg tager nøglerne op fra skuffen. Jeg åbner hendes håndjern og tager hende hårdt fast i armen. 
De andre drenge kan slet ikke vente til at se hende. 

___________________
Håber virkelig i kunne lide det længe ventede afsnit. I må virkelig undskylde at det ikke kom til tiden. Det er dårlig stil. sorry. 

Så fik vi også læst fra Justin synsvinkel. Skriv endelig i kommentaren hvis i godt kan lide det, og om jeg skal bruge det oftere eller kun en gang i mellem. Ellers håber jeg bare i nød at læse kapitlet og glæder jeg til næste. 

Der går ikke lang tid før det hele begynder, altså sådan helt rigtig. Vi er kun lige begyndt :)

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...