Engagement of Choices ❅ Harry Styles

ADVENTSKALENDER - Lyden af bryllupsklokker nærmer sig for Harry og Olivia, der som par i flere år har klaret udfordringer og løst konflikter for at ende hvor de er i dag - lykkelige og stadig nyforelskede. Men da Harry i starten af december spørger Olivia om det gyldne spørgsmål, regnede han ikke med, at endnu en liste skal udføres, før han får lov til at gifte sig med sin udkårne. Og så endda inden juleaften. Det bliver endnu en krævende jul, så er det muligt for Harry at fuldføre listen og vinde sin kærestes hjerte for altid?

168Likes
193Kommentarer
30791Visninger
AA

8. Ⓞ OPGAVE 3 | I live for you, I long for you, Olivia


 3. søndag i advent ❅  Opgave 3) Far-egenskab Frederikke

Det var med blandede følelser, at jeg gik ind til Harry, der sad i stuen. Stemningen mellem os havde gennem de sidste par dage ikke været noget at råbe hurra for. Hans ord den anden dag, efter vores date, havde såret mig noget så inderligt, og hvis jeg skulle være ærlig, så vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg havde stået med graviditetstesten i hånden og afventet svar, hvilket havde været ubeskriveligt nervepirrende. Både fordi jeg ikke vidste hvad testen ville ende med at vise, men også fordi jeg ikke selv vidste, hvad jeg ønskede udbuddet skulle ende med at blive. 

Ville jeg gerne have et barn nu eller ville jeg ikke?

Da den til sidst endte med at være negativ, kunne jeg ikke lade være med at føle et strejf af sørgmodighed skylle ned over mig. Håbet om at være gravid med Harrys og mit barn, var noget jeg tit tænkte på. Hans reaktion til hele virvaret endte dog med at skuffe mig noget så gevaldigt. Til trods for, at han havde reageret som han havde, burde jeg i princippet ikke være sur og mopset over ham. Jeg havde ingen indflydelse på, hvordan han ville reagere. Men at han ligefrem var glad for, at jeg ikke var gravid, og at han ikke mente vi var klar til at tage os af et barn, var løgn.

Det var en af de værste løgne jeg til tider havde hørt.

Hvis vores vennepar, Louis og Ella, kunne klare at have hele to små piger rendende om deres ben hele tiden, og at Clarice og Liam tilmed også havde et barn i vente om ganske kort tid, hvorfor burde Harry og jeg så ikke kunne klare det?
Vi havde kendt hinanden i så lang tid efterhånden, endda længere end vores venner til sammen. Vi kendte alle de forskellige aspekter af hinanden - så hvis der er var nogen, der burde være klar til at bringe et barn ind i denne verden, burde det være os to. Harry og jeg.

Forsigtigt satte jeg mig ned ved siden af min kæreste. Dog alligevel så langt fra ham, at vi ikke endte med at have nogen form for kropskontakt. Det pinte mig, at jeg måtte fryse ham ude som jeg gjorde, men jeg blev nødt til at have lidt tid til mig selv.
Folk ville sikkert mene, at jeg overreagerede, og at jeg tog alt det med Harry forgivet. Men var det ikke normalt at folk skulle have lidt tid til at sluge ting som disse? Især når det var i denne tid, at Harry kæmpede for mit ‘ja’.

Selvfølgelig ville jeg have Harry med som indflydelse, og selvfølgelig savnede jeg hans kys, kærtegn og kærlighed over de seneste dage. Men han måtte også forstå, hvor meget det betød for mig. Specielt burde han forstå hvor urolig og bekymret jeg havde været, da jeg var gået hele seks dage over tid.  

“Hej,” hviskede jeg til ham og prøvede at få øjenkontakt med de øjne øjne, jeg elskede så højt. Hans blik endte ikke med at rette sig mod mig, men holdt fortsat fokus mod hans hænder. “Det er tredje søndag,” blev jeg ved, i det jeg ihærdigt prøvede at få startet en samtale op mellem os. “Du kan vel godt huske, hvad vores planer er i dag, ikke?” Mere endte der ikke med at blive sagt, da det pludseligt ringede på døren.

Harry var hurtigt oppe fra sofaen og begav sig målrettet ud mod hoveddøren. Det virkede mest bare som om, han ville væk. Selv fulgte jeg trofast trop.

Da han fik åbnet døren, kunne jeg se tre genkendelige skikkelser dukke op foran os. Ella stod i døråbningen med to vidunderlige prinsesser stående ved sine fødder. Begge var de to engle klædt i hvert af deres outfit fra Disney klassikeren “Frozen”. Den ene af dem var Elsa, mens den anden var Anna.

“Onkel Harrraaay,” grinte de to små piger, inden de slap deres mors hånd, og tilmed løb ind i min kærestes favn. Han havde sat sig ned i hug så han bedre kunne knuge de to piger ind til sig. Pludselig strømmede glæden ind over ham.

Kort kyssede han dem begge i håret. “Hej Ella,” hilste han kort. “Hvordan har mine to yndlings niecer det i dag?” storsmilede han inden han fik dem løftet op i sine arme. Uden at sige noget til hverken Ella eller jeg, tog han dem med ind i stuen. Deres samtale blev hurtigt til baggrundsstøj, dog hørtes det tydeligt hvordan de to piger grinede af noget han sagde.

Ella lagde blidt sine arme om min krop i et venskabeligt kram. “Går det bedre mellem jer?” Efter episoden med Harry og med tumulten angående testen, havde jeg dagen efter været sammen med Grace, Clarice og Ella. Her havde de alle fået historien om Harrys reaktion, om mine tanker og om hvordan situationen havde været mellem os siden. Alle forsikrede de mig om, at jeg måske havde overreageret en smule, og at Harry havde alt god grund til at være lettet over ikke at skulle være far, da det bragte meget ansvar med sig. Dog mente de også, at jeg tilmed havde al god grund til at være såret over hans ord.

“Det går vel som det går,” indrømmede jeg, og prøvede mest af alt at undgå et konkret svar. “Jeg ville bare ønske, at det kunne blive glemt, og at vi kunne gå tilbage til sådan som det var før.”

“Prøv nu at få det bedste ud af dagen i dag, og se så hvordan det udvikler sig mellem jer. Du ved, at Harry elsker dig mere end noget andet, så selvfølgelig skal episoden fra den anden dag ikke påvirke jeres forhold og den måde I ser hinanden på,” forsikrede hun mig om. Hun gav mig et hurtigt kram, inden hun igen var på vej ud af døren. “Elsk hinanden for dem I er, og ikke for dem I ønsker, I skal være. Og pas så godt på mine to prinsesser.”

Med de ord var min veninde allerede væk, og tilbage stod jeg i en tom gang, med Harry og de to pigers råben i baggrunden. Ellas ord fik mig alligevel til at smile svagt for mig selv. Hun havde ret i det hun sagde. Jeg skulle elske Harry for den han var, og ikke for den, jeg ønskede han skulle være. Og hvis han ikke var klar til at være far på nuværende tidspunkt, var jeg nødt til at acceptere dette faktum. Tiden skulle nok komme en dag, hvor vi begge ville være klar, og hvor forøgelsen af vores familie ville blive igangsat.

Med nyfunden energi gik jeg derfor også ind til min kæreste og mine to niecer i stuen, hvor et fantastisk syn mødte mig. Siddende på gulvet med begge piger i sin favn, fandt jeg Harry. Hans smil var ikke til at overse, og de dejlige smilehuller poppede frem på hans kinder, der var røde af at grine så meget. Kayla, der var den sidstfødte af tvillingerne, havde travlt med at rive i hans hår, mens Annabelle stod og prikkede ham på næsen. Af et hold toårige tvillinger, kunne man vidst godt sige, at de var fuld af energi.

“Hej med jer, mine to prinsesser,” smilte jeg, efter at have sat mig ned ved siden af dem. Pigerne blev altid omtalt som prinsesser - delt på grund af, at de var de første børn i vores vennegruppe, men også fordi vi alle mente, at Louis og Ella havde fundet hinanden, gennem et Askepot-lignende eventyr, hvilket måtte gøre deres piger til et par prinsesser. “Pas nu på I ikke river Onkel Harrys hår helt af,” indskudte jer.
Kayla var den første til at springe fra Harry og over i min favn, mens hun gav mig et stort smækkys midt på mit venstre øje. Annabelle blev siddende i Harrys favn, men sendte et sødt lille luftkys i min retning.

“Lege, lege, lege,” kom det efter lidt tid fra Kayla. Hun pegede over først fra mig over til Harry og Annabelle, for til sidst at pege på sig selv. “Lege,” gentog hun kort.
Det var svært for mig at tyde, hvad hun helt præcist mente, dog kunne jeg i dette øjeblik ikke være mere taknemmelig over at have min kæreste til stede, da han hurtigt forstod hentydningen.

“Hvad siger I til, at vi tager ned i parken og bygger en snemand?” Harry og jeg havde ikke som sådan en have, der tilhørte vores lejlighed, så udearealet var begrænset. Hver gang vi derfor havde brug for at komme ud i naturen, tog vi altid ned i parken, som vi også omtalte som vores sted. “Det kan være, at tante Olivia vil lære jer, hvordan man laver sneengle. Hun er den bedste til det, ved jeg.” For første gang i dag sendte han mig et kærligt smil. De grønne øjne, jeg gennem så mange år havde elsket, havde igen fået deres velkendte glød tilbage.

“Olaf. Bygge Olaf.” Annabelle smed hænderne i vejret, så snart Harry havde sagt at vi kunne bygge en snemand, og selvfølgelig skulle vi bygge Olaf. Selv efter så mange år siden Disney-klassikeren Frozen udkom, var den kendte snemand stadig et hit.

“Vi kan bygge lige hvilken som helst snemand, I vil bygge. Men først skal vi have jer to i noget varmt tøj. I skulle nødigt blive syge.” Harry var igen ham der tog sagen i egen hånd, og at han pludseligt virkede til at være så engageret i at få pigerne i noget varmt tøj, så de ikke blev syge, overraskede mig. Han tog derfor den største af tvillingerne med ud i gangen, hvorpå jeg fik det varme vintertøj på Kayla, og godt og vel en halv time senere, stod vi alle fire i parken.

Sneen var dalet så fint ned gennem de sidste par dage, og havde dækket parken godt og grundigt, med en så smuk hvid farve, at julestemningen umuligt kunne undgås. Tvillingerne var ikke til at styre, og så snart vi ramte det store græsareal i parken, tæt på hvor broen også stod, slap de grebet om Harrys og min hånd. Sammen løb de, så godt som deres små ben kunne trække dem, hen og kastede sig ned i en stor snedrive. Deres glade hvin fyldte hurtigt luften.

Harry og jeg stod selv stille, og betragtede de små piger. Dog kunne jeg mærke en hånd der langsomt sneg sig om min, og da et par fingre flettede sig sammen med mine, kiggede jeg over på min kæreste. Hans lange hår stod ud til alle sider, og det bordeaux tørklæde, der egentligt var mit, fløj ligeledes grundet den svage vind der var. “Hej,” halvhviskede han.

Hans ord fik mig til at grine. “Hej,” svarede jeg lidt tid efter, inden jeg lagde mine læber mod hans kind. Det var gået op for mig, at jeg ikke kunne være sur på ham. Specielt ikke over episoden med den negative graviditetstest. Det var meningen, vi skulle nyde hinandens selskab, hvilket vi ikke havde gjort gennem de seneste dage. Og når alt kom til alt, savnede jeg hans nærvær og den kærlighed han altid gav mig.

Mit blik rettede sig mod hans læber, da han intet sagde. Det virkede til at han forstod min hentydning, for han begyndte at læne sig tættere på mig. Lige inden han skulle til at kysse mig, kunne jeg mærke noget der rev i mit bukseben.

“Sneengle. Nu!” Annabelle stod og prikkede mig midt på låret kunne jeg se, da jeg slog blikket fra Harry og ned mod jorden. “Sneengle, Ollie.”

Ingen af pigerne kunne sige “Olivia” og siden de begge var begyndt at snakke var jeg altid blevet kaldt “Ollie” af dem begge. Et kælenavn jeg nu egentligt meget godt kunne lide.

Stadig med Harry hånd om min, brugte jeg min frie hånd til at tage fat i min nieces, og sammen gik vi hen til Kayla, der stadig lå i sneen. “Skal vi så få gang i de sneengle?” sagde jeg muntert og med nyfunden energi, da vi nåede hen til hende. Begge skreg de op, og det samme gjorde min kæreste, som skulle han forestille sig at være på alder med pigerne.

Annabelle slap taget om min hånd og kastede sig endnu en gang ned i sneen. Da jeg selv skulle til at gøre det samme, kunne jeg mærke hvordan ligeledes lagde sig ned og tog mig med i faldet. “Harry,” hvinede jeg tøset grundet hans pludselige handling.

“Vis dem så, hvordan det skal gøres, babe.” Kælenavnene var tilbage, og det samme var smilene, glimtet i øjet samt kærligheden.

Sneenglene tog lidt tid at lære pigerne, da de begge ikke var så store, men efter par forsøg eller tredive havde vi alle fire fået lavet nogle gode eksemplarer af hver vores sneengel. Dette udviklede sig til, at Olaf skulle bygges. Harry havde jo lovet dem en snemand.

“Olaf,” grinede begge tvillingepigerne, mens deres onkel var i fuld gang med at rulle en af sneboldene, der til sidst skulle ende med at være underdelen af snemanden. Selv gjorde ingen af pigerne noget, men dertil befandt de sig på sidelinjen og heppede på deres krølhårede onkel. Harry nød deres opmærksomhed, og af og til kunne jeg se. hvordan han bad dem hjælpe ham. Hans måde at tackle pigerne på, viste mig en ny side af ham, som jeg aldrig havde set før. Han var så kærlig i sine bevægelser, og den måde han talte til dem på, fik en varm følelse frem hos mig.

“Hvem har lyst til at sætte næsen på ham?” spurgte han så om, da tiden var inde til at færdiggøre projektet. “For gæt hvad jeg har taget med?” blev han ved. De to piger hoppede begge op og ned i sneen, springende efter Harry da han trak en gulerod op fra sin frakkelomme. En knald orange gulerod, der skulle bruges til Olafs næse.

“Vil du sætte den på, darling?” smilte han, og kiggede ned på Kayla, der betaget kiggede på guleroden. Hun nikkede ihærdigt på hovedet, men stoppede hurtigt, da et snøft lød fra hendes søster. Annabelle stod ved hendes side, og var ulykkelig over, at hun ikke fik muligheden for, at sætte næsen på. For hvorfor skulle Kayla få lov, når hun ikke måtte?

Da jeg skulle til at spørge Harry om de ikke begge kunne, kom han mig endnu en gang i forkøbet. “Åh, love. Du må ikke græde.” Han kyssede hende i håret og tog hendes lille barnehånd i sin. “Jeg nåede jo slet ikke at spørge dig om du også ville hjælpe, inden du blev ked af det. For selvfølgelig skal vi jo alle sammen give Olaf hans næse. Skal vi ikke?” Julelysene kom påny tilbage hos den lille to-årige pige, og hun nikkede stille.

“Men jeg syntes også, at vi skal have jeres tante til at hjælpe. Vi kan jo ikke gøre det selv.”

Hans konstatering fik mig til at sætte mig i hug ved de andre, og sammen, med alle vores hænder samlet om guleroden, fik vi givet Olaf sin næse. Mens vi iagttog snemanden og det færdige resultat, kiggede jeg rundt på folkene omkring os. Mange gik med deres blikke rettet mod Harry, pigerne og jeg, og grundet dette faktum, kunne jeg ikke lade være med at smile for mig selv.

Et smil, min kæreste tydeligvis opdagede, da han stille hviskede i mit øre: “Hvad smiler du sådan over, babe?” Inden han trak sig væk, kyssede han mig hurtigt i øret.

Jeg spekulerede over, om jeg mon skulle forklare ham hvad mine tanker omhandlede, eller om jeg skulle tie. Dog var det ikke svært at komme frem til en beslutning. For selvfølgelig fortjente han at få af vide, hvad jeg havde på hjerte.

“Vi ligner en lille familie, som vi to sidder her med to piger løbende om os.” Jeg frygtede at smilet på hans læber skulle forsvinde, og blive erstattet af et forvirret et. I stedet for skete der noget uventet.

Hans bløde læber lagde sig blidt om mine. Min krop blev presset tættere mod hans, ved hjælp af hans hænder der havde lagt sig om mine hofter, og det var tydeligt at mærke hvordan han smilte i kysset. “En dag vil vi sidde her med vores egen guldklumper løbende omkring os.” Endnu en gang kyssede han mig efter at have talt. “Og jeg lover dig, at den dag nok skal komme før eller senere.” Endnu et kys.

“For jeg har indset noget.” Da disse ord forlod hans mund, stoppede han dog med at kysse mig.  

“Hvad har du indset?” fik jeg spurgt ham om, bange for hvad han ville svare.

Forsigtigt slog han blikket fra mig, men fangede hurtigt igen mine øjne. “Jeg har indset, at jeg ikke burde være bange for at få et barn, og at det er ligemeget om jeg er klar eller ikke.” Annabelle og Kayla var så hvad hans blik blev rettet mod. Et smil viste sig hos ham. “For hvis bare jeg har dig ved min side, og hvis blot du er moderen til vores børn, hende jeg skal dele resten af mit liv med, og hende der skal hjælpe mig med at se vores guldklumper vokse op, kan det ikke gå meget galt. Alt jeg ønsker er at gøre dig glad, Olivia.”

Selvom han ikke havde snakket i lang tid, kunne jeg alligevel mærke hvordan tårerne dukkede op i øjenkrogene hos mig, og hvordan hans ord påvirkede mig. Hvordan de kom bag på mig, og hvordan jeg i dette øjeblik elskede ham mere end nogensinde før.

“Jeg elsker dig, Harry Edward Styles, og du ved jeg vil elske at bringe vores børn ind i denne verden. Men kun på én betingelse.” Omgivelserne om os forsvandt, og jeg fordybede mig i de grønne øjne som aldrig før. Han nikkede stille. “Jeg gør det kun, hvis du vil være faderen til vores børn.”

Måske vores samtale og alt dette virkede til at være pladderromantisk, og til ingen verdens nytte. Dog havde jeg aldrig oplevet noget så kærligt, noget så unikt og noget så ægte.
Da han dertil svarede: “Der er ikke noget jeg hellere vil.” Og pressede sine læber mod mine, indså jeg at han, ved punkt og prikke, havde klaret sig gennem den tredje udfordring, hvor han skulle vise sine fader-egenskaber. Ikke nok med at han havde bevist det, ved at være verdens bedste onkel overfor tvillingerne, så havde hans ord til mig også gjort mig sikkert i min sag - Harry ville ende med at blive den bedste far.

 

***

Et langt og dejligt kapitel til jer, som vi håber I kunne lide. 

Første kapitel vil først udkomme om en uge (sorry about that), men indtil da, hvis ikke I har fået nok af Livi og H, kan I jo altid gå ind og læse eller genlæse starten af deres eventyr - Nemlig julehistorien fra sidste år: "Kissmas of Opportunities" :-)
(Den kan findes på hver vores profiler)

Men fortvivl ikke - der er stadig 4 kapitler, samt en epilog tilbage i "Engagement of Choices" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...