Engagement of Choices ❅ Harry Styles

ADVENTSKALENDER - Lyden af bryllupsklokker nærmer sig for Harry og Olivia, der som par i flere år har klaret udfordringer og løst konflikter for at ende hvor de er i dag - lykkelige og stadig nyforelskede. Men da Harry i starten af december spørger Olivia om det gyldne spørgsmål, regnede han ikke med, at endnu en liste skal udføres, før han får lov til at gifte sig med sin udkårne. Og så endda inden juleaften. Det bliver endnu en krævende jul, så er det muligt for Harry at fuldføre listen og vinde sin kærestes hjerte for altid?

168Likes
193Kommentarer
30809Visninger
AA

7. Ⓗ 10. december | Don't you see the things you mean to me?


 10. december ❅  | Frederikke

Siden Olivia og jeg ikke som sådan havde haft så meget tid til os selv her i december måned, havde jeg tidligere på ugen besluttet at invitere hende ud på en date her til aften. 

Mørket havde lagt sig over London og stjernerne funklede så klart på nattehimlen, til trods for at klokken ikke var mere end godt og vel seks.

“Er du snart ved at være klar, babe?” Jeg vidste hvordan hun elskede de kælenavne jeg gav hende, så hvorfor ikke skrue ekstra op for charmen i disse dage? Måske det ville hjælpe lidt ekstra på at få hende til at sige ja, når jeg igen valgte at fri til hende. “Du skal ikke tage alt for koldt tøj på, husker du nok.”

Tidligere på dagen, efter at hun var kommet hjem fra arbejde havde jeg forklaret hende de vigtigste detaljer for aftenen. Detaljer der indebar hendes beklædning og hvor vi skulle spise. Hvad aftenen ellers ville byde på, fik hun som altid ikke at vide.

Utålmodigt stod jeg ude i gangen og trippede med foden. Selv havde jeg smidt min sorte jakke om skuldrene, og havde tilmed lånt Olivias bordeaux tørklæde som jeg gennem årene efterhånden havde vedlagt veto på at bruge. Selv virkede hun ikke til at have noget imod det.

Et par bløde og genkendelige læber lagde sig hurtigt mod mine, og taget ud fra den appelsinsmag jeg lidt efter smagte vidste jeg, at min kæreste nu også var klar. Kun hende var afhængig af den læbepomade, der for fire år siden havde spillet en stor rolle i vores daværende venskab. “Jeg er klar hvis du er,” grinte hun, og kyssede mig endnu en gang. Denne gang lod jeg hende dog ikke slippe så let, da jeg valgte at placere mine hænder på hendes hofter og presse hende længere ind mod mig. Kysset endte derfor også med at udvikle sig.

Et grin undslap hendes læber. “Hvis ikke snart vi stopper ved vi godt begge to, at vi ikke kommer ud af døren det næste kvarter til halve time.” Af hendes ord kunne jeg heller ikke selv lade være med at grine. Som hun dog kunne sige det. “Så hvad venter vi på?” blev hun ved, inden hun tog sin hånd i min og nærmest trak mig ud gennem hoveddøren.

Hvad vi kunne have brugt et kvarter på derhjemme, var præcist så lang tid det tog for os at komme fra lejligheden ned til vores første destination på aftenen. Den velkendte skøjtebane, som vi hvert år på dette tidspunkt tog hen til. Af den simple grund, overraskede det mig også, at hun endnu ikke havde regnet ud af det var her vores date skulle foregå.
Som årene var gået indrømmede jeg gerne, at jeg nok var blevet en betydeligt bedre skøjteløber end hvad jeg før i tiden havde været.

Fire år forinden havde jeg været bambi på is, og havde tilmed endt med at rive Olivia med ned i faldet, hvilket havde resulteret i at hun havde slået sit håndled. Flot klaret, Harry.

“Surprise,” sagde jeg, da vi begge havde fået skøjterne på og var kommet ud på isen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan hun rullede øjne af mig, fordi hun godt vidste hvor stort et legebarn jeg blev når først skøjterne var kommet på og når vi havde ramt isen.

Hendes greb om min hånd strammede sig gevaldigt da hun begyndte at skøjte fremad, som var hun bange for at falde uden min støtte. I princippet burde vi begge holde hinanden oppe og håbe på det bedste.

Folk omkring os kiggede gevaldigt da vi begge skøjtede rundt - hånd i hånd. Vi lignede en perfekt illusion af de perfekte par man altid så på film. Egentligt overraskede det mig lidt, da drengene og jeg holdt pause, hvor den konstante opmærksomhed rettet mod os begyndte at stilne lidt af. Dog virkede det ikke til, ud fra folks blikke, at de alligevel havde glemt os. Hvad der gjorde mig glad var, at ingen af dem kom hen til Livi og jeg for at spørge efter billeder og autografer. De lod os have vores date i fred.

“Hvad skal vi så lave når vi kommer hjem?” spurgte hun flirtende om, og blot tonelejet i hendes spørgsmål, fik mig til at miste min balance. Dette resulterede i, at jeg ikke fik sat det ene ben foran det andet og sammen med Livi faldt vi begge ned i isen. Mig øverst og med hende ovenpå mig.

Et smil plantede sig om mine læber. “Måske vi bare burde tage hjem med det samme,” grinte jeg kort. “Specielt når bruger den tone som du gør lige nu.”

“Måske vi burde,” blev hun ved inden hun kyssede mig blidt, stadig med os liggende på den kolde is.

Det endte dog med at vi ikke tog hjem lige med det samme. Efter at have afleveret vores skøjter tilbage, tog jeg hende med hen på en lille restaurant i Soho-området. Her sad vi gennem et par timer og hyggede os i hinandens selskab i lyset fra de romantiske og hyggelige omgivelser restauranten bød på.

Alt i alt havde daten været en til mindebøgerne. Derfor håbede jeg også på, at disse festligheder og den gode stemning kunne fortsætte så snart vi kom hjem.
Olivia valgte dog at fare ind på toilettet så snart jeg fik låst døren op. Selv stod jeg forvirret og kiggede efter hende, men endte blot med at trække kort på skuldrene inden jeg selv valgte at træde ind i gangen.

I et par minutter stod jeg tålmodigt og ventede på hende, men måtte snart indse at hun tog længere tid end først antaget. Egentligt tænkte jeg ikke yderligt over, at der kunne være noget galt, men da hun kom ind i stuen til mig, med røde øjne, fór jeg straks op. Tårerne trillede ned af de søde og runde kinder.

Uden at sige noget, løb jeg over til hende og slog armene om hende, hvorefter jeg hårdt knugede hende ind til mig. “Hvad er der galt, love?” Hun snøftede kort mod min trøje, men sagde ingenting. “Er der sket dig noget?” blev jeg ved mens jeg bekymret lod mine hænder omfavne hendes hoved. Ihærdigt prøvede jeg derefter at få øjenkontakt med hende.

Som svar nikkede hun blot på hovedet.

“Olivia, du er nødt til at forklare mig hvad der er galt hvis jeg skal kunne hjælpe dig.” Kun når det var alvorligt og når hun vidste hvor seriøs jeg var, brugte jeg hendes rigtige fornavn. Når der ikke blev taget brug af nogen form for kælenavn, vidste hun også at jeg ikke jokede, når jeg sagde jeg var bekymret. “Forklar mig hvorfor du græder?”

“Harry jeg…” snøftede hun, stadig uden at kigge på mig. “Jeg er gået over tid, Harry.” I starten, da ordene forlod hendes mund, forstod jeg ikke rigtigt hvad problemet var. Dog begyndte det hun sagde stille at sive ind, og da det først gik op for mig, hvad der var galt, kunne jeg mærke hvordan jeg panikkede.

“Hvor meget over tid?” Ordene fossede ud af munden på mig.

Mens det nu var min tur til at flippe ud, virkede hun prøvende på at berolige sig selv. “Seks dage.” Af hvad jeg kendte til fra Gemma og fra min mors prædikener og graviditet fra da Olivia og jeg først var blevet kærester, vidste jeg også, at seks dage ikke var et godt tegn. “Og jeg forstår det ikke. P-pillerne plejer at virke, så jeg ved ikke hvad der sker.” Hun begyndte igen at græde som da hun lige var kommet ud fra badeværelset.

“Måske vi burde have været mere forsigtige,” halvhviskede jeg for mig selv, og tænkte tilbage på alle de gange, hvor jeg havde haft svært ved at lade min kæreste være, og hvor det ene tog det andet, hurtigere end nogen af os kunne nå at blinke. Måske jeg burde have været den ansvarlige i sådanne situationer, og måske jeg burde have tænkt klart. Alt jeg syntes at have kunnet tænke på havde været at elske med den pige jeg elskede højest af alle.
Mere nåede jeg ikke at tænke over, da Olivia rev sig løs fra mit greb og på ny løb ud på toilettet. Jeg hørte hende dog ikke kaste op, men det stod klart for mig hvad jeg burde gøre.

“Sørg for at holde dig varm indtil jeg kommer, og hvis du får det dårligt igen, kan du gå ind og tage en af mine store trøjer på. Varmen burde at holde lidt på smerten.” Jeg stak hovedet ind gennem badeværelsesdøren, og så hende stå foran spejlet med hænderne begravet i sit hår. “Imens løber jeg hurtigt ned i kiosken, og jeg vil være tilbage hurtigst muligt.” Hurtigt gav jeg hende et kys i panden, og spurtede så ud på gangen, ned på gaden og ind i den nærmeste kiosk. Uden at tænke over folks reaktioner, rev jeg et par graviditetstests ned fra hylden, fik dem betalt, hvorpå jeg så igen spurtede tilbage til min kæreste.

Alt dette blev gjort på under fem minutter.

Jeg indrømmede også gerne, at mine lunger næsten var tømt for luft, da jeg igen åbnede døren ind til lejligheden. Olivia fandt jeg stadig stående på badeværelset.
Hendes tårer og hendes røde øjne, fik mig til at føle mig rastløs. Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle gøre  i en situation som denne, og tanken om, at hun sikkert heller ikke vidste det, skræmte mig.

Forsigtigt fik jeg derfor også rakt den lille pose til hende, hvorefter jeg lod hende være lidt alene. Med trippende og nervøse bevægelser fik jeg placeret mig på stuesofaens ryglæn, mens jeg afventede svar fra hende. Sekunder blev til minutter, og efter hvad der føltes efter flere timer, kom min kæreste gående mod mig, med hovedet sænket.

Klumpen der gennem de sidste hektiske øjeblikke havde sat sig fast i halsen på mig, fik jeg med besvær sunket. “Hvad sagde den?” Ordene blev sat i et så lavt toneleje, at jeg tvivlede på hun hørte mig.

Endnu en gang svarede hun ikke, men holdt hånden ud mod mig. I hendes hånd lå testen, hvor et stort minus var som optegnet på den lille flade. Luften, der stadig virkede til at have forladt mine lunger, fandt igen vej ned gennem mit luftrør, og jeg mærkede hvordan jeg åndede lettet ud.

“Puha,” sagde jeg lettet, og svang endnu en gang armene om Olivia. “Jeg er så lettet over at vi ikke skal være forældre. For wow jeg var bekymret,” indrømmede jeg både overfor mig selv, men også overfor hende. “Jeg ville på ingen måde have været klar til at tage mig af et barn, og det ville slet ikke passe ind i vores forhold på nuværende tidspunkt.”

Da ordene havde forladt min mund, trak hun sig hårdt væk fra mig. Hendes blik ramte mit, og jeg kunne se hvordan rædslen steg op i hende. “Hvad mener du?”

“Jeg mener, at vi slet ikke er klar til at tage os af et barn. Livi, vi er jo stadig så unge og vi har en masse ting planlagt i fremtiden. En fremtid der ikke skal indeholde børn det næste stykke tid.” Mens jeg snakkede, tænkte jeg ikke over hvor dumt det var af mig, at sige præcist det jeg gjorde. Jeg tænkte ikke over de konsekvenser det ville give, og den følelse det ville vække op i Olivia.

Tårerne steg op i hendes øjne igen. Ligeledes knyttede hun sine hænder sammen. “Så du står rent faktisk og siger til mig, at du ikke har lyst til at have et barn med mig? At hvis jeg rent faktisk var gravid, at du så ikke ville være klar til at tage dig af barnet?” Det var tydeligt at høre på hende hvor arrig hun pludseligt var blevet, og hvor meget mine ord havde ramt hende. “Du står faktisk og siger til mig at du er lettet over, at vi ikke skal være forældre.”

“Selvfølgelig er jeg lettet, Livi. Ville du måske føle dig klar til at tage dig af et barn?”

Hun nikkede kort. “Jeg ville have elsket at skulle have et barn med dig, Harry. Men i dette øjeblik, efter at have set dig være så lettet og så umoden, tror jeg måske at det er godt at vi ikke skal bringe et ekstra familiemedlem ind i denne verden.”

Jeg gik hurtigt et par skridt mod hende, og ville til at lægge mine læber mod hendes kind, da hun endnu en gang trak sig fra mig. “Olivia, stop nu. Det var ikke ment på den måde.”

“Harry, hvordan skal vi ikke kunne klare det, når vores venner kan? Ella og Louis har allerede to små prinsesser løbende rundt i deres hus, og Clarice og Liam venter deres første barn sammen. Så hvorfor skulle vi ikke kunne klare det? Vi har kendt hinanden i så mange år efterhånden, så hvorfor burde vi ikke være klar til at tage det skridt videre?” Jeg hadede at se hende være så såret over noget jeg havde sagt, og jeg hadede at jeg havde voldt hende så meget smerte.

Selvfølgelig håbede jeg da på at testen var negativ, da det ville have kommet som en stor overraskelse for os begge, og måske jeg gerne ville have haft en forvarsel på, at min kæreste måske havde en chance for at være gravid med mit barn. Hvad der dog skræmte mig mest var, at jeg inderst inde nok ønskede mig at starte en familie med Olivia så meget, at tanken om familieforøgelse gjorde mig bange.
Det gjorde mig bange for om vi måske ville blive skubbet væk fra hinanden på den måde, eller om hun endnu en gang ville afvide mig, som hun havde afvist mig da jeg friede til hende.

Men hvad der skræmte mig så fandens meget var også, at jeg elskede min kæreste så højt, at jeg kun ville hende det bedste. Og hvis hun ønskede sig et barn så meget, var det også hvad jeg ønskede. Også selvom jeg måske ikke var klar, og selvom jeg med garanti ville fucke op.

Dog ønskede jeg ikke at det skulle ske på denne her måde.

Jeg havde altid håbet på, at jeg ville være gift inden jeg fik mit første barn, og at bringe et barn ind i denne verden på nuværende tidspunkt, burde måske være en god idé, siden drengene og jeg holdt vores pause - men....

“Jeg er bange,” var alt jeg sagde til hende, inden jeg forlod stuen og gik ind på vores soveværelse. “Bange for hvad der vil ske med os to, hvis vi får et barn sammen,” hviskede jeg for mig selv efter at have begravet mit hoved i mine hænder.

“Bange for om dine følelser for mig, ville ændre sig hvis du fik et lille barn at elske.”

 

**

Drama, drama, drama in paradise! :-( Not good

Næste kapitel kommer på søndag kl. 14:00 <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...