The Heart of The Sea

Forstil dig det mest luksuøse og verdens største skib man har set i 1912. Med en besætning på næsten 900 og næsten 2500 passagerer. Titanic, ”The Unsinkable Ship”. På skibets førsteklasse bor John Smith, 23 år, søn af en rig forretningsmand og lidt af en eventyr, der elsker at sejle på havet. Nogle måneder inden rejsen, var John på en lille tur ud på Atlanterhavet hvor han fandt en sjælden halskæde, som der bliver kaldt ”The Heart of The Sea”. John er helt betaget af hans fund, og det er en gave til hans kommende kone, som hans far har valgt til ham, men hans hjerte tilhører en anden og han vil langt heller give halskæden til hende.
Titanic’s forlist var ikke på grund af et isbjerg, som folk tror og skal tro. Skibet sank fordi overnaturlige væsner der kun eksistere i myter, angreb skibet.
//Mit bidrag til "Skriv Fantasy og historisk fiktion" konkurrencen//
//Cover af Anna MV - Tjek Anna's coverstore ud!//

5Likes
3Kommentarer
546Visninger
AA

2. Prolog


Dato: 24 januar 1912

Sted: Et sted ude på Atlanterhavet

 

Skibet gyngede frem og tilbage hen over bølgerne. Vinden havde den dejlige saltede duft med sig. Den bedste duft er helt klart duften af havet. Den er så frisk og vækker en op fra den døs, man kommer i når man står og betragter havet. Jeg var godt nok ikke kaptajn på det her skib, men det er min fars skib, og han var ikke med på skibet lige nu, så det betyd jo at jeg havde styring. Og jeg nød det, i den grad.

At være søn af en styrende rig forretnings mand, var ikke altid så let igen. Min far havde bestemt at jeg skulle giftes med en pige fra en anden rig familie, lige meget om jeg elsker hende eller ej, så skal jeg giftes med hende. Katrina Green. Den mest snobbede, forkælet og egoistiske 18 årige kvinde jeg nogensinde have mødt. Før jeg mødte hende troede jeg min mor, var den mest forkælede kvinde jeg have mødt, men der tog jeg gruelig fejl.  

”Hr. Smith! Vi har fundet den!” En fra mandskabet råbt efter mig, og fik min opmærksomhed væk fra havet. Hans arme fløj rundt og pegede i retningen hvor de andre fra mandskabet stod og var i gang med at trække noget op af vandet. Og jeg vidste hvad det var. Mandskabet satte en kiste der var lavet af sten og udsmykket med blå diamanter og perler, foran mig. Jeg sank ned på knæ foran kisten, der hang en slags lås på den, der var ikke noget nøglehul eller noget. Der var et aftryk af en konkylie i låsen.

”Bryd den kiste op, lige meget hvad der skal til! Den skal åbnes! Og når i har fået låsen af skal i direkte finde mig og ikke åbne! Og det er en ordrer!” Min stemme var hård, klar og tydeligt og de have bare med at følge mine ordrer.  Jeg vendte ryggen til dem og gik hen til rækværket og vendte mit blik op mod himmelen,  solen skinnede, men der var stadig en smule koldt, nu når vi var i januar måned. Der var nogle skyer på himmelen, og de lignede utroligt meget regnskyer.

Jeg lagde mine hænder på rækværket og lænede mig op ad det. Et langt og dybt suk kom fra mig. Mit hoved røg ned ad, så jeg stirrede ned i vandet. Vandet var klart og blåt, man kunne se fiskene svømme rundt der nede. Alle mulige fisk med de klarteste og fineste farver svømmede enten mod os eller med os. Jeg have stået lidt i mine egne tanker i omkring 10 minutter og bare stirrede ned i vandet, da noget meget større end fiskene svømmede helt op af ad skibet. Jeg blinkede mange gange, for jeg kunne ikke tro mine egne øjne! Det der svømmede forbi skibet have en lang hale, men en menneskeoverkrop, med langt brunt hår. Det jeg så, var en smuk skabning svømme op ad siden af vores skib.  

”Tag dig sammen John!”, og var tæt på at give mig selv en lussing, men droppede hurtig tanken. jeg trådte væk fra rækværket og vendt mig om mod de fem fra mandskabet, der var i gang med at åbne kisten. Jeg vendte mig om mod rækværket igen, for at se ned i vandet, og prøve se om jeg kunne finde den smukke skabning igen. Hun var væk. Jeg skulle aldrig have vendt mig om.

Jeg hørte lyden af noget metal der ramte trægulvet på dækket. Jeg vendte mig igen væk fra rækværket og kiggede igen på mandskabet. Inden jeg nåede at selv tænke eller sige noget, råbte en af dem der have fået kisten op. ”Sir! Kisten er åben!”, hurtigt var jeg på vej hen mod kisten, og skubbede mig forbi mandskabet. Jeg tog fat i låget på kisten og skubbede det op, inden i den var der en del tang og i bunden af den var der sand, men mellem de to ting, lå der noget meget værdifuld. Jeg fik taget alt tang ud og kom frem til en kæmpe muslingskal. Jeg rynkede panden lidt, men åbnede alligevel skallen, og kom ind til det jeg havde søgt efter de sidste to år. En lang ægtesølv halskæde med et vedhæng af en blå hjerteformede diamant, der have en sølv kant om sig. Da jeg tog halskæden ud af skallen, begyndt skibet at ryste kraftigt.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...