The Heart of The Sea

Forstil dig det mest luksuøse og verdens største skib man har set i 1912. Med en besætning på næsten 900 og næsten 2500 passagerer. Titanic, ”The Unsinkable Ship”. På skibets førsteklasse bor John Smith, 23 år, søn af en rig forretningsmand og lidt af en eventyr, der elsker at sejle på havet. Nogle måneder inden rejsen, var John på en lille tur ud på Atlanterhavet hvor han fandt en sjælden halskæde, som der bliver kaldt ”The Heart of The Sea”. John er helt betaget af hans fund, og det er en gave til hans kommende kone, som hans far har valgt til ham, men hans hjerte tilhører en anden og han vil langt heller give halskæden til hende.
Titanic’s forlist var ikke på grund af et isbjerg, som folk tror og skal tro. Skibet sank fordi overnaturlige væsner der kun eksistere i myter, angreb skibet.
//Mit bidrag til "Skriv Fantasy og historisk fiktion" konkurrencen//
//Cover af Anna MV - Tjek Anna's coverstore ud!//

5Likes
3Kommentarer
547Visninger
AA

3. Kapitel 1


Dato: 10 april 1912

Sted: Om bord på Titanic

 

Flashback – 24 januar 1912

Mørkt. Alt var mørkt omkring mig. Koldt. Hundekoldt og vådt. Det var som om der var vand over det hele og jeg kunne ikke komme væk. Mine øjne må være lukkede, for ellers ville jeg kunne se, ikke? Jeg må være midt mellem bevidstløs og ved bevidst. Noget hårdt og træagtigt lå det meste af min overkrop og hele min ene side af ansigtet på. Den var fugtig. Noget lå i min højre hånd, noget der føles kold og varm samtidig. Det sidste jeg kan huske, er at skibet rystede voldsomt og at jeg faldt og slog hovedet ind i noget. Jeg kunne mærke et tøvende strøg over mit højtsandsynlig våde hår og en hviske: ”Bare han ikke er dø! Han slog da ikke hovedet så slemt igen, vel?!” stemmens ejer mand kunne jeg ikke sætte ansigt på, kun køn. Det var en ’pige’, der var stemmens ejer mand. ’Pigen’ strøg mig over håret igen, denne gang var det ikke så tøvende igen. ’Pigen’ snakkede igen:

”Jeg burde virkelig se at komme af sted.” det var nok ikke så meget henvendt til mig, men nok mere hende selv.

 

Jeg greb lige så stille ud efter hendes hånd der strøg mig over håret, med min venstre hånd og tvang mine øjnene op. Foran mig, var nok den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set. Hun have langt brunt hår og klare blå øjne. Hun stirrede chokket ind i mine øjne, der bare stirrede på hende. Mine øjne søgte lidt længere ned, eller så meget de nu lige kunne, for vandet. Hendes bryster var bare, var kun dækket af hendes lange hår. Hvorfor var hun nøgen? Hun så ikke du til at fryse, og vi er i slutning af januar måned, og det er hundekoldt. Jeg fjernede mit blik fra hendes brystparti, og prøvede på om jeg kunne se igennem det mørke vand, men jeg kunne intet se. Jeg vendte mit blik fuldstændig væk fra hende, og kiggede rundt om os. Skibet var væk, der lå skibsdele overalt omkring os. Mit blik landede på noget der ikke lå langt væk fra os. Det var kaptajnen fra mit skib, og han så ikke særlig livlig ud, med hans blå lilla læber og forfrosne lemmer. Han var død.

 

”Hvad er der sket her?” imens jeg snakkede vendte jeg blikket tilbage mod hende. Hun så på mig i et stykke tid, hendes blik landede derefter på vores hænder. Min hånd holdt stadig om hendes. Jeg turede ikke slippe, for hvad nu hvis hun bare forsvandt. Jeg vil vide den her skønheds navn, om jeg så skal død for at få det af vide.

”Det du fandt i kisten, tilhører os, giv det tilbage og der vil ikke ske dig noget.” hun prøvede på at fange mit blik, imens hun snakkede. Vi stirrede på hinanden i flere minutter, og jeg anede virkelig ikke hvad hun snakkede om, eller gjorde jeg? Måske det der lå i min sammenfoldede hånd. Måske var det, det hun var ude efter. Måske kunne jeg forhandle med hende. Hun kunne give mig hendes navn, og hun ville måske få det hun søgte.

 

Jeg skulle lige til at sige noget, da vi hørte råbt tæt på. Et skib! Hun så chokket omkring os, og skulle til at dykke under vandet, og ud af mit greb. Jeg fik et bedre tag i hende og trak hende hen til mig. Hun så bange på mig. ”Fortæl mig dit navn, og jeg slipper, okay?” hun  så mig dybt ind i øjnene i et lille stykke tid, derefter på det nærmende skib. Hun var helt panisk. Efter hun have kigget frem og tilbage mellem os i et stykke tid, sukkede hun og nikkede lige så stille. ”Ondina, jeg hedder Ondina” hun vred sig derefter ud af mit greb og dykkede under vandet. Hun var væk.  

 

Jeg skulle på en eller anden måde sende et slags signal til skibet, så de vidste jeg var her. Jeg kiggede hurtigt omkring mig. Mit blik fangede noget den døde kaptajn havde i hånden. En fløjte. Jeg fik på en eller anden klodsede måde, mig selv ned fra pladen jeg lå på. Jeg svømmede hen til den døde kaptajn og fik hivet fløjten ud af hans hånd og stak den ind i min egen mund. Jeg pustede alt det jeg kunne i fløjten.  

 

-À-

 

Hvor gang jeg lukkede mine øjne, så jeg hende for mig. Hendes lange brune hår, og de klare blå øjne. Jeg drømte endda om hende. Næsten hver nat. Hun reddede mig. Jeg kunne lige så godt være druknet den dag, men hun reddede mig. Nu er spørgsmålet bare hvorfor? Hvorfor reddede hun? På grund af smykkede eller hvad?

Hvorfor tænker jeg overhovedet på hende? Jeg er forlovet og skal giftes om en måned, og så står jeg her og dagdrømmer om en kvinde, jeg nok ikke en gang har mødt. Den dag slog jeg mit hoved rimelig slemt, så jeg må have drømt det og være blevet reddet af et skib. Selvom jeg ikke elsker Katrina, så skal jeg giftes med hende, om jeg vil eller ej. Fars ord, og hans ord er lov.

 

”John!”, en stemme jeg ikke gad at høre, rev mig væk fra mine tanker om Ondina. Katrina, stod ikke mere end 3-4 meter væk fra mig, med et stort smil klisteret på læberne. Jeg prøvede så godt, at smile igen, bare ikke et ægte smil. Et falsk et.

”Katrina, hvor ser du yndig ud”, jeg var nød til at give hende nogle komplimenter. Hendes personlighed var hæslig, men hendes udseende fejlede intet, men det slog ikke Ondina. Jeg gik hende stille i møde, mens hun selv var på vej hen til mig. Hun tog blidt fat i min arm, så vi var i en slags armkrog.

”Lad mig gætte, min fader har sendt, dig ud efter mig, fordi der er frokost, ikke sandt?”, jeg smilede så ægte jeg kunne. Hun smilede stort og nikkede.

”Udmærket, så må vi se at skynde os, for vi kan jo ikke lade min fader vente, han er så utålmodig.” Katrina fnisede piget, over det jeg sagde, og nikkede derefter igen, og fulgt fint med, da jeg førte hende tilbage, den vej hun var kommet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...