Remember the times?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jun. 2015
  • Status: Igang
”Ved du hvad dit navn betyder? Maia var en del af den græske mytologi. Hun var smuk og ærlig, og ikke mindst en tapper kriger. Du er alle de ting Maia. Du bliver bare nødt til slev at tro på det!”

Maia er en ung soldat der er forfærdelig mærket efter en grusom krig. Da hun har brug for fred og hvile langt væk fra det sammenstyrtende samfund, bliver hun eksporteret til en lille landsby, hvor hun møder en formskifter ved navn Lucas. Lucas påstår at samfundet er gået i stykker, efter så mange år i krig, og at Maia er den eneste der kan hjælpe ham, med at rette op på skaderne. sammen drager de to afsted på en farefuld færd.

1Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

1. blomsten der var værd at gemme

Stænglen var helt blød mellem mine fingre, og saften var smattet ud på mine fingre, efter jeg havde nulret blomsten så længe. Jeg lagde den ødelagte bellis fra mig på bordet, og rettede i stedet øjnene mod vinduet. Hospitalet lå helt isoleret, så der ikke var mulighed for at bombe stedet. Derfor kunne der ikke vokse noget i den lille gårdhave, og stedet kom netop derfor til at ligne noget der var blevet beskudt. Da jeg ikke kunne udstå synet af ”haven” længere, vendte jeg mig i stedet mod mit lille værelse og studerede det nøje for 117. gang. Der var intet i det lille hvide rum, udover et lille hvidt træbord og et seng af metal. På bordet stod en lille vase, fyldt med bellisser. De var helt lyserøde i kanten, og var det eneste der gav rummet det udtryk det manglede. Jeg vidste ikke hvem der havde givet mig dem, for den eneste der vidste at min ynglings blomst var bellis var så vidt jeg vidste min bror. Og det var helt sikkert ikke ham, jeg havde fået dem af. Engang havde jeg også haft et spejl på mit værelse, men det blev hurtigt fjernet efter at de andre patienter blev vækket af mine skrig om natten, når jeg så mig selv.

I det samme gik døren op, og ramte væggen med et smæld. Da jeg hørte den høje lyd, smed jeg mig på gulvet og proppede fingrene i ørene mens jeg hysterisk prøvede at komme ned under sengen, hvilket var en umulighed, da sengen gik hele vejen ned til gulvet. Selvom jeg havde håndpladerne presset mod ørene så hårdt jeg kunne, hørte jeg dog en klar og rolig stemme, der straks fik mig til at slappe af. Jeg åbnede langsomt øjnene og satte mig op på knæ, mens jeg vendte mig mod stemmen. Til min store forbløffelse var det generalen, og jeg rejste mig med det samme og børstede usynligt støv at mine jeans. ”godeftermiddag soldat”. Sagde han, og hævede det ene øjenbryn en smule. Han så oprigtigt bekymret ud. Jeg makkede ret og svarede: ”goddag sir”. Han trådte nærmere og lukkede døren efter sig. Denne gang mere lydløst. ”det er dejligt at se at din arm er i bedring! Jeg er ked af at jeg… forskrækkede dig”. Jeg kiggede forlegent væk, for han har måttet syntes at jeg var latterlig, sådan at kaste mig på gulvet. Jeg nøjedes med at nikke, og holde blikket på gulvet. ”er du klar til at gå?” jeg kunne mærke at han prøvede at fange mit blik, men igen nøjedes jeg med at nikke, og holde blikket i jorden. Da jeg gik ud af døren uden så meget som en håndtaske, skimtede jeg et øjeblik hans forundrede blik, men han sagde ikke noget og smilede blot til mig. Hvad han ikke vidste, var bare at jeg ikke rejste helt tomhændet. Jeg stak hånden i lommen og fandt den lille blomst, som jeg vendte mellem fingrene et par gange for at være sikker på at den var der endnu. Intet andet var værd at gemme.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...