Novellesamling - Typer

Dette er en minimalisktisk novellesamling, der beskriver diverse typer i det senmoderne samfund.

3Likes
0Kommentarer
1262Visninger
AA

9. Hønemor

 

Nogle har et liv, andre har børn.


Når hun ser på dem, ser hun hverken H.C. Andersen næsen eller elefantørerne, der titter frem bag det barkbrune hår. Hun ser heller ikke guirlande patterne, der går til knæene, eller det flækkede underliv. Sådan noget tænker hun ikke over.
Det eneste hun ser, er to guddommelige guldklumper med safirblå øjne.
Det var allerede som femårig, at hun første gang blev bevidst om sit moderlige instinkt. Det var der, hun fik sin første baby og fandt ud af, at hun ville blive en glimrende mor.
Den havde små, lyse dun på issen, der lignede snefnug og glasklare øjne, hun kunne spejle sig i.
Den lugtede så dejligt af plastik og genbrugsmateriale, at hun blev helt dårlig. Alligevel elskede hun den, præcis som den var, for ikke at være perfekt.
Om morgenen klædte hun den i sparkedragt og skiftede ble. Nogen gange var lugten så slem, at hun måtte holde sig for næsen for ikke at kaste op. Bagefter fodrede hun den med rester fra køleskabet, indtil den blev helt indsmurt i sovs og kartofler. Hun ventede selv med at spise sin morgenmad til, at den var mæt og skulle bøvse.
Hun havde brugt hele sin opsparing på en lille, sort dukkebarnevogn, som hun flittigt tog den ud at køre i. Så kørte de ind til byen for at handle, og folk stoppede hende altid op på vejen for at sige, hvor sød hendes baby var og hvor stolt, hun burde være. 
Lige før de sluttede dagen af sammen i køjesengen, målte hun hænder med den, for at se hvor meget den var vokset.
Det var dengang, at hun ikke kendte til plukveer og epiduralbedøvelse. Dengang hun stadig lavede mælkebøttekranse og ledte efter mariehøns i haven.
Det var som treogtyvårig, at hun fandt den perfekte sæddoner. Han havde de smukkeste slangekrøller og det kønneste tandpastasmil. Han var høj og veltrænet, og hun var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det var hans gener, hendes søn skulle have.
Allerede før hun havde fået sin første termin, var hun ude for at købe børnealarm og vugge. Hun var så ivrig, at hun knapt nok kunne vente, lavede knibeøvelser morgen og aften og havde slet ikke tid til at stå i lange køer, for hun kunne føde, hvornår end det skulle være.
Hun brugte rup og stup på brune bamser og uroer. Betalte dyre domme for en indretningsarkitekt, der havde speciale i Feng shui.  
På den hårde måde fandt hun hurtigt ud af, hvor mange udgifter der ligger i at være mor. Derfor kom hun udhungret til sin første graviditetsscanning med det hvide ud af øjnene og tog godt af slikskålen med chokolade, der stod fremme i venteværelset. Så fik hun opkastfornemmelse, da lægen kom vandbaseret glidecreme på hendes runde mave og måtte lukke øjnene et kort øjeblik for at få rummet til at stå stille. Hun vågnede næste morgen i en hospitalsseng med en hvidkåbe på.
Hun indrømmer, at hun i begyndelsen syntes, at det var svært at holde orden på økonomien. Bleer og babymos lå ikke i den billige ende, og det hjalp heller ikke på noget, at hun var nødt til at købe modermælkserstatning, fordi hendes brystkirtler ikke ville producere mælk. Det fik hende til og med til at føle sig mindre kvindelig og ufrugtbar. I stedet gik hun til naboen, der fornyeligt havde fået en dreng. Han var hverken lige så køn og charmerende som hendes englebarn, men hun var en rigtig mælkefontæne med fyldte junger, der ikke havde noget imod at dele.
Hun gik til en numerolog før barnedåben med en god fornemmelse i maven. Følte at konsultationen kunne gøre underværker for hendes børns fremtid, og at de ville vokse op med en helt særlig fordel.
Præsten var tværtimod ikke lige så begejstret eller åbensindet. Han var skeptisk og ville ikke give sig, så hun måtte bruge mange timer på at fortælle ham, at når ens motivationstal er 7 og livslektietallet er 1, kan man kun få et langt og lykkeligt liv, hvis man hedder Teufel.  
Hun insisterede gevaldigt og nægtede at gå, før hun fik sin vilje - hendes søns fremtid afhang jo af det.
På det ene tidspunkt blev hun så edderrasende, at hun til og med kom til at kalde præsten for en skidespraller, fordi han ikke forstod alvoren ved, at hendes søn alligevel ikke var skabt til at hedde Johannes.
To år efter blev hun bedt om at finde en anden kirke til Kurats dåb.
Da Teufel lå skrigende indsmurt i fostervand, sad hun og nærstuderede Søren og Mette bøgerne til punkt og prikke med viskelæderstykker på papirerne og en blyant bag øret. Det var sådan hun lærte sig selv alfabetet og forskellen på store og små bogstaver.
Hun var koncentreret i dage, og selvom lægen udtrykkeligt sagde, at hun skulle hvile sig, så hun hurtigst muligt kunne komme på benene igen, var det alligevel ikke muligt for hende at lægge bøgerne fra sig. Hun ville bide sig sikker i, at de var af høj kvalitet, uddannelsesforberedende, og det hendes børn havde brug for, når de engang skulle starte i skole.
Hun tilføjede selv nogle rettelser hist og pist, når hun stødte på ord, hun enten mente var upassende eller overflødige. Hun tilføjede endda også et afsnit med antonymer og synonymer, men dem valgte forlaget ikke at reagere på.
For at forsikre sig om at hendes børn ville få en multikulturelverdensopfattelse skiftede hun mellem at læse Arternes Oprindelse og biblen højt for dem, når de skulle sove. Hun udvalgte også romanklassikere som Robinson Cruise og Hobitten for at skærpe deres underbevidsthed og deres kreative evner.
På slaget otte sad hun på sengekanten iført natkjole og sutsko. Så ændrede hun stemmeføring, når negerne kom, men forklarede samtidigt, at både hvide og sorte var ligeværdige mennesker.
Også selvom Kurat lå med lukkede øjne og tog dybe vejrtrækninger, blev hun ved med at læse, fordi hun havde hørt, at en moderstemme skulle virke betrykkende.
Tit sad hun og bladrede sider til langt ud på natten, måtte tage læsebrillerne længere ned på næsen for ikke at få mærker. Nogen gange var hun så træt, at hun knapt nok kunne holde øjnene åbne, men hun tvang stadig sig selv til at fortsætte, for tænk nu hvis hendes børn blev understimulerede.
Det var først efter et par år og diverse lån, at hun endelig blev bedre til at finansiere økonomien.
Hun er begyndt at lave madplaner for hver uge. Så står den på lasagne og råkost hver onsdag, og om fredagen nægter hun at fråse med slikket, for sådan noget skal børn have engang i mellem. Det kan dog ske, at hun bliver nødt til at droppe morgenkaffen eller at fylde bilen helt op med benzin, når hun har været lidt for gavmild.
Hun gemmer samtlige kvitteringer fra supermarkedet, så hun ved, hvad pengene bliver brugt på. De bliver nøjsomt klistret ind i regnskabsbogen, der allerede svømmer med vigtige papirer og garantibeviser på køleskabet og ovnen.
Hun gør månedligt status på budgettet, og kan hun finde et lille smuthul mellem regningerne, får både Teufel og Kurat et ekstra par guldmønter til sparegrisen. Nogen gange kan det kun blive til en krøllet halvtredser, men hun synes alligevel, at det er vigtigt at bekræfte for dem, at de er elsket uanset hvad.
Kan det ske, at der udover det er noget tilovers, lægger hun det til side. Hun håber på, at når de en skønne dag bliver store, vil hun have sparet så meget op, at hun vil have råd til at betale deres kørekort, men der er heldigvis længe til endnu.
Hun er før blevet beskyldt for at være for påpasselig. At hun tager moderrollen lidt for alvorligt. Sidst var det Teufels matematiklærer der nævnte det til skolehjemsamtalen. Han var innovativ med sit ordvalg og forsøgte at pakke det ind med fine vendinger. Hun kunne alligevel godt antyde, at der var lort på avispapiret, og at han i virkeligheden var kritisk over hendes evner som forældre.
Da de kom ud fra klasselokalet, bedte hun Teufel om at holde sig for ørerne. Så bandede og svovlede hun. Hun skulle i hvert fald ikke følge op på hans anbefaling. Under ingen omstændigheder skal hendes børn tage bussen i skole. Hun ved godt hvilke typer, man kan løbe ind i sådanne steder. Beskidte, førtidspensionerede pædofile mænd med benproteser og et sygeligt forbrug af viaga. Folk som dem skal hendes børn ikke omgås, og slet ikke når idéen kommer fra en barnløs matematiklærer, der sidste år blev taget i at have en affære med en tidligere elev.
Hun er heller ikke meget for, at lade dem cykle på grund af trafikken. Der er alt for få lyskryds og alt for mange invalide gadebøller med syns problemer. Hun kunne lige så godt have opdraget en flok selvmordskandidater, hvis det var det.
Juleaften købte hun dem ellers en mountainbike hver med reflekser på hjulene og en ringklokke i rustfristål, men indtil videre står de bare og samler støv i garagen.
I stedet for foretrækker hun at køre dem i skole. Så kan hun både bide sig sikker i, at de kommer til tiden med alle legemsdele intakte, og at de har deres frisksmurte madpakker med.
Dem laver hun hver morgen, lige før solopgang. Så dufter der af hjemmebag og frisk rørt majonæse i køkkenet, når hun har været inde for at vække dem. Det kan gøre hende helt varm om hjertet, når hun ser dem traske ind i stuen med trætte øjne og rumlende maver. 
Et eller andet sted vil hun ønske, at hun kunne gøre mere ud af det. Kværne smørret og plukke tomaterne selv, men hun er bange for de andre børns fordømmelse. Hendes unger skal helst ikke ses ned på.
I samtlige tv-programmer om børn og deres adfærd, har hun lært, at det er vigtigt for barnet selv at bestemme. Hun er sikker på, at det vil gavne dem, når de en dag bliver karrierebestemte.
Derfor har hun besluttet sig for ikke at tvinge hendes til noget, de ikke vil. Det er en af grundene til, at Teufel ikke går til guitar, men i stedet for til fodbold.
Selvom hun måske engang ønskede, at han ville blive en rigtig charmør og bejle til pigerne på sin guitar, kan hun ikke lade vær med at holde en glædeståre tilbage, når hun ser ham tumle rundt ude på banen. Både i solskin og regnvejr.
Så løber han sammen med de andre drenge og har mudder på knæene og græs i håret.
Når hun ser ham så lykkelig, kan hun ikke undgå at blive helt stolt. Nogen gange synes hun endda, at han ligner Cristiano Ronaldo, sådan som han dribler og jonglerer med bolden. Alligevel bekymrer hun sig altid, når han for alvor kridter fodboldskoene. Det giver hende koldsved ned af ryggen og åndedragsproblemer.
Den ene gang blev han losset på skinnebenet, så han væltede ned i græsset, og den anden gang fik han en bold lige i maven.
De tog på hospitalet, da han var blevet fældet. Der konstaterede lægen, at hans arm var brækket og måtte i gips. Hun græd den dag og beskyldte sig selv for ikke at være en god nok mor.
Nu spiller Teufel med knæ- og albuebeskyttere. I hver halvleg går hun hen og sørger for, at alt udstyret sidder, som det skal. Hun giver ham også et kys på den snavsede kind.
Han elsker at spille fodbold, snakker hele tiden om, hvordan han en skønne dag vil komme på landsholdet og blive en af de store drenge. Så vil han få fans og kvindebedårer. Det sidste er hun ikke så glad for at høre.
Hun har lovet ham at komme til alle hans kampe, den dag det sker. Indtil videre har hun heller aldrig gået glip af en. Selv ikke dengang at hendes far skulle begraves.
Hun synes, at det er vigtigt for børnene at vide, at hun er der for dem uanset hvad. Det er også derfor, at hun kører ham frem og tilbage til træning og tager tæppe og varm kakao med, når hun ser på, hvor skøn og dygtig hendes dreng er.
Det var i forgårs, at Kurat kom hjem med en tegning fra SFO’en.
Hun havde ellers overvejet at melde hende ud, fordi der var kommet en ny pædagog på prøve, som havde fået hende til at tisse i bukserne og bagefter bedt hende om at tage dem af.
Hun havde stadig tus på næsen og blå fingre, da hun trådte ind af døren med iver. Så fik hun et kys og et kram for sin kreativitet, og krusedullen blev med det samme hængt op på køleskabet med dato på.
Dagen efter kom hun hjem med en lille, mælkehvid hundehvalp med logrende hale. Den lignede præcis det, der hang på køleskabet med de selv samme lyserøde poter.
Det havde været en krig at overtale udlejeren, som ikke var glad for idéen med en tæppetisser i lejligheden.
Hun lød ængstelig i telefonen, nærmest bedende. Lovede at erstatte alt, der ville gå i stykker, gik med til at hæve sin husleje, og til og med indgå i at mødes med ham senere samme aften, når børnene var blevet lagt i seng, for at drøfte sagen nærmere i enrum. 
Hun synes måske selv, at det var gået lidt for vidt den aften, og hun havde stadig den dårlige smag af sperm i munden, men det hele betalte sig, da hun så Kurats begejstring over hvalpen. Så fortrød hun ikke noget længere.
Hendes børn er hendes livsværk. De er det tætteste, hun kommer på perfektion, og hun nyder hvert og et øjeblik, hun har med dem. Forsøger så vidt muligt altid at gøre det mest mindeværdigt.
Det er kun sent om aftenen, hvor de begge snorksover med stabile pulsslag, og hun er helt sikker på, at alle vinduer er lukket, døren er låst, og lyset i gangen er tændt, at hun sætter sig ind i stuen med et glas cognac i hånden og blanke øjne, imens hun tænker over, hvor heldig hun havde været, hvis hendes mor havde været lidt mere som hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...