Novellesamling - Typer

Dette er en minimalisktisk novellesamling, der beskriver diverse typer i det senmoderne samfund.

3Likes
0Kommentarer
1258Visninger
AA

5. Flashback Marie

 

Fra tid til anden er fortiden mere tiltrængt.

 

Hun kan tydeligt huske sit første kys. Både det i børnehaven med Phillip, men også det med Søren i biografen. Det med Phillip tæller måske ikke helt. Det var bare et tantekys, hvor deres læber knapt nok rørte hinandens. De havde heller ikke prøvet at holde i hånd før. Hele situationen var egentlig lidt absurd, det vidste hun bare ikke dengang. Phillip gravede med sine pølserfingre i sandkassen. Han kom til at støde på en lille brun, klump, da han var i gang med at lave broen til sin voldgrav. Den var af blød substans og lugtede surt. Han fik det dårligt i maven af at se på den. Hans hund spiste altid sådan nogle, og så skældte hans mor den ud. Da hun satte sig ved siden af ham med skovlen i hånden, kastede han den i hovedet på hende, så hendes kind blev indsmurt, og hun begyndte at græde. Hun har senere forstået, at det er en typisk barnagtig måde for børn at beskrive deres følelser på.
Med Søren var det noget ganske andet. Der var hverken lort eller nøgler inkluderet, men derimod en blomstrende forelskede. De havde kendt hinanden i kort tid. Måske kun et par uger eller tre. Det gik stærkt. I begyndelsen også for stærkt til hende. Han købte hende blomster og inviterede hende på middag. Han holdt døren og træk stolen ud for hende. I dag giver det hende kvalme med al den pladderromantik, men på det tidspunkt syntes hun, at det var dejligt at blive opvartet. Det var først, da de var i biografen sammen, at de kyssede den første gang. Han var nervøs og bed i sit sugerør. Gnaskede på det som galt det liv eller død. Hans timing var dårlig, og hans smørtrukne popcorns ånde var værre. Hun havde vidt åbne øjne, da han lænede sig ind mod hende. Vidste ikke, hvor hun skulle gøre af hænderne, ligesom han heller ikke gjorde. Hun glemte meget de få sekunder det stod på. Både filmen, men også det faktum at hendes sodavand var væltet og løb ned i skødet. De snakkede ikke sammen de første par minutter bagefter. Sad kun med små generte smil på læben og ventede på, at den anden ville bryde tavsheden. Det var der ingen, der gjorde, og de så filmen færdig i mutters stilhed. Det var kun, da de var kommet ud af biografen, at han fik fremstammet sine første ord. Det udviklede sig hurtigt til en udveksling af spyt og håndsved.
Hun har kysset mange mænd efter den periode. Både kærester og fremmede. Nogle af dem var på værtshus. Nogle andre var ude i parken. En af dem var også i kopirummet. Det var en dårlig episode, hun ikke tænker tilbage på med et smil. Hun har gjort op med sig selv, at hun bedst kan lide dem nybarberet. Hun synes, at stubbene stikker. Engang fik hun også herpes, efter hun havde været sammen med en på toilettet. Han havde fuldskæg. Hun er sikker på, at det bærer en del af skylden. Hun har også kysset sin mor og far, men det har alle vel.
Det var hendes far, der første gang kom hjem med hvalpen. Det glemmer hun aldrig. Det var en sort labrador. Hun vidste slet ikke, at de skulle have hund, før den løb forfjamsket rundt i entreen. De havde jo allerede kat. Hvad den hed, kan hun ikke huske. Kun at den også var sort og manglede venstre øje. Derfor måtte hun ikke krydse vejen med den for sin mor. Hun fik lov til at navngive hunden Lonnie, også selvom den havde kugler på størrelse med tennisbolde. De hang og dinglede, når den rullede sig på gulvet. Hun elskede den hund, mere end hun elskede noget andet. Også mere end hun elskede sin egen mor. Det kom hun til at sige højt den ene gang. Så sagde hendes mor ikke så meget bagefter. Hun fik til pligt at gå tur med Lonnie hver mandag efter skole. Selvom hun ikke behøvede at gøre det, når det regnede, gjorde hun det alligevel. Hun tog sine store, lyserøde gummistøvler på og traskede fornøjet i vandpytterne, imens hun havde Lonnie på kort snor, fordi hendes mor havde sagt, at hun skulle. Det sprøjtede op på hendes bukseben, og Lonnie fik mudder på poterne. Hun træk lidt for hårdt i snoren, da den satte sig ned for at skide i genboens indkørsel, så den begyndte at hoste. Det var noget tyndt snask, der flød ud på asfalten.
Når de kom indenfor, tørrede hun den af med sit yndlingshåndklæde, så det blev helt snusset og vådt. De lagde sig op i sengen sammen. Lonnie lugtede af våd hund. Det kradsede i næsen. De faldt tidligt i søvn den dag med brune pletter på lagnet.
Året efter var Lonnie blevet en stor labrador. Den fyldte hele sengen og bed i samtlige sko. Hun kunne ikke finde ud af at sove med den mere. Den snorkede, så hun ikke kunne falde i søvn. Den havde også lemlæstet hendes kaninsutsko ved at bide hovederne af dem. Ledningen til tv’et havde den gnavet i, så de var blevet nødt til at smøre sennep på, for at få den til at stoppe. Hun syntes, at Lonnie havde været langt sødere i sommers. Nu lugtede den af luft i maven og tyndskid.  Den havde dårlig ånde og gøede, når folk ringede på døren. Den ene gang kom den til at bide hendes fætter i hånden, så han blev nødt til at tage akut på hospitalet. Der fik han forbinding på og en rød slikkepind med jordbærsmag.
Lonnie træk også i snoren, når de gik tur. Ville aldrig sitte eller dække, når hun bad den om det. Hun havde slet ikke lyst til at gå med den hver mandag alligevel. Hun ville hellere være sammen med sine veninder.
Lonnie var den første hund, hun nogensinde havde haft og også den sidste. Hun er ikke helt sikker på, om hun var meget bedrøvet dengang, at Lonnie blev aflivet, fordi de ikke kunne passe den længere. Siden da har hun haft undulater og fisk, men de har ikke betydet lige så meget for hende, som Lonnie gjorde.
Hun ved ikke helt, om hun kan kalde det, at gå med Lonnie som sit første job. Hun fik ikke penge for det. Hun havde heller ikke et bestemt tidspunkt, det skulle gøres på. De jobs hun senere har haft, har indebåret helt andre ting. Dengang hun arbejdede på plejehjemmet, skulle hun møde hver morgen klokken syv og måtte først tage hjem klokken 15:30. I begyndelsen var hun glad for det. Nærmest begejstret. Hun kunne godt lide fornemmelsen af, at hun bidrog med noget til samfundet. Det gjorde, at hun følte sig mere betydningsfuld. Desværre var det ikke alle de ældre, hun kom lige godt ud af det med. Der var en blind dame, der hele tiden kom til at spilde kaffe på hende. Til sidst stoppede hun med at vaske sin uniform, fordi det alligevel ikke nyttede noget. Hun sørgede også for, at hendes kaffe kun var lunken i stedet for varm. Der var også en anden dame med slimet gebis og permanentet hår, der ustandseligt påstod, at hun skulle hjem til sin lejlighed. Så kunne hun finde på at liste ud af værelset efter sengetid og hen på Storegade, hvor hun stod og græd til langt ude på natten. Den ene gang havde hun fundet hende ude på vejen lænende op af en lygtepæl. Der stod hun og snakkede med sig selv, imens tårerne fugtede hængekinderne. Hun havde ellers lige fået fri, men kunne ikke nænne, at lade hende stå derude og jamre alene. Hun sad i opholdsstuen sammen med hende den næste time, imens hun hørte på alle hendes mange anekdoter fra barndommen. Der havde hun boet på en gård med sine forældre. Hun havde haft otte søskende, men nu var det kun hende, der var tilbage. Hendes lillesøster døde af en blodprop for under en uge siden. De havde ellers boet sammen på plejehjemmet. Nu gik damen rundt og var ensom i stedet for.
Hun havde længe overvejet, om hun skulle opsige sin stilling på plejehjemmet. Ikke fordi arbejdet var rædsomt, men fordi hun hellere ville ud og udforske livet. Hun fortsatte alligevel endnu et år, fordi hun syntes, hun så godt ud i sin hjemmehjælperuniform.    
Sidste gang hun rigtig tænkte over jobbet, var da hun skulle købe et nyt par briller. Nogle der var mere ungdommelige og moderne. Hun havde besluttet sig for at erstatte de gamle, fordi en dreng i børnehaven havde sagt til hende, at hun mindede ham om hans oldemor. Det var den kommentar, der fik tiøren til at falde. Hun tog det ekstremt nært, fordi hun altid havde gået meget op i at holde sit udseende. Hun ville egentlig langt hellere have haft kontaktlinser, så hun slap for de røde mærker på næsen. Det både gjorde ondt og så samtidigt grimt ud, men øjenlægen havde sagt, at det ville være besværligt, når hun allerede i forvejen brugte flerstyrkeglas.
Hos optikeren fik hun foretaget flere synsprøver. Han var venlig og smilende. Blev ved med at spørge ind til, hvad hun lavede og brugte tiden på. Han dryppede væske i øjnene og bedte hende kigge ind i stetoskopet. Der var lyset skarpt. Hun følte nærmest, at hun blev blind af at kigge på det. Da hun næste dag mødte op i børnehaven, var det med ny energi, og det var ikke kun fordi, at optikeren havde inviteret hende ud. Hun syntes rent faktisk, at det var sødt, at han var skeløjet.
Det sidste hun stadig kan huske, er fra dengang hun havde bestået køreprøven med kun en fejl og fået sin første bil. Den var brugt, og den var gammel. Den lugtede af sure sokker og armhulesved, men det bed hun ikke rigtig mærke i. Hun var bare lykkelig over, at hun endelig ikke var begrænset af offentlig transport længere. Der var ikke flere ulidelige busture, hun skulle frygte for. Nu kunne hun komme af sted, lige når det passede hende. Bilen kom hurtigt i omdrejninger, når hun trådte hårdt på speederen og trak koblingen helt tilbage. Først havde hun tapet den fast, men det blev alt for hurtigt slapt. Den eneste ulempe var, at den havde svært ved nå op over 85 kilometer i timen. Der begyndte den at ryste og te sig. Derfor undgik hun altid motorvejen. I stedet for kørte hun lange ture på landevejene med åbnet vindue og høj musik. Så skrålede hun af lungernes fulde kraft med kun en hånd på rattet. Hun havde altid et rødternet tæppe liggende ude i bagagebæreren til de gange, hun kørte ud i skoven med en picnickurv. Så sad hun der med pindemadder og fuglesang i ørerne og tænkte over, hvor skønt hendes liv egentlig var. Det var kun engang, hun var sent på den, at hun besluttede sig at tage genvej over motorvejen.

Marie elsker sine nostalgiske tanker. At gruble over de ting, hun engang har prøvet, elsket og oplevet. De får hende til at grine og græde på samme tid. Det hun glæder sig mest over er, at hun fik nået en masse, mens hun stadig kunne. Men et andet sted ville hun bare ønske, at hun kunne gøre noget af det om.

Hun trækker i snoren over sengen, så klokken lyder, og kort efter kommer sygeplejersken ind med en dampende foliebakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...