The Humble And the Kind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 6 aug. 2015
  • Status: Igang
Jason Landen Orange er en robust buschauffør i de unge 30'ere. Han har egentlig næsten alt det, han kunne mangle. Et godt forhold til sine forældre, en hund og en kat, der er bedste venner, en altan fyldt med sine yndlingskaktusser, en god uddannelse og et budget fyldt med positive summer. Han elsker sit job som buschauffør. Det giver ham farve på livet. Den dag den hjemløse Howard dukker op fra et hul i byen, forandres hans liv. Howard har aldrig penge nok til at kunne betale for turen, men Jason bærer over med ham og lader ham sidde og betragte den daglige rute. Langsomt bliver de bedste venner. Jason begynder at få følelser for Howard og lege med tanken om at være homoseksuel. Howard formår at trække Jason længere og længere hen mod dybe følelser. Vil de kunne klare at være i et forhold? Og hvordan vil det overhovedet gå dem?

3Likes
6Kommentarer
669Visninger
AA

2. Opdagelsen af en særlig tegning og søde ord

Den kølige eftermiddagsbrise fra de lukkende døre fandt et kort øjeblik ind under Howards tynde joggingbukser og fik ham til at gyse. Howard følte hans hjerte krympe, da den bløde lyd fra gummilisterne forseglede ham med Jason.

 

Alle turisterne var for længst stået af. Men Jason og ham havde ikke talt sammen. Howard kunne ikke rigtig finde ordene. De plejede først at komme, når Jason startede en samtale med ham.

Om lidt, vidste Howard, ville Jason tavst komme ned til hans sæde og se på ham med et hundehvalpeblik som et indforstået tegn til at det var tid til at smutte for i dag.

 

Og Jason kom. Og han stillede sig, som han plejede. Den ene hånd lænet mod sædet. Den anden nede i bukserne. Og Jason hældte hovedet i dén særlige vinkel, hvor hans øjne blev store og fyldt med en helt særlig glans.

Denne gang rejste Howard sig ikke. Han kunne ikke. Hans ben sov og føltes en million kilo tunge.

 

 

De sagde stadig ikke et ord. Deres blikke var nok. Eller noget. Da skyggerne rykkede sig en tak til, brød Jason tavsheden.

"How, skal du ikke hjem?" sagde han. Det var så naivt og alligevel så erfarent.

 

"Hjem?" Howard kunne ikke lade være med at lægge en smule sarkasme i ordet. Han havde slet ikke lyst til at rykke sig en centimeter væk fra Jason. Men på samme tid ville han bare vende om og løbe langt væk.

 

"Jeg bliver altså nødt til at bede dig om at forlade bussen. Den skal tilbage til terminalen og låses af." Jasons stemme havde ikke rykket sig én eneste tone.

 

"Jeg vil ikke gå. Det gør ondt at gå." gav han Jason igen. Der var et gram sandhed i det. Howard havde fået en dyb rift under det højre ben. På hans daglige ture blev han nødt til at sætte regelmæssige pauser ind for at hvile såret.

 

"Virkelig? Bevis det." Jasons læber bevægede sig en lille smule opad. Howard sukkede indeni, men greb så fat om sit bukseben og trak det op. Han holdt øje med Jasons reaktion, da han satte sig sådan, at riften blev synlig.

Jason syntes ikke negativt påvirket af selve benet. Det fik ham faktisk til at fnise lidt. Men da han så Howards såret, blev hans mine alvorlig.

 

”Gør det meget ondt?” Jason fik et flovt drag om munden, og hans kinder indtog en sød, lyserød farve. Howard rystede på hovedet.

”Det gør nok ondt, i hvert fald.” Da han så Jasons knuste ansigtsudtryk, gik det op for ham, at han havde sagt det mere negativt, end han havde forventet.

 

”Åh.” Jason sukkede og tørrede sin overlæbe af. Howard skyndte sig at ryste på hovedet.

”Så ondt gør det heller ikke. Du behøver ikke..” forsøgte han, men nåede ikke at gøre sætningen færdig, før Jason afbrød ham.

 

”Jo. Jeg følger dig hjem. Uanset, hvor langt der er. Du viser mig vejen.” Jason så nu igen på Howard, og hans øjne var beslutsomme. Howard kunne ikke sige andet end ja.

 

”Okay.” Howard vidste ikke, om han skulle føle sig glad over en ven at følges hjem med, eller nervøs over Jasons reaktion, når han så, hvor Howard holdt til.

 

”Det er virkelig noget af det mindste, jeg kan gøre for dig.” Jason sagde noget mere umiddelbart efter, men Howard hørte det ikke. Han tog sig selv i at stirre på Jasons læbebevægelser, lige da Jason vendte om for at gå tilbage til førersædet.

 

Selvom det eneste, han nu kunne se af Jason, var hans øjne i bakspejlet, kunne Howard stadig huske synet af Jasons læber. De så utroligt velplejede ud. Ingen sår, skorper og skidt, som på Howards egne læber. De var brede og sikkert virkelig bløde. Howard forestillede sig et sekund, hvordan det ville være at kysse Jason. Et brutalt sving fra Jasons side af fik Howard til at vågne. Resten af turen til busterminalen sad han med kinden ind mod den kølige busrude og betragtede byen glide forbi, mens han nu og da sneg sig til et glimt af Jason.

 

Da bussen endelig holdt, var Howards kind blevet følelsesløs. Howard gned den træt og rejste sig op fra sædet, så godt som hans ben tillod ham.

Straks kom Jason ned til ham.

”Så er vi vidst nået til dagens endestation.” Jason sendte et diskret smil til Howard og trykkede håndtaget på busdøren ned. Luften var blevet ret meget koldere, da de kom ud i det begyndende mørke. Jason var nu en silhuet, der sendte små skyer af damp ud, når han trak vejret gennem munden.

Jason vendte om og trak en lille ting ud fra sin jakke og hen til busdøren. Efter nogle raslelyde trak Jason i døren og nikkede så tilfreds.

 

”Låst. Nu skal jeg bare ind og hente mine ting. Vi må nok være lidt hurtige, for vi er godt nok sent på den i dag. De fleste af mine kollegaer er allerede taget hjem.” Jason satte farten op, så Howard fik svært ved at følge med.

”Vi?” Howard var ret imponeret over, at Jason turde tage ham med derind. Ham af alle mennesker. Han fik næsten gåsehud af at tænke på det.

 

”Ja, vil du ikke se, hvor jeg arbejder?” Jason stoppede op og lod Howard indhente ham.

”Fint. Det vil jeg gerne.” Howard trak på skuldrene og forsøgte at skjule et vidt smil. En varme begyndte at arbejde sig ud i hans krop, selvom alt, han havde på, var en T-shirt og et par tynde sportsbukser.

 

”Super. Den, der kommer sidst igennem de automatiske døre, skal bære den andens ting på turen gennem byen her. Altså, hjem til dig.” Energien strømmede ud ad Jason igen, og han satte i løb, så frakken flagrede efter ham. Det var et sjovt syn, selvom Howard også kunne se, at Jason fokuserede og arbejdede sig frem til sit mål med sikre skridt. Howard blev stående, indtil Jason kaldte på ham. Han havde alligevel ikke noget imod at kunne hjælpe Jason.

 

”Så, det bliver altså dig, der får mine ting at slæbe på, det pæne stykke vej hjem,” lo Jason, mens han hjemmevant strøg sig igennem omgivelserne inde i den bygning, der hørte til busterminalen. Howard syntes, at bygningen havde noget tæt og indelukket over sig. Men alligevel, de røde mursten og den ens lugt af rengøringsmiddel alle steder havde noget trygt over sig. Ikke trygt som i hjemligt, men trygt som i uforstyrret.

 

Jason gik hen til en samling skabe ved siden af et bord med to-tre bærbare computere, der så ud til at være blevet forladt i hast. Howard studerede bordet nærmere, mens han kunne høre, at Jason rodede i skabet bag ham.

 

På bordet lå der foruden computerne et penalhus, en flaske vand og en notesblok. Howard samlede notesblokken op. I hjørnet var der skrevet noget med meget småt. Midt på det ternede papir var der tegnet et sjusket skema med noget, der lignede tidspunkter, op. Howard vendte siden. Der var en tegning. En ret god tegning, tænkte han. Den havde noget charmerende over sig, som stregerne gik op og ned, her og der, på kanten til at kunne betegnes som at være hastværk. Først kunne Howard ikke helt se, hvad tegningen skulle forestille. Han fulgte skitsens linjer med fingrene, indtil han nåede det, der måtte være ansigtet på figuren. Igen var der brugt streger på grænsen til at være kaotiske. Dog var Howard ikke længere i tvivl om, hvad der var tegnet.¨

 

Det var en person. Og ikke bare en person. Vinklen på næsen, den næsten usynlige rynke ved det højre øjenbryn, det verdensfjerne blik i øjnene.

Tegningen var af ham selv. Ejeren af notesblokken havde taget sig så meget tid til at notere sig Howards udseende, at denne person kunne fremmane Howards detaljer for sit indre øje og overføre det til papir uden at ødelægge noget.

 

Howard kunne ikke komme i tanker om andre end Jason, der kunne have tegnet denne tegning. Jason så ham nærmest hver dag.

Selvfølgelig kunne Howard ikke være helt sikker på, at det var Jason. Med mindre altså, at Jason selv indrømmede det.

 

”Det var vidst det hele.” Howard mærkede Jasons åndedræt mod sin ryg. Med ét vidste han, at han måtte se at gemme hans fund væk. Men hans nerver var lammede. Howard kunne ikke undgå den storm, der måtte komme om lidt.

 

Først sagde Jason ikke noget. Han hostede bare og satte taskerne ned på gulvet.

Så fik han øje på blokken i Howards hænder.

”Jeg ser, at du har fundet min notesblok?” spurgte han stille, og hans øjenbryn røg nogle få millimeter op.

 

Howard rakte den frem mod Jason.

”Undskyld. Jeg ville bare lige se, om jeg kunne finde nogle oplysninger om det her sted. Og så så jeg din..? Tegning af mig.”

 

Jason klemte læberne sammen, tydeligvis pinligt berørt.

”Det var ikke lige meningen, at du skulle se den.” Der var stadig ingen spor af vrede i hans stemme.

”Jeg forstår. Men den er virkelig godt lavet.” Howard gjorde sit bedste for at se Jason i øjnene, men det var svært, for Jasons øjne begyndte at skinne, som om nogen havde tændt fyrværkeri i dem.

 

”Mange tak.” Nu var det Jason, der knap nok kunne finde ord til situationen.

”Intet problem. Jeg vil bare gerne vide, hvordan du kunne tegne mig så godt?” Howard følte sig som en lille pige, der lige havde fået et ballondyr foræret.

 

”Jae, altså..” Jasons øjne skinnede stadig lige kraftigt, og et ukontrollerbart smil fór gennem hans ansigt.

 

”Nu må du altså ikke misforstå det eller noget, men..” Jason rømmede sig og tog blidt blokken ud af Howards hænder.

 

”Dit udseende inspirerer mig virkelig meget. Det er nærmest som om, at hver hudcelle i din krop giver mig tusind idéer. Du er eventyrligt, surrealistisk og overnaturligt smuk. Nogle gange tænker jeg på, om du overhovedet er et menneske ligesom jeg.” Jasons ansigt blev lige så rødt som valmuerne blandt kornet i udkanten af byen. Og skorperne på Howards læber begyndte at svie af at smile så kærligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...