The Humble And the Kind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 6 aug. 2015
  • Status: Igang
Jason Landen Orange er en robust buschauffør i de unge 30'ere. Han har egentlig næsten alt det, han kunne mangle. Et godt forhold til sine forældre, en hund og en kat, der er bedste venner, en altan fyldt med sine yndlingskaktusser, en god uddannelse og et budget fyldt med positive summer. Han elsker sit job som buschauffør. Det giver ham farve på livet. Den dag den hjemløse Howard dukker op fra et hul i byen, forandres hans liv. Howard har aldrig penge nok til at kunne betale for turen, men Jason bærer over med ham og lader ham sidde og betragte den daglige rute. Langsomt bliver de bedste venner. Jason begynder at få følelser for Howard og lege med tanken om at være homoseksuel. Howard formår at trække Jason længere og længere hen mod dybe følelser. Vil de kunne klare at være i et forhold? Og hvordan vil det overhovedet gå dem?

3Likes
6Kommentarer
671Visninger
AA

6. Og tættere..

Små, dunede bakker af gåsehud går igen på Howards og Jasons hud, da Jason hjælper Howard ud af bassinet. Howards hud er svagt rødlig af det grundige skrubbearbejde, Jason har udført, men huden er næsten pletfri nu og blød som nyvasket sengetøj. Apropos sengetøj. Det bliver snart aktuelt for dem, tænker Jason.

”Kig i spejlet, kan du genkende dig selv?” Jason betragter Howards nøgne ryg. Howard står foran spejlet, men kigger ikke ind i det. I stedet er hans blik rettet nedad mod ham selv. Han dækker sit skridt med et håndklæde. Da Jason får øjenkontakt med Howard, rødmer Howard.

”Knapt nok. Der er godt nok sket noget.” Howards næse vibrerer som følge af et utydeligt fnis. Howard retter sig op nu. Jason ser, at i fuld figur er Howard kun lidt højere end Howard. Selvom Howard er høj, er Jason stadig den højeste. Hvilket synes at danne et billede af, at han har ansvar for Howard.

”Ja, det må jeg sige. Skal jeg finde føntørreren?” Jason nikker mod en skuffe under vasken og slikker sine læber, der er blevet tørre af at snakke så meget med Howard de sidste par timer.

”Hvad er det for noget?” Howard vender sig ikke om, men fastholder Jasons opmærksomhed på sit spejlbillede. Så uskyldigt, men så effektivt. Jason må presse tænderne hårdt mod hinanden for ikke at række ud og røre ved Howard, rive ham med sig ned i faldet mod de kolde badeværelsesfliser, føle Howardslæber mod sine..

”Hey, Jase? Er du okay? Du ser sjov ud.” Før Jason kan nå at blinke, er Howard tæt på ham igen. Han kan føle Howards fugtige fingerspidser mod sit håndled. Jason sukker.

”Jeg er ked af det. Jeg blev bare lidt væk i den her situation. Ser du, som en kunstner kan jeg nogle gange få sådan nogle anfald af en slags. Af inspiration. Det plejer at gå væk af sig selv, med mindre kilden..” Jasons læber former ubevidst et kruset smil, ”med mindre kilden er særligt stærk, og bare ikke vil slippe.”

Howard hoster kortvarigt og kigger så op på Jason igen. Det intense, hvide lys fra led-lamperne på toppen af spejlet kaster mystiske skygger på hans overkrop og spiller i hans øjne. Hans klare, blågrønne øjne får en næsten overnaturlig hinde af lys.

”Så du er altså okay.” konkluderer Howard og leger lidt med håndklædet i sine hænder. Jason nikker og sætter sig ned på toiletbrættet.

”Jeg er mere end okay. Vær ikke bekymret for mig, i hvert fald ikke det næste stykke tid.” Jason læner sig tilbage. Porcelænet på toiletryggen køler ham ned.

 

”Jason, kom lige her.” Efter et stykke tid med tavshed, stadig over for hinanden i badeværelset, får Howard Jasons hjerte til at slå hurtigere igen. Jason rejser sig klodset op.

”Hvad er der?” Med vilje stiller han sig tættere på Howard, end han egentlig behøver. Næsten så tæt på, at han kan føle Howards ånde mod sine læber.

”Det klør.” mumler Howard med et ubestemmeligt tonefald og peger ned mod sit skridt. Jasons hjerte begynder at føles, som om det er på vej til at mase sig vej ud gennem ribbenene. Hvad prøvede Howard at sige med det her?

Jason sætter i en akavet latter. Howards øjne er stadig dødalvorlige. Så tørrer sig under næsen og ryster på hovedet af sin egen dumhed. Hvor pinligt og frastødende.

”Virkelig? Lad mig se på det. Jeg er ikke doktor, men-” Inden Jason når at reagere yderligere, stopper Howard ham.

”Stop.” Howards læber bliver til en smal streg, og han holder håndklædet tættere ind til sig. Mængden af farve i Jasons ansigt bliver større. Ikke flere fejltagelser.

”Hvad? Hvad mener du? Har jeg gjort noget forkert?” Jason kan allerede mærke en altopædende melankoli gnave sig vej gennem sin krop. Hans hjerte bankede langsommere, som om det gjorde klar til en dvaletilstand.

”Nej. Det her er bare ikke det rigtige sted. Misforstå mig ikke, jeg har lyst. Men ikke her. Har du et soveværelse eller noget i den stil, hvor vi kan være?” Howards stemme lød dobbelt så hæs. Måske var det noget, han gjorde, måske var det tilfældigt. Eller også var Jason ved at blive skør.

”Jo, vi går derhen, når vi har gjort de sidste ting klar. Du skal have nyt tøj til i morgen, og jeg skal skaffe sengetøj og plads til to i min - nu vores – dobbeltseng.” En pludselig følelse af samhørighed med Howard gav Jason det skud energi, der ellers plejede at være forduftet på denne tid af døgnet. Han fangede et glimt af vækkeuret, da han havde lagt lagen over det sted, Howard nu skulle sove. Ved siden af ham.

Jason havde brudt sin søvnrutine med to timer. Han plejede altid at gå i seng omkring klokken otte om aftenen, så han have bedre kræfter til en lang dag og overskud til at spise sundere.  Men nu da en ekstra person krævede opmærksomhed, måtte Jason være villig til at føje sig. Han kunne trods alt indhente det i morgen.

 

***

 

Ti minutter senere var lyset slukket i soveværelset. Der var sparsom plads, og Jason kunne føle Howards kropsvarme stråle over mod sig som en tændt lampe, selvom der var mørkt. Lidt som ens private stjerne. Det var faktisk ret sejt. At have en stjerne, der ikke tiltrak sig opmærksomhed. Der bare var ens egen.

Lidt efter lidt begyndte Jason at fortryde, at han havde taget pyjamasbukser på. Han følte sig klam og svedig i dem, selvom de var lavet af et let materiale. Faktisk plejede Jason at sove uden noget, så kroppen kunne ånde. Men med Howard en armslængde fra sig, var det en anden sag.

Jason kunne lige skimte Howard ligge ved siden af sig. Han lå på maven med sit ansigt begravet i puden. Hans hænder var placeret løst under ansigtet, og hans ben var spredte. Jason fornemmede Howards fod kravle ind  til hans ankel.

”Howard?” hviskede han. Enten vat det mørket, der fik ham til at hviske, eller også var det for ikke at vække Howard brat, hvis han nu sov. Eller nok mere nøjagtigt, en blanding mellem de to.

”How, sover du?” Jason gabte diskret og rakte en arm ud for at nusse Howards nakkehår i håb om, at det ville få ham i tale.

”Jeg er tæt på. Hvad vil du?” Howard udstødte en lyd, der kunne minde om et gab, men Jason kunne ikke se, om det faktisk var et gab.

”Hvis du ikke vil det samme som mig, så bare sov videre, lover du mig det?” Jason sænkede stemmen og skubbede sig tættere på Howard.

”Intet problem. Sig frem.” Jason opfattede, at Howard drejede hovedet i hans retning. Nu havde Jason hans opmærksomhed.

 

kunstpause for at synke en klump spyt, der havde hobet sig op i hans gane.

”Jeg ved ikke, om min måde at gå frem på overhovedet behager dig. Men jeg håber. Lytter du efter?”

Howard nikkede. Hans fod var nu længere inde til Jason. Snart ville han røre begge Jasons fødder. Jason skubbede det i baghovedet og forsøgte at finde tråden igen.

”Det er bare fordi.. der er ét eller andet, der får mig.. til at tænke på dig.. som en kvinde.” Jasons stemme dirrede nu.

”Som en kvinde? Hvordan som en kvinde?” Howards fod stoppede sit erobringstogt op, og Howard trak sit ansigt lidt væk fra Jason.

 

Flot. Igen. Jason var tæt på af græde. Hvorfor gjorde Howard alting så svært for ham?

”Ej, undskyld. Ikke som en kvinde. I stedet for en kvinde.” Jason gav sig selv et mildt slag på tindingen. Nu måtte han passe på med, hvad han sagde.

”I stedet for en kvinde. Altså.. lad os antage, at der er de her to typer.. du ved.. romantisk og seksuel.” Howard lød lidt som en lærer nu. En lærer, Jason ventede på skulle lige næste sætning.

”Korrekt. I den her sammenhæng kan vi se bort fra den romantiske. Den gælder jo for begge køn, gør den ikke?” Jason følte et sug i maven, da Howards fod begyndte at røre på sig igen. Denne gang lidt højere oppe. Hvad lavede han?

”Jo. Så har vi den seksuelle.. seksuelle tiltrækning tilbage. Du siger, at du ser mig som en kvinde.. seksuelt? Så i dine øjne er jeg slet ikke en mand, men..” Noget stoppede Howard fra at fuldende sætningen.

Jason følte trætheden indhente ham i form af øjenlåg, der føltes kilotunge. Han gabte igen. Howard var stille.

”Det korte af det lange er, at.. jeg er faktisk ligeglad med, at du ikke er en kvinde. Du ved, mænd, kvinder.” Jason flytter sit ansigt, så han kan stirre op i loftets grå skygger. Noget varmt finder vej op til hans skægstubbe. Howard leger med Jasons skæg.

”Så du siger altså, at selvom vi ikke kan få børn, så er du klar til at..” Howards ansigtsudtryk er udviskede i mørket, der gør omgivelserne grynede.

”Shh. Jeg vil sove nu. Jeg er så træt, forstår du?” tilføjer Jason så. Hans øjenlåg truer med at lukke sig i en gang for alle. Howards kærtegn hjælper heller ikke meget til at opkvikke ham, tværtimod.

”Jeg vil lade dig få fred, så.” Howard trækker roligt sin arm tilbage fra Jasons hage. ”Jeg vil bare bede dig om en sidste ting.” Jason føler nogle søvnige sommerfugle melde sin ankomst i maven, da han hører Howards trætte stemme.

”Hvad skulle det være?” I et halvakavet moment finder deres fingre ind mellem hinanden. Jason giver Howards hånd et klem.

”Jeg har det altså ikke så godt. Jeg kunne godt falde i søvn i et af dine kram. Hvis du altså vil.” Nu gaber Howard højlydt.

Jason bider sig i læben. Er Howard skidt tilpas? Er et andet anfald under opsejling?  Han klemmer hårdere om Howards hånd og dækker den til med sin anden hånd. De ligger der i et stykke tid, med sammenflettede hænder, før Jason hiver op i sin dyne.

”Kom ind til mig. Så er det ellers godnat, er det en aftale?”

Howard kryber lydigt ind til Jason og krummer sig sammen inde i Jasons ene side som en doven kat. En tilfældig indskydelse får Jason til at dufte til Howard.

Lugten af Howards sved er allerede ved at trænge igennem sæberne. Hvad mere er, at kombinationen gør Jason tryg.

”Du dufter af en blanding af mit hjem og dig selv.” bemærker Jason og placerer en beskyttende arm om Howards liv.

”Andet er jeg sådan set ikke lige nu. Godnat, Jase. Sov godt.” slutter Howard af. Han er ved at blive lige så døsig som Jason nu.

”Godnat, How.” Jason flytter stille på sin krop, så han kan ligge med sit øre mod Howards ryg. Han flytter armen ned til Howards mave og hviler hovedet ned mod lagenet. Lige i dét Jason har fundet en behagelig stilling, mærker han Howards mave lave protester under hans fingerspidser. Jason fokuserer på lyden og lytter efter den. Lidt efter kommer den igen. En rumlelyd og en knurren, som fra ufordøjet mad, bare anderledes. Jason kan høre Howard trække vejret hurtigt gennem munden, som om noget gør ondt på ham, og mærke Howards muskler i ryggen spænde.

”Det er okay, jeg er her. Jeg er lige bag dig. Drøm sødt.” Jason trækker sig op til Howards hals og planter et kys på grænsen mellem Howards kæbe og hals. Lidt efter kan han føle Howard spænde af og falde til ro igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...