The Humble And the Kind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2015
  • Opdateret: 6 aug. 2015
  • Status: Igang
Jason Landen Orange er en robust buschauffør i de unge 30'ere. Han har egentlig næsten alt det, han kunne mangle. Et godt forhold til sine forældre, en hund og en kat, der er bedste venner, en altan fyldt med sine yndlingskaktusser, en god uddannelse og et budget fyldt med positive summer. Han elsker sit job som buschauffør. Det giver ham farve på livet. Den dag den hjemløse Howard dukker op fra et hul i byen, forandres hans liv. Howard har aldrig penge nok til at kunne betale for turen, men Jason bærer over med ham og lader ham sidde og betragte den daglige rute. Langsomt bliver de bedste venner. Jason begynder at få følelser for Howard og lege med tanken om at være homoseksuel. Howard formår at trække Jason længere og længere hen mod dybe følelser. Vil de kunne klare at være i et forhold? Og hvordan vil det overhovedet gå dem?

3Likes
6Kommentarer
673Visninger
AA

1. En virkelig varm dag og et forventet besøg

Varmt. Så utroligt varmt. Jason slap rattet et øjeblik for at tørre hænderne af i sine shorts. Det resulterede i, at han blev nødt til at handle hurtigt for ikke at køre bussen ind i en flok fodgængere. Han bed sig i læben og bandede over sig selv. Øjeblikket efter lød der et fornærmet fnys omme bagfra.

 

Jason strøg sit svedige hår væk fra øjnene, kun for at opdage, at verden stod i hede-flimmer. Fodgængere, cyklister og de modkørende billister var kun halvt synlige, blendet sammen i tåger af varm luft. Han prøvede at lukke øjnene. En sveddråbe gled ned af hans næseryg og forgrenede sig i hans skæg.

Med rystende hænder bøjede han sig ned efter en vandflaske, han havde klemt ind i skyggen mellem væggen og hans sæde. I det samme, han åbnede den, begyndte trafikken at røre på sig. Han greb fat om flasken og nød fornemmelsen af det tynde, kølige plastic, inden han skruede låget af og tog en slurk. Straks følte han sig som genfødt. Han satte den i en flaskeholder under busvinduet og iagttog så fodgængerfeltet udenfor. Der var ledigt, og en fornemmelse fik ham til at dreje ind til siden for at lade dem bagved komme videre.

Nu gjaldt det næste stop. Byens kirke. Der plejede at være især turister, der skulle køres hjem. Turisterne var ikke noget problem. Jason havde allerede en rutine med dem. Der var noget andet, nogen helt anden, der gjorde Jason ude af stand til at opføre sig normalt. En helt speciel person, der var begyndt at tage med hans bus hver eneste eftermiddag. Han hed Howard, men afslog at ville kaldes andet end ”How”. Han havde et eller andet over sig, en aura, der tiltrak Jason. Måske var det fordi, at Howard ingen penge havde til at betale for turen, så hans tur ene og alene afhang af, om Jason var i humør til at lukke ham ind. Måske var det parret af lyseblå, strålende øjne, der lyste Howards snavsede, støvdækkede ansigt op. I hvert fald følte Jason et eller andet for Howard. Hvad det var, kunne Jason ikke finde svar på endnu.

 

Endelig fik Jason kæmpet sig op til kirken. Det var en solrig dag, og børnefamilierne havde travlt med at komme ud til den lokale strand. Trafiktilstanden var blevet hævet med mindst halvtreds procent, og det eneste, Jason kunne se foran sig, var biler og enkelte cyklister. At det var det varmeste tidspunkt på dagen lod ikke at afskrække dem. Jason satte farten ned og kastede et blik på sit armbåndsur, der gradvist var ved at dreje væk fra hans håndled på grund af sveden på hans arme. Det var kun en time siden, han havde holdt i skyggen på busstationen og spist en sandwich, og nu var det hele vendt på hovedet. Han spottede en fri plads at holde på ikke langt fra skiltet. Klokken var to om eftermiddagen. Nu skulle han bare holde stille og vente, så ville Howard dukke op om få minutter.

14.02. Jason lod en mindre gruppe turister tage plads i bussen. Tanken om, at Howard snart dukkede op, afkræftede ham. Pengene føltes tunge og klæbrige i hans hænder. Forsigtigt dumpede han dem i beholderen til penge, men to af mønterne smuttede ned i den ru gulvmåtte under hans sæde. Han bed sig i læben. Hvis Howard ikke var forsinket i dag, havde han præcis tyve sekunder. Et suk undslap ham, og han bøjede sig ned for at samle dem op og dermed for anden gang den dag blive nødt til at sniffe skidtet dernede ind.

Desværre var tyve sekunder ikke helt nok. To hurtige bank og en krøllet skygge meddelte Howards ankomst. Jason kæmpede sig hurtigt op og trykkede på knappen, der fik døren til at gå op. Han kørte en hånd gennem sit hår og fik sat et varmt smil på.

”Undskyld. Det er ikke lige min dag i dag.” Jason lænede sig tilbage i sædet og missede mod Howard. Som Howard stod der, rørte han næsten loftet i bussen. Solen væltede ind bag ham.

”Det er sådan set aldrig min dag. Nogle dage overhovedet.” Howards tavse grimasse smeltede bort i et flygtigt smil. Howard flyttede sine hænder fra lommerne til lågen, der adskilte Jason fra kunderne. Han lænede sig ind mod Jason, og hans håndrygge strejfede den bare hud på Jasons højre arm. Et øjebliks gåsehud. Den ankom altid, når Howard mere eller mindre tilfældigt rørte ham.

”Så må jeg da se, hvad jeg kan gøre for at lave dagene mere til dine dage.” Jason lod sine hænder finde ro i sit skød. Ikke kun, fordi hans hænder var røde og stive af at holde længe om det hårde, varme rat, men også for at skjule den lille bule, der var begyndt at markere sig, som Howard lænede sig nærmere.

”Sikke et tilbud.” Howard trak sig langsomt tilbage fra Jason. Den helt specielle odør, der kom fra Howards vandreture i vidt forskellige dele af byen, sad stadig prentet i Jasons næsebor. Salt fra havnen. Støv fra de dele af byen, hvor der ikke var asfalt. Syrligsøde spor fra slagterboderne og bagerierne. Og en lidt kras lugt af plastic fra de poser, han samlede ting ind i. Det var næsten som at dufte til en vin.

 

”Det var så lidt.” Jason gned sig i hænderne uden at løfte dem fra shortsene.  Så kom han i tanker om hans job. De havde stået og snakket i lang tid. Busruten måtte være flere minutter forsinket. Chefen ville nok ikke gøre et stort nummer ud af at skælde ham ud, men kunderne ville få en dårlig oplevelse. Modvilligt satte han sig tilbage i sædet og rømmede sig.

”Jeg er virkelig ked af at måtte afbryde vores snak, men min rute er virkelig blevet forsinket. Mange mennesker skulle have været hjemme nu.” Det pinte Jason at se Howards smil svinde ind til en diskret streg. Howard rettede blikket mod noget bag Jason, inden han svarede.

 

”Men det er de så ikke endnu.” færdiggjorde Howard ham. Jason sank og nikkede stille. Howard kradsede sig i nakken. Der røg en lille bunke sand ned på gulvet. Det fik Jason til at skæve bekymret til kosten bag ham. Skulle han feje det op?

”Okay. Jeg klarer det dér. Du kan bare sætte dig hen. Det tager et øjeblik, og så kører vi.” Jasons hals blev mere og mere tør. Howard kunne åbenbart fornemme det, for han rystede beslutsomt på hovedet, da Jason trak nøglen ud af tændingen og greb kosten.

”Nej, det vil jeg gøre.” sagde han blidt og rakte hånden frem mod Jason for at få fat i kosten. Jason pressede tungen hårdt ind mod tænderne. Det havde han ikke forventet. Det ville om muligt trække ventetiden endnu længere ud.

 

”Howard. Vær sød at sætte dig. Jeg skal nok feje det op, hører du?” forsøgte Jason. Et sted inderst inde vidste han, at kampen var tabt. Howard ville komme til at feje det op uanset hvad.

”Nej, jeg gør det rent. Og tager det ud. Lad mig gøre det for din skyld. Du fortjener det.” Howards lyseblå øjne var nu forvandlet til et ocean af oprigtighed.  Jason kunne ikke modstå Howard sådan. Det var Howard i den reneste form. Når han var bedst.

Så tog han fat om kosten, rakte den over lågen til Howard og flækkede i et hjerteligt grin. ”Tak skal du altså have. Det er så dejligt at få noget tilbage efter man bare har givet og givet. Skynd dig hellere at få det gjort. Og så vil jeg helst se din numse plantet i et sæde lige efter.”

Howard så rørt ud. Da han fik et ordenligt greb om kosten, satte han den straks til gulvet og begyndte at feje sandet ned mod trappen mod rolige, vuggende bevægelser. Bevidst om, at Jason kiggede på. Da Howards ryg stødte på dørene, trykkede Jason på åbn-knappen igen, så Howard ikke kom mere til skade.

 

Få øjeblikke senere rejste Howard sig op igen, stadig med et tilfredst smil. ”Er du rolig nu?” Jason kunne ikke lade være med at nusse Howards skæg, da de igen var tæt på hinanden. Alle spørgsmål og bekymringer blev erstattet med en boble af sommerfugle i hans mave, da Howard uden et ord kærtegnede ham igen.

Lidt efter lidt blev Howards blik omtåget igen. ”Jeg er ked af det, men jeg har altså ikke flere penge siden sidst. Jeg kan stadig ikke betale for turen og vil nok ikke være i stand til det det næste lange stykke tid.”

Jason lagde hovedet en lille smule på skrå. Han kunne stadig mærke banerne Howards ru, men forsigtige fingre havde kørt på hans hals og kinder. 

”Tænk ikke på det.  Nu ruller vi.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...