Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

282Likes
236Kommentarer
184652Visninger
AA

3. Chapter 2

Chapter 2


Emilys synsvinkel.


Det er mandag og jeg har lige fået fri, klokken er omkring de tre stykker og som sædvanligt står Bella og venter udenfor. Jeg arbejder i Topshop, imens er Bella lige blevet fyret og leder efter nyt arbejde.


Hun blev fyret fordi hun faldt i søvn op til to gange på samme dag, hendes undskyldning var at jeg havde holdt hende oppe halvdelen af natten. Det var omvendt, men som den gode veninde jeg er, sagde jeg ikke noget, eller jeg sagde det var sandt. Men vores – nu kun min – chef troede ikke på hende.


”Har du ledt efter nyt arbejde i dag, eller har du siddet og fordrevet tiden, så der er nogle timer mindre til koncerten? ” spørger jeg og smiler svagt.


Hun har været helt oppe og kører og venter spændt på koncerten, selvom jeg er ret så sikker på at der er mere end kun få dage til den. Faktisk ved jeg det ikke, men det tror hun jeg ved. Jeg vidste ikke engang hvem de var.


”Det vil du ikke vide. Men har du fundet ud af om du vil med til koncerten? ” spørger hun og det er sikkert femte gang i dag hun spørger.


Jeg hadede da man var mindre og man kom til at spørge ens forældre to gange og så sagde de, at hvis man blev ved med at plage, måtte man ikke. Man var jo bare spændt på svaret.


”Ikke helt. ” mumler jeg og vi går hen mod bilen.


”Det er om en uge, så du skal snart beslutte dig. Vi skal også finde tøj og finde ud af hvilken måde vi skal sætte vor- ”


”Du skal, du går mest op i det. Jeg er lidt ligeglad om jeg så dukker op med morgenhår. ” afbryder jeg og hun trækker på skuldrende og mumler noget som jeg ikke hører.


Vi sætter os ind i hendes bil. Hun er den eneste af os to der har kørekort, jeg dumpede min prøve, da jeg kørte ind i en postkasse og var ved at kører en ældre dame ned. De kunne da bare finde et sted, hvor ældre mennesker ikke gik over vejen. Heldigvis kørte jeg hende ikke ned, jeg nåede at dreje til siden, men ramte så postkassen. Heldigvis var det ikke en gnaven mand der boede der, men en venlig dame, som jeg selvfølgelig undskyldte over for. Jeg kunne jo ikke kører videre af to grunde; Jeg ville få dårlig samvittighed og bilen kunne ikke starte igen. Det var lidt dyrt.


Jeg tænder radioen og gæt hvilken sang der kommer.


”Night Changes! Det er dem der synger, lyt. ” hviner hun og skruer helt op og ruller vinduerne ned.


Jeg har altid hadet at føreren kan have magten over alle vinduerne i bilen. Det vil jeg også have, men jeg har selvfølgelig intet kørekort. Pokkers ældre dame og postkasse.


Hun begynder at synge højt med og jeg kigger flovt ud på gaden, hvor de fleste sender os underlige blikke. Jeg forstår dem godt, jeg ville selv gøre det samme, hvis der kørte en rød bil forbi, med nedrullede vinduer og høj musik som bare spillede og en pige der sad og kørte imens hun synger højt med.


Jeg rækker hånden frem og skruer ned og med det samme begynder Bella at brokke sig.


”Bell, folk på gaden kigger. ” jeg griner lavt.


”Ups. ” griner hun og ruller med det samme vinduerne op. ”Tror du jeg nogle sinde ser dem igen? ” spørger hun og kigger hurtigt og flovt på mig.


”Det er der en meget lille chance for. ” forsikre jeg hende.


Hun nikker og holder koncentrationen mod vejen.


Nu skal jeg bare hjem og slappe af, måske have noget at spise, hvis jeg orker slæbe mig ud i køkkenet og ind i stuen. Men det er der også en meget lille chance for. Ellers kan jeg jo altid få Bella til at hente mig noget mad, men det er også sjældent hun orker det.


Vi kan være ret så dovne somme tider, men det er ikke sådan at det tager overhånd og at vi aldrig kommer udenfor. Vores sport hedder at shoppe, der går man. Faktisk er det lige meget om man går eller løber fem kilometer, det tæller for det samme. Selvfølgelig medmindre man går meget langsomt, eller at man stopper op flere gange, så er det bedste bare at løbe, men ellers er det, det samme.


Min hjerne giver ingen mening, den blander det hele sammen.


”Em, jeg kan ikke vente længere, dette er et ja eller nej spørgsmål. Vil du med til koncerten? ” spørger hun og lyder som om hun skal til at lave tredjegradsforhør.


Hvorfor skal hun lige gå i tredjegradsforhørs mode nu? Kunne hun ikke vente en dag mere, hvor jeg har svaret? Dette skal jo få mig til at tænke og jeg vil ikke tænke lige nu, jeg vil sove eller i det mindste bare slappe af.


”Jeg ved det ikke. ” mumler jeg træt og lukker øjnene i og lader som om jeg sover. Det gør jeg også, det kaldes rævesøvn.


”Em, jeg kender dig godt nok til at vide at du ikke sover. Ja eller nej? ” siger hun bestemt og jeg sukker irriteret.


Jeg ved endnu ikke om jeg vil med til en koncert for at hører musik man bare kan hører på Youtube, hvor der ingen skrigende fans, med ansigtsmaling og overdrevne One Direction ting på er. På Youtube kan man også se dem live, med skrigende fans hvis det er, hvorfor gør hun ikke det? Så er jeg jo i nærheden imens og så behøver jeg ikke se det.


”Søg på Youtube, så kan du se dem. ” mumler jeg og undgår hendes spørgsmål, som jeg ikke har lyst til at svarer på, i hvert fald ikke lige nu.


Bilen svinger lidt og jeg åbner øjnene og opdager at hun er kørt ind til siden. Hun slukker bilen, låser selen op og vender sig om mod mig, med et bestemt blik i øjnene.


”Ja eller nej? ” spørger hun.


”Er du virkelig kørt ind til siden på grund af dette? ” spørger jeg og prøver at trække tiden ud, for at undgå at svarer på spørgsmålet.


Hun sukker irriteret og dasker mig på skulderen. Jeg ryster på hovedet, som for at sige at jeg ikke har lyst til at svarer, men hun ignorere det og bliver ved med at stirre på mig. Det er til at blive sindssyg af. Hvordan kan hun altid have denne effekt på folk, så hun får dem til at sige noget? Hun ville være en god betjent til forhør og den slags, bare ikke når hun skal være seriøs og det ikke interessere hende. Så den idé bliver måske ikke til noget, men hun ville ærligt være god til forhør. I hvert fald når emnet interressere hende.


”Bell, jeg ved det altså ik- ”


”Du siger det ikke, svar nu bare, hvor svært kan det være? Ja eller nej? ” spørger hun og sender mig de sødeste hundeøjne. Det er meget let for hende, grundet hendes store brune bambiøjne. De er så søde.


Jeg sukker frustreret.


”Fint, jeg tager med. ” overgiver jeg mig for hendes skyld.


Jeg gør det for at glæde min bedsteveninde jeg har kendt siden børnehaveklassen. Kun derfor, for jeg aner ingenting om dem og har heller ikke lyst til at blive fan, for pop musik er ikke lige mig, eller jeg kan godt lide det, bare ikke alle sange.


Hun hviner og hopper op og ned i sædet. Hun læner sig hen imod mig og giver mig et kram.


”Tusind tak, Em. ” hun sender mig et stort smil.


Det er noget af det bedste jeg kan lide ved hende. Hun kan blive så glad, over små ting. Hun kan også finde det positive og blive glad over det, i dårlige situationer. Af den grund er hun også god til at opmuntre andre og få andre til at finde det positive i det negative, som hun selv. Det er kun en af de mange grunde til at hun er min bedsteveninde. Grund nummer et vil altid være at jeg kan stole på hende og at hun er der for mig.


”Så lidt. ” jeg gengælder hendes smil.


Hun sætter sig ordentligt i sædet, tænder bilen og ellers går turen hjem ad.


*


Af ren kedsomhed sukker jeg endnu en gang og skifter stilling, men kommer til at sidde endnu dårligere. Klokken er syv, vi har spist og nu har jeg ingen idé om hvad jeg skal lave, imens Bella der sidder og læser i et blad er ved at blive vanvittig af mig.


”Sæt dig ind og skriv videre på din novelle, jeg kan snart ikke vente på at læse den længere. ” mumler hun.


”Jeg har en skriveblokering, jeg kan ikke. ” jeg stønner irriteret og sætter mig igen på en ny måde. Men ender med at ligge mig på ryggen og kigge op i loftet.


Jeg har altid været god til at skrive, lige meget hvad jeg skal skrive, stile, noveller, sangtekster, digte. Bella kalder det mit talent, men det kalder hun det også at jeg kan spille klaver og guitar. Hun siger også tit at jeg kan synge, jeg synes også selv min stemme er god, men den er ikke fantastisk og det er ikke noget jeg vil prale af, så lad os lukke sang emnet.


Men som sagt, jeg har altid været god til at skrive, nogle gange kan jeg bare sætte mig ned og skrive og så bliver det til en historie. Men jeg er så i gang med at skrive en novelle, som Bella har insisteret på at læse, men jeg kan ikke tage mig sammen til at skrive videre på den, for jeg ved ikke hvad der skal ske og alt muligt andet kommer i vejen; Ergo jeg har en skriveblokering, jeg bare ikke kan komme over og det driver mig til vanvid.


”Så skriv et digt, eller en tekst til en sang. ” foreslår hun, men jeg trækker på skuldrende.


”Måske. ” mumler jeg blot, men efter fem minutter mere fyldt med kedsomhed og suk, henter jeg min computer og går ind på et tomt Word dokument. Jeg elsker ord.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...