Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

282Likes
236Kommentarer
185000Visninger
AA

14. Chapter 13

Chapter 13


Emilys synsvinkel.


Bella er ved at være ret godt, til ikke at vække mig; Hverken klokken tre om natten eller klokken seks om morgenen. Hun er hverken A eller B menneske, hun er en blanding. Sommetider står hun op klokken fem og andre gange står hun op klokken tolv.


Hvorimod jeg er et B menneske. Den eneste grund til at jeg for det meste står op klokken syv, er fordi jeg har et arbejde at passe. Nu har jeg så fået nyt og skal nok lige huske at jeg enten skal sende en mail, eller gå hen og sige det til min chef.


Jeg slår dynen til side, men begynder med det samme at fryse; Mit nattøj består af et par lyserøde –bløde – shorts og en langærmet, hvid bluse, der slutter lige under min numse. Jeg gyser kort og smider dynen ned på gulvet, jeg skal og må ikke blive fristet.


Gabende går jeg ud i køkkenet, hvor Bella sidder og spiser havregryn, siden hvornår er hun begyndt at spise det? Sig ikke det er en af de der modelting, for jeg bryder mig virkelig ikke om havregryn, det er bare nej tak fra min side af.


”Hvad er klokken? ” spørger jeg og læner mig op ad køleskabet, men stiller mig hurtigt op. Er køleskabet altid så koldt? Eller er det bare mig der er lidt piget i dag?


Jeg håber bare ikke at det er den tid på måneden, det orker jeg virkelig ikke lige nu, faktisk orker jeg det aldrig, men jeg vil virkelig bare ikke i dag, så får jeg et flip.


”Halv et. ” mumler hun og rejser sig op, for at stille tallerkenen i vasken. Hun åbner skabet under håndvasken og tager opvaskemiddel og en opvaskebørste og stiller det på køkkenbordet. Ellers går hun bare i gang med at vaske op.


Mine øjne bliver dobbelt så store, selvom de faktisk er ret små om morgenen, da jeg hører hvad klokken er. Mit indre vækkeur, plejer da at vække mig omkring de ni stykker. Er det ikke sommertiden der går frem, eller er det tilbage? Vi kan jo heller ikke være gået ind i sommertid; Det skete da for lang tid siden, vi er jo i juni?


Det ringer på døren og eftersom Bella ikke tager initiativ, til at gå ud og åbne, gør jeg det. Halv måbende går jeg ud i entreen, uden at tænke på at jeg næsten intet tøj har på, og hen til hoveddøren. Hun har vel ikke bestilt pizza igen? Det tror jeg ikke, hun har jo lige spist morgenmad og pizza klokken halv et?


Jeg åbner døren, men da jeg ser hvem det er, skal jeg til at smække døren i hovedet på dem, men krøltoppen til Harry, når at spærre det, ved at holde døren med hans hånd. Gosh, han hånd er jo kæmpe.


”Hvad laver i her? ” jeg lægger armene over kors og spærrer indgangen. Harry giver mig elevatorblikket og først der, går det op for mig at jeg stadig har nattøj på.


”Sødt nattøj. ” han nikker for sig selv og flytter igen blikket op til mit ansigt.


Sukkende åbner jeg døren helt og lader dem komme ind. Ude i entreen er der ret så koldt og eftersom jeg har bare ben og ikke vil være syg, så gør det ikke noget at lade dem komme ind. Men at være syg, er ikke lige min favorit, selvom man kan ligge og se Netflix hele dagen.


”Du… eller i, besvarede ikke mit spørgsmål. ” siger jeg stædigt og stiller mig med krydsede ben. Hvorfor har jeg ikke tænkt på, hvor koldt her egentligt er, noget før?


”Bella har inviteret os. ” forklarer blondinen og jeg nikker langsomt.


Så Bella har inviteret dem, uden at sige noget som helst til mig. Hun kan være snu og jeg som troede jeg kunne se på hende når hun holdt noget hemmeligt, men næ nej, det er kun hende der kan se det på mig. Hun kan nok også se det i spejlet, på sig selv, men så ved hun jo allerede at hun lyver.


”Bells, hvorfor har du ikke fortalt mig dette? ” råber jeg og kort efter kommer hun gående ud i entreen.


Hun vidste det i for vejen, så selvfølgelig er hun fuldt påklædt, imens jeg står her, ret akavet, uden bukser på. Selvfølgelig har jeg shorts på, men jeg anser ikke shorts som bukser. Shorts er shorts, det giver sig selv.


”Overraskelse? ” griner hun og slår ud med armene.


”Dem fik jeg nok af i går. ” mumler jeg og vender mig om, for at gå ind på mit værelse.


Da jeg er derinde, sætter jeg kursen direkte imod mit klædeskab, for at finde noget tilfældigt tøj frem. Jeg hiver et par bukser ud, som jeg tager på og det samme gør jeg med en tilfældig bluse. Jeg sætter mit hår op i en hurtigt og rodet knold, så det ikke kommer til at irritere mig alt for meget og går ellers ind i stuen.


Derinde sidder drengene hulter til bulter i sofaen – jeg får nærmest OCD af det – og spinkle Bella sidder iblandt dem.


”Jeg tager på arbejde. ” siger jeg hurtigt og vender mig om og skal til at gå ud i entreen, men stoppe i en bevægelse, da Bella begynder at sige noget til mig.


”Hvorfor? Du skal ikke have taget billeder i dag og du har heller ingen møder? ” jeg kan nærmest føle hendes undrende blik i min ryg.


Har hun tjekket min kalender, eftersom hun ved det? Eller er det fordi jeg altid plejer at fortælle hende, hvis jeg skal noget. Eller så kender hun mig bare så godt, at hun ved, at jeg ikke har planer hver evig eneste dag og foretrækker at blive hjemme, hvis jeg får muligheden.


”Jeg kan vel hjælpe en af sekretærende. ” jeg trækker på skuldrende, uden at mene det som et spørgsmål.


Pludselig begynder alle drengene at grine helt vildt højt og er der et æsel her i stuen, eller er det bare mig? Jeg kigger undrende på Bella, der også begynder at grine og kigger derefter undrende på drengene. Jeg indrømmer, jeg er helt væk og forstår virkelig ikke hvad de griner af. Jeg venter utålmodigt, til deres grin stilner af og kigger så spørgende på dem.


”Du har et hul i maven. ” forklarer Bambi mig og jeg kigger underligt på ham.


”Den er god med dig, Bamb- ”


”Liam. ” irettesætter Bella mig.


Jeg kigger irriteret på hende, hvad er der galt i at jeg ikke kender deres navne og giver dem navne ud fra deres udseende? Det er simpelt, jeg kender nu Louis og Harrys navn. Louis’ navn har jeg hele tiden kunnet, men i starten kaldte jeg Harry krøltop, fordi hans hår er en masse krøller. Blondinen, kalder jeg blondine fordi hans hår er blond, selvom man godt kan se at han farver det. Og Bambi – eller Liam – kalder – eller kaldte – jeg Bambi, fordi han har Bambi øjne.


”Og han mener det. ” Louis griner svagt.


Mit blik ryger nedad og nu forstår jeg hvad de mener. I den hvide bluse jeg så har valgt tilfældigt, er der et ret stort hul, så de har frit udsyn til min mave. Jeg dækker den hurtigt med min arm og bakker forsigtigt bagud, bange for at ramme en væg, en dør, eller dørkarmen.


”Em, vent lidt. Vil du ikke nok blive? ” beder Bella og lægger hovedet på skrå. Jeg sukker og betragter hende.


På grund af hendes italienske udseende, som jeg misunder fuldt ud, får det hende virkelig til at ligne en lille nuttet hundehvalp. Og hendes flotte brune øjne, er prikken over i’et.


”Kun for din skyld. ” mumler jeg og vender mig endelig om, så jeg kan få skiftet blusen.


Hvis Bella beder mig om noget, gør jeg det for det meste og det er det samme omvendt. Vi gør det vel for at glæde hinanden og fordi at vi har lovet at gøre ting for hinanden. Og så gør vi næsten alt sammen og det har vi så gjort siden anden klasse.


Jeg marchere direkte hen til klædeskabet og finder en lysegrå bluse. Foran stopper den lige under navlen og bag i stopper den lige oven over knæet. Det er en af mine yndlingsbluser, for den er både pænt designet og så er den ekstrem dejlig at have på. Den er blød og løs og strammer overhovedet ikke, nogen steder på kroppen; Den er fantastisk.


Den hvide bluse med hul i maven, trækker jeg over hovedet og smider den hen i skraldespanden, der står under mit skrivebord. Den grå bluse, uden hul i maven, trækker jeg ned over hovedet. Igen, den er så dejlig at på.


Efter at jeg er hundrede procent sikker på, at der ikke er flere huller i det tøj jeg har på, går jeg ind i stuen og sætter mig i lænestolen, som ingen har taget. Det er bare godt, for det er det næstbedste sted at sidde, efter sofaen, som de jo har taget, så det er ikke godt…


 ”Hvorfor skal jeg så blive? Så jeg kan lave mad til jer og gøre rent efter jer? ” spørger jeg sarkastisk og kigger rundt på dem.


”Egentlig ikke, mere fordi du er så klodset at der altid sker noget uheldigt når du er i nærheden, som for eksempel i mandags med din t- ”


”Stop der. ” afbryder jeg hende og kigger advarende på hende.


 Drengene læner sig frem og kigger nysgerrigt på Bella og mig. Jeg sukker lydløst, hvilken situation hun absolut skulle bringe mig i. De behøver ikke vide noget om hvor klodset jeg er, det er ikke fordi jeg har planer om at blive deres bedsteven, som bare er bedre end alle andre. Nej tak, du.


”Sig det. ” griner blondinen.


”Desværre, blondie. ” jeg trækker på skuldrende.


”Tak, for at indrømme du ikke kan deres navne. Nu skal du på Bellas kursus. ” griner Bella og prøver at lave en ond latter, men det går ikke helt så godt, som hun nok forventer.


Sukkende gemmer jeg mit ansigt i mine hænder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...