Better Than Words | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2015
  • Opdateret: 6 jul. 2015
  • Status: Igang
21 årige Emily Edwards fik tilbage i 2009 en opgave for i faget musik; Hun skulle skrive en tekst og lave en melodi til teksten. Hun blev færdig og fik endnu en opgave; Denne gang skulle hun synge den foran hendes klasse, imens hun spillede klaver. Hvilket hun gjorde.
Seks år senere bor Emily i en tre værelses lejlighed, med sin bedsteveninde Bella. En dag vinder Bella to biletter, inklusiv backstage biletter, til en One Direction koncert og får overtalt Emily til at tage med. Midt under koncerten begynder den melodi, Emily opfandt tilbage i 2009, at spille og kort efter starter teksten som hun også opfandt. Finder hun ud af hvor de kender hende melodi og tekst fra? Bliver hende og Bella venner med de fem verdenskendte drenge? Vil følelser opstå?

282Likes
236Kommentarer
184652Visninger
AA

2. Chapter 1

Chapter 1


Emilys synsvinkel.


”Emily, jeg orker ikke at lette min røv og hente posten, så det må du gøre. ” råber Bella inde fra stuen, til mig som sidder på køkkenbordet i køkkenet.


Sukkende lægger jeg min mobil på bordet, som jeg ellers lige sad og spillede på, hopper ned og går ud i opgangen. Jeg hopper ned af trapperne – to trin ad gangen – og er helt forpustet da jeg endelig er ved postkasserne, der hænger på rad og række.


Det er ikke fordi jeg er i dårlig kondi, at jeg bliver forpustet. Det er fordi at vi bor på anden sal. Måske er jeg i ret dårlig kondi, men så længe jeg ikke tager på af ikke at træne, passer det mig meget godt. Mit stofskifte er lidt anderledes end Bellas, men sådan er det.


Jeg indser at jeg har glemt nøglerne til postkassen og stønner irriteret. Jeg fører min hånd hen imod vores postkasse og prøver at hive og flå den op. Problemet er bare; At jeg skal have den dumme nøgle.


Turen op tager endnu længere tid, nok fordi det er turen op. Op er altid sværest. Håndtaget trækker jeg ned og går ind igen.


”Bella? Hvor er nøglerne til postkassen? ” råber jeg, eftersom jeg regner med hun stadig sidder i stuen.


Tanken om vores naboer strejfer mig en gang imellem. Det må være ret irriterende at have os som naboer, for det meste råber jeg. Og os som overboer, det kan jeg slet ikke tænke på. Især fordi vi har fået virkelig mange klager fra vores underbo.


”Glemte du den? Igen? ” hun kommer grinene ud i entreen og smider nøglerne til mig.


”Det kan du jo selv svaret på. ” jeg ruller med øjnene og går ud af døren igen. Denne gang med nøgler, så jeg ikke skal rende op og ned igen.


Jeg smiler tilfredst for mig selv da jeg står foran postkassen, med nøglen i hånden. Jeg låser op og ud vælter det med reklamer, blade, regninger og lur mig om der ikke er et brev eller to, fra vores forældre.


Både Bellas og mine kan være ret gammeldags på nogle punkter. Men vi svarer ikke med breve, men med beskeder. Vi er ret moderne på nogle punkter.


Jeg samler al posten i min favn, lukker postkassen – eller hvad man siger – i og låser den. Balancerende med de ret mange reklamer og blade, og de andre ting, kæmper jeg mig op af trapperne.


Væltende ind af døren kommer jeg skam også og taber det hele ud over gulvet.


”Det her er mit yndlingstidspunkt på ugen. ” Bella kommer løbende ud i entreen, sætter sig på gulvet og begynder at kigge på posten. I starten kigger jeg underligt på hende, men trækker så på skuldrende og begynder selv at kigge på posten.


Eller jeg kigger ikke, jeg starter med at sortere det, fordi jeg bedst kan lide at slutte med at kigge på regningerne. Bella har altid kaldt mig perfektionistisk, men jeg ville nu mere kalde det organiseret.
Jeg samler et blad op og læser overskriften.


”Abonnere vi stadig på dette blad? Det troede jeg vi stoppede med for et halvt år siden. ” mumler jeg og rynker på næsen. Jeg smider bladet hen i bunken med blade, sjovt nok.


”Gjorde vi det? ” spørger hun.


Tøvende nikker jeg og bliver pludselig i tvivl. Gjorde vi nu også det? Det kan jo være et andet blad jeg tænker på. Jeg erstatter min nikken med en skulder trækken og kigger videre.


En stor hvid konvolut fanger min opmærksomhed, så jeg griber fat i den og læser navnet.


Bella Eleonora Bianchi.


Jeg har altid været misundelig på Bellas navn, altså hendes fulde navn, men hun har altid hadet det. Hendes far er fra Italien, derfor har hun et ret så Italiensk navn.


”Bell, den her er til dig. ” jeg rækker hende konvolutten og hun tager imod den med et smil. Bell er hendes kælenavn og hun kalder mig ret til ’Em’, men det gør hun kun hvis vi snakker sammen, hvis vi råber til hinanden siger vi ikke vores kælenavn til hinanden. Jeg ved ikke hvordan det er blevet sådan, det er det vel bare blevet automatisk.


Efter at hun har taget den sortere jeg videre. Eller det vil sige at jeg når at lægge to reklamer hen i bunken inden hun begynder at skrige så højt, at jeg holder mig for ørerne. Når jeg siger højt, så mener jeg virkelig højt.


”Har du skåret dig på papiret? ” spørger jeg da hun endelig stopper med at skrige.


Hun ryster ivrigt på hovedet og viser mig to billetter til en koncert, eller det regner jeg da med.


”Hvem er One Di… rection? ” jeg kigger spørgende på hende og hun kigger måbende på mig.


Er det noget jeg skal have hørt om? Eller er de eller den person endnu en døgnflue som næsten alle har glemt om en uge? I så fald tror jeg de eller den person er en dreng, hvis man dømmer ud fra hendes ben der ikke kan ligge stille.


Jeg kigger på hende imens hun vender konvolutten på hovedet og flere papirer falder ud. Hun kigger dem igennem og begynder at skrige igen. Naboerne må jo tro at jeg er i gang med at smide hende ud af vinduet, eller noget i den stil.


”Der er også backstage billetter. ” hviner hun og viser min endnu flere billetter. Jeg drukner jo snart i alle de billetter, selvom der faktisk kun er fire. Heh.


”Så fortæl mig hvem det er. ” vrisser jeg halvt irriteret og halvt irriteret. Det vil faktisk sige at jeg generelt bare er irriteret over at hun ikke vil sige hvad eller hvem de eller det er.


”Det er dem jeg altid hører når jeg hører musik. ” siger hun og tilføjer. ”For resten er de fire, bare så du ikke bliver helt rundforvirret. ” hun blinker grinende til mig og rejser sig op og forsvinder ind i stuen.


Så er der bare mig. Jeg sortere de sidste reklamer, blade, regninger og breve. Da jeg er færdig smider jeg reklamerne ud, bladende lægger jeg på en kommode herude i entreen. Regningerne ryger ud på spisebordet, så vi ikke glemmer dem og brevene tager jeg med ind i stuen.


Bella sidder allerede i sofaen og læser det papir igennem som fulgte med billetterne. Jeg kaster brevene hen på sofabordet og går ud i køkkenet for at hente min mobil og derefter sætter jeg mig ind i stuen.


”Jeg har vundet dem i en konkurrence jeg deltog i for omkring en måned side. ” forklarer Bella, idet jeg sætter mig i sofaen. Endelig har hun gearet sig selv lidt ned.


”Aha. ” mumler jeg uden rigtigt at hører hvad hun sagde. Jeg tænder min mobil og går ind på Twitter, men slukker den hurtigt.


Hvorfor har jeg ikke opdaget disse One Direction drenge noget før? Min startside er eksploderet med alle mulige der spørg hvem der har vundet konkurrencen.


”Hvor kendte er de? ” spørger jeg.


”Verdenskendte. ” svarer hun hurtigt og denne gang er det min tur til at kigge måbende på hende. Og jeg har aldrig hørt noget som helst om dem? Det eneste jeg nogle sinde har hørt, som har noget med dem at gøre, er deres musik.


Jeg nikker og griber fat i et brev og læser hvem det er til og smiler da jeg ser det er til mig, fra min mor. Hun er gravid og har termin her om en måneds tid og jeg glæder mig helt vildt meget til at blive storesøster. Det bliver en dreng og jeg har fået lov til at bestemme navnet.


Min mor er kun treogfyrre, så hun fik mig da hun var meget ung, eller meget ung ifølge mig.
Lige inden jeg når at åbne det, rejser Bella sig op og jeg kigger på hende.


”Vil du tage med? ” spørger hun og lægger hovedet på skrå.


Mig? Med? Til en koncert med tusinde skrigende tøser? Jeg vil hade det. Det er ikke lige mig at stå mast i en stor klump med piger, der alle har malet sig i ansigtet og bluser på med One Direction. Det er heller ikke lige mig at blive skreget ind i hovedet i to timer i træk.


Det er i hvert fald sådan jeg forestiller mig en koncert med dem. Hvis de virkelig er verdenskendte, som Bella jo sige – jeg siger ikke at hun lyver, må en koncert da være sådan.


”Desværre, der må jeg takke nej. ” jeg kigger undskyldende på hende.


”Men jeg har ikke andre at tage med, vil du ikke nok? ” plager hun mig og jeg får helt dårlig samvittighed. Men igen, vil jeg tage med til den koncert og have hovedpine flere dage efter? For min bedste venindes skyld?


”Jeg vil tænke over det. ” lover jeg og kigger ærligt på hende.


Hun hviner og løber hen og giver mig et stort kram.


”Mange tak, Em, så skal jeg nok betale næste gang vi går på Café. ” siger hun.


Hun tager billetterne og går ind på sit værelse. Sikkert for at gemme dem, så jeg ikke kan finde dem og brænde dem.
Men det der med Caféen, det ender altid med at det er mig, der betaler. Hun når altid at bruge alle sine penge på tøj inden vi beslutter os for at gå på Café.


Jeg tager min mobil jeg lagde på sofaen, tænder den og lader være med at gå ind på Twitter. I stedet går jeg ind på Snapchat og begynder at spamme Bella med snaps, for det ved jeg hun hader, men i sidste ende begynder hun at synes det er sjovt og begynder også at spamme mig.


Det er i hvert fald sådan de fleste af vores Snapchat krige starter.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...