··Kids in love··

16 år gammel og hjemløs. At leve på gaderne i LA er hårdt. Det kender Nelly alt til. Hun blev smidt ud hjemme fra som 14 årig og flygtede fra Frankrig til LA. " Hey jeg er en hjemløs pige og ville høre om jeg måtte låne dit bad, jeg er væk om 15 minutter " var sætningen der ændrede Nellys liv. Den dreng hun spørger er Nash Grier. Den sætning vil være starten på et solidt venskab. Måske en lille flirt med en af Nash's venner?

20Likes
15Kommentarer
9817Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Der var nu gået omkring en måned siden jeg bare var styrtet ud af Nash's lejlighed. Mine tanker var næsten altid på Matthew Espinosa. Jeg troede den gang jeg var vild med ham, men hvad ville det hjælpe at sige det til ham hvis jeg bare ville stikke af dagen efter. Mine følelser var virkelig faldet meget ned her de sidste uger. Som hjemløs er man ikke ligefrem den følsomme type. Man må jo være hård for at kunne overleve uden mad i nogle gange 4 dage ad gangen. Alt kunne jo ske her i La, jeg tror chancen for at jeg møder dem en dag er stor, meget stor, fordi deres lejlighed var sådan 200 meter her fra hvor min bænk stod.

Lige nu var den omkring halv to om natten og jeg stod med hovedet nede i en stor supermarked container, hvor der lige var blevet smidt mad ud. Jeg ledte efter noget jeg kunne spise, for i dag var det fjerde dagen uden mad. Jeg havde fundet noget brød som kun var én dag for gammelt, det kunne vel godt gå I guess. Jeg kiggede mig over skuldren da jeg hørte en lyd bag mig og til min overraskelse var der blevet sat vagt på. Vagten lyste hen på mig og råbte "Hey you! Get out of that container right now or I'll arrest you!" meget sur og gik her hen af. Jeg tog brødet i min taske, hoppede ud af containeren og løb alt hvad jeg kunne. Jeg skulle bare væk herfra og så langt væk fra den vagt ret hurtigt før jeg blev fanget. Fedt der røg min kilde til bare en smule mad, hvad fanden skulle jeg nu gøre? Jeg satte mig ned med ryggen op ad en husmur og tog brødet ud af min taske. Det var fuldkornsboller. "Thanks god!" mumlede jeg og smilte lidt af det, fuldkornsbrød mættede mere end normalt brød. Efter jeg havde spiste tre boller, pakkede jeg resten ned i tasken og traskede mod min bænk.

Jeg havde ikke gået mere end 10 minutter, før jeg fik øje på to meget bekendte personer, Nash og Matthew "fuck I need to get away" hviskede jeg til mig selv og gik over på den anden side af vejen i håb om at de ville tro at det ville være en anden hjemløs. "Where do you think she is?" hørte jeg en af dem spørge den anden om "I don't know Matt. She can be everywhere right now, It's been a month" Nash lød ked af det og det samme med Matt. Det jeg aller mest havde lyst til var at løbe hen og kramme dem, men det kunne jeg ikke. Jeg sukkede og gik videre med hænderne i lommerne. Hvad lavede de egentlig så sent om natten? "We need to find her Nash. I'm worried" mumlede Matt og kiggede ned. Han så virkelig trist ud. Skulle jeg gå derhen? Nej, det kunne jeg ikke, jeg måtte videre.

Som jeg gik hen ad stien til min bænk mærkede jeg nogen prikke på min skuldre "Can I -" jeg sagde ikke mere da jeg så hvem det var "Matthew?" spurgte jeg forvirret og kiggede mærkeligt på ham. "Nelly? What are you doing?" spurgte han og krammede mig hårdt ind til sig "On my way to my bench?" sagde jeg og kiggede mærkeligt på ham som om han var dum, men han kiggede underligt på mig igen "do you sleep on a bench? Wait you are coming with us home now, I'm not letting you sleep on a bench" sagde han irriteret, tog hårdt fat om mit håndled og begyndte at gå hen mod Nash. "Let me go Matt" sagde jeg og prøvede at få hans fingre fri om mit håndled "you're hurting me" råbte jeg og blev desperat for at få mit håndled frit igen. Han slap endelig og kiggede undskyldende på mig "I'm sorry Nelly, I got mad" sagde han og kyssede min pande.

"Nelly?" råbte Nash glad og løb hen mod mig med armene åbne og klar til at kramme mig. Jeg grinte lidt da han omfavnede mig i hans kram, men Cameron var den bedste til at give kram det må jeg sige. "Don't scare me like that again. Coming home with us?" spurgte han og lagde sit hoved på skrå sammen med Matt. Jeg sukkede og nikkede let "yes I am" mumlede jeg og sammen gik vi hjem mod Nashs lejlighed igen.

 

---- dagen efter ----

"How are you princess?" spurgte Matt og kiggede på mig mens vi spiste aftensmad. "I'm fine, just a bit exhausted you know" mumlede jeg og gabte lydløst. Det var virkelig noget lækkert mad vi fik. " Why are you so sweet guys ?" spurgte jeg. Det undrede mig hvorfor de behandlede mig sådan. Altså Matt var jo ligesom en bedsteven halv flirt ting så ham ved jeg godt hvorfor han gør det, men Nash og Cameron forstår jeg ikke.

De behandlede mig nok som de behandlede deres fans. "What do you mean?" spurgte Nash og Cameron i kor og kiggede undrende på mig og ventede på svar. "You let me sleep here, you take care of me and so on. Is it just the way you treat your fans? Just being sweet and caring?" De havde kæmpe øjne og åbne munde, de kiggede på hinanden og igen på mig "what?" spurgte jeg og begyndte at få en ubehagelig følelse i min krop. "Do you really think we see you as a regually fan?" spurgte Nash og lød faktisk skuffet. Jeg kiggede ned og vidste godt at det var dumt, det jeg havde startet lige nu. Jeg kiggede ned og nikkede lidt. Cameron tog over og forsatte "we really like you Nelly, you are such a sweet girl. We want to take care of you and make sure you're safe and get food everyday. I can't stand the thought of you don't have a home or not getting food everyday. You're not just a fan to us" han så ud som om han var ked af det. "Sorry for asking" mumlede jeg og rejste mig fra bordet.

Jeg gik ind på det værelse som jeg havde fået tildelt og lukkede døren efter mig, jeg gad ikke at de skulle snakke til mig lige nu. Jeg ville bare gerne have Matt til at cuddle med mig i sengen og falde i søvn i hans arme. Var han som kaldet, kom Matt den skønne dreng ind i værelset og spurgte "are you okay princess?" med den sødeste stemme nogensinde. "Please cuddle me Matty" sagde jeg bestemt og grinte lidt af det bagefter selv. Han adlød og lagde sig bag mig, så vi lå i ske med den ene arm under mit hoved og den anden om min talje. "You are so special to me and I'd not know what to do if anything happened to you Nelly" jeg blev så rørt over det, der var aldrig nogen som havde sagt noget så sødt og vidunderligt til mig før. Jeg vendte mig om så vi lå ansigt til ansigt "anybody had ever told me something like that before Matty. I really like you, but I'm homeless and you guys can't have a girlfriend who are homeless. It'd not begood for your career" det gjorde rigtig ondt at sige, men det var jo sandheden. De var så søde mod mig og ville aldrig gøre noget ondt ved mig, men fandt deres fans ud af at jeg er hjemløs ville de flippe ud og det ville ødelægge deres karrierer fuldstændig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...