Depression Isn´t Easy - "Leave me alone!"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2015
  • Opdateret: 5 jun. 2015
  • Status: Igang
Aya lever med depression og det går heller ikke op ad bakke da en dreng kommer ind i hendes liv.
Klassekamerater der sviner hende til, drenge der gør nar af hende, og det er bestemt heller ikke sjovt når man lige har mistet sin mor.
Aya har faktisk ingen at gå til og snakke om det. Ikke engang sin far, eller en veninde.
Aya er ikke typen der rigtig stiller sig op og siger dem imod, men hvad gør hun når hun ikke kan holde det ud mere?
Hvad gør hun når det flyder med tårer og bare vil væk?
Læs med og find ud af det her i ´Depression Is Not Easy´

4Likes
1Kommentarer
339Visninger
AA

1. "Dear Depression..."

Hejsa. Jeg vil bare lige sige, nolge gange kan musik få jer til at føle jer ind i historien. Så jeg anbefaler jer at høre f.x. disse sange: My Immortal - Evanescence, River flows in you - Yiruma

Det bliver spændene at se hvad i synes om den da det er en historie jeg lever mig meget ind i:)

 

 

 

"Dear Depression..."

 

´Kære dagbog.                                                                                                                                    20/5-17

Det er nu en uge siden jeg mistede min mor. 1 måned inden min fødselsdag. Selvom at der er gået en uge kun kan jeg ikke forklare hvor ked af det jeg er lige nu. Jeg har siddet oppe på mit værelse i flere minutter, flere timer, flere dage og grædt. Jeg kan ikke spise noget. Jeg har slet ingen appetit. Mit hoved og mave fortæller mig at jeg ikke kan. Fortæller mig at jeg lever hvis jeg spiser.

Min far tvinger mig til at sidde ved spisebordet når de spiser. Jeg får kvalme bare ved at se dem spise. Bare ved at se maden. Lugten fra maden går gennem mine næsebor og ned i halsen. Jeg savner at min mor sidder dér. Lige ved siden af mig, og spørger ind til hvordan min dag er gået. Men efterhånden som timerne og dagene er gået, har dagene bare føltes grå og kedelige.

Om 1 måned vil det være min fødselsdag. Jeg gider ikke. Mit hoved siger nej, men min far siger jeg skal. "Du kan godt gøre det for din mors skyld!" råber han. "Tror du ikke din mor ville have været her hvsi hun ville! Tag dig sammen Aya!" 

Jeg ved godt min far kun mener det bedste for mig, men burde han ikke også tænke på mine behov?´

 

Her sidder jeg. I klasse værelset med alle de glade elever. Alle deres smil på deres læber. Jeg krammer mine mave og skære ansigt. Mavekrampe. En stemme i hovedet hvisker at jeg ikke kan klare det, jeg er for uduelig. Jeg er for grim.

"Hey prøv lige at se Aya" Jeg kigger hen på bordet ved siden af mig. De sidder og pejer på mig. Griner. Hvisker så igen "Ja, hun ser hjemløs ud i det tøj hun går i" De fniser. Jeg kigger ned af mig selv. Cowboy bukser, t-shirt og håret nede. "Der er sikkert ingen der elsker hende, derfor er hun nok hjemløs" De fniser endnu engang og kigger hen på mig. Endnu engang får jeg mavekramper der er endnu værre. Jeg løber ud af klasse værelset da jeg kunne mærke at der var noget på vej op. Nede af gangen kan jeg høre klassen grine og råbe på mig.

Jeg skynder mig ud på toilettet og prøver så vidt muligt at få noget op. Men der kommer ikke noget. Kun vand. Jeg havde ikke fået noget mad i flere dage. Måske nogle enkelte pastaer, men jeg havde så også kastet op efterfølgende.

 

Jeg gik ned af gangen med de mange blå skabe. Lugten af sved slog til da jeg gik ud af døren. De mange skridt som kunne høres hver gang der var en der gik hen af det støvede gulv, var så høje inde i mit hoved at det gav mig hovedpine. Sådan har det været de sidste par dage efter min mors død. Den her gang er det bare blevet værre. Værre med alting. Det var som om alting var blevet forstærket og bare blev ved med at vokse. Klokken ringede og gangene blev hurtigt tomme. Til sidst var der ingen tilbage. Ikke en eneste skygge af noget der viste sig at være en person. Jeg tog min taske på ryggen og begyndte at gå ud af skolens udgang.

I dag føltes vejen at være så lang. Længere end den plejer. Jeg stoppede op ved at smukt træ. Hér, lige hér, havde mig og min mor siddet.

 

`"Det var hér jeg mødte din far for første gang". Hun smilede. "Mor?" Jeg satte mig under træet. "Ja min egen?" Hun satte sig forsigtigt ned ved siden af mig, og lagde en hånd på mit lår. "Jeg elsker dig" jeg smilede ned i jorden. Hun tog sin hånd og lagde den i min. "Jeg elsker også dig skat" sagde hun og kyssede mig på kinden. "Her der er noget du skal have" Hun slap min hånd og ledte efter noget i sin taske. "Det behøver du altså ikke mor" sagde jeg med et grin. "Den her var min dagbog da jeg var yngre-" sagde hun og rakte mig en bog med en masse sider. Altså rigtig mange sider! "Den syntes jeg du skal have. Så kan du skrive alle dine tanker ned i den" sagde hun og rejste sig. "Tak mor'" sagde jeg og gav hende et kram´

En tåre banede sig vej ned af min kind. "Jeg vil aldrig glemme dig mor" sagde jeg med en grædende stemme.

 

Jeg fandt vej hjem og satte mig på min seng. En stemme i hovedet spurgte om hvorfor jeg er så svag? Hvorfor at jeg overhovedet var her hvis ingen ville savne mig? Hvad gør jeg så gavn for?

Jeg tog min mors dagbog frem hun havde givet mig. Hvorfor tog jeg ikke chancen? Chancen for at kunne se hende igen? Der er jo ingen der vil savne mig? Min far tvinger mig til at spise, og til at holde min 16 års fødselsdag. Mine ´veninder´, hvis man kan kalde dem det, gider mig ikke. Hvorfor så vente?

Endnu engang siger stemmen i mit hovede at jeg skal gøre det, men at jeg ikke tør. ´Se dig selv i spejlet. Der er da ingen der gider dig. Du er for grim til at leve. Se lige de fede lår! Hvordan kan nogle overhovedet være i stand til at tale om dig?´

 

Jeg løber grædende ud på badeværelset. Mascaren løber ned af mine kinder. "Jeg kan godt se hvad du mener" hvisker jeg til mig selv. "Hvordan kan det være at min far ikke skammer sig over mig? Jeg er overhovedet ikke det værd" Jeg finder hurtigt et barberblad frem og ligger den på hjørnet af vasken. Jeg sidder i flere minutter og kigger på barberbladet. ´Gør det nu! Der er ingen vej uden om når du først har gjort det´ Er der virkelig ingen anden vej ud? ´Det er det eneste der hjælper på smerten!´ Jeg tager barberbladet i hånden, og trykker den mod min hud. Jeg kører den langsomt vandret over min arm. Jeg skar en grimasse og så at blodet begyndte at komme frem. ´Jeg sagde jo at det føltes bedre end smerten af dit savn til din afdøde mor` Faktisk føltes det godt. smerten fra dette overdøvede den anden smerte og fik mig til at tænke på noget andet.

 

Der blev banket på døren. "Aya, der er mad om lidt kommer du ned?" Jeg gemte barberbladet af vejen så han ikke ville finde ud af noget. Jeg låste døren op og mødte min fars blik. "Er du okay? Du virker lidt trist for tiden?" What?! hvad er det for et spørgsmål? Øh, jo altså nu skal du høre, min mor er lige død, jeg har en stemme inde i mit hovede der mener at jeg ikke dur til noget som helst, at jeg sagtens kunne tage afsted med mor uden at nogle ville være kede af det, uden at du ville savne mig, Så ja far. Jeg har det godt. "Nej. Der er intet galt" jeg sendte ham et lille uskyldigt smil. Så godt som jeg nu kunne. "Okay. Ellers siger du bare til, så kan vi få dig skrevet op hos en psykiater så du får en at snakke med" Jeg sukkede. Selvfølgelig. Psykolog. Lige hvad der manglede.

 

 

 

Jeg glæder mig meget til at skrive mere på den her historie. Jeg har skrevet den fordi jeg selv har depression her for tiden, men ikke den samme depression. Jeg håber i kunne lide dette kapitel:*

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...