Barndomsforladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2015
  • Opdateret: 3 jun. 2015
  • Status: Færdig
Malak fortæller. Og hun er god til det. Derfor skrev jeg det ned.
Hun fortæller om alle de ting hun ikke forstår og om hendes situation i en flygtningelejr.

5Likes
14Kommentarer
404Visninger
AA

1. Barndomsforladt

Jeg vidste ikke hvordan det var, sådan at være rigtig bange. Det er ligesom duften af mor, det kan ikke beskrives. Men alle ved hvordan den føles. Den forsvinder ikke, den hænger overalt, og man venter på at se hende. Alle steder. Sådan er frygt også, det hænger over alt og du venter hvert øjeblik noget vil ske, men det er ikke sket endnu.

Det er det samme hver dag. Det samme ingenting. Jeg har kun set rødhvide plus folk én gang. Måske to. De gav vandflasker  og mærkelige pakker til mor, og det var første gang vi fik rigtig mad og vand, der ikke smagte af noget. 

Mor sagde, at når vi kom til Bakaa-dalen, ville vi få det godt. På det tidspunkt var jeg meget træt og svimmel og mine ben sov, og det eneste jeg virkelig gerne ville have, var at mit hoved ville holde op med at dunke sådan. Det dunker stadig, men mere som dengang vi trampede rundt i jorden i en dans, og ikke som skud der bliver ved i en evighed lige ud fra mit øre. 

Men da mine ben holdt op med at sove, og det holdt op med at være så svært at holde mig vågen, ville jeg gerne have mere. Jeg ville gerne have den gryderet mor plejede at lave, og jeg ville gerne have, mor holdt op med at gå rundt og rundt, jeg ville have, hun skulle flette mit hår eller nusse min ryg. Jeg ville bare have hende til at holde op med at gå sådan rundt. Jeg blev rundtosset af at se på det. Men mest af alt, efter vi havde været her et stykke tid, ville jeg gerne have nogen at snakke med. Men alle andre er ældre eller yngre eller gå hvileøst rundt, som om de er besat af en mekanisk maskine. Jeg ved heller ikke, hvad vi skulle snakke om. Det jeg håber mest på, er at jeg møder en, hvis mor også er gået og ikke er kommet tilbage endnu. Så har vi noget til fælles. Når jeg tænker over det, vil jeg også rigtig gerne tegne. Med farvekridt, som mig og min søster Aida gjorde, da de høje brag lød udenfor. Jeg ville gerne se det, for det lød ligesom når vi kastede kugler, mig og min veninde. Bare mange, gange højere og Aida sagde det var kæmperne som spillede kugler, men jeg måtte aldrig få lov at se det. Jeg så heller aldrig min veninde igen, for mor sagde, de flyttede ligesom alle andre. Vi var de sidste, der flyttede og det var kun fordi mor var blevet træt og, øm og min lillebror blev født.

Mor siger, vi ikke kan komme hjem, for det findes ikke længere fordi kæmperne kom til at ødelægge det, da de spillede kugler og vi bor her, mens vi venter på et nyt hjem.

Jeg vil meget gerne hjem, men kun hvis kæmperne finder et andet sted at spille kugler. Ofte er jeg vågnet, fordi min søster råber op, og da jeg engang spurgte, hvorfor jeg ikke måtte sove, svarede hun:” Fordi de andre kæmper ikke gør noget ved dem, der spiller kugler.” Mor blev meget vred og sagde, jeg ikke skulle lytte til hende.

Men det er okay, ikke at kommer hjem, hvis mor snart kommer tilbage. Jeg synes ikke det var fair at gøre mig mindre træt og få mine ben til at vågne, når det kun var det jeg helst ville have, da mine ben sov, og jeg ikke havde det særlig godt. Det er ikke fair at opfylde mine ønsker, når det i virkeligheden ikke er det, jeg mest af alt ønsker.  For min skyld, kan jeg godt blive mærkelig igen, hvis bare mor kommer tilbage. Der er alligevel intet at lave og jeg tænker tit at jeg er blevet besat af en af de der mekaniske maskiner, for jeg går hvileløst rundt og får ondt i benene, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal. Jeg går rundt mellem det, de kalder telte. Men jeg synes det er et forvirrende ord, for de er sandfarvede, meget små og når det blæser, vælter de rigtig nemt og der kommer sne ind mellem revnerne og det er så vådt og koldt. Sådan var mormors telt slet ikke. Det var blåt og meget stort, og jeg kan huske, der var sådan et klap-ud-bord hvor vi, mor og mormor og mine søskende sad og drak te. Og jeg kan huske, jeg smagte det, og det smagte surt og så sødt og så meget mærkeligt, men jeg kunne ikke lide det. Jeg vil heller have den te, end vandet som er her. Men ikke hellere end at få mor tilbage. Aida siger at mor nok skal komme tilbage, og det ved jeg også at hun skal, men det er så lang tid siden, hun forlod os. Jeg har talt. Halvems dage, tror jeg. Og det har jeg sagt til hende og spurgt, hvornår mor kommer tilbage. Men hun nusser bare mit hår, og jeg rykker mig væk, fordi det minder mig om dengang, det dryppede ned i mit hår og mor skreg og sagde jeg ikke skulle se op, så jeg så op, men mor dækkede mine øjne til, og så blev jeg løftede op, og hun løb. Aida rynker på næsen, hun bliver altid overrasket over at jeg rykker mig væk, og så siger hun.”  Hun kommer tilbage med paradis i sin lomme. Paradis tager tid at finde, Malak”

Aida er glad for at sige mit navn, og hun er begyndt på det, efter mor forlod os, og det er virkelig begyndt at irritere mig, for jeg kan ikke lide mit navn, og hver gang jeg siger hendes, bliver hun vred og tysser på mig. Jeg må heller ikke hjælpe hende med min bror, han er så lille, mindre end jeg var, siger Aida men jeg synes bare han har et rigtigt stort hoved og meget store øjne, og hver gang de bevæger sig, ligner det, de skal til at falde ud. Det smilede jeg tit af, men det er holdt op med at være sjovt, for nu sover han hele tiden. Han ligger i hjørnet af teltet, og det er derfor jeg ikke er i teltet meget, for han lugter sådan. Rigtig grimt og jeg har sagt til Aida hun skal skifte ham, men det vil hun ikke. Hun bliver hysterisk hver gang jeg siger det og så skubber hun mig eller slår, og så græder jeg rigtig meget og ønsker mere end nogensinde mor snart kommer tilbage. Nogen gange, før jeg får ondt i benene, og når min mave ikke gør så ondt, så går jeg ud og leder efter de mirakelmager som opfyldte mit ønske. Hvis jeg finder dem, kan jeg måske overtale dem til at afbryde mit ønske, så jeg bliver mærkelig igen, og så kan jeg få et nyt ønske, og så vil jeg ønske mor kommer hjem.

Jeg fryser hele tiden og nogen nætter vil jeg næsten give mit ønske om mor væk for varmt tøj. Jeg er træt af ikke at kunne styrer mine ben, fordi de ryster sådan. Det, rigtigt at fryse, er også svært at beskrive.  Men det er som om, huden får et ekstra tykt lag af kulde, som også gør, det er umuligt at mærke noget som helst. Tit tramper jeg rundt, fordi jeg ikke har styr på hvornår mine fødder rammer jorden og ikke kan mærke det. Og så brænder det, når man rører ved noget, lige meget hvad det er. Og flere sekunder efter, dunker det virkelig kraftigt. Sådan har jeg haft det flere dage nu og Aida prøver at varme mig med sine egne hænder, men det hjælper ikke.

Jeg er sikker på, jeg har vandret hele lejren igennem, men det eneste jeg ser er sandfarede telte, nogen gange er de fyldt med vand eller sne, og jeg får våde fødder. En gang i mellem kan jeg se de rødhvide plus’er, men her er altid så mange, at de når at forsvinde, inden jeg kommer hen til dem.

Jeg bryder mig ikke om, at være i teltet med Aida men på det seneste bryder jeg mig heller ikke om at være udenfor, men det er ikke på grund af sneen. Der er så meget larm, nogen der råber eller skriger, tit store klumper ved mærkelige store kassebiler, og tit står jeg bare og kigger, for de bliver næsten lige så mærkelige, som jeg var. De slås og flår i hinden mens firkantede pakker bliver kastet ud. Jeg vil gerne have en firkantet pakke, men hver gang jeg siger til Aida græder hun og knuger min bror ind til sig, råber at jeg selv kan gøre det, og så siger jeg igen at hun i det mindste kan skifte ham, og så slår hun, og jeg græder og alting løber i ring.

I den seneste tid sidder min søster meget i teltet og når jeg bliver sulten, henter jeg de mærkelige korn der står i store tru henne bagerst i lejren, henne ved et af toilethusene, som jeg aldrig bruger for det lugter, næsten værre end min bror. Kornene smager ikke godt og mætter slet ikke, men jeg deler dem alligevel med min søster. Jeg vil helst ikke hente vand også, for det er tungt at gå med og metal håndtaget på spanden gnaver i håndfladerne. Men min søster siger, det er vigtigt, siger at vandet bare smager anderledes her, og så spørger jeg til det gennemsigtige vand der ikke smager af noget, men så siger hun, jeg skal holde mund.

Når mine ben gør ondt sætter jeg mig ved åbningen, som egentlig bare er streger i jorden som jeg selv har lavet. Og så holder jeg øje med dem, der kommer,. som jeg kan se fra meget lang afstand. Nogen af dem halter, nogen bliver båret og andre når slet ikke herhen, og så løber andre ud for at hjælpe, og jeg sidder bare og kigger og håber på at det en dag, vil være mor, der kommer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...