Hende der blev hadet elsket.

Dette er historin om en Arabisk dronning, som ved, og kan, lidt mere. Dette faktum giver hende problemer.

2Likes
4Kommentarer
427Visninger
AA

2. Energi

 

Energier

 

Hun sad længe, og bare så ud over sin by, dernæst sin egen lille bitte flod, og ud over, ud til ørkenen. Man havde flere gange forsøgt at få mere vand igennem floden, men det var aldrig lykkes. Byen havde hun arvet efter sin far, og ligeledes hans mænd.

 

Hun sad med sin far, kun seks vintre gammel, og legede i den lave flod. Det var midt på sommeren, nær hendes dåbsdag, og det var glo hedt omkring hende. Hendes far var der også, han havde for en gang skyld ingen haste ordre eller møder, eller domme at skulle aflægge. Det var inden den store vokse periode, hvor masser af fremmede mennesker slog sig ned og byggede deres sandstens huse. Der var også heromkring skoven blev plantet. Hun kiggede ud over den golde ørken, og drømte om lande langt væk, lande med masser af planter, hav og dyreliv. Hun vidste kun alt for godt hvilket dyreliv der var her. Slanger, skorpioner og små biller, ikke lige egnede til kæledyr. De var lige kommet ned fra markedspladsen hvor den store vandringsmand havde fortalt om lande hvor det regnede, næsten hver dag! 

 

-"Deres majestæt!" Hun vendte lidt for hurtigt tilbage til virkeligheden, og hoppede i det umagelige sæde. Hun vendte blikket nedad og så den gamle dame i pjalter stå mindre end 10 fod fra hende. Hun skulle lige til at råbe efter vagterne, men hendes mund ville ikke bevæge sig.

-"Rolig nu min pige. Der er tid nok for os begge." Sagde damen blidt, mens damen satte den ene fod foran den anden, meget langsomt og forsigtigt. Da damen var blot to fod fra det høje sæde, prøvede hun at rejse sig for at slå på gongong'en, men hendes arme var låst, og ligeledes hendes. Kraften der vuggede alt blidt i sin favn hvæsede aggressivt og langede ud efter damen i pjalter. Dens ellers så blide toner ændrede sig som sidst. Da damen kom tættere på lagde hun mærke til et par frastødende detaljer: Håret var sort og glinsede af fedt, en dunst af råd stod ud af damens mund og en aura af fordærvelse svævede ved damens side.

-"Det skal nok gå, din far er her ikke, ingen vagter er her." Blev damen ved. Damen var helt hænde ved hende nu. og førte, stadig blidt talende, sin hånd hen på hendes pande. Billeder strømmede gennem hovedet på hende.

 

Hun var ude ved den lave flod. Så skiftede billederne. Hun lå ved sin fars seng. Billederne ændrede sig igen. Hun blev kronet af adelsmanden, hendes fars højre håndHun prøvede at gøre modstand da hun opdagede hvad heksen var i færd med. Billerne skiftede. Hun græd ved hendes fars syge leje. Faderen prøvede at tale blidt og beroligende. Det blev for meget. Hun græd.

 

-"Så så, så slemt er det ikke." Men damen blev ved med, nådesløst, at rode rundt i dødscener og sygelejer.

 

Langt tilbage, der hvor kraften vuggede alt i sin favn, vågnede noget. Det var gammelt og ubrugt. En lille sluse. Slusen lukkede en lind strøm af kølig energi ud, som løsne hendes bånd om arme, ben og mund. Så, hun rejste sig hurtigt og slog så hårdt hun kunne ind i heksens mellemgulv. Heksen gav et forskrækket råb og tumlede da om på gulvet og krummede sig sammen om det punkt der var ømt. Vagter kom forvirret ind af sidedørene og omringede heksen.

 

-"Er de veltilpas deres majestæt." Spurgte generalen. Han lange hår var snavset, han var vidst nok gået omkuld i gårsdagens festligheder.

-"Tak, jeg har det fint, spær hende inde, dybest og bedst, og lad hende sidde der i hundrede år!"

 

Knapt havde soldaterne løftet hende i arme og, før hun kom til sig selv og udsendte et lysglimt som slog alle soldaterne til jorden hvor de besvimede.

 

-"Du kommer med mig. Om jeg så skal slå dig halvt ihjel først!" Heksens stemme var hård og hvas. Kort efter heksen havde udtalt de sidste ord strakte damen i pjalterne armende frem og udsendte lyn af lilla ild. Dronningen stod stadig op ved den høje stol da lynilden kom, hun rakte armene for at skærme sit hovedet og kraften strømmede med fornyet styrke gennem hende. Heksens lynild ramte dronningen og mødte den en barriere af klar energi. Lynilden bøjede af og spredte sig ud i rummet som gnister af hvid ild. Skyggerne dansede vanvittigt på væggene, og gnisterne satte ild til de tunge gobeliner på væggene. Det som vuggede alt i sit skød, førte barrieren tilbage, frem mod afsenderen. Centimeter for centimeter. Knapt havde det første chok lagt sig før end det næste kom. Kraften styrede målbevidst lyn ilden tilbage til afsenderen. Kort efter bøjede kraften der vuggede alt i sin favn, heksens lynild styret af kraften, mod heksen selv.

 

-"Elisa, du er min, bare vent!" Heksen prøvede og undertrykke frustrationen og over-raskelsen over at blive overmandet. Da lynilden ramte hende sendte hun et højt og skinger skrig ud over hele riget, og hendes bevidstløse krop blev flået langt ud over altanen og langt ud i ørkenen. Elisa stod lamslået ved den høje stol, hun havde aldrig selv slået en anden person ihjel, hverken i selvforsvar eller i åben kamp. Kort sagt havde hun aldrig været i kamp. Snart efter indså hun at hun var dødsdømt efter sine egne love. Soldaterne kom langsomt til sig selv. Hun stod et kort øjeblik lammet. Hun var en heks-… Hekse dødsdømmes.

 

Hun stod ved siden af den høje stol, otte vintre gammel. Hun havde fået lov til at overvære en dag vedsiden af sin far. En soldat kom ind og sagde de havde fanget endnu en heks. Kongen vendte sig mod hende og bad hende gå ud til moster, men Elisa var nysgerrig. Hun blev stående indenfor en af side dørende og lyttede med. Faderens stemme skar og bed, mens han afsagde dødsdommen: Heksen skulle brændes. Senere så Elisa bålet oppe fra sit værelse og hørte heksens skrig.

 

Elisa løb så hurtigt hun kunne ud af en skjult sidedør, bag en meget gammel gobelin. Så løb hun ned ad den lange marmorkorridor til hendes gemak. Hun kunne høre at soldaterne vågnede da hun løb, heksens besværgelse var løbet ud. Hun var en død dronning, den grådige general ville overtage styret, det måtte ikke ske. Hun måtte væk, langt væk, ud til landene med regn og hav, og kronen skulle med, så kunne generalen ikke blive konge. Hun tog sine fine klæder af og nogle mere vejr bestandige på. I hendes værelse var der en løs sten, hun trak den ud, låste lige døren for en sikkerheds skyld og skubbede kronen ind bag stenen. Hun fandt en stor sæk hun havde efter en lang tur ud til den unge skov.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...