IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8563Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Crystals synsvinkel 

 

Jeg kunne ikke sove igen, da jeg kom tilbage til mit værelse. 

 

Mit værelse var rodet og af en eller anden grund, fandt jeg perfekt timing til at rydde op klokken 6 denne morgen. 

 

Jeg havde fået alt mit tøj op fra gulvet og svunget det ind i skabet.

 

Så havde jeg samlet alle mine bøger og papirer op derfra også og lagt på mit skrivebord. 

 

For at slutte det hele af havde jeg endda ryddet mit makeupbord og sengebord op, samt kørt noget glasrens over mit spejl, redt min seng og ja lad os ikke glemme, at jeg endda rejste mit keyboard op igen.

 

Jeg havde altid elsket musik, og da jeg var mindre var jeg, da heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle spille keyboard/klaver resten af mit liv.

 

Alt det ændrede sig sidste semester på BlackMAG. Pludselig havde jeg ikke tid eller lysten til det længere.

 

Men denne morgen spillede jeg igen. Kort, kun en sang, men det var nok til at rode endnu mere i min allerede rodet hjerne.

 

Keyboardet var også faldt på gulvet, da jeg kom tilbage fra badet senere denne morgen. 

 

Vejret var skønt i dag, og af en eller anden grund sad jeg stadig indenfor. Klokken var kun omkring 9 om morgenen, men den kølige vind der normalt var her på dette tidspunkt var erstattet af en varm brise, der kom ind igennem den lille sprække i mit værelsesvindue. 

 

Det bankede på døren, og sukkende lukkede jeg min fysikbog sammen, hvorefter jeg banede mig vej hen til min dør.

 

Da jeg svingede den åben, havde jeg ikke forventet hans klare blå øjne, men det var altså det jeg fik set.

 

"Hey," hviskede han nærmest, som om han prøvede at være forsigtig. Så kom jeg i tanke om, at klokken var 9 om morgenen på en lørdag, og de fleste mennesker på BlackMAG sov nok...  

 

"Hej." 

 

"Jeg tænkte på, om du var sulten?" 

 

Han havde skiftet tøj og hans hår var en anelse vådt.

 

I stedet for hans fest outfit han havde på i nat og her til morgen, havde han skiftet til en enkel grå tshirt med en sort hættetrøje med lynlås over, og et par sorte joggingbukser. 

 

Han så blød ud...

 

"Klart," mumlede jeg en anelse usikkert, hvorefter jeg tog mig sammen.

"Lad mig lige få en jakke og min pung med mig," jeg lod døren stå åben, da jeg vendte mig om og ledte efter en jakke og min pung.

 

"Du roder ikke," mumlede Louis, da vi havde forladt værelsesbygningen. 

 

Jeg lo, nok en anelse for højtlydt. 

 

"Jo, du har bare ekstrem dårlig timing,"

han kiggede mærkeligt på mig.

"Hvad skal det betyde?"

 

Han låste hans bil op.

 

"Jeg besluttede mig for at rydde op her til morgen." 

 

Resten af morgen gik på køreturen ind til byen, brunch med Louis, imens vi snakkede om alt muligt undtagen festen i går.

 

Han spurgte om mit keyboard, og jeg fandt hans passion for fodbold ekstrem overraskende, hvilket han blev en smule fornærmet over, men alt i alt var vi begge i godt humør, da vi kom tilbage til BlackMAG.

 

"Hør Crystal," han slukkede for radioen.

 

"Jeg er ked af, hvad der skete i nat. Med alting, og jeg er ked af, at jeg er så hemmelighedsfuld." 

 

Han lo.

 

"Men ja, sandheden er, at jeg virkelig godt kan lide at tilbringe tid med dig." 

 

Jeg rødmede. 

 

"I lige måde."

 

Selvom jeg kunne mærke han havde mere at sige, blev der ikke sagt mere, og han fulgte mig op til mit værelse igen, hvor vi sagde et forsigtigt farvel og han kyssede min pande. 

 

Næste dag fandt jeg mig selv på Amandas værelse. 

 

"Så hvad skete der helt præcis i fredags Crystal?" 

 

Jeg sukkede over Amanda, der var fuld i gang med at gøre sig klar til hende og Harrys date.

 

Roxie stønnede irriteret. 

 

Så jeg fortalte hende det, selvom jeg egentlig ikke følte for det.

 

Jeg fortalte om Liam, om Louis' evne til at fryse tiden, om vores mini skænderi, om Liam og Louis' lille skænderi, og om hele lørdag morgen, som jeg nærmest kun tilbragte med Louis.

 

"Så ja hvad er det egentlig, du vil ha fra ham Crystal?" 

 

Var Amandas eneste kommentar, da hun prikkede sig selv i øjet med mascarabørsten og måtte starte forfra.

 

Roxie havde hendes egen lille grineflip over Amandas mascara uheld. 

 

"Hvad vil du egentlig have fra Harry, Amanda?" 

 

Hun tabte hendes mascara og Roxie stoppede hendes grineflip.

 

"Øhm.." Hun samlede mascaraen op igen, og fumlede med at lægge lidt mere på venstre øje.

 

"Det ved jeg ikke." Svarede hun så endelig, og derefter gav jeg hende hendes svar.

 

"Præcis."

 

"Godt comeback," mumlede Roxie, hvorefter hun åbnede døren for Harry, der pænt stod og ventede tålmodigt på, at Amanda lige skulle binde hendes sko.

 

Nu da de endelig var gået, kunne Roxie og jeg have normale samtaler.

 

"Har du hørt, hvad Mr. Tomlinson vil gøre med evne timerne i denne uge?" 

 

Ved efternavnet blev jeg nysgerrig, og kom i tanke om, at jeg egentlig ikke rigtig havde været så meget til stede i evne timerne, siden Louis og hans far kom til BlackMAG. 

 

Jeg rystede på hovedet og bad hende flette mit hår.

 

"Jeg er ikke din tjener," sagde hun først, men begyndte alligevel at flette mit hår, da hendes forklaring begyndte. 

 

"Han vil sætte os sammen to og to, også skal vi studere hinandens evner, og lave en præsentation omkring det til sidst på ugen."

 

 

-

 

 

 

"Louis, du er sammen med Crystal…" 

 

Det var nærmest det første, jeg hørte mandag morgen, da jeg trådte ind i klassen. 

 

Niall syntes, at han absolut skulle fortælle mig en vild historie efter en nederen morgensamling, hvilket gjorde jeg kom få minutter for sent til evne klassen.

 

Mr. Tomlinson kiggede strengt på mig, men sagde, at jeg så passende kunne sætte mig ned ved siden af Louis.

 

Han gav mig også en eftersidning... 

 

"Din far kan ikke lide mig," jeg så Louis' øjenbryn lave et lille irriteret hop, inden han svarede.

 

"Der er mange mennesker, min far ikke kan lide." 

 

Jeg nikkede bare, men fuck hvor havde jeg lyst til at stille ham spørgsmålet.

 

Er du en af dem?

 

Jeg glemte helt, at han var ligesom mig, indtil han svarede på mine tanker med hans egne tanker.

 

Nogle gange 

 

Undskyld jeg glemte...

 

Det fint Crystal

 

Han så en anelse ukomfortabel ud,  men lod det heldigvis ligge.

 

Mr. Tomlinson fablede videre om selve opgaven, men jeg hørte ikke rigtig efter, selvom jeg havde været hella nysgerrig omkring, hvad der skulle ske i de næste evne timer, efter Roxie havde fortalt mig lidt om planen.

 

Tyve minutter fandt jeg mig selv ude i skoven på campus – sammen med Louis selvfølgelig.

 

”Har du altid boet med din far?”

 

Han rystede på hovedet.

”Der har været… problemer..”

 

Han samlede en gren op fra skovbunden, og drejede den lidt i hånden. Hans hånd var markeret med blodåre, og jeg undrede mig over, om det havde noget med en kraft at gøre.

 

Nogle gange hører jeg efter, når Amanda har en af hendes ”hør mig nu” øjeblikke om kræfterne..

 

”Hvilke problemer?”

 

Han kastede grenen, og med en voldsom kraft ramte den igennem træet, der stod 5 meter fra os. Direkte igennem stammen, og jeg stoppede chokret op.


”Problemer om mig,” ingen forklaring på hans gren, ”problemer om mine kræfter.”

 

”Hm.. Så du løj egentlig for mig? Den dag på arbejde?”

 

”Du mener den aften, den for sådan for få dage siden?” Drillede han, men nikkede bagefter.

”Ikke helt dog.”

 

Jeg stoppede op ved træet og nærstuderede hullet i stammen.

 

”Jeg er vokset op hos ham, men jeg har også spændt noget tid på et psykisk hospital.”

 

Mit blik røg straks væk fra det lige pludselige ligegyldige hul igennem stammen lavet af en gren.

 

I stedet fik jeg et flashback…

 

---

 

”Jeg er så klar til  at møde vores nye lærer her til morgen og hans søn, jeg har hørt rygter!” Sang hun videre, og jeg kværkede et grin, da jeg så Roxies udtryk.

 

”Hun har ikke snakket om andet hele morgen,” hviskede Roxie hæst, efterfulgt af et host.

 

”Er du syg?” Spurgte jeg nysgerrig, men hun trak blot på skulderne.


”Selvfølgelig har jeg ikke snakket om andet,” Amanda stjal min opmærksomhed igen, ”jeg har hørt rygter, om hvordan de begge skulle have temperamentsproblemer, og hvordan sønnen har været indlagt og….”

 

---

 

”Hvorfor?”

Han samlede en gren op igen, nærstuderede den igen i hans hånd, og da hans knytnæve blev en smule afspændt, - pga. mit spørgsmål – lagde jeg forsigtigt min hånd på hans.

 

”Far troede ikke på, at der fandtes folk som mig.”

 

Han kørte hans tommelfinger over min håndryg.

 

”Han havde hørt om det, men det er kun normalt, hvis man har arvet det fra et familiemedlem…”

 

Jeg fjernede min hånd fra hans, men han stoppede mig og gav mig grenen.

 

”Og eftersom han ikke kunne finde nogen i vores slægtning, der havde haft dette – alle kræfter…”

 

”Alle kræfter?”

 

Jeg kunne ikke lade være. Louis åbnede sig, men ikke om hans evne, og jeg måtte vide det. Så kunne han fortælle, om hans familiehistorie efterfølgende.

 

”Ja.. Jeg har alle kræfter, det er bare begrænset, hvor mange af dem jeg kan pt.”

 

Jeg drejede grenen i min hånd.

 

”Jeg kommer ligesom bare nogle gange til at gøre et eller andet, og tada så kan jeg det, og måske kan jeg endda gøre det hele gange, hvis jeg husker..”

 

”Husker hvad?” Spurgte jeg undrende.

 

”Følelserne jeg havde, da jeg gjorde det…”

”Men i hvert fald – far kunne ikke finde nogen i familien, også havde han læst, at man nok bare var et almindelig menneske, men besat af en djævel. Så det troede jeg også selv i mange år.

Indtil det gik op for far, at han havde glemt at kigge på det mest oplagte i situation.”

 

Han rettede grenen en anelse i min hånd, tog fat i min højre arm og satte den i position.

 

”Hvilket var?”

 

Han sukkede og gjorde tegn til, at jeg skulle kaste grenen.

 

”Min mor.. Jeg havde arvet det efter min mor.”

 

Jeg kastede grenen, og den fløj igennem luften, ramte træet 5 meter fra mig, præcis på samme måde, som den Louis kastede. Lige igennem stammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...