IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8566Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg kunne ikke koncentrere mig resten af dagen, Amanda blev ved med at kommentarere på, hvor kliche det hele var, men det var ikke, hvad jeg var bekymret over.

 

Stemningen over ham var så… utydelig. Som en del af min evne kunne jeg læse, hvilken stemning folk var i – eller lettere sagt - hvilke følelser personen foran mig havde.

 

Roxie havde grint sammen med Amanda, og de havde rigtig sat og forudset hele dette semester for Louis og jeg.

 

Hvordan jeg i starten ville have det største crush på ham, indtil han lagde mærke til mig og pludselig blev glad nok for mig til at snige mig med ud i skuret på lejrturen om to måneder, hvor vi ville have sex, også ville vi forelskede os og leve som et hvert andet college par, som til sidst splittede op, fordi en af os var den anden utro.

 

Jeg vidste, det overhovedet ikke ville blive sådan. Jeg havde på fornemmelse, at hvis Louis bare blev mit bekendtskab ville jeg være heldig. Hvorfor jeg følte sådan, vidste jeg ikke, og endnu mere kliche kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham næste hele natten.

 

Dette resulterede i, at jeg ikke kunne sove, og derfor ikke fandt mig selv under træet, da klokken var lidt over seks næste morgen.

 

-

 

Næste morgen igen – onsdag, fandt jeg dog mig under træet, hvor jeg var vågnet op i mandags, og hele sidste semester – næsten.

 

Men denne morgen var anderledens, for udover det at fodbolddrengene var her efter træningen, kom en genkendelige skikkelse løbene hen imod mig. Eller rettere på stien foran det træ, jeg netop sad under.

 

Jeg rejste mig, hvilket nok var en dum ide, eftersom jeg havde planer om at være usynlig. Selvfølgelig fik han da øje på mig, når jeg bevægede mig.

 

Han stoppede op, og rev høretelefonerne ud af ørerne.

 

Han studerede mig, og jeg studerede ham. Hvordan hans hår var redt tilbage med et tyndt stykke elestik bånd med mærket puma skrevet over alt på det tynde materiale. Hvordan hans sorte hættetrøje gemte hans tatoveringer og holdte ham varm fra den kolde og fugtige morgenluft. Hvordan hans shorts hang gik til hans knæ, og hans sko der så en anelse for løse ud.

 

”Crystal,” konstaterede han endelig, og jeg trak ligegyldigt på skulderne.

”Hvad laver du udenfor på denne tid?” Jeg vidste ikke, hvilket svar jeg skulle give ham, det var jo ikke fordi, det var en hemmelighed, at jeg gik i søvne hver nat til lige præcis dette træ. Det havde alle efterhånden opfattet – BlackMAG var en lille skole…

 

”Jeg går i søvne,” jeg mødte hans blik, og han så et kort øjeblik overrasket ud.

 

”Hvad troede du da?”

 

Han rystede grinende på hovedet af mit spørgsmål.

 

”At du stalkede mig,” han trak på skulderne og prøvede at gemme sit smil væk fra før, men det kom hurtigt tilbage.

 

”Morsomt,” jeg krydsede armene, hvorefter jeg nikkede mod ham.

 

”Løber du altid om morgenen?” Han trak på skulderne, ”kunne ikke sove,” svarede han mig så, men byggede hurtigt videre på et andet spørgsmål.

 

”Skal jeg følge dig hen til dit værelse?”

 

Jeg prøvede at fornemme stemningen i hans krop igen, men det var som om, at han ikke lod mig fokusere.

 

Jeg trak på skulderne, da jeg opgav. – Men kun for nu, selvfølgelig.

 

”Hvis du lyster.”

 

Det gjorde han så, og jeg tror ikke engang, at jeg var kommet helt over til ham, før jeg spyttede et spørgsmål i hovedet på ham.

 

”Bor du på campus?”

 

Han nikkede, og spurgte mig om det samme. ”Selvfølgelig,” svarede jeg, hvilket fik ham til at grine og indrømme, at han alligevel ikke ville magte følge mig et andet sted hen.

 

”Doven much?”

 

Det svarede han ikke på, i stedet skannede han bare området som om, at han var på udkig efter nogen.

 

”Hvorfor bor du ikke sammen med din far?”

 

Hans øjne søgte mine igen, men lagde stadig mærke til hans øjenkrog.

 

”Jeg er 19 år gammel, jeg har ikke ligefrem lyst til at bo hjemme.” Forklarede han, og jeg nikkede forstående og fortalte ham, at det kunne forstås, for jeg var kun 17, og jeg havde ikke engang lyst til at bo hjemme.

Resten af turen til pigernes værelsesbygning, foregik i stilhed, ikke stilhed som direkte var ubehagelig eller akavet, bare en rar stilhed, som gav mig mulighed for at høre fuglene synge godmorgen, Louis’ vejrtrækning og høje musik, der stadig spillede ud fra hans høretelefoner som dinglede i hans venstre hånd.

 

Vi gik hver vores vej med et forsigtigt ’vi ses’, og så begyndte min ellers så uinteressante morgenrutine ellers – 5 minutter forsinket selvfølgelig.

 

Det kommenterede både Amanda og Roxie da også på, da jeg dukkede op på deres værelse, og jeg besluttede mig for at lade forklaringen på hvorfor, ligge i skuffen på mit værelse bare lidt længere.

 

-

 

Louis var i min onsdag morgen engelsktime, og han sad kun 3 pladser til venstre for mig. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på ham, han var så anderledes, og jo mere og mere jeg stirrede på ham, jo mere overbevist blev jeg på, at jeg havde set ham før.

 

”Du stirrer”

 

Jeg rystede på hovedet og kiggede hurtigt hen på Harry, der sad ved siden af mig. Han rynkede bekymret øjenbrynene og sendte mig et spørgende blik.

 

Hans grønne øjne så ligeså forvirret ud som mine egne, så jeg kiggede forbavset hurtigt væk igen.

 

Mr. Jeffersons stemme lød i min øregang igen, han talte om et essay til næste uge, jeg prøvede at koncentrere mig, men samtidig prøvede jeg at søge efter stemmen i mit hoved igen.

 

”Så vær så artig og brug resten af timen på jeres essays,” alle begyndte at skramle med deres stole, og de fleste bevægede sig ud af klasselokalet.

 

Harry rejste sig også og meddelte, han ville være tilbage om fem, hvilket fik mig til at sukke irriteret.

 

Jeg havde ingen ide om, hvad vores essay skulle handle om, og tavlen der var koblet til Mr. Jeffersons computer hjalp heller ikke meget, når det bare var klokken der talte ned til timens sluttidspunkt.

 

Han havde en mærkelig vane med det.

 

”Vi skal skrive vores fortolkning af Romeo og Juliet”

 

Jeg stirrede rundt i klassen og mine øjne faldt straks på den blåøjet mytiske dreng. Jeg vidste stadig ikke hvorfor, men han sendte mig det vibe, at jeg skulle kunne huske ham. Fra hvad – ingen anelse.

 

”Hvem er du, og hvad laver du i mine tanker?”

 

Jeg vendte på svar, men blev distraheret, da Harry bumpede ned i stolen ved siden af.

 

”Jeg tænkte på, om vi ikke kunne lave halvdelen hver også aflevere det som et gruppeprojekt? Det betyder mindre arbejde for os begge,” han begyndte at pakke sin computer op af sin taske, og jeg nikkede bare, stadig optaget af hvem der var i mine tanker, selvom jeg godt vidste svaret.

 

”Louis, men det havde du jo allerede gættet, ikke sandt?”

 

Irriteret fik jeg øjenkontakt med ham, og han smilede bare charmerende.

 

”Stop det”

 

”Overrasket over, at du ikke er den eneste på denne skole, der kan blande sig i andres tanker?”

 

Jeg ignorererede ham resten af timen, men mine tanker faldt stadig hen på ham konstant. Harry kunne mærke mine fraværende svar, når han spurgte mig om noget.

Selvom jeg vidste, det var unfair overfor Harry ikke at hjælpe med vores essay, ændrede jeg ikke på min handling.

 

Det blev frokost tid, og jeg kunne ikke lade være med at sukke, da jeg satte mig ved bordet, hvor de andre allerede havde sat de sidste 10 minutter.

 

”Lang kø?”

Jeg nikkede og skuede op til frokostkøen, som stadig var i hvert fald for lang til, at jeg overhovedet magtede det igen.

 

Men jeg havde glemt at tage en vand, og ærligtalt var jeg ved at dø af tørst.

 

Jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvad jeg syntes om, at Louis kunne gøre det samme som jeg. Jeg havde aldrig mødt nogen, der kunne gøre bare noget af det, jeg kunne.

 

Mor havde altid fortalt mig, at jeg var den eneste, og selvfølgelig er man lidt stolt af det, så jeg følte lige pludselig, at jeg var i et væddeløb, og Louis havde overhalet indenom og spurtede nu mod målet.

 

”Hvilken verden er du i?” Niall skubbede grinende til mig med hans skulder, og jeg trak ligegyldigt på skulderen.

 

Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem om det, men nogle gange hjalp det bare at få deres mening om tingene.

 

Jeg afbrød Amanda i endnu en af hendes gossip moments, men fik stadig deres opmærksomhed.

 

”Louis var inde i mit hoved.”

 

”Louis?”

 

”Ham den nye dumme,” Amanda slog Niall over armen og sendte ham et skuffet blik. ”Har jeg ikke snakket nok om ham til, at du burde huske det?”

 

”Det er ikke alt, hvad du siger, der faktisk ikke bare kører ind af det ene øre og ud af det andet, Amanda.” Harry havde det charmende grin på, som vi alle vidste Amanda hadede, måske mest bare fordi hun var tiltrukket af det.

 

”Hvis øjne kunne dræbe Harry…” mumlede Niall med blikket på Amanda, som sendte Harry en af sine typiske dræberblikke.

 

”Med hvad mener du med, at han var inde i dit hoved?”

 

Harry vendte opmærksomheden mod mig.

 

”Ligesom jeg er i dit dumpap”

 

”Hey! Havde vi ikke en regel om det der pis?!” Udbryd Harry irriteret, da jeg indtog hans tanker.

 

”Ligesom du kan komme ind i vores hoved?” Niall så overrasket ud, men huskede vist, hvad Amanda sagde og gav hende en forstående blik, da hun sad med et stolt smil på de røde læber.

 

”Jeg skal nok lade være med at udtrykke dine tanker om Amanda lige nu”

 

”Stop det!” Harry stirrede irriteret på mig og tog sig til hovedet, hvilket fik et grin til at undslippe mine læber – som om det ville hjælpe Harry…

 

”Hvad tænker han?” Denne gang var det Harrys tur til at sende dræberblikket, og Niall grinede over det.

 

”Jeg sagde jo, at han havde samme evne som dig.”

 

Pludselig sprang kablet, der holdte lampen over vores bord, og landede med et højt elektrisk lyd, som fik Harry, Niall, Amanda og jeg til at skubbe stolene voldsomt tilbage.

 

”Her er din vand,” stemmen ud til venstre for mig var for rolig, og med det samme vidste jeg, hvem var skyld i denne her lille episode.

 

Og jeg kunne altså ikke lave en situation med elektricitet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...