IN OUR BLOOD [Louis Tomlinson]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2017
  • Status: Igang
Rygter spreder sig hurtigt, og dette sker af en eller anden grund hurtigere på BlackMAG. Måske er det bare noget Crystal bilder sig ind, da hun hører hendes veninde Amanda forklare om alle de rygter, der allerede er blevet spredt på BlackMAG omkring den nye lærers søn.

BlackMAG er ikke et normalt college. Selvfølgelig studere de unge mennesker, som på andre colleger rundt omkring i America, men på BlackMAG er eleverne mere specielle. De har en evne, og Crystals andet semester er lige startet, da Louis Tomlinson træder ind på skolens grund og vender alt på hovedet første dag. For Amandas ene rygte er måske sandt, for pludselig er Crystal ikke den eneste med hendes evne.

En kærligheds historie - dog lidt udover det sædvanlige, for denne historie indholder ikke bare teenage forelskelse. Den indeholder også magi, mytisk, farer og uventet overraskelser. Og før Crystal ved det, står hun pludselig overfor hendes livs nok største spørgsmål - hvem er hun? Og hvem er ham her Louis egentlig?

49Likes
24Kommentarer
8569Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg havde aldrig rigtig tænkt over college, hverken igennem hele high school eller da jeg ansøgte ind på BlackMAG. Jeg vidste udmærket godt, at college ville være 10 gange mere stressende end high school, men alt det andet der indgik, havde jeg ikke lige tænkt over.


For det første var der 100 gange mere drama end i high school, hvilket man ellers ikke skulle tro, fordi vi var ældre og mere moden. Eller… det var i hvert fald, hvad jeg troede.

 

For det andet, var jeg slet ikke og jeg mener slet ikke vant til at bo på min skole. Jeg så jo de folk, jeg gik i klasse med rundt på gangene over ved vores værelsesbygning konstant.

 

For det tredje var lærerne langt mere strenge, og det var ærligtalt pænt hårdt at tænke på timerne, lektierne, vennerne, hobbyen, jobbet og min evne.

 

Ja min evne, det var den sidste ting jeg ikke var vant til, jeg var ikke vant til at vise den frem for folk. Mor havde altid lært mig at skjule den, men nu gik jeg ligefrem i en klasse med 30 andre elever, der også havde en speciel evne.

 

Alle havde en evne på denne skole, og både at lære at kontrollere den og uddanne sig til et eller andet, var pænt svært.

 

Det havde altid været min drøm at blive en psykolog, men efterhånden som dagene gik her på BlackMAG, begyndte jeg at tvivle på mig selv. Jeg var ikke typen, der gav op, men det hele var ligesom bare uoverskueligt lige nu.

 

En kold brise tvang mig ud af min boble, et par fyre over i hjørnet ved træerne hylede højt som om de var en flok vilde hyæner.

 

De var dog, det eneste man kunne se lige nu på BlackMAG. Klokken var omkring fem om morgenen, og det var da kun normalt for sportsdrenge at være vågen så tidligt for morgen træning.

 

Men her sad jeg så igen, under mit lille træ i min sorte hættetrøje, små korte lyserøde shorts og mine hæslige knæstrømper mormor havde strikket til mig sidste jul.

 

Jeg sukkede, jeg burde efterhånden være vant til at vågne her hver morgen, men det virkede aldrig som om, at jeg gjorde det – vendte mig til det.

 

Jeg rejste mig på rystende ben, og begav mig med hætten over hovedet mod værelsesbygningen.

 

Da jeg låste mig selv ind, sukkede jeg over rodet og skrev en mental gul seddel til mig selv, om hvordan jeg burde rydde op senere hen.

Alt lå på gulvet, papirere, bøger, min computer, tøj, dyne, pude, makeup, håndklæder og mit keyboard.

 

Sukkende rejste jeg keyboardet op igen, hvorefter jeg vendte mig mod min spejl og tjekkede det blå øje ud.

 

Hun var virkelig en bitch hende Hillary.

 

Selvom det var en del af træningen, havde hun jo ikke behøvet lægge så meget pres på, at jeg 2 timer efter ville få et blåt mærke.

 

Jeg betragtede mit roede sorte hår, der var godt på vej til at falde ud af den knold, jeg forgæves havde sat den op i, i går aftes.

 

Mine lysegrønne øjne så smatte ud, men jeg vidste dette ville gå væk, så snart jeg fik taget mig mit morgenbad.

 

Jeg samlede mine briller op og satte over min fregnede næse, før jeg begyndte at finde diverse ting frem til badet – så som tøj, shampoo, makeup, tandbørste, børste, kontaktlinser og håndklæde.

 

Jeg trådte ned i mine klipklapper, før jeg åbnede døren til mit værelse og begav mig længere ned af gangen til fællesbadet.

 

Der var ikke mange, nok fordi klokken var tyve minutter over fem. To piger i min spansk klasse stod dog og snakkede foran spejlene, imens de lagde makeup.

 

De lagde ikke mærke til mig, men jeg smilede alligevel deres vej.

 

-

 

En time og 10 minutter efter bevægede jeg mig over mod Amandas værelse, som hun delte med denne pige Roxie.

 

Jeg bankede forsigtig på døren, jeg var udhvilet efter mit bad, og mit hår var fint sat i en fletning, mine briller var blevet skiftet ud med kontaktlinser, mit makeup var enkel med Foundation, puder, eyeliner og mascara, og mit tøj var skiftet fra nattøj til typisk hverdagstøj – i dagens anledning sorte skinny jeans,  lyseblå t-shirt og skolens blazer, som vi skulle have på, når vi gik til timer.

 

Roxie åbnede døren to sekunder efter, morgenhår, sammenklemte øjne og et irriteret ansigtsudtryk.

 

”Hvorfor er du altid så tidligt på den?”

 

Jeg trak ligegyldigt på skulderne, skævede forbi hende og smilede til Amanda gennem spejlet.

 

Roxie lod mig komme ind og lukkede døren efter mig.

 

”Godmorgen Sunshine,” sang Amanda og jeg nikkede som en hilsen tilbage.

 

”Jeg er så klar til  at møde vores nye lærer her til morgen og hans søn, jeg har hørt rygter!” Sang hun videre, og jeg kværkede et grin, da jeg så Roxies udtryk.

 

”Hun har ikke snakket om andet hele morgen,” hviskede Roxie hæst, efterfulgt af et host.

 

”Er du syg?” Spurgte jeg nysgerrig, men hun trak blot på skulderne.


”Selvfølgelig har jeg ikke snakket om andet,” Amanda stjal min opmærksomhed igen, ”jeg har hørt rygter, om hvordan de begge skulle have temperamentsproblemer, og hvordan sønnen har været indlagt og….”

 

Jeg hørte det første, men jeg lukkede af for resten. BlackMAG var stedet, hvis du ledte efter et godt sted at sprede rygter. Alle spredte rygter, og ærligtalt gad jeg ikke engang tage dem til mig, medmindre jeg havde hørt det fra personen selv.

 

”Og han skulle vist have den samme evne som dig.”

 

”Vent hvad?” Roxie og mig talte i munden på hinanden, og stirrede foragtet på Amanda som stirrede på mig.  

 

”Nå så kunne I høre efter var,” grinede hun, før hun tvang sin computer op fra hendes skrivebord og ned i tasken med et udmattet grynt.

 

”Men ingen har den samme evne som lille frøken sunshine?”

 

Jeg rullede øjnene af Roxie.

 

”Der er jo aldrig nogen, der har sagt, at det var umuligt,” forklarede jeg hende.

 

Roxie trak ligegyldigt på skulderen, tvang tasken over skulderen og smækkede døren efter sig.

 

Roxie var aldrig typen, der afsluttede samtaler.

 

”Den pige, jeg siger dig, en eller anden dag dræber jeg hende for altid at skride.”

 

Jeg grinede. Amanda boede også sammen med Roxie sidste år, og selvom vi ikke så tit hang ud sammen med hende, ville jeg mene, vi begge havde et rimelig godt forhold til hende.

 

-

 

Morgensamlingen denne morgen startede klokken syv, og man kunne tydeligt mærke på folk, hvordan de ikke kunne lide tanken, om at de havde stået op en time før normalt bare for at være med til den lorte morgensamling.

Men alle vidste jo godt, at vi alle ønskede at være her. Vi var spændt på den nye evne lærer og hans søn.

 

”Godmorgen tøser,” Harry bumpede ned i sædet ved siden af.

Jeg smilede skævt.

”Godmorgen,” Amanda rystede på hovedet og vinkede i stedet Niall over.

 

”Du kan da i det mindste sige godmorgen Amanda,” jeg rystede stille på hovedet over dem. De havde denne lille spænding imellem dem efter sidste år, hvor de havde sex ude i skuret på vores lejrtur.

 

Jeg var ikke engang sikker på, hvad der forgik imellem dem, men jeg blandede mig ikke. Jeg var deres ven, ikke deres mor eller sådan noget.

 

Niall slog sig ned, og Harry grinede tilfredst – sikkert over hans vens outfit.

 

”Jeg er faktisk stolt af dig Niall,” Niall sendte ham et irriteret smil, og nikkede til Harrys krøller, ”kan ikke sige det samme om dig.”
 

”Jeg klipper det forhelved ikke, hvor mange gange skal jeg sige det, før I forstår det?” Han så irriteret på Amanda og Niall, og lagde armen rundt om min skulder.

 

Niall havde klemt sig ned i de skinny jeans, Harry havde købt til ham, efter at Niall havde gået og grint af Harry, og lavet jokes i månedsvis om, at Harrys nosser ville blive klemt til døden inde i de bukser.

 

Rektoren begyndte at tale, og når han talte, talte han virkelig. Så imens jeg halv lyttede til ham, og mine venner der hviskede en hel normal samtale rundt om mig, studerede jeg rummet.

 

Hvordan der hang denne spændte atmosfære, selvom ingen tydeligvis lyttede efter, hvad rektor Blackmagic sagde. 

 

”Så her vil jeg præsentere vores nye evne lærer Mark Tomlinson og hans søn Louis, der vil starte på skolen samtidig.”

 

En middel høj mand kom på scenen og alle stirrede, men jeg tror ikke folk stirrede længere end til da sønnen kom på scenen.

 

Min vejrtrækning stoppede et kort øjeblik, da mine øjne faldt på ham. Hans mørke brune hår var uglet men stilet. Han så ikke så speciel høj ud, men alligevel meget slank. Hans arme var fyldt med tatoveringer, hvilket mindede mig om Harry. Han havde en sort T-shirt på med et bandnavn, som jeg desværre ikke kunne se på afstand. Udover det kunne jeg se hans sorte stramme bukser, som sikkert ville få Harry til at sende Niall et blik.

 

Alle begyndte at hviske, da Mark Tomlinson begyndte at forklare, om hvad han præcis ville undervise i og whatever. Jeg havde travlt med at betragte denne unge mand ved siden af ham, som jeg på en eller anden måde ikke kunne holde øjnene fra.

 

-

 

Jeg rundede et hjørne i en fart, som måske ikke var helt okay at have gang i på gangene ude foran evne klasserne, men jeg var sent på den, og blev endnu mere sen på den, da jeg hårdt stødte ind i nogen, og ramte gulvet med en kraft, der sikkert ville give et blåt mærke på min højre balle.

 

”Det må du altså virkelig undskylde”, fik jeg fremstammet til, hvem end jeg ramte ind i, imens jeg begyndte at samle mine bøger sammen.

 

”Det må du nok sige,” vrissede en mørk stemme, hvilket fik mig til lynhurtigt at kigge op. Mine øjne genkendte straks hans ansigt, men hans blå øjne var noget, jeg ikke havde forventet fra ham.

 

Normalt havde vi grønne øjne – jeg mener, altså normalt havde os med denne slags evne grønne øjne. Hvis han altså overhovedet havde den samme evne..

 

Hans øjne blødgøre sig, da han sikkert så mit undskyldende blik.

 

”Jeg menner… Det er okay,” han smilte forsigtigt, hvilket fik mig til at smile.

 

”Du er ham den nye,” han rullede irriteret øjnene, og et øjeblik blev jeg bange for, at jeg gjorde ham vred igen.

 

”Det har jeg efterhånden hørt et par gange i dag,” han lo, og lyden rungede sødt i mine ører.

 

Jeg undskyldte, men han slog det hen med en håndbevægelse. Han gav mig mine bøger, og jeg lagde først mærke til nu, hvor lav han egentlig var. Jeg gik ham til skulderen, han var jo egentlig ikke lav – nej – de andre drenge på denne skole var bare ekstrem høje, men med endnu et blik på hans højde, kunne jeg dog konstatere, at han helt klart var højere end min lave ven Niall.

 

”Du kan også bare kalde mig Louis,” jeg nikkede, men hørte ikke efter. Jeg var for optaget af hans tatoveret arme lige for øjnene af mig. Han vinkede med hånden foran mine øjne, hvilket fik mig til at rødme, men han smilede derimod lusket.

 

”Lide hvad du ser?” Han sendte et charmerende drenget smil, og jeg sukkede, men kunne alligevel ikke lade være med at smile.

 

”Spar dig.” Hans smil forsvandt, da han fik øje på noget bag mig.

 

”Fair nok, rart at møde dig…?”

 

”Crystal,” svarede jeg med et smil, og lod ham passerede mig videre ned af gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...