Brændenælde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2015
  • Opdateret: 31 maj 2015
  • Status: Færdig
og pludselig forstod jeg, hvorfor du duftede af regnskov.

10Likes
8Kommentarer
611Visninger

1. Brændenælde

 

Du havde ofte sagt til mig, at livet kunne sammenlignes med et telt på Roskilde Festival, da det er dyrebart, fuld af gode stunder og nemt kan rives væk. Dog havde du aldrig været på Roskilde Festival, og citatet havde du fået fra din bedste ven, som levede mere på de dage, end de andre enoghalvtreds uger. 

Du var vokset en del i løbet af sommeren. Ikke i højde, men i sindstilstand. Dit kraftige hår var blevet længere, og krøllede ned om skuldrene i en lys tone. Din grå t-shirt var byttet ud med en åben skjorte, der bar varme jordfarver.  

”Hej,” smilede du, da du løftede mig op i et kram, til jeg ikke kunne mærke jordens varme under mine fødder. Jeg knugede min næse mod din hals, og duftede til duften af regnskov og Costa Ricas kyster. Ikke fordi jeg nogensinde havde været der, men jeg kunne forestille mig, at det var sådan, det ville dufte. Jeg kunne næsten mærke de små sandsten kilde min overlæbe og høre lyden af sultne bølger forføre dig i det løgnagtige hav. ”Og du har klippet håret.” 

”Ja,” nikkede jeg.

”Det klæder dig,” smilte du, og begravede dine store hænder i resterne af mit kendetegn.

Du havde taget en engangsgrill med på din fars gamle Raleigh cykel, og i din rygsæk havde du smidt tilbuds-pølser fra Netto i. Imens du prøvede at få gang i grillen, tegnede jeg et halvt hjerte i den bløde jord med en træpind. Da du spurgte, hvad jeg tegnede, rødmede jeg og stoppede.

”Har din sommer ellers været god?” spurgte jeg dig, og dit ansigt strålede op, som havde du fået øje på meningen med livet. Som var det boblerne i din røde sodavand, den stille lyd af himmeldråber eller duften af nyslået græs.

”Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men -”

Jeg prøvede virkelig at lytte til dig, i det du sang om dit sommereventyr. Men jeg blev ved med at tænke tilbage på den gang, vi stadig havde noget at tale om. Til den gang vi var blomsterbørn i rapsmarken, og dit lyse, krøllede hår, dansede i brisen og vores tøj blev malet gult af markens kærlige ånde. Til den gang snorene i vores fingeraftryk blev bundet sammen under en juni måne, og selvom vi begge havde et forskelligt aftryk, var vi alligevel ens i mørket. Jeg tænkte på slutningen af ottende klasse, hvor vi gik aftenture, og trampede brændenælder til blods, så andre ikke ville mærke smerten fra dem. Og jeg tænkte på der, hvor sæsonen var slut, og du efterlod mig til vinteren og brændende sår op ad mine ustabile ben.

”- Jeg har bare aldrig været så lykkelig,” lo du, og kørte en hånd igennem dit smukke hår, for efter at åbne pakken med pølser. Og jeg havde det på samme måde som dig. Jeg havde aldrig været så lykkelig som i det øjeblik. Endelig skulle vi genforenes. Endelig skulle mine brændenælde ar hele. 

 

Hun var eksotisk med hendes kulsorte krøller, store øjne, der afspejlede gnister fra bålet. Og bag de dansende lysglimt så jeg hendes brune regnbuehinde, og alle hendes tusinde fregner, der var placeret hen over kinderne. Jeg forestillede mig, at du havde siddet med en tusch og malet dem i et mønster, der mindede dig om jer to, i mens i lyttede til mine CD’er, jeg havde sendt til dig henover sommeren. Og pludselig forstod jeg, hvorfor du duftede af regnskov. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...