Creation

Skabelse og dommedag. Normalt kommer det i den rækkefølge. Men ikke denne gang. Primas gennemgår en mærkelig oplevelse, uden at ane hvad der skal ske. Og snart er hele hendes verden forsvundet.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det og tilføjet titel)

2Likes
0Kommentarer
286Visninger
AA

2. Erindringen

Jeg ved ikke hvor længe det har været sådan. Jeg ved ikke om det har været uger eller år. Men jeg er helt alene, eller sådan virker det i hvert fald. Jeg kan intet se og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke andet end at tænke. Jeg er ikke på jorden, for jeg så alting forsvinde, men jeg ved heller ikke hvor jeg ellers kunne være. Min første tanke havde været dommedag, jordens undergang. Men hvis jorden var gået under, hvordan kunne jeg så stadig være i live. Eller hvad man nu kunne kalde min tilstand. Godt nok var jorden forsvundet, men menneskerne var her stadig, eller jeg var her i hvert fald stadig. Men eftersom jeg hverken kan se eller høre noget, aner jeg ikke om der er andet end mig.
Jeg kan ikke rigtig forklare hvad der var sket, for jeg var jo bare mig. Jeg havde bare været på vej hjem fra skole da det skete. Det er svært at forklare, men jeg hørte et skrig, så jeg prøvede at finde kilden til lyden. Da jeg gik lidt videre så jeg en kvinde stå og holde sig for munden. Jeg gik over til hende og spurgte hvad der var galt. Hun rystede og svarede mig ikke. Men så pegede hun frem. Jeg kiggede i samme retning, men jeg kunne ikke se hvad der var galt. Det var bare en tom plads mellem to huse. Jeg kiggede forvirret på hende, indtil det gik op for mig. Jeg kiggede igen hen på det der tilsyneladende bare var en tom plads. Men det var ikke en tom plads. Det var en have, med træer og blomsterbede. Det eneste der manglede var et hus. Jeg skulle lige til at spørge hende hvad der var galt, da hun begyndte at skrige igen. Jeg kiggede forvildet rundt. Huset til højre for haven begyndte langsom at forsvinde. Det var som om huset blev forvandlet til røg, der fløj op i luften og forsvandt. Jeg forstod nu hvad der var galt. Hun kiggede på mig med våde øjne, som udtrykte dyb vantro. Jeg kiggede bare tilbage på hende uden at gøre noget. For hvad skulle jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne jo ikke forhindre tingene til at blive. Pludselige forsvandt et andet hus ud i intetheden. Kvinden ved siden af mig hulkede. Så begyndte hun at løbe og efterlod mig. Nu blev jeg endnu mere bange. Jeg begyndte selv at løbe, jeg vidste ikke hvorhen, men jeg ville bare væk fra det mærkelige fænomen. Mens jeg løb kiggede jeg mig omkring. Flere og flere ting forsvandt, og nu gik det hurtigere. Jeg tænkte på hvad der ville ske når alting var væk. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hjem til mig selv, men da jeg nåede hen til min vej var der ingen huse tilbage, og der var heller ingen spor af mine forældre. Jeg hørte flere skrig, og lyden skar i gennem min krop som en isnende kniv. 
Så mærkede jeg en kraftig vind. Men den var kun omkring mig, for alle de træer der stadig var tilbage stod helt stille. Vinden rev i mig, og jeg havde svært ved at stå på benene. Jeg kiggede ned af mig selv, og så gik det op for mig at min venstre hånd var blev til røg, og mere og mere af min arm forsvandt. Jeg prøvede at skrige, men der kom ikke en lyd over mine læber. Da begge mine arme var forsvundet kom der en dreng på omkring min alder løbende. Jeg fik øjenkontakt med ham, jeg ville have ham til at hjælpe mig, men jeg vidste ikke hvordan han skulle gøre det. Han kiggede fuldstændig lamslået på mig. Han nærmede sig mig med meget små skridt. Men før han nåede hele vejen over til mig, greb en kraftig vind fat i ham. Han stoppede op med et forvirret udtryk i ansigtet. Han vidste ikke hvad det betød, men det gjorde jeg. Nu ville han ikke kunne hjælpe mig. Jeg kiggede ned og fandt ud af at nu var begge mine ben væk. Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, lige før mit ansigt forsvandt.
Og det var sådan det gik til. Alt og alle forsvandt.
Og så endte jeg her. Hvor jeg så enden er. I starten var jeg ret bange, men nu betyder det ikke rigtig noget for mig mere. Min eneste frygt er at jeg aldrig vil dø, at jeg ville komme til at være her til evig tid. Men så igen, hvad er evig tid? For jorden er jo gået under ikke? Er alting ikke væk? Hvis det ikke var jordens undergang, så ved jeg ikke hvad er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...