Creation

Skabelse og dommedag. Normalt kommer det i den rækkefølge. Men ikke denne gang. Primas gennemgår en mærkelig oplevelse, uden at ane hvad der skal ske. Og snart er hele hendes verden forsvundet.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det og tilføjet titel)

2Likes
0Kommentarer
280Visninger
AA

3. Den nye verden

Pludselig kommer der et skarpt hvidt lys. Så nu kan jeg åbenbart se igen. Det blænder mig fuldstændig efter så lang tid i mørke. Jeg kan pludselig mærke følelsen komme tilbage i min krop, så nu fungerer den altså også. Men jeg forstår stadig ikke hvad der sker. Jeg tør ikke at rejse mig op (det går pludselig op for mig at jeg ligger ned), jeg er bange for at jeg vil falde, for jeg ved ikke om der er noget under mig. Lyset falmer, og det bliver mere udholdeligt at se. Jeg kigger ned af mig selv, for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg har stadig det samme tøj på som den dag alting forsvandt. Jeg mærker en kold vind, og alting bliver sløret. Et lille hulk slipper fra mig, for jeg er bange for at jeg vil miste synet igen. Men kort tid efter kommer mit syn igen. Jeg kigger mig omkring og måber et kort øjeblik. Jeg står på en lille tætbefolket gade. Men det er ikke den slags gader jeg er vant til at være på. Den er, ja jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, mere teknologisk. Der er kæmpe skærme på bygninger og selvom at der er utrolig mange menneske kan man høre lyden helt tydeligt. Jeg forstår ikke rigtig hvor jeg er. Jeg forlader den lille sidegade og kommer ud på en stor en. Jeg bliver helt chokeret. Bilerne nærmest svæver hen over jorden, og har nogle mærkelige blå lys skinnende fra instrumentbrættet. Og nu hvor jeg kigger nærmere på menneskerne, går det op for mig hvor mærkeligt deres tøj er. Det meste af det er sølvfarvet og blåt og der er ikke en eneste kvinde der ikke har en nederdel på. Jeg kigger ned af mig selv og på mine slidte sorte jeans og min (nærmest selvlysende) gule T-shirt. Jeg passer overhovedet ikke ind. Men det bør jeg måske ikke bekymre mig om lige nu. Jeg prøver at finde ud af hvad der var sket. Og så slår et lys ned i mig. Det var dommedag! Og dette er den nye verden som Gud har skabt til os. En ny verden, som han håber vil blive bedre. Han har altså udstyret os med bedre teknologi og en helt anden stil. (Jeg kan dog bare ikke se hvordan en ny stil kan hjælpe verdenen med at blive et bedre sted). Jeg bliver nødt til at finde mine forældre, men jeg aner ikke hvor jeg befinder mig. Jeg prøver at kigge efter et vejskilt af en art, men det ser ikke ud som om at de eksisterer i den nye verden. Jeg prøver at komme på en måde jeg kan finde vej i stedet for.
”Primas!”. Jeg bliver helt forskrækket over at der er en der råber mit navn. Jeg kigger omkring for at finde ud af hvem det er, for jeg kan ikke genkende stemmen. Så går det op for mig at der er en pige på vej over mod mig. Hun stopper op da hun er en meter fra mig, og kigger på mig som om jeg er en eller anden mærkelig alien. ”Hvad pokker er det du har på?” spørg hun mig. Og det havde jeg næsten glemt, jeg må se totalt mærkelig ud for dem. Jeg kigger på hende. Hun har selv en sølvfarvet nederdel og en blå T-shirt på. Jeg forstår bare ikke hvordan hun kan kende mig. Jeg har aldrig set hende før, og jeg er jo lige, ankommet, hvis man kan sige det sådan. ”Nå, men skal vi egentlig gå hjem?” spørg hun. Hjem, hvad mener hun med hjem? Jeg kan da ikke have noget hjem! ”Øh, hjem?”. jeg kigger lidt forvirret på hende. ”Ja du ved hjem, til vores hus” siger hun og kigger underligt på mig. ”Er der noget galt Primas? Du virker helt ude af den, og jeg fatter virkelig ikke dit tøj”. Hun kaster igen et blik på mit tøj. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan hun kender mig. ”Jeg har det fint.” siger jeg ”Men skal jeg ikke hjem til mig selv, det er ret sent?”. Nu ser hun helt forkert ud i ansigtet. ”Altså, hvis du ikke skulle ha’ glemt det, så bor du hos mig.” siger hun ”Dine forældre døde i en bilulykke for flere år siden”. Det sidste siger hun lidt mere nedtrykt. Og det slår mig helt ud. Mine forældre er her ikke længere, for i denne verden er de døde, og jeg bor hos en jeg ikke aner hvem er, selvom det gør jeg vel i denne verden. Jeg bryder mig mindre og mindre om den nye verden. ”Nå ja, det øh havde jeg glemt”. Jeg kigger lidt ned i jorden. ”Okay… men skal vi så gå hjem, eller?”. Hun virker utrolig forvirret. Jeg har efterhånden regnet ud hvad der foregår. For menneskerne i den nye verden, har der aldrig været en anden verden. Jeg er tilsyneladende den eneste der kan huske hvad der skete. Og denne person foran mig, er min ven, min ven som jeg også bor hos, eftersom mine forældre er døde. Jeg må bare spille med på det, og lade som om at jeg forstår alting. Jeg kigger op på hende og smiler så. Nu ser hun fuldstændig skræmt ud. ”Du skræmmer mig altså Primas” ”Åh hold op,” siger jeg ”jeg laver da bare sjov!”. Jeg håber at det lyder overbevisende. Hun smiler skævt. ”Men så lad vær med det en anden gang”. Hun puffer til min arm.                                                                                                                                                                                                  ”Kanca!”. Nogen råber og pigen ved siden af mig reagerer. Så det er altså hendes navn. En lille gruppe mennesker kommer over til os, tre drenge og en pige. Kanca smiler til dem. De stopper da de når over til os. ”Åh hej… øh Primas…” Pigen kigger fuldstændig forbløffet på mig. Kanca griner bare. ”Tag jer ikke af hendes tøj, jeg ved ikke hvad hun havde gang i, en eller anden joke” siger hun. ”Nå, men vi var egentlig på vej til centret,” siger den højeste af drengene ”vil i med?”. Kanca kigger på mig med løftede øjenbryn. Jeg nikker forsigtigt, jeg går ud fra at vi er venner med dem. ”Ja. Men først skal vi have fundet noget andet tøj til Primas, jeg skal ikke ses sammen med hende i den mundering”. Hun puffer til min arm, og jeg smiler til hende.                                                                                             Vi begynder at gå. Jeg lader som om jeg ved hvor vi er på vej hen, men sørger for at holde mig et par skridt bag Kanca. Mens de snakker opfanger jeg hvad nogen af de andre hedder. Pigen hedder Aliis, den mindste af drengene hedder Tobias, den eneste af drengene der har lyst hår hedder Dean. Men jeg har stadig ikke fundet ud af hvad den høje dreng hedder, hvilket er lidt akavet hvor jeg snakker en del med ham mens vi går. Pludselig stopper Kanca foran et lille hus. Vi går op mod hoveddøren og går så ind. Huset ser lige så højteknologisk ud som gaden. Døren er af massivt metal og svinger op uden en lyd. Alt indenfor er enten sølvfarvet, grønt eller blåt. Vi krydser gangen, går ind i stuen, (hvor der hænger det største fjernsyn jeg nogensinde har set) og går op ad trappen. Vi går ind af den første dør til venstre. Inde i rummet står der en køjeseng, så jeg gætter på at dette er mit og Kancas værelse. Drengene bliver stående udenfor og Aliis lukker døren. Ingen af de to andre gør noget, men de regner vel også med at jeg selv kan finde mit tøj. Der er to skabe i værelset, så jeg prøver lykken med det tættest på døren. jeg åbner lågerne. Til min lettelse står der med store blå bogstaver ’PRIMAS’ på indersiden af den venstre låge. Alt tøjet er sølvfarvet eller blåt. Jeg er ikke specielt vild med den stil, men jeg gør selvfølgelig ikke opmærksom på det. Jeg tager en blå nederdel der går mig til knæene og en sølvfarvet top. Da jeg har skiftet, går op for mig at jeg ligner en omvendt udgave af Kanca. Hvor kedeligt. Vi går ud til drengene, og vi fortsætter alle sammen udenfor.
Vi ankommer til centret. Alting fungerer også med teknologi her. Jeg prøver virkelig at vende mig til den nye verden, men det er svært. Jeg prøver at holde styr på de ting vi snakker om. Men der er så mange nye kendisser, som jeg ikke aner hvem er. Heldigvis tror jeg ikke at de lægger mærke til det. Jeg prøver også at finde ud af hvilket forhold jeg har til de andre. Jeg er ret sikker på at Kanca er min bedste ven, Aliis og jeg er venner, men vidst ikke på samme måde som Kanca og mig. Jeg har ikke specielt meget at gøre med Tobias og Dean, udover at vi er i samme vennekreds. At dømme ud fra hvor meget hans snakker til mig er jeg vidst temmelig gode venner med den højeste dreng, som jeg nu har fundet ud af hedder Austin. Jeg begynder virkelig at syntes godt om dem alle sammen, men der er vel også en grund til at jeg er venner med dem. Jeg vil dog hellere have mit gamle liv tilbage. Mine forældre, min lillesøster og min bedste ven, Ante. Jeg savner dem alle sammen, men jeg må vel bare vende mig til den nye verden. Vi stopper foran en butik der sælger alle former for teknologi. Drengene går rundt og kigger.
”Hvorfor var du egentlig ude på vejen, før jeg fandt dig?” spørger Kanca ”Øh, jeg var bare ude og… gå” svarede jeg. Kanca og Aliis kigger lidt underligt på mig, men siger ikke mere om det. Drengene bliver færdige med at kigge, og vi går over til en butik der sælger is. Vi er i centret de næste fire timer, før vi tager hjem til Austin. Jeg lærer de andre bedre og bedre at kende, og jeg begynder at føle mig mere og mere tilpas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...