Et tredages eventyr

Dette er et bidrag til Yourbook historie konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
311Visninger
AA

1. Et tredages eventyr.

Et tredages eventyr

En dreng med mørkt hår, klare grønne øjne, fregner og en lille skæv næse, sad i vindueskarmen med krydsede ben. Der hvor hans opmærksomhed var rettet hen var en markedsplads under opstilling, eller det troede han, for hver gang en oksekærre havde flyttet sig så den ikke spærrede hans udsyn, kom der en til, og det blev ved.

En sort kat krydsede markedspladsen i al hast. Det næste scenarie var meget morsomt. Alle de mennesker hvis vej katten krydsede, spyttede sig over den venstre skulder, så det ramte personen ved siden af, og det foregik på hele markedspladsen. Og selvfølgelig var der nogen der blev sure over at få en stor spytklat placeret på jakken (og op). Det værste gik ud over en lille dreng der fik en ekstra stor spytklat i det (den gang) åbne højre øje. Det kan godt være at det vakte noget opstandelse. Harald så ikke drengens reaktion fordi endnu en oksekærre skulle forbi, men et hyl steg op fra stedet hvor drengen var og det næste han så var den fine mand, hinkende på venstre ben. Den ellers så fine mand var dog ikke så fin længere, efter at en bardun stod i vejen og den ellers fine mand drattede med hovedet først i møg-renden. Den lille dreng fik fart på skal det siges, for i næste øjeblik var han på den anden side af markedspladsen, efterfuldt af en rasende haltende, tidligere fin mand.

Harald ville gerne ud og se markedspladsen, men der skulle nogen penge til, og penge, det var Mor man skulle gå til. Men ak, mor var endnu ikke stået op, for det var tidligt om morgenen.

Dagligstuen var fint møbleret (ifølge Haralds mor), det var et rektangulært rum. I midten var der et lille lavt bord, omringet af et par røde og grå lænestole. Længst væk i hjørnet stod et sybord hvor mor sad hver aften og stak en nål i noget stof (det skal siges at det til tider kan mærkes), der stod også nogle reoler. I spisestuen var der et spisebord omgivet af dobbelt så mange stole som der var personer, og så var det i øvrigt også overdænget med blomster så man næsten ikke kunne spise der. Harald løb gennem køkkenet, ud i gangen, forbi sit eget og hans lillesøsters værelse, forbi Torkil og Anders’ værelse og forbi tjenestepigens rum. Da han nåede enden af gangen satte han farten ned, det var nu nok ikke så høfligt at brase ind på andres værelse, det havde Torkil lært ham, og det havde været en meget udtrykkelig besked-… Han stod lidt og overvejede hvad han nu skulle gøre og hvad der ikke var høfligt, da hans mor kom ud af værelset og spurgte hvad han nu havde for.

-”Jeg tænkte på, fordi der er marked, at jeg måske kunne få en halv skilling?” Harald stod og så forhåbentlig uskyldig ud for så var der nok en lidt bedre chance. De stod der og så på hinanden i et par forfærdeligt spændende sekunder inden moren svarede:

-”Så lad gå da’.” Stak sin hånd ned i sin temmelig store lomme og fremdrog en halv skilling. Harald jublede (inden i sig selv) og takkede. Derefter var han ret hurtigt ude af døren.

Gaden var belagt med brosten men de kunne næsten ikke ses under det halvtykke lag pløre der var blevet kørt op under den række oksekærrer, som havde fragtet boderne til markedspladsen. Gaden var indrammet af huse på begge sider, hans eget hus var det mindste, 1 etage og stråtækt. Grunden til at de havde sådan et lille hus var fordi et hus midt i København var dyrt – rigtigt – dyrt, hvis man ikke ønskede at bo i fattig-gaderne, som de kaldtes, og i Københavns centrum. Han gik ind i på pladsen og så at markedet var langt større end han først havde troet, og sikken en stank. I alle de 12 år Harald havde levet havde han ikke vænnet sig til den. Hele kvarterets ekskrementer lå i disse møg-render, og udenfor, hvis nogen havde ramt ved siden af. Alle de okser der havde flyttet boderne stod nu fint parkeret med røven ud over møg-renderne, det værste var dog at svalerne fløj lavt, hvilket betød at det nok snart begyndte at regne, hvilket også betød at ekskrementerne ville flyde ud over møg-renderne.

Boderne var enkle men havde mange forskellige varer, fire stænger holdt et overdække, under det var der opsat borde med varer på. En mand solgte piber, og lege-piber. Og den mand viste sig at være den ellers fine mand, som nu havde nogle rester ekskrement i håret, tøjet havde han tydeligvis skiftet. Harald gik videre, og så hvad der var: Slikboder, vaffelboder, tøjboder, madboder, køkkeninventarboder, rensemiddelboder, osv. det var slet ikke til at have styr på. Ved Mutter Ansjos (en lavstemmet langhåret, et par tændermanglende, slik sælgende kone som havde en tæppebanker tæt ved, som var til fingre), mødte Harald, Olaf og Steffen, begge gode venner som han havde mødt på tændstik-fabrikken. Olaf havde arbejdet på fabrikken længe fordi hans forældre var fattige, han snakkede også lidt mærkeligt, og han kunne få sin kæbe til at gå af led på de sjoveste måder.

-”Av arald.” Sagde Olaf på sin lidt usædvanlige måde, egentligt mente han: ”Dav Harald”, han kunne bare ikke udtale: ”T” ”K” hårdt ”D” og ”G”, ”P”, alle de hårde konsonanter (hvis man kan kalde dem det.)

-”Dav, hvad laver i?”

-”Ahr, såmænd bare ude og kigge.” Svarede Steffen og spurgte. ”Hvad laver du?”

-”Lige så. Skal vi følges?” Spurgte Harald.

-”Et an vi a gåd.” (Det kan vi da godt) Svarede Olaf på sin usædvanlige facon, og de gik videre i en rum tid. Rundt om dem begyndte folk at råbe ting, så som: ”FRIIISK FIIIISK! FRIIISK FIIISK” hvilket i alle tilfælde var løgn, og: ”HUUURTIIIIG REEEEEENS! KØØØB HEEER!”

-”Arald, vi smuuer elage el Muuer Ansjos, e ses.” (Harald vi smutter tilbage til Mutter Ansjos, vi ses) Sagde Olaf og gik tilbage mod Mutter Ansjos sammen med Steffen. Det syntes Harald bestemt ikke godt om, men, fint, han gik videre. Til højre for galede en mand: ”KØØØD, MASSER AF BILLIGT KØØØØD, KOT-TE-LET-TER, FLÆÆÆSK OG MEEEEGET MERE.” Det var en anelse for tæt på Harald. Da hyletonen forsvandt, stod han ved siden af et stort fløjels-sort telt. Man kunne ikke se ind, det var der heller ikke nogen der gjorde for, som man sagde: ”Spåkoner og magi findes ikke!” (Det gjorde sorte katte, overtro, og meget mere, derimod). Han gik ind, det tog et stykke tid før hans øjne vænnede sig til det svage lys og han så sig omkring. Teltet var fyldt med hylder, og de hylder var fyldt med de særeste ting: Krystaller, figurer, en sten der tilsyneladende svævede, hvilket den ikke gjorde da det var umuligt, flere beholdere med ting der bevægede sig (Umuligt sagde Harald til sig selv og gik videre), til sidst faldt han over en trækiste (bogstaveligt talt). Trækisten var ikke særligt stor, men tung nok til at da Harald stødte foden mod den var det ham der væltede og ikke den. Harald kom på benene og undersøgte kisten, den var af mørkt træ, forstærket med stål, dekoreret med sølv, guld og ædelstene. Han prøvede at åbne den men den sad fast, en stor ædelsten i midten fangede hans opmærksomhed, han trykkede på den og der lød et lille klik, låget gik lydløst op. Nede i kisten lå der en masse kugler som hver lyste med sin egen farve-… Låget klappede hårdt i, med et smæld og Harald fik et ordentligt chok og kiggede op. Ved siden af ham stod en kvinde med meget langt sort hår, iskolde blå øjne og håndfladen pegende mod den kiste Harald havde kigget i.

-”Det må du meget undskylde, jeg var ikke ude på at stjæle, det sværger jeg.” Kvindens strenge udtryk mildnedes og hun sagde smilende:

-”Du faldt over den, ik’? Du trykkede på den store ædelsten ikke også?”

-”Øh, jo frue, undskyld ulejligheden.” Haralds hjerte hamrede. Ud over at have fået et chok af karakter, virkede den fremmede dame, på en underlig måde magtfuld. At hun havde sneget sig ind på ham i høje hæle på brostensbelægning, var egentlig sejt. Harald bakkede mod udgangen uden at tage blikket fra kvinden.

-”Hvorfor går du, Harald? Kom du ikke af nysgerrighed? Vil du ikke have den spådom, du ved at jeg vil tilbyde dig?” Dette var prikken over I’et, hun vidste nøjagtigt hvad hans bevæg grund var. Og ikke nok med det! Hun forsatte: ”Bare rolig, Steffen og Olaf er kun lige nået tilbage til Mutter Ansjos for at købe en pose bolcher, i øvrigt vælger de den blå pose.” Hun tav lidt. ”Du må undskylde mig, jeg gik for vidt.” Hun rystede på hovedet af sin egen dumhed, og smilede. ”Du må godt få den selvom den nok ikke gir mening lige med det første.” Med et lettet suk indså Harald at damen ikke var sur, og jo han ville gerne prøve at blive spået, men hvad med prisen?

-”Den skal du ikke bekymre dig om, du får en spådom gratis.”

Han måtte have stået i sine egne tanker og blev vækket, både af erkendelsen at denne dame kunne læse tanker, og af kvindens stemme. Han fik øje på trækisten som nu stod på et bord af glas flankeret af to stole i samme stil. Harald satte sig tøvende ned og kisten åbnede sig.

-”Vælg en kugle!” Som på kommando blussede kuglerne op. At vælge én kugle? Harald kiggede ned i kisten, den blå var pæn, rigtig pæn, men, den var ikke den rigtige. Harald gennemgik kuglerne med blikket indtil én af kuglerne fangede hans opmærksomhed, den dybt røde. Harald tog den op og mærkede hvor tung den var.

-”Interessant, nå giv mig så din kugle.” Han gjorde som hun sagde, men da han blinkede var kisten væk. Spåkonen tog kuglen, og den sten der så ud til at svæve (ved at den svævede hen til hende), lagde kuglen i en fordybning i stenen, som Harald først så nu. Hun lagde et stykke papir under og sagde et ord: ”Sherrili” Papiret forsvandt og kom derefter til syne igen-… med lysende rødt tekst på, og Harald læste:

Med det der tog dit hjem, skal du drage bort, som en helt i din søsters øjne. Som en idiot i dine storebrødres, og en elsket og modig søn i dine forældres. Du vil aldrig erfare dine 13 år. lev mens du kan, men når du hører en flapren som fra tusind flagstænger søg da ly under frugtdynger, vend derefter aldrig hjem igen. Stil aldrig en kones ord i tvivl.

-”Næ, sikken en, sidste gang nogen fik sådan en skæbne døde han på stedet. Det gør du vist ikke. Jeg tror det er en dårlig ide ikke stole på denne tekst. Der var en mand forleden, der skulle have købt blomster, men fordi han ikke gjorde det og gik over med det samme, blev han kørt over.” Harald kunne godt forestille sig en mand først trampet ned af okser og derefter kørt over af hjulene, irk! Damen rakte Harald papiret, han vendte sig om og stod allerede ude på gaden igen. Harald var meget speciel i andre folks øjne, han kunne læse, så antog alle straks at han var fra de højere klasser, og at han havde hjemmelærer. Hemmelighede bag Harald, var blot at hans far havde brugt nogle timer om ugen, på at lære ham at læse lige siden han var 4 år.

Olaf og Steffen kom løbende hen imod ham, han stak papiret i lommen og vente sig rundt.

-”Arald gæ hvad vi har øbd.” (Harald gæt hvad vi har købt)

-”En blå pose bolcher?”

-”Hvor-an ved u e?” (Hvordan viste du det?)

-”Jeg fik et fif af Spåkonen der.” Sagde han og pegede med tommel totten hen hvor spåkonens telt havde været.

-”Hvilken spåkone?” Steffen så oprigtigt undrende ud. Harald kiggede sig over skulderen, men, til sin store forbløffelse, så han kun en tom firkant på størrelse med Spåkonens telt. Harald ville helst ikke gøre sig selv mere til grin og sagde:

-”Jeg mener der.” Hvorefter han pegede i en retning hvor der lå mange telte. ”Giver I et bolche?” Harald gjorde en gestus mod den blå pose bolcher Steffen holdt.

-”Ja’ da.” Lød svaret. Efter at de havde gået et stykke tid, bolchet i Haralds mund var forsvundet, og nysgerrigheden havde overtaget, sagde Harald:

-”Jeg smutter hjem og får noget frokost.” Harald prøvede ikke at tænke på om profetien nu også kunne være sand, og at spåkonen ikke var en fupmager. Egentlig skulle han ikke hjem og have frokost, han ville bare gerne kigge på spådommen en gang til uden at de andre så den. Han satte sig derfor på en bænk, tog papiret frem og kiggede på det.

Med det der tog dit hjem, skal du drage bort, som en helt i din søsters øjne. Som en idiot i dine storebrødres, og en elsket og modig søn i dine forældres. Du vil aldrig erfare dine 13 år. lev mens du kan, men når du hører en flapren som fra tusind flagstænger søg da ly under frugtdynger, vend derefter aldrig hjem igen. Stil aldrig en kones ord i tvivl.

Første linje lød fin nok således: En skatteopkræver tvangssælger huset, jeg skal så blive skatteopkræver når jeg bliver stor? Nej, forkert det der tager mit er en ting ”det”, må være en brandstarter eller noget andet drabeligt. En brand brander huset ned og slår mig ihjel? Sandsynligt. Harald tænkte videre i et godt stykke tid indtil der hørtes en lyd.

Den lyd der hørtes var en flapren, den blev højere og højere, det lød præcis som tusind flagstænger som flaprede to gange i sekundet. Der lød råb og skrig, et dusin bue strenge affyredes og et mægtigt brøl kom fra himlen. Harald vendte hovedet op ad og så det sagndyr som folk kaldte en drage komme flyvende over himlen, et par pile sad i den ene vinge, og den slingrede faretruende, og fløj lavt over jorden i et forsøg på at lande. Harald huskede. Selv om han var grebet af skræk, kiggede han febrilsk efter frugt. Dér! Frugtboden! Den hvide drage landede tungt foran hans hus, rød, hvid og gul ild steg op fra dens hals og Harald sprang ind bag frugtkasserne idet dragen spyede ild. Dragen spyede ild rundt i hele markedspladsen, alle der ikke fandt ly under ting som ikke kunne brænde, såsom frugt, blev brændt. Folk der blev ramt skreg, og han så med rædsel til mens huden kogte af deres skeletter. Dragens hale ramte i et voldsomt sving taget på hans hus, og det blev revet af. Der lød et lidt for velkendt skrig inde fra huset og det fangede, uheldigvis, dragens opmærksomhed. Dragen vendte sig rundt, stak halsen ind over muren, og tog en bylt op. Haralds lillesøster. Inge, som hang i sin kjole som sad fast mellem dragens kæber, sprællede og slog ud i luften. Han frygtede at dragen ville spise hende, men, det gjorde den ikke, den jonglerede Inge over og satte hendes kjole fast på en rygpig. Drage satte derefter ild i huset med et ordentligt inferno (som dræbte de resterende beboere), og fløj mod nord, ud af byen.

Harald stod som lammet i et par sekunder indtil han fattede sig og kiggede omkring efter et transportmiddel, han skulle redde sin lillesøster, og det skulle være nu. Harald fik øje på en hvid hingst som stod i et hjørne mellem to boder, den var heldigvis ikke blevet ramt, men ejeren var brændt til aske (aske dyngen lå en meter ved siden af hesten). Han havde absolut ingen erfaring med at ride, men han sprang op i sadlen, og piskede lidt med tømmen. hesten fik fart på, lidt for meget, han prøvede at styre den ved at hive forskellige veje i tømmen, det gik ok og så afsted. Harald satte efter dragen og styrtede, af den grund, ned ad gader og alléer som en anden sur hveps på vej mod en eller andens rumpe. Harald klyngede sig til sadlen og tømmen, fem gange på vej ud af byen var han ved at falde af, fem gange var hans liv i fare. Folk sprang til siden, råbte: ”VANDAL”, eller: ”BØLLE”, når han krydsede deres vej. Han kunne se dragen på himlen, den var et godt stykke forude men ikke så langt at Harald ikke kunne indhente den. Med et var han ude af byen, selvfølgelig var der lidt problemer ved porten, men de to ”problemer” flyttede sig omgående, lanser eller ej.

Marker og gårde omringede ham og hesten, men det tog han sig ikke af, flere oksekærre flyttede sig i alt hast, men det tog han sig heller ikke af. Hans blik var rettet stift mod dragen, som i et forsøg på at nedstirre den.

***

Inge hang under dragen, hun ville have bemærket hvor flot der egentligt var deroppe fra, hvis bare hun ikke både var højdeskræk, og hang under en drage, som tilsyneladende ikke ville sætte hende ned. Efter et par timer eller tre, som føltes som dage i Inges position, forsvandt kvalmen og ubehaget, og begyndte hun at kigge rundt. Når hun kiggede bagud kunne hun se København, og nogle gang et glimt af ild. Hun havde set at dragen havde sat ild i deres hus og markedspladsen, og hun gættede på at det måtte have spredt sig, hendes hus stod klods op ad det næste, og det næste stod klods op af det tredje, og det tredje stod klods op af det fjerde og så videre, det kunne hurtigt blive til meget.  Nu slog en tanke ned i hende, hende far og mor var ikke nået ud af huset. Hun var lammet et øjeblik, hun havde vidst det hele tiden. Hendes højdeskræk og kvalmen måtte have overskygget den grufulde sandhed. Først kom en tårer så en anden, en tredje, og en fjerde. Hun græd, og midt i gråd så hun en rytter på en hvid hingst, det var næsten for godt til at være sandt. I alle eventyrene var det prinsen på den hvide hingst som redede prinsessen fra den grufulde drage. Dette var det samme, lige med undtagelse af at den person som sad på den hvide hingst, og tydeligvis ikke kunne ride, var en af hende storebrødre Harald (det opdagede hun da personen kom tættere på). Så begyndte dragen at dale mod en lysning i skoven under hende. Dragen landede med en foruroligende knasen i skovbunden, lagde sig selv og Inge ned, og holdt hende fast med en klo. Inge prøvede forgæves at vriste sig fri, men, til hendes umådeligt store overraskelse, gjorde det ingen forskel.

***

Sent på aftenen var Harald så tæt på dragen at han kunne se sin lillesøster, hans hingst derimod ham, tog sig et hvil, liggende midt ude på vejen, mens Harald fandt et bedre sted inde i skoven, uden myretuer, da han havde set dragen dale ned i noget skov foran dem.

Da Harald satte sig op i sadlen den næste morgen opdagede han hvorfor ride bukser var blevet til. En smerte, fra den ømhed der herskede på undersiden af hans lår, vækkede ham hurtigt. Dragen var ikke taget af sted endnu, men, det gjorde den nok snart. Da han havde reddet i ti minutter så han dragen hejse sig om over grantoppene og flyve videre, mod nord. Skoven var egentlig ret idyllisk, men, med en drage som havde taget ens lillesøster, smadret ens hjem, så så han (i dette tilfælde) ikke den idylisme som herskede rundt i skoven. Harald kom om eftermiddagen ud af skoven og så dragen lande ved en gård, den spyede lidt ild, og to voksne måtte lade live, satte huset og staldbygningen i brand, nuppede ko og en høne, alt i mens den holdt godt fast Inge med den ene klo. Harald red til, snuppede en lang gren i farten og satte kurs mod dragen. Dragen vendte sig ikke, den spiste videre. Han tog om grenen som når man kaster et spyd. Han håbede på at han kunne ramme i hovedet på dragen, og få den til at give slip. Der var omkring 100 alen hen til dragen, jorden blev pisket op mellem hestens hove og Harald sad lidt ustabilt. 50 alen til dragen, Harald gjorde klar til at kaste. 25 alen til dragen, dragen rykkede lidt med ørene. 10 alen til dragen, vejbelægningen ændrede sig fra jord til brosten. 7 alen til dragen, dragen vendte sig om. Harald så et glimt af overraskelse i dragens øjne, det slog ham at dragen kunne være intelligent. Skidt med det, dragen havde taget Inge, og Harald kastede. Det improviserede spyd fløj i en lav bue mod dragens hoved. Det ramte dragen. Det improviserede spyd blev knust mod dragen næseskæl, men den fart spyddet havde på da det ramte efterlod et halt dusin mega splinter i dragens næse. Den brølede. Haralds hest stejlede og han faldt af. Ild vældede ud af gabet på dragen. Strålen ville have ramt ham lige i brystet hvis han havde siddet på hesten, hesten skreg, dens hoved blev brændt af, blod vældede op af halsen, og gennemblødte den jord hesten nu lå på.

Harald kunne føle en varme så intens at han næsten blev forbrændt, selvom han var en halvanden alen fra infernoet. Han lukkede øjnene og rullede sig sammen. Da infernoet stoppede ventede Harald et stykke tid, så åbnede han øjnene og orienterede sig. Dragen var netop nu på vej i luften, den gjorde klar til at sætte af.

***

Thyra så dragen komme, det gjorde hendes forældre ikke, de stod med ryggen til og luede i blomster bedet. Hun råbte til dem at de skulle vende sig om, for hvis hun sagde at der kom en drage ville de nok bare havde leet af hende, men, de kunne ikke høre hende. Langsomt kom en lyd som af tusind flagstænger nærmere, og nærmere. Thyras forældre vendte sig om, men for sent. Dragen landede. Hendes mor var modig nok til at kaste mælkebøttejernet efter dragens øje, hendes far derimod stod som naglet til stedet. Først nu så hun at dragen havde en lille pige i gabet, den jonglerede pigen over i den venstre klo og spøg ild. Thyra dukkede sig under køkkenvinduet da ildstrømmen smadrede det, brændte hendes forældre til døde, og stak ild i det stråtækte tag. En lille regn af glasskår regnede over hende men hold hurtigt op igen. Hun greb den kniv hun havde været i gang med at skære porrer med og gjorde sig klar til at springe på den. Ingen, absolut ingen, skulle bare sådan dræbe hendes forældre, og nu også spise deres bedste malkeko, og skruk-mutter! Hun skulle til at gå i krig da noget i baggrunden fangede hendes opmærksomhed. Der, på ryggen af en hvid hingst, kom en dreng med en to alen lang kæp, der, tydeligvis, ikke vidste hvordan man red, men, skidt pyt, det gik jo meget godt. Han hold kæppen i hånden som et spyd, blot 7 alen fra dragen vendte dragen sig om lige da drengen havde kastet. Dragen brølede og den hvide hingst stejlede så drengen faldt af, ydermere brændte dragen hovedet af hingsten, godt drengen var faldet af. Thyra smurte peber på kniven og ventede på at dragen skulle vende sin opmærksomhed væk fra huset igen. Det gjorden den ikke, den gjorde sig klar til at lette.

***

Harald så en pige, cirka på samme alder som ham selv, løbe ud fra den brændende hoveddør og sætte en kniv med noget sort på, i flanken på dragen. Harald brugte dragens uopmærksomhed på ham, til at komme væk (han lå trods alt kun fire alen fra dragen). Han løb forbi dragen og ind i stalden hvor han håbede at kunne finde en hest som han kunne optage forfølgelsen med. Han fandt heldigvis to heste, en hingst og en hoppe. Han tog hingsten og fandt en saddel. Han havde aldrig selv sat en saddel på en hest, men han havde set andre gøre det. Det frustrerede ham hvor svært det egentlig var. Da han fandt tøjlerne lettede dragen og der gik panik i ham, han havde ingen mulighed for at redde sin lillesøster nu, men måske senere.  Han fumlede et stykke tid med tøjlerne indtil at en arm rakte ind i hans syns felt og stoppede ham.

-”Du må meget undskylde, men den der drage har min lille søster, så jeg låner lige en hest.” Sagde han febrilsk og prøvede at gøre sig fri af personens greb. Først nu så han at det var den pige som havde stukket dragen i siden med kniven.

-”Det lyder lovende, men, efter det der skete med din hest så tror jeg ikke at jeg er villig til at låne min hest ud til dig.” Harald skulle lige til at sige noget men pigen afbrød ham: ”Jeg tror vi kan følges, du kan få hoppen, jeg tager hingsten.” Harald tænkte at det nok var bedst at have hende med, end en langvarig diskussion, som nok ville ende i et slagsmål. Harald fandt en saddel og et sæt tøjler mere og Thyra, med minimal hjælp fra Harald, gjorde hestene klar uden mere snak.

Da de var ude på vejen med kurs mod dragen (som fløj betydeligt langsommere end før), spurgte Harald hvilken kniv hun havde brugt.

-”En helt normal køkkenkniv med peber og porre på.” Svarede Thyra muntert, men Harald kunne mærke at hun græd, inden i, ligesom ham. ”Jeg tror den får flest problemer med peberen, men så er det jo nemmere at fange den.” Der var tavshed et par minutter så spurgte Thyra hvad dælen han lavede på en fin hvid hingst, med en to alen lang kæp og en masse fart på. Harald fortalte hvor han kom fra og hvad der var sket, lige med undtagelse af spådommen og spåkonen, det hold han for sig selv. I en time red de, de fulgt sporet af blod fra dragen. Hen på aftenen gjorde de holdt, de spiste æbler og pærer fra en gård de havde stjålet fra. Mens de spiste viste der sig flere tårer i Thyras øjenkroge, men hun tørrede dem væk inden de blev til noget. Han tænkte tilbage til hjemme, han huskede infernoet der havde gjort det af med hans storebrødre og hans forældre. Indtil nu havde vreden overskygget de fleste andre følelser, men nu, nu sad han stille i vejkanten og spiste uden nogen vrede til at holde sorgen på afstand.

Næste morgen drog Harald og Thyra videre, på en pære og et æble. De nåede ind i endnu en skov, denne gang landede dragen ved frokosttid, tydeligvis ubevidst om forfølgerne. Harald indprentede sig hvor dragen havde dykket ned mellem trætoppene, så steg de af hestene, tøjrede dem til et træ og gik så lydløst som muligt mod det sted hvor dragen var landet. Da sporet førte dem ind i skoven lavede de markeringer på hvert et træ de gik forbi. Fyrre toppene bøjede sig ind over dem og den lille brise havde lagt sig. Herinde var der fugtigt, mørkere end udenfor og uden det dejlige varme solskin til at varme deres rygge. Harald frøs en smule, herinde var der kun omkring 15 grader, meget koldt hvis man er i tynde korte lærredsbukser og en ærmeløs skjorte. Han kunne høre nogen lyde, det var garanteret bare Thyra som gik bag ham. Skoven blev mørkere og mere faretruende, et udtørret vandløb krydsede deres vej. Efter en halv times gang hørte de en underlig snurrende lyd. Grene knækkede med høje smæld for hvert skridt de tog, træerne stod endnu tættere og en dis slørede luften, Thyra kunne fornemme noget stort og greb fat i Harald.

-”Der.” Thyra pegede ind i en lysning, som de først nu kunne se. ”Den ligger garanteret og sover, skal vi?” Harald kiggede der hvor hun pegede hen, de var en alen fra lysningen. Ingen af dem kunne se den fordi træerne stod tætte omkring den. De gik meget forsigtigt længere frem, en følelse af spænding blandet med lidt uhyggelig aura, og en smule bange anelser greb dem da de forsigtigt listede den sidste alen. Harald skubbede nogle grene til siden, flyttede sig så lidt væk så Thyra også kunne se. Dragen lå i en sodet lysning, cirka fem alen i diameter, og på grænsen mellem fyrrerskov og bøgeskov. Det var egentligt et ret godt sted, for den ene vej kunne den holde øje med alt hvad der gik mellem stammerne, og den anden vej var det en smule (eller nærmere, ret) svært at komme ind uden at blive hørt. Harald og Thyra var dog så heldige at dragen sov i øjeblikket, hvilket de troede ud fra de snurrende lyde, som godt kunne lyde lidt som snorken. Haralds lillesøster, Inge, lå under en af dragens kæmpe poter og prøvede at komme ud, hendes hår var uglet, hendes kjole hang i laser, og hun havde poser under øjnene, og var udmagret. Inge så dem og kaldte, Harald tyssede på hende og gik forsigtigt ind i lysningen. Han prøvede at løfte poten, umuligt, han og Inge prøvede, så gik Thyra ind i lysningen og hjalp til, med fælles hjælp fik de løftet poten, blot for at opdage at de ikke kunne løfte den i mere end fem sekunder, de havde brug for noget de kunne lægge ind under-… en sten. Thyra gik rund i lysning men fandt ingen sten de kunne lægge under. Dragen rørte lidt på sig og de for sammen. Harald kiggede ind i bøgeskoven, og så den perfekte sten, blot syv alen væk. Han vinkede til Thyra, om at komme hen til ham og hjælpe. De asede og masede, baksede, og kløjs i opgaven om at flytte stenen, den var for tung – alt for tung. Til sidst prøvede de at bruge et trick Thyra havde lært af hendes far, til når man ikke kunne løfte noget som skulle løftes. Thyra kaldte det et: ”Vægt-stangs-princip” hvilket overhovedet ikke sagde Harald noget, men det virkede, en gren var stærkere en både Thyra og ham. En tanke slog ned i Harald da de fik roteret stenen en gang, kunne man ikke bare løfte dragens pote med vægt-stangs-princippet? Han luftede idéen med Thyra som godt nok også syntes at det var noget smartere end at løfte stenen der hen, for derefter så at løfte dragens pote. Da de var henne ved dragen igen, havde Thyra medbragt et halvt alen højt stykke stamme som hun faldt over (hvilket faktisk var et ret morsomt skue, selv i disse anspændte og farlige minutter) på vejen tilbage. De stillede stammestykket foran poten, lagde kæppen oven på og bad Inge, med lavmælte stemmer om et hive kæppen ind over sig, under poten, når de løftede poten. Det var farligt, alt var farligt, hvis Thyra ikke kunne holde poten oppe mens Harald løb tilbage til kæppen, ville kæp og dragepote blive presset, med en del kilo, ned i Inges mellemgulv.

Thyra og Harald stillede sig på hver sin side af poten, og så løftede de som de aldrig havde gjort før (nok på grund af det liv de muligvis var ved at redde). Inge gav et lille piv fra sig da Thyra ikke var stærk nok, men stærk nok til at det ikke gjorde alt for ondt, så var Harald tilbage ved vægt-stangs-enden og lagde kræfter i. Tomme for tomme løftede poten sig, Thyra skyndte sig hen til Harald for at hjælpe, og Inge fik kantet sig fri. I et kort øjeblik glemte de alt om dragen som lå bag dem, af bare jubel, men, den skulle nok gøre opmærksom på sig selv. Just da de var kommet ud af lysning lød der et brøl, efterfulgt af et inferno. Harald skubbede Thyra og Inge fra sig ned i det udtørrede vandløb, hvilket også betød at han kom den modsatte vej-… ind i infernoet.   

Harald så flammerne komme, som en projektor i natten. De omsluttede ham. Det sidste han tænkte før hans liv gik til i et smerteskrig var: Så havde profetien ret.

***

Thyra og Inge overlevede mirakuløst infernoet som brændte hele skoven ned, de nåede i sidste øje blik ud til hestene og i galop ud af skoven, ingen har set en drage siden, men det er vist også meget godt. Skoven blev genetableret og der står nu en gravhøj med en sodet og ulæselig tekst (det var nok dragens værk), der hvor de jordiske rester af Harald ligger. Ingen ved hvor dragen tog hen, nogle mener at den er død af blowwwadforgiftning, eller at den fortsatte nord på og slog sig ned på enten Svalbard eller Norge. Thyra fik erstatning for det mistede, bestående af: En gård (Stald, lade, hus og tilhørende marker) med tilhørende marker, en gartner, Fem køer (Køerne var inde og blive malket da dragen stak ild i laden, Harald og Thyra redede hestene ud, men dyrene derinde døde), en mutter-skruk, tre høns (som havde befundet sig inden i laden da den brændte ned), en Karl (han kom af sig selv), og et tilskud på 100 Daler-… dog først når hun var blevet gift så hun havde en mand der kunne tage sig af arbejdet, det var hun meget imod. Inge flyttede ind hos Thyra og hendes mand, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

                                                                                                                                                                    

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...