Not my type 2: Unbreakable

Romancen mellem, Harry og Jessica er genopstået og alt der skete før i tiden, er nu glemt. Jessica prøver ihærdigt, at få tid til det hele. Men når man studere på det højeste niveau, kan det godt være lidt svært, at finde tiden til, at få et parforhold op at stå. Et bryllup kommer nærmere og nærmere, så bryllupsplanlægning er i høj grad i fokus. Men, hvad sker der, når noget uventet træffer ind? Noget, som kan sætte den ellers så selvsikre, Jessica Black på dybt vand.
Dette er 2'eren af not my type. Jeg anbefaler, at i læser not my type, før i starter på denne her.

12Likes
16Kommentarer
8813Visninger
AA

6. Kapitel 6: Liam and Sophia

"Liam.... Hvad sker der?...... Okay, slap fuldstændig af...... Jeg vækker, Jessica om lidt...... Ja vi kommer så hurtigt vi kan...." Jeg var allerede vågnet. Klokken var ellers 11:30, en ret sen vækning. Harry og jeg, havde været i byen igår. For at fejre fredagen. Jeg holdt mig mere tilbage, end for en måned siden. Den nat, hvor jeg gik kold og Niall fandt mig kaste op, i en håndvask. Jeg havde hovedet mod væggen, så Harry kunne ikke se, om jeg sov eller var vågen. "Jessica?" Harry strøg forsigtigt min kind. Jeg vendte mig langsomt om, og så ind i hans bekymrede øjne. Langsomt, satte jeg mig, op ad den due hvide væg. "Hvad sker der med Liam?" Harry gav mig et glas vand. "Vi skal på hospitalet, der er sket noget med Sophia." Jeg fik store øjne. Hvad kunne der være sket? Harry tog mit tomme glas vand og satte det, på vores brune natbord. "Kom i tøjet! Vi kører så snart du er klar." Han hjalp mig langsomt op af sengen og lod mig gøre mig klar, i fred.

Liam, var det første jeg fik øje på. Med øjnene fulde af tårer, sad han mutters alene på den kolde, grå murstensbænk, med en cigaret i hånden. Ude foran hospitalets høje vægge. Harry og jeg steg samtidig ud af bilen og jeg nærmest løb, over mod Liam. Han så mig, rejste sig op og slukkede sin cigaret. Jeg power walkede over til ham og han trak mig hurtigt ind i et kram. Man kunne tydeligt høre hans snøft og jeg kunne mærke, tårerne sive ned af min ryg. "Hvad sker der?" Jeg vendte mig om, Louis og Niall kom løbene mod os. "Sop...hia.... Hun....er derinde..." Liam havde svært ved, at trække vejret og snakke imens. "Hvad er der sket med hende?" Liam satte sig på bænken igen. "En......en.....spontan abort." Liam græd endu mere der, ordene 'spontan abort' kom ud af hans mund. Jeg følte med ham. Han havde glædet sig så meget til, at skulle være far. Det må være hårdt og få, at vide. At det lille hjerte inde i Sophias mave ikke slog mere. En læge gik stift, over imod Liam. "Du kan se hende nu." Liam nikkede og rejste sig. Han fulgte med lægen og det samme gjorde vi andre.

"Skal vi vente herude?" Vi stoppede op, foran den brede blå dør. "Nej, det er okay." Liam åbnede døren og vi fulgte langsomt, efter ham ind i det hvide, klaustrofobiske værelse. Liam nærmest små løb, over til Sophia, som lå med øjnene fulde af tårer i den brede seng. "Vi mistede hende." Græd Sophia, der nu lå i Liams arme. "Jeg ved det." Ingen af os andre, vidste hvad vi skulle gøre. Vi stod bare der, som inkompetente idioter og stirrede, på det sammenbrudte par. Harry tog stille min hånd. Han kunne nok godt mærke på mig, at jeg var lige ved, at begynde og græde. At se Liam og Sophia sådan, tog virkelig meget på mig.

"Er det rigtigt de mistede barnet?" Jeg kiggede overrasket ud fra mit skab. Det havde Rosie da ingen ret i, at blande sig i. "Det kommer da ikke dig ved!" Jeg lukkede skabet og begyndte at gå mod det klasselokalet, hvor min næste lektion blev holdt. "Jeg ved, du er gode venner med Liam Payne." Hun listede efter mig, i sine små Stilletter. "Og det betyder, at jeg vil give dig informationer om hans privatliv?" Hun nikkede kraftigt, jeg vendte øjne af hende og gik videre. "Kom nu, med noget sladder!" Hun lagde sin lille tynde hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og brugte min højde til inddirekte, at nedstirre hende. "Det kan godt være, at du vil gå rundt og sprede rygter om dine venner. Men sådan er jeg ikke! Liam er min ven. Og hans privatliv, er hans privatliv." Rosie fik pludseligt, meget bange øjne. "Jeg skal til time." Jeg drejede om på hælen og gik, mod biologisalen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...