Not my type 2: Unbreakable

Romancen mellem, Harry og Jessica er genopstået og alt der skete før i tiden, er nu glemt. Jessica prøver ihærdigt, at få tid til det hele. Men når man studere på det højeste niveau, kan det godt være lidt svært, at finde tiden til, at få et parforhold op at stå. Et bryllup kommer nærmere og nærmere, så bryllupsplanlægning er i høj grad i fokus. Men, hvad sker der, når noget uventet træffer ind? Noget, som kan sætte den ellers så selvsikre, Jessica Black på dybt vand.
Dette er 2'eren af not my type. Jeg anbefaler, at i læser not my type, før i starter på denne her.

12Likes
16Kommentarer
8823Visninger
AA

10. Kapitel 10: Louis you didn't

Sophia lukkede døren op, til deres store hus. Her skulle min brudekjole opbevares indtil brylluppet, så Harry ikke så den. Det bringer jo uheld, hvis gommen ser brudekjolen inden brylluppet. "Når piger, fik i købt brudekjole?" Liam kom ind og så overraskende ud, da han så vi alle havde de sorte fornemme poser i hånden. "Ja og brudepigekjoler." Sophia viste vej indtil det skab, hvor kjolerne skulle hænge. "Må jeg se?" Liam stod spændt og så posen blive lynet op. "Wow, den er lige dig Jessica." Vi hang kjolerne i et stort skab, det var også her jeg skulle gøres klar, om morgnen inden brylluppet. Min mobil, sagde den så velkendte 'BIB BIB' lyd, som altid var tegn på SMS. 'Har du købt kjole? Jeg er hos Louis, skal jeg hente dig?' Harry plejede altid, at hente mig. Men alligevel sendte han altid en besked og spurgte, om han skulle hente mig. Selvom han godt kendte svaret. 'Det må du gerne. Du må vente til brylluppet, med at se kjolen.' Jeg lagde min mobil i lommen. "Skal jeg køre dig hjem?" Adelyn tog sin jakke, hun var jo ikke vant til, dette selskab. De var jo mest mine venner og Adelyn kendte dem ikke så godt. Så det var klart hun ikke følte sig hjemme med dem, som jeg gjorde. "Harry henter mig. Du skal ikke køre hele vejen til Wolverhampton, når du alligevel skal til London igen." Hun nikkede og begyndte, at tage sine sko på. "Hils mor og far." Adelyn gav mig hurtigt et kram og forlod grunden. Hun boede stadig hjemme, selvom hun nu var 21 år gammel. Det var nemmere for hende, at bo hjemme. Mine forældres hus, lå tæt på hendes skole. Enlig tror jeg hellere hun ville bo sammen, med sin kæreste Max og hans børn; Simon og Ofelia. Men hun kunne ikke overskue det. Børnene var tvillinger, de var 2 år gamle. Jeg havde mødt dem, velopdragne børn, som lytter til deres far. Max er skilt fra deres mor, så han har dem kun hver anden uge. Men han virker, som en god far. Jeg håber Adelyn og ham får børn en dag. Så jeg kan blive moster. Jeg havde på fornemmelsen det snart ville ske. Men nu skal de lige flytte sammen og hun skal blive færdig med sit studie.

"Hej smukke." Harry lyste op i et smil, da jeg stille satte mig, ved hans venstre side. "Hvordan gik det?" Han forlod langsomt, sin parkeringsplads. "Fint." Jeg kiggede ud af vinduet og nær studerede den store flok fugle, der hæmningsløst og fredeligt, fløj over de nærmeste bakketoppe. "Noget nyt?" Harry rystede på hovedet af mit spørgsmål og holdt øje, med vejen. "Så bliver det jo en spændende køretur." Min sande konklusion, fik Harry til at smågrine højlydt. Da en irriterende vibration drillede mig. Tog jeg min mobil op af lommen og tjekkede sms'en. 'Wow, dyr kjole! Man er rigtig blevet rig. Pas nu på dit omdømme pige!😉 Rosie' Ville dette da ingen ende tage? Hvor havde hun mit nummer fra? "Hvem er det?" Harry afbrød min tænkende hjerne. "Bare Eleanor." Jeg løj! Hvordan kunne jeg? Og så overfor Harry. Min forlovede. Den dreng jeg elskede af hele mit hjerte. "Hvad skriver hun?" Selvfølgelig ville Harry stille det spørgsmål. Hvor dum kunne jeg dog være? "Ikke så meget." Og selvfølgelig kiggede Harry mistroisk på mig. Jeg havde liget givet det dummeste svar i verden! "Jessica, hvem skrev lige til dig?" Jeg havde lige afsløret mig selv før, havde jeg ikke? "Hvad mener du?" Min skingre stemme afslørede mig igen. "Du plejer ikke og lyve for mig, så jeg kan høre, når du gør." Det er rigtigt, jeg lyver aldrig for Harry. "Hvem var beskeden fra?" Harry prøvede, med en bestemmende stemme. "Rosie." Sagde jeg lavt. Harry kiggede på mig med store øjne. "Jeg kan ikke fatte, han gav hende dit nummer." Harry tog sig frustreret til hovedet. "Hvem gav hende mit nummer?" Jeg var mere forvirret end nogensinde. "Louis." HVAD? Havde Louis givet hende mit nummer? Hvorfor? "Rosie bad Louis, om dit nummer. Det var mens jeg var sammen med ham. Men jeg troede ikke han gav hende det." Harry drejede ind af den lille vej, som førte til det lille lejlighedskompleks, vi havde bosat os i. Rosie havde mit nummer nu! Louis havde vist ikke tænkt, konsekvenserne af at give hende mit nummer. "Jeg ringer til ham senere." Harry stoppede bilen og steg ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...