The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5554Visninger
AA

11. US4 forbi

Jeg tror, at på et tidspunkt i alle menneskers liv, indianere, negroide eller hvide, så går det op for dem, at de er døende. Ikke nødvendigvis af sygdom. Og så alligevel... Alder er en sygdom. Vi har altid prøvet på at kurere den. Ray var aldrig bange for ældning. Han vidste fra han var tolv år gammel, at det ikke ville være det, der tog livet af ham.

   Rayen var ved at blive ædt op indefra. Sukkersyge og hans vanskabte øje var ved at pille ham i stykker, langsomt og smertefuldt. Han havde fået til han var 20. Ikke ét år mere. Insulinen var noget, han som barn, som umyndig, modtog i støtte. Det kostede mange penge, og det sekund han blev atten, ville det privilegium straks blive taget fra ham.

   Jeg sov hos Ray den nat. Fuldt påklædt og over dynen lå jeg ind mod hans bryst, hørte ham trække vejret. Han fortalte mig, at han ikke havde fået en bofælle, fordi alle var bange for, at han ville stikke dem ned mens de sov. Det var egentlig almoderens skyld. Hun havde givet ham tilnavnet "Stik". Ray havde en forfærdelig hovedpine, han vågnede flere gange i løbet af natten.

   Jeg tog tilbage til min egen hule inden han vågnede om morgenen. Bare så det ikke blev for akavet - igen. Victoria lå og snorksov, så jeg kunne bare liste i seng og sove til vi blev vækket.

   Ray blev overladt til sig selv efter hændelsen. Kun almoderen og jeg turde nærme os hans hule. Den blev ét af de steder, de små børn udfordrede hinanden til at gå hen: "Hvem tør nærme sig skorpionens hule?" Ækle små møgunger... De drillede Ray, hamrede på hans dør og gjorde grin med ham. Maden spiste han enten på sin lille afsats i hallen, eller også tog han den med sig ned i sin grotte. Jeg besøgte ham. Så snakkede vi, han lærte mig noget af det, han kunne. Men kun teoretisk. Han havde forbud mod at bruge sine evner.

   Det var virkelig et hundeliv, Ray havde fået. Jeg snuppede karameller og andre søde sager, når de stod på bordene, og bragte dem videre til ham. Nu kunne han nemlig ikke engang sætte sig ved et bord, uden at alle andre rejste sig og gik.

   En dag sad jeg med ham på hans værelse. Vi snakkede om de steder, vi gerne ville se i verdenen, når vi engang havde tid og penge. Noget kradsede stille på døren. Ray var ved at fortælle om de steder i Sydamerika, han gerne ville se.

   "Vidste du, at mayaindianerne engang også byggede pyramider? Dem ville jeg rigtig gerne se! Selvom de ikke er ligesom dem i Egypten, så er det jo indianere der har bygget dem, så..." KRATCH-KRATCH-KRATCH. Ray sukkede. Fortalte videre. "Jeg hørte nogen i byen snakke om, at de havde været på ekspedition i Sydamerika med en eller anden tysk professor, øhm, Einstein[1], tror jeg nok, han hed." Ray sukkede, lænede sig tilbage mod væggen. "Har du læst noget fra ham - Einstein, mener jeg." Jeg rystede på hovedet. Jeg havde hørt om den kloge mand, men det, han fortalte om, overgik simpelt hen min fatteevne. Ray smilede beundrende. "Han har været i Amerika flere gange. Jeg ville gerne møde ham." KRATCH.

   "Hvad er det for en irriterende lyd?" mumlede jeg. Jeg rejste mig op og gik hen til trædøren, rev den hurtigt op.

   To unger på omkring de ti faldt forskrækkede ind i værelset. De havde begge små smørknive fra køkkenet i hånden. Rædselsslagne så de op på mig. Jeg så strengt på dem. Vendte blikket mod døren.

   En halvfærdig, utydelig skorpion var ridset ind i træet. Ray kom frem bag mig. Børnene skreg og kom på benene, de styrtede grædende væk. Ray så på mærket. Jeg lagde en hånd på hans arm, så beroligende på ham.

   "Det er bare drengestreger," sagde jeg blidt. Han slog blikket ned.

   "De blev bange for mig," mumlede han. Jeg sukkede, lukkede døren.

   "Ray, hvor længe har det været sådan her?" Han trak på skuldrene, satte sig over på sengen.

   "Mine far blev slået ihjel af US4 samtidig med at de tog min mor fra mig - jeg var tretten. Lige efter det fik jeg mit totem. Man får det, når man har været gennem en stor prøvelse. For mig var det at miste mine forældre, for dig var det at forlade byen. Det begyndte, da almoderen offentliggjorde hvad skorpionen stod for..." Han prustede, holdt sin hovedpude op mod ansigtet. "Mit totem var en brodie. Jeg skulle bare være taget væk, ligesom du gjorde, da Lyndal blev fjernet." Jeg sukkede. Vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg ville gerne hjælpe ham, det ville jeg virkelig, men...

   Klokker lød fra de øvre niveauer. Ray og jeg så op samtidig. Det var alarmerne. Alle skulle komme op i de øverste huler, hvis flugt blev nødvendigt.

   Ray og jeg skyndte os op. Der lød en masse snak om, at en enlig fremmed var direkte på vej mod lejren. Ray tog min hånd. Jeg tror ikke, det var helt bevidst. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hånd i hånd småløb vi op til den store sal, ventede sammen på yderligere ordre.

   Der var en trygget stemning i lang tid. Jeg kunne forstå, at det var yderst sjældent, fremmede alene nærmede sig lejren. Almoderen og nogle af de andre kvinder ville sætte sig ud og lade som om, de var navajoindianere, der lavede smykker i vejkanten. I et kvarter stod vi som kaniner, der ventede på skuddet til at stikke af.

   Almoderen kom ind. Hun talte højt. Hun kaldte nogle navne op.

   "Sean Dale. Freddy Cole. Maya Izitz. Chris Cole. Rayen Shadi. Grace Thomas. Følg med mig!" Jeg blev overrasket over, at Rays og mit navn blev råbt op. Vi fulgte efter almoderen. Ray bukkede sig under de mange bebrejdende blikke, der ubegrundet blev sendt til ham. Han slap min hånd ret hurtigt.

   På vej mod udgangen virkede almoderen vred. Hun ville ikke fortælle, hvad der var sket, kun, at det var af yderste vigtighed, at vi ikke stillede nogen spørgsmål.

   Vi gik på gangen, der i sidste ende førte ud. Almoderen drejede og åbnede en dør, lod os komme ind.

   Nogen faldt mig pludselig om halsen. Jeg paralyserede, da en velkendt og en harsk lugt blev blandet omkring mig. Jeg kunne ikke bevæge mig.

   "Grace! Hvor er jeg glad for at se dig!" Jeg kunne ikke tro det... Han flyttede sig fra mig. Smilede.

   "L... Lyndal?!"

   Min kære, savnede bror... Han stod lige foran mig. Dækket af blod, med vilde, uforudsigelige øjne, der brændte af så intenst et had, at det gjorde ondt at se på. Ray lagde en beskyttende hånd på min skulder. Lyndal var kun en smule højere end ham.

   "Lyndal..." Jeg hviskede. Fik tårer i øjnene. Hvad skete der? Jeg forstod ingenting! Jeg var forvirret og helt rundt på gulvet. Almoderen tog fat i Lyndals arm, trak ham med sig hen til en stol, hvor hun barskt satte ham ned. De andre stillede sig foran ham, varsomme. Hans ærme blev trukket ned. Min mave trak sig sammen.

   Et uhyggeligt brændemærke var afsat på hans skulder. Det lignede USA, men tilhørte helt sikker US4.

   Lyndal så på os med undrende øjne. Han lød lidt forpustet. Jeg kunne næsten ikke kende ham. Hans tøj var beskidt, ødelagt og laset, for ikke at nævne blodigt og ildelugtende.

   "Du er Lyndal Thomas, ikke sandt?" Almoderen så strengt på Lyndal. Han nikkede. "Du blev bortført af US4 for snart et år siden - korrekt?" Han nikkede igen.

   "Ja frue."

   "Hvordan slap du fri?" Lyndal så ned på sine hænder. Et øjeblik blev hans blik fjernt og tåget.

   "Jeg dræbte dem..." En kuldegysning løb gennem mig. Lyndal så op på almoderen. "Jeg har evner - det har Grace også. Jeg brugte flere måneder på at lære at styre dem. De låste mig inde i et mørk rum, de slog mig og prøvede at tvinge mig til at gøre mærkelige ting. Da jeg... da jeg havde lært at styre mig..." Hans ansigt flækkede i et sygt smil. Han holdt en hånd for øjnene, brød ud i hysterisk, uhyggelig latter. "JEG DRÆBTE DEM ALLE SAMMEN!" Han skreg af grin. Almoderen nikkede, så på os.

   "Sean, Chris, vær så venlig at tage mr. Thomas til en isolationscelle, til at er sig selv igen. Maya, sørg for mad til ham, Freddy, find noget nyt tøj. Rayen, Grace, I to skal få så meget ud af ham som muligt - alt har interesse." Lyndal blev skubbet på benene, hans arme blev bandt bag ryggen på ham. Han blev ført ud, stadig skrigende af grin. Jeg rykkede instinktivt væk fra ham, da han nærmede sig. Hans hår var blevet meget langt, det var snavset og fedtet, faldt ned over hans ene øje. Med det anede så han på mig. Hivende efter vejret efter sit latteranfald. Han stirrede på mig. Sygt og vanvittigt. Ray stillede sig beskyttende lidt foran mig. Lyndal så på ham. Skreg grinende videre.

 

Jeg ville helst ikke være alene den aften. Ray og jeg skulle forhøre Lyndal den næste morgen. Jeg var bange. Ray sad med armene om mig, strøg mit hår. Talte lidt. Ikke om Lyndal, bare om ting. Det var rart. Skorpionen sad stadig på døren. Han var mærket, permanent. Jeg sad og tænkte på Lyndals øje. Den måde, han havde stirret på mig. Jeg tror, at han egentlig havde savnet mig. Mangel på menneskelig kontakt ville også drive mig til vanvid, forvirre mig, så jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle opføre mig.

   "Tror du, Lyndal bliver rask?" Ray strøg mit øre.

   "Det ved jeg ikke." Jeg var stille.

   "Okay..." Ray løj ikke for mig. Ikke længere. Hvis jeg lyttede, kunne jeg lige høre det tikkende ur inde i ham. TIK-TAK, TIK-TAK, TIK-TAK. Han løb på lånt tid lidt endnu.

   "Er du bange?" Jeg trak på skuldrene.

   "Lidt, tror jeg. Jeg troede, jeg skulle redde ham... Jeg troede ikke, han kunne klare sig selv."

   "Det er et stort chok." Jeg nikkede. "Klarer du den i morgen?" Et suk forlod mine læber.

   "Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror ikke, det er min bror, der kom tilbage." Ray gav mig et lille, kærligt klem.

   "Jeg tror, det er en bror, der er kommet tilbage. Men tror du ikke, Lyndal har ændret sig?" Jeg nikkede.

   "Jo, meget. Engang var han så skrøbelig og sød. Nu..."

   "Grace, du har jo ikke rigtig snakket med ham. Måske var han bare i chok i dag?" Jeg pustede.

   "Det håber jeg..." Vi sad i stilhed lidt tid. Ray gned min arm. Tøvende satte han sine læber for mit hoved. Gav mig et lille kys. Jeg gjorde ikke noget. Blev siddende, rødmede måske lidt. Ray sad og strøg mit hår et stykke tid. Jeg kunne godt lide at sidde i den sparsomt belyste hule, alene med Ray, uden noget til at fjerne hans opmærksomhed fra mig.

   "Grace?" Jeg så op på Ray, skulle til at svare ham, da han gav mig en honningkøler[2]. Han så mig i øjnene, mens han gjorde det. Mit hjerte hamrede. Men jeg fjernede mig ikke. Da han trak sig væk, sad jeg og så lidt paf på ham. "Jeg elsker dig." Jeg var bange for, at mit hjerte var ved at slå poten på brystbenet ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

   "Du er dingy[3]," fik jeg fremstammet. Ray smilede sødt til mig.

   "Ducky." Han satte sin mund for min igen, bare i et kort øjeblik. Jeg rystede på hovedet.

   "Ray... Stop nu, det er forkert. Vi er ikke..."

   "Gift? Du vil ikke have nogen uden for ægteskabet, fordi det er imod Guds ønske?" Jeg så ham lidt ind i øjnene. Han grinede lidt. Det fik mig til at smile.

   "Jeg er ikke kristen."

   "Så hvad er problemet?" Jeg tøvede. Så ned.

   "Lyndal." Ray sendte mig et mærkeligt blik.

   "Er du forelsket i din egen bror?" Jeg rystede hurtigt på hovedet, fik røde kinder.

   "Nej nej, slet ikke! Men..." Jeg gned mine arme. "Jeg vil gerne have ham på plads først." Jeg så på Ray.

   "Grace..." Ray fjernede sig lidt fra mig. Det gjorde mig trist til mode indeni. Jeg så ned. "Hvad så, hvis Lyndal ikke kommer på plads? Hvad hvis han er skadet for livet?" Jeg rystede på hovedet.

   "Det må du ikke sige, Rayen..."

   "Grace! Lyndal er her sikkert også om to år! Det er jeg måske ikke." Han tog mine hænder. "Vær nu sød. Bare sig, at du også elsker mig?" Jeg så på ham. Smilede medfølende.

   "Ray, jeg elsker dig jo. Jeg ved bare ikke, om jeg vil være sammen med dig..."

   "Hvorfor ikke?!"

   "Fordi!" Jeg rømmede mig, ville ikke hæve stemmen over for mig. Jeg tog en dyb indånding. "Det er nitwitted! Det hele. Jeg ved ikke, hvad der vil ske med Lyndal, jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis han er okay, heler ikke hvis han ikke er! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, når alt det her er forbi, og jeg ved ikke..." Mit blik mødte Rays. Stort og bedende. Jeg bed mig i læben. "Jeg ved ikke, om jeg kan være sammen med dig, når jeg ved, at du er..." Jeg tav, så ned. Ray fnøs. Sukkede.

   "Det var derfor, jeg ikke fortalte dig det."

   "Men jeg kan jo godt lide dig..."

   "Det er lige meget, hvis du ikke vil være sammen med mig." Ray så ind mod væggen. Jeg kunne ikke lide at se ham så trist. Det gjorde ondt inden i mig. Hans synlige øje var blankt, han bed sig i læben. Så sød, så følsom og så alene.

   Jeg kunne godt lide Ray. Men jeg turde simpelthen ikke tage chancen på det tidspunkt. Jeg var for bange. Jeg ville ikke miste ham, og jeg ville ikke holde mere af ham og blive endnu mere skadet, end jeg kunne se frem til.

   "Beskyt dig selv, Grace." Det havde mor sagt til mig fra jeg var tolv år gammel. "Beskyt dig selv, så sker der dig ikke noget, du vil fortryde."

   Jeg græd mig i søvn, da jeg kom hjem til hulen. Victoria spurgte mig, hvad der var galt. Jeg ville ikke tale med hende. Jeg havde modtaget den - en åben invitation til Rays hjerte, med rød løber og kjoler med blottede gams, med lys og lykke lige indtil det hele om nogle år ville blive revet ned. Og jeg havde i al min idiotiske kunnen takket nej!

 

[1] Einstein - 14. marts 1879 til 18. april 1955.

[2] Honning køler: 20'-30'erslang for et rigtigt kys.

[3] Dingy: Fjollet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...