The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5588Visninger
AA

7. Stammefolket

Vi fortsatte med at rejse i fire dage. Det tog lidt længere tid end Ray havde regnet med, hans diabetes drillede en smule. Han fortalte mig om nogle af symptomerne på 2.-grads diabetes, det var blandt andet tørst, kvalme, træthed, føle- og sanseforstyrrelser, vanskelighed med heling og dårligt helbred. Helt ærligt, så var jeg en smule sur på ham. Han havde fået mig i problemer, han havde slæbt mig med ud på bøhlandet, og han havde glemt ordentlig medicin. Så nu var han altså en byrde for mig. Vi holdt flere og længere pauser, så han kunne få hvilet ud, vi slog lejr længere tid af gangen, alle tre nætter bare i det vilde. Jeg må ærligt indrømme, at jeg et par gange overvejede at rejse fra ham, tilbage til byen, mens han sov. Men han så bare så hjælpeløs ud, når han om natten lå helt fredfyldt og trak vejret.

   Efter to dage blev det hele lidt lysere. Ray og jeg gik og pjattede. Vi var godt ude på landet. Ved en gård sprang Ray op på stenhegn, vi gik og snakkede, mens han balancerende gik ophøjet ved siden af mig. Sløve, henkastede skyer strøg dovent forbi over os. En frisk sol skinnede ned over de idylliske marker. Det gjorde lidt ondt at se på gården. Den lignede lidt den, jeg engang boede på. En ko stod bundet udenfor til et træ. I det fjerne kunne man se hede og ødemark. Jeg sukkede. To børn, piger, kom løbende ud, leende og legende med et tøndebånd. Oppe på verandaen stod en mand og en kvinde, de var langt væk, men jeg kunne lige akkurat ane bulen på kvindens mave.

   "Du, Ray?" Han så på mig, fortsatte med udbredte arme med at balancere på hegnet. "Hvordan er der i lejren?" Han lo lidt, sprang ned ved siden af mig og stak hænderne i lommen.

   "Helt ærligt, hvis man ikke har noget at lave, så er der nitwitted!"

   "Hm..." Jeg så på ham. Det var varmt, at have samlet alt håret under hatten. "Jeg troede, I kæmpede mod US4?" Endnu engang fik jeg ufrivilligt Ray til at le. Han pustede til en hårlok, trak på skuldrene.

   "Det er jo ikke ligefrem en kats meow[1]... De fleste har mistet kampgejsten. De tror, alting er ducky, så længe vi overlever. Så, der er ikke rigtig nogen, der træner til noget. Enkelte af mændene går på jagt og øver med moderne våben, der er nogle få Stevens M620'ere[2], men ud over det, så træner de fleste med deres særlige evner." Jeg nikkede. Ray gabte, strakte sig og satte hænderne bag nakken. "Såh, fortæl mig - hvordan var det, at bo som en helt normal hvid?" Da var det min tur til at se. Ray så mærkeligt på mig, jeg smilede og trak på skuldrene.

   "Undskyld, det lyder bare lidt nitwitted." Ray trak på skuldrene, efterlignede mit lille, feminine ryk og min svage accent.

   "Ja, men det var jo ikke os alle, der kunne få lov til at spise friskbagt bagerbrød fra bager Brown hver søndag min kære." Vi grinede, jeg tjattede lidt til Ray.

   En høj, krattende lyd bag os fik mig til at fare sammen.

   "PAS PÅ!" var der nogen, der råbte. Ray trak mig hurtigt til side. Et sort automobil kørte hurtigt forbi.

   "Woaw!" udbrød Ray. Han fik lange øjne (øje), så efter automobilet. "Det er jo en Ford[3]! Jeg sukkede, hostede lidt, da jeg fik den sorte os i ansigtet. Ray skærmede sin næse og mund med ærmet, så efter automobilet, indtil det forsvandt. Jeg himlede med øjnene.

   "Ray, den bil var ved at køre os over."

   "Ja ja, men..."

   "Lad os nu bare komme videre." Det sidste, jeg havde brug for, var, at Ray skulle til at forsvare en maskine. Det var jo bare en ting, en dille[4], der ville være forbi om nogle få år. Ray nikkede stille, så på mig.

   "Ja, ja, du har ret, øhm... Så, fortæl om dit hjem?"

   Jeg begyndte at fortælle ham om, hvordan det havde været at bo på landet. Fordi mor var hvid, havde jeg fået lov til at gå i normal skole[5], uden at det generede nogen. Jeg fortalte ham om mit forhold til Lyndal, om, hvordan han plejede at sidde uden for, når jeg kom hjem. Om mor, der bagte, om postbuddet, der kom forbi og drak importeret kaffe med mor på verandaen. Jeg fortalte ham om vores første automobil, det var han meget interesseret i. Jeg fortalte om mine venner, lærere, Rayen havde aldrig gået i anden skole end i lejren.

   Da jeg kom til Lyndals psykiske tilstand, blev det pludselig rigtig hårdt. Som jeg fortalte kom Ray med råd til, hvad vi burde have gjort. Alt i alt var det jo meget enkelt - mor skulle have kontaktet lejren. De andre sisäpiiriere kunne have hjulpet min stakkels bror, før det var for sent.

   Ray syntes, mit liv var interessant. Selvom det, indtil da, havde været helt normalt (næsten da) og en smule kedeligt (lille bitte smule), så lyttede han opmærksomt til alt det, jeg fortalte ham om.

   Da jeg var færdig med at fortælle, gik vi i stilhed. Vi nåede prærien inden solnedgang, slog lejr ved det sidste store træ i miles afstand, det lå lidt væk fra vejen, på en ubeplantet høj inde i en mark. At slå lejr var måske så meget sagt. Vi havde "lånt" to tæpper fra motellet, sad op ad stammen. Det lykkedes Ray at få tændt et lille bål, men det varmede ikke meget. Vi rykkede lidt sammen, så vi ikke begyndte at fryse.

   Stjernerne begyndte at komme frem på den beroligende blå himmel. Tusmørket var ved at snige sig ind på os. De dovne skyer fik en underlig farve, som jeg aldrig rigtig havde lagt mærke til før. De skiftede fra hvide til blågrå på få minutter.

   Rayen pegede op mod himlen, da bålet virkelig var begyndt at afgive lys.

   "Kan du se de stjerner deroppe?" spurgte han. Jeg fulgte hans finger så godt jeg kunne. "Dem, der ligner en bulet kasserolle?" Jeg smilede, nikkede. "Det er Karlsvognen. Et stjernebillede." Jeg så på ham.

   "Hvordan ved du det?" Han grinede til mig, trak beklagende på skuldrene.

   "Jeg lærte ikke alle præsidenterne i lejrens skole, men jeg lærte om stjernerne." Jeg smilede. Trak tæppet tættere om mig.

   "Kan du flere?" Han nikkede, pegede.

   "Lidt over Karlsvognen er Nordstjernen, følg den, og så når du til det koldeste sted på planeten! Derovre er Lille Bjørn, det er egentlig en del af Karlsvognen. De tre stjerner dér er Orions bælte. Det er faktisk en sjov historie..." Ray fortalte mig om, hvordan grækerne for mange tusinde år siden havde navngivet stjernerne, fortalt historier med den og lavet billeder af dem. Jeg lyttede, det gjorde jeg - men kun lige. Jeg så på Rays ansigt. Hans øje lyste, når han fortalte om stjernerne. Jeg kunne lytte til ham i timevis, hvilket jeg sikkert også gjorde. Jeg havde sjældent hørt nogen tale med sådan en passion om noget. Ilden kastede lange skygger på ham, og i det svage skær fra månen og stjernerne, var alle hans fejl og mangler pludselig væk. Rayen var pludselig en af de flotteste mænd, jeg nogen sinde havde set.

   Jeg lagde hovedet ind mod hans skulder, da jeg var godt træt. Han smilede, rykkede tættere på mig. Jeg satte mig til rette op ad ham, lukkede øjnene. Ildens knitren var beroligende musik i mine ører. Dens varme fik mig til at føle mig godt tilpas. Han troede vel, jeg sov. Ray. Han tog forsigtigt min hat af. Jeg smilede lidt, prøvede at gøre det så lidt som muligt, så han ikke ville lægge mærke til det. Han skubbede mine lokker ned fra hovedet. Med blide, rolige bevægelser strøg han mit hår. Nussede mig på hovedet. Det var rat. Kærligt? Jeg kan ikke rigtig huske det. Mit hjerte hamrede som tusinde vilde heste på en steppe. Rayen var varm, han duftede stadig godt. Jeg kunne være blevet siddende sådan i evigheder.

   Men som du nok har regnet ud, så var skæbnen endnu engang ikke på min side.

   Uden varsel gispede Ray og rejste sig op. Jeg så forskrækket på ham, da jeg var ved at falde ned mod jorden. Han spejdede lidt ud mod horisonten. Vendte sig mod mig, skulle til at ruske i mig, men så, at jeg var vågen. Han pegede ud i det fjerne.

   "Se!" Jeg kiggede. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg var vred, rasende, faktisk! Jeg havde lyst til at skrige og råbe, slå på noget, opføre mig så lidt som muligt som en dame. Nogen eller noget havde afbrud mig i en rar verden, hvor jeg havde Rays fulde opmærksomhed. Jeg så irriteret på ham, gav vel egentlig ham skylden.

   "Hvad?!" Jeg lød mere vrissen end jeg burde... Ray smilede bredt.

   "Kan du ikke se det?" Jeg kiggede igen. Satte mig op.

   "Nej dumbcluck, så ville jeg jo ikke spørge!" Jeg bed mig i læben, da Ray sendte mig et stødt blik. Han rykkede lidt fornærmet på sig, rømmede sig og fortsatte i en mere afsides tonefald:

   "Der er et bål i horisonten. Det er sisäpiirierne. De ved, at vi er på vej, og vil guide os om natten." Jeg bed det i mig. Alle de ting, jeg ville sige. Alle de eder og forbandelser, jeg ville ud med. Nikkede bare kort.

   "Kan du klare det? At vandre om natten?" Ray slog ud med den ene hånd, prustede.

   "Sagtens! Nu har vi jo noget at gå efter. Kom, vi slukker bålet og tager derhen."

   Ja, han lød jo målrettet, og i mange tilfælde er det også nok. Bare ikke i dette. Der var jo trods alt mange mil derhen. Vejen var flad og lige. Vi vandrede helt til det blev lyst, og vi skulle jo nok have hvilet helt ud, da vi havde ild og ly på den lille høj... Ray måtte tage insulin igen dagen efter vores lille hyrdetime. Manglen på hvile var ikke godt for ham.

   Vi gik lidt væk fra vejen, da mørket faldt på. Ray var bleg og forpustet, han skælvede over det hele. Vi havde spist kort efter daggry, igen da solen stod midt på himlen. Det var vores sidste proviant, vi indtog efter mørkets frembrud. Ray sad med knæene trukket op til brystet, virkede langt mere modløs end han havde gjort for et døgn siden. Vi havde ét brød og to nussede æbler tilbage. Brødet delte vi, vi fik et æble hver. Rays hænder bævede, da han spiste æblet som var det det vigtigste på hele Jordkloden. Han så ikke på mig, havde blikket rettet mod vejen. Endnu engang var det lykkedes ham at fremskaffe os en smule ild.

   "Her," sagde jeg, og rakte ham mit smudsige æble. Han så på det. Rystede på hovedet.

   "Nej, det..." Selv hans stemme var rystende. Jeg sukkede.

   "Tag det nu bare - du har mere brug for det end jeg. Hvis jeg kollapser, er du stærk nok til at bære mig. Men det fungerer ikke omvendt." Han smilede lidt. Tog forlegent imod æblet. Han mumlede et svagt "tak" til mig, jeg nikkede.

   Den aften var der ikke noget i luften, ud over stædige, irriterende myg. Der var ingen stjerner, himlen var overskyet og kølig. Der var ingen sukkersød musik fra mit hoved, ingen kærlighed fra Rays side. Vi gik tidligt i seng, skiftedes til at holde vagt efter prærieulve og andre bæster, foruden at holde gang i ilden.

   Lyndal og jeg havde fået skoldkopper på samme tid. Næsten da. Jeg var blevet smittet af en pige i skolen, og jeg havde så smittet Lyndal. Heldigvis kendte mor en doktor, der hjalp os. Vi havde været dækket af røde knopper, været blege og rystede, svedte og hang med hovederne konstant. Se bort fra de røde knopper, så har du dig et pænt billede af, hvordan Ray så ud næste morgen.

   Han tog lidt insulin og slukkede bålet, kom på benene. Jeg foreslog, vi skulle vendte til middag, men han fremstillede det fremragende argument, at der ville være forfærdeligt varmt på det tidspunkt.

   Vi krydsede statsgrænserne inden middag, fortsatte hen ad den lige vej. Ray svajede lidt. Med ordentlig mad havde han nok kunnet fortsætte et godt stykke tid, men med det hundeæde, vi havde haft tilbage, havde sukkersygen et godt tag i ham.

   Få ord blev udvekslet den dag. Jeg prøvede at starte nogle samtaler, men Ray ville ikke snakke. Mumlende fik han fortalt, at der i lejren var læger, der kunne hjælpe ham. Men det gik langsomt... Forfærdeligt langsomt...

   Vi skændtes om aftenen. Jeg råbte af ham, fordi han havde taget mig med ud i ingenmandsland uden nok proviant. Ray blev sur fordi jeg beskyldte ham, han sagde, at det var en brodie[6] at hjælpe mig. Jeg fnøs og sagde, at han ikke havde hjulpet mig spor! Jovist, han havde da tænk sig at lede mig til nogen, der kunne finde Lyndal, men ellers gjorde han jo ikke andet end at være en byrde!

   Det var en kølig nat. Ray kunne ikke få gang i bålet. Forsigtigt så han sig omkring, som om han var bange for, at nogen overvågede os. Langsomt fjernede han øjenklappen, så på bålet.

   "Այրել է որպես կրակի դժոխքի..." Bålet flammede nogle centimeter op, faldt til ro og begyndte at brænde. Jeg så overrasket på Ray. Han tog øjenklappen på igen, tog sig til hovedet.

   "Hvad var det, du sagde?" Han sukkede.

   "Det er svært at oversætte - det er en kommando, fra vores gamle sprog." Jeg nikkede. Ray kæmpede sig på benene, sukkede og svajede lidt.

   "Hey," sagde jeg stille. "Er du helt ducky?" Han nikkede.

   "Ja, ja, bare lidt joed[7]..." Han pustede. "Det er hård, at skulle trække det hele med ét øje..."

   "Kan jeg lære at gøre det dér?" Jeg var nysgerrig. Tænk sig, hvis jeg kunne udvikle mine evner som Ray! Det ville være en leg at få Lyndal tilbage! Han trak på skuldrene.

   "Sikkert," mumlede han. Han lod fingrene løbe gennem sit hår. "Jeg tager første vagt." Jeg nikkede og lagde mig ned. Ray gik lidt væk, ville vel holde øje med vejen.

   Nogle få minutter efter hørte jeg ham kaste op. Min mave gjorde ondt. Ray var virkelig, virkelig syg, og jeg havde råbt af ham og skældt ham ud, selvom han satte helbred og liv på spil, bare så en enkelt med-indianer ikke blev overladt til US4s nåde...

   Ray vækkede mig da månen stod midt på himlen. Han var ligbleg og lignede noget der var løgn. Det var tid til at skifte. Jeg nikkede og rejste mig op. Ray krøb syg sammen under sit tæppe. Jeg stod og så lidt på ham. Hans feber så ud til at være vendt tilbage.

   "Hey, Rayen." Han så træt på mig. Jeg satte mig på hud, rakte ham mit tæppe. Han så lidt på det. Tog imod det uden at lege gentleman. Han pakkede sig ind i de to tæpper, så han også lå blødt, og lukkede øjnene. Jeg gik nogle meter væk, så ud over det øde, døde landskab. Sukkede. Vi var der forhåbentlig snart.

 

Da vi endelig nåede lejren, var den slet ikke som jeg havde forestillet mig. I mit hoved havde jeg set tipier og runde jordhuse, som vi havde lært om i skolen. Det var der også - men det, der egentlig fangede min opmærksomhed, var "lejren" set udefra.

   Den lå midt mellem to gigantiske klipper, på vej til at blive fuldvoksne bjerge. Røde og pegende direkte op mod himlen. I dem, gemt bag sten og kaktusser, var der gravet en indgang. Bjergene gemte på mange lange tunneller og huler, hvori stammefolket gemte sig. Da vi kom til indgangen var Ray meget dårlig. En flok kvinder sad udenfor. De fik øje på os, genkendte Ray. Straks myldrede sisäpiiriere ud fra hulen, som gigantiske myre draget mod en skovtur. De nærmede sig ikke mere end at de stadig var nogle meter fra os, som om de ikke havde tilladelse til at komme tættere på.

   En gammel dame kom gående gennem flokken. Hun støttede sig til en stav, havde en rævepels om sig som en kappe. Hun så på mig. Jeg skyndte mig at tage hatten af, mit hår faldt ned langs mine skuldre og arme. Ray bukkede en smule.

   "Høje almoder... Dette er Grace Thomas - hendes bror, Lyndal, blev bortført af US4 for et stykke tid siden. Hun ønsker at finde ham, og..." Almoderen løftede en hånd, Ray tav. Hun kom hen til ham, smilede til os. Hun lagde ømt en hånd på hans pande. Klappede i hænderne.

   "Leanne! Karin! Rayen er syg - tag ham med og plej ham, til han er rask." To kvinder med perler i håret kom hurtigt hen til Ray. Han smilede lettet, fulgte lydigt med dem. Så sig lidt over skulderen, på mig. Trak på skuldrene. "Og du, unge dame," sagde almoderen til mig. "Kom du med mig, så får vi dig indkvarteret."

   Sisäpiiriernes venlighed var slående. Alle ville hjælpe, alle tilbød noget, alle virkede glade og tilfredse. Utroligt at en hel civilisation havde undgået omverdenen i så lang tid!

   Almoderen førte mig ind i en grotte med et behageligt klima. Der var sat to lanterner op, grotten var delt op i tre rum med to skillevægge. Der var en seng i hvert. Badeværelse var i en af de øvre grotter. Min bofælle hed Victoria, hun var på min alder og rigtig sød. Hun viste mig rundt i de grotter, der var vigtige at kende. Overalt hang lanterner og afgav et søvnigt lys. Til sidst bad jeg min nye ven lede mig op til det sted, Ray var blevet ført hen.

   På vejen derhen fik jeg at vide, at mange i stammen havde mistet familie og venner til US4. Alle ønskede hævn, så jeg var ikke alene om at ligge søvnløs om natten.

   Ray lå ikke i en rigtig grotte. Der var sat søjler og tag på, der var vinduer, den lå vist lige under bjergets top. Væggene var polerede, gulvet var rent faktisk gulv. I flere senge lå syge mennesker. Ray lå næsten nede bagerst. Han havde en slange i armen, øjnet var slørede og ikke tilstede. Han smilede, da jeg kom hen til ham.

 

[1] En kats meow: 20-30'erslang for noget sejt.

[2] Stevens M620: Riffel opfundet i 1927.

[3] Første rigtig "billige" ($825 - i dag $21.650) fungerende Ford blev introduceret 1. oktober 1908.

[4] Dille: Trend, modeting.

[5] Skoler var meget opdelt efter racer (sort, hvid, indianer) i 1930'erne.

[6] Brodie: 20'-30'erslang for en fejl.

[7] Joed: 20'-30'erslang for træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...