The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5549Visninger
AA

3. Ray

Jeg lavede te til Ray, vi sad og snakkede i køkkenet. Et uvejr brød løs kort efter vi kom hjem, Ray lo. Hans vejrtrækning blev mere og mere besværet. På vej op ad trapperne måtte vi holde pause, både på anden og fjerde sal. Det var irriterende, jeg skyndte lidt på ham.

   Jeg låste min hoveddør op, Ray hev en del efter vejret. Jeg gik ind, Ray støttede sig til væggen. Han lænede sig op ad dørkarmen, lukkede øjnene. En stærk rødme lå over hans ansigt, han svedte lidt. Jeg så på ham, smilede skævt.

   "Dårlig form?" Han trak på skuldrene.

   "Detgåraltidsådan," pustede han hurtigt. Han bøjede sammen. Jeg smilede.

   "Jeg går hen og laver te - det er desværre ikke en særlig fin slags, men..."

   "Det' okay," pustede han. Han tog en dyb indånding, udåndede skælvende. "Må jeg låne sofaen?" Jeg smilede, nikkede. Det var kun en topersoners, alligevel lagde han sig på ryggen med benene udover. Jeg begyndte at varme te op i en gryde, fandt tebladene frem. Ray kom ind i køkkenet, da hans vejrtrækning var blevet mere kontrolleret. Han pustede stadig en smule, hovedet var en anelse rødt, men hans kække smil var tilbage. Han stod og så lidt på mig, mens jeg lavede teen. Jeg så tøvende på ham.

   "Hvad?" smilede jeg. Han trak på skuldrene. Lænede sig op ad væggen.

   "Ikke noget. Du var indianer, ikke?" Jeg lo, nikkede.

   "Halvt, fra min fars side. Ikke noget, jeg kender så meget til. Dig?" Han strøg sit sorte hår væk fra ansigtet, smilede.

   "Tak for interessen - det var også på tide!" Han bukkede fjollet. "Rayen Shadi, sisäpiiri fra sisäpiiristammen. Til Deres tjeneste." Vi lo. Jeg lagde bladene i teen, tog nogle krus frem fra skabet.

   "Jeg har aldrig hørt om den stamme." Ray rynkede panden.

   "Jamen hvilken er du så fra?" Jeg trak på skuldrene.

   "Jeg har aldrig fået det at vide." Ray sukkede, så lidt skuffet ud.

   "Nårh... Okay..." Teen var færdig, jeg tog nogle kiks ud fra skabet og satte det hele på en bakke. Vi satte os ind i stuen, Ray smagte forsigtigt på teen. Vi var stille lidt. Efter en tid spurgte Ray tøvende, om jeg ikke havde et lille glas med fnisevand[1].

   "Er du sindssyg?!" spurgte jeg højt. Jeg fattede mig, tog en dyb indånding og så strengt på ham. "Det er forbudt!" Ray nikkede, tog sig til hovedet. Han slog forsigtigt på den firkantede klap med den ene finger.

   "Det hjælper på smerterne." Jeg tav. Sank en klump.

   "Undskyld... Er det... Jeg mener, hvordan mistede du..." Han hævede øjenbrynene.

   "Hva'? Åh, nej, jeg har skam stadig mit øje. Det er bare..." Han sank en klump, tav. Rystede på hovedet. "Nej, undskyld. Det var meget uhørligt at spørge, jeg tænker mig ikke altid om..." Jeg havde lidt dårlig samvittighed. Jeg havde en smule fnisevand. Det blev solgt til særlige lejligheder i caféen, skaffet ulovligt fra mafiaen. Jeg havde taget en lille lommelærke med hjem engang, det kunne bruges til at rense sår, skulle det være nødvendigt. Jeg havde ikke råd til lægehjælp. Jeg rejste mig op.

   "Øjeblik." Jeg gik ud i køkkenet, fandt den lille lommelærke. Jeg fandt vand i køleskabet, hældte det op i et glas og gik ud til Ray med det. Han så lidt undrende på det. Jeg hældte halvdelen af fnisevandet i, rakte det til ham. Han smilede, drak det. Han sukkede, da væsken var nede, rakte glasset til mig. Jeg satte det ud ved siden af vasken, kom ind igen.

   "Tak," sagde han. Han pustede, strøg klappen. "Det hjalp." Jeg kunne ikke regne ud, om han sagde det for at være høflig, eller om han rent faktisk mente det.

   Jeg satte mig på sofaen, nippede til min te. Ray så ud på regnen, smilede skævt.

   "Du er god til at forudsige vejret," sagde han. Jeg nikkede. Smilede lidt.

   "Som om du ikke også havde forudset det." Han trak henskydende på skuldrene.

   "Måske, måske ikke." Han drak lidt af teen.

   "Såh. Fortæl mig om den stamme. Øh, sis... Hvad var det nu?"

   "Sisäpiiri. Det er en gammel stamme, vi er kun nogle få tilbage."

   "Definér 'få'." Ray rynkede panden. Hans læber bevægede sig lidt, han talte.

   "Cirka hundrede. Det er i hvert fald det tal, jeg kender." Jeg sukkede. Jeg vidste godt, at mange indianerstammer havde været og stadig var i fare, men det overraskede mig alligevel.

   "Hvor kommer I fra?" Ray trak på skuldrene. Mærkeligt, han virkede ellers som en fyr, der havde tjek på sin baggrundshistorie.

   "Som sagt, en gammel stamme. Da nybyggerne kom, blev den spredt ud over hele landet..." Han tav midt i sætningen. Jeg rynkede panden.

   Udenfor brød et tordenbrag pludselig ud. Jeg fór sammen, var lige ved at spilde teen. Ray grinede, satte sit krus fra sig.

   "Nåh..." Han pustede stadig lidt. "Jeg må nok hellere komme hjem, før vejret bliver alt for slemt." Jeg sank en klump, da Ray gik hen mod døren. Udenfor piskede det ned i stride strømme. Jeg ville være et forfærdeligt menneske, hvis jeg havde ladet ham gå hjem i det.

   "Bor du langt væk?" spurgte jeg, uden egentlig at vide hvorfor. Han så på mig. Smilede lidt akavet.

   "Øhm.. Ja, i den anden ende af byen, egentlig..." Jeg smilede ømt. Han var alligevel fulgt med mig... En smule kært, og dog, utroligt dumt.

   "Vil du ikke overnatte her?" Han hævede øjenbrynene.

   "Øh... Nej, det kan jeg virkelig ikke Grace, jeg..." Jeg lyttede ikke til resten af det, Ray sagde. Han havde sagt mit navn. Så tilfældigt. Det lød pænt. Det var længe siden, nogen havde kaldt mig Grace. Jeg rystede på hovedet.

   "Det er baloney! Du overnatter her, jeg vil ikke høre nogen indvendinger!" Han smilede lidt imponeret.

   "Okay... Men så lad mig i det mindste hjælpe med aftensmaden." Jeg nikkede. Smilede.

 

Ray overtalte mig til at lade ham sove på sofaen. Jeg lå i min seng og tænkte. Havde låst døren, for en sikkerheds skyld. Jeg kendte ham jo egentlig ikke rigtigt. Han havde været flittig med maden, ikke særlig dygtig, men han havde da gjort sit bedste. Det måtte også være svært, når man kun havde ét øje til brug. Jeg havde spurgt ham, hvad der var sket med det anede, men han ville ikke svare. Han sov endda med klappen på.

   Det regnede hele natten, og jeg lå vågen det meste af tiden. Jeg tænkte på Lyndal. Jeg anede ikke, hvor eller hvordan jeg skulle kunne finde ham. Han havde været væk så længe. Jeg må indrømme, at jeg inderst inde var bange for, at han måske var...

   Jeg sank en klump. Tanken om at Lyndal måske var død, havde ofte naget mig i de sene nattetimer. Men det var jo egentlig latterligt. Lyndal var stærk, selvom han ikke altid virkede sådan. Ja, han havde brug for hjælp til mange ting, og ja, han var måske ikke helt stabil. Men han var stædig, stolt og kærlig. Han ville ikke bukke under for noget, hvis han vidste, at jeg stadig var derude for at lede efter ham.

   Måske var han bange? Alene og ensom? Måske havde han brug for mig? Jo mere jeg tænkte over det, jo værre blev tanken...

   Jeg gik ud for at tage noget vand midt om natten. Ray lå og snorksov på sofaen, han var viklet en smule ind i det tæppe, jeg havde lånt ham. Jeg tog et krus med vand, udenfor silede det stadig ned.

   "Nej..." Jeg satte glasset, så hen mod Ray. Hans ansigt var fortrukket i en grimasse. "Nej, det gør ondt..." Han mumlede i søvne. Det var en smule kært, om dog foruroligende. Han spjættede pludseligt. Jeg trak mit sjal tættere om mig, gik hen til ham og ruskede lidt i ham.

   "Ray... Rayen! Rayen, du drømmer, vågn op." Ray åbnede forskrækket øjnene, eller, øjet.

   Regnen holdt op. Jeg så mig omkring. I skæret fra månen kunne en stribe støv ses, frosset i deres bevægelse. En flue var ved at krydse stuen i luften, var stivnet. Uret på væggen var tavst, lydene udefra kunne ikke længere høres.

   Det hele varede i nogle sekunder. Jeg så på Ray. Han rystede på hovedet, gned sit ansigt. Alting satte i gang igen. Fluen summede, regnen tordnede, lydene fortsatte. Uret tikkede, slog tre. Ray satte sig, tog sig til hovedet.

   "Mhm, undskyld," mumlede han. Jeg så på fluen, den summede rundt henne ved vindueskarmen.

   "Hvad var det?" spurgte jeg nervøst. Ray smilede skævt.

   "Øhm, det... en evne i sisäpiiristammen, øh... Sy-synsbedrag? " Fordi det lød som et spørgsmål, gjorde hans undskyldning mig vred. Han fortalte mig ikke sandheden, stolede ikke på mig. Jeg pegede hen mod døren.

   "Jeg vil gerne bede dig om at gå. Nu!" Han så undrende på mig.

   "Hvad? Men, jeg troede..."

   "Det er tydeligvis ikke noget problem for dig at komme hjem! Gå så! Nu!" Jeg råbte næsten af ham. Han rejste sig tøvende op. Nikkede. Gik varsomt hen til bordet, hans jakke lå på, åbnede døren. Han vinkede et nervøst farvel, luskede ud. Døren lukkedes efter ham. Jeg sukkede. Så på uret.

   Jeg lå vågen længe, lyttede til regnen. Måske havde jeg været lidt forhastet? Ray havde vel ikke gjort det med vilje? Og... altså, jeg havde jo forskrækket ham. Han vidste ikke, hvilken stamme min far var fra, og var sikkert bange for de agenter, der også havde bortført Lyndal? Havde det overhovedet noget med hinanden at gøre?

   Jeg havde brug for svar, men samtidig havde jeg lige smidt den eneste, der kunne give dem til mig, ud af min bygning...

 

[1] Fnisevand: 20-30'erslang for alkohol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...