The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5551Visninger
AA

9. Pumaen og skorpionen

Jeg vågnede midt om natten. Ray sad ved siden af mig, halvsov. Jeg lå i en af de øvre grotter. Smerten i brystet var blevet betragtelig mindre, men den var der stadig. Jeg gned mine øjne en smule. Havde fået en vestlig natkjole på. Ray så, at jeg var vågen, og smilede til mig. Han duppede min pande med en våd klud.

   "Det var noget af en scene, du lavede dér," drillede han. Jeg sukkede, lagde en hånd for smertekilden. Han tøvede lidt. "Du skal ikke skamme dig." Jeg så på ham.

   "Jeg besvimede foran måske hundredvis af mennesker!" Jeg prustede. "Det er pinligt..." Rayen trak på skuldrene.

   "Jeg besvimede før jeg kom ud af trancen." Jeg så på ham. Han smilede og slog med en enkelt finger på klappen for øjet. "Ens øjne bliver mørke, når man går ind i trancen til totemdyret - almoderen fjernede min klap, da jeg skulle have mit totem. Jeg så hele seancen med mine kræfter. Jeg nåede kun lige at møde mit dyr, før jeg kollapsede." Han lo. "Så du har altså ikke noget at skamme dig over." Hans historie hjalp mig en smule. Jeg satte mig op.

   "Mit bryst gør ondt?" Han nikkede.

   "Prøv at se efter." Jeg tøvede. Sendte ham et stikkende blik. "Åh! Undskyld!" Han vendte sig om. Jeg knappede lidt ned i kraven på den mørkeblå kjole.

   En surrealistisk pumapote var dukket op på min hud. Omridset var sort, kløerne var lange, som om de var muteret eller havde vokset sig længere. Et rødt blodspor lå i midten af poten. Jeg knappede kjolen igen.

   "Du kan kigge nu." Ray så på mig, smilede. "Hvad er dit totem egentlig?" Ray tøvede. Hans kinder blev en smule rødere.

   "Øhm, det... det vil jeg helst holde for mig selv..."

   "Rayen." Jeg så smilende på ham. "Fortæl mig det nu bare - du kender jo mit." Rayens hoved blev ildrødt. Han så ned på sit skød, mumlede så jeg ikke kunne høre det. Jeg rynkede panden. "Hvad?" Han sukkede, fik røde ører.

   "Mit totem er skorpion..." Jeg så tomt på ham.

   "Og? Hvad står det for?" Rayen smilede lidt flovt, holdt blikket nede.

   "Sex, kontrol, død eller døende, forræderi, passion, at være alene og forsvar." Jeg fik også røde ører. Ray holdt blikket nede.

   "Øhm... Hvad betyder det, når man har et totem?" Ray tog sig sammen, fortalte, stadig med røde kinder:

   "I sisäpiiristammen mener vi, at vores totemdyr fortæller om os og om hvem vi er, og hvad vi skal opnå og leve op til i vores liv. Pumaen er handlekraftig og stærk, den er majestætisk og tålmodig, holder stilheden kært, og det bliver forventet at den kan træffe hurtige afgørelser. Den er født til lederskab og værgemål, og skal styre sig selv med megen selvsikkerhed." Jeg blev helt stolt over mig selv. Han fik mig til at lyde som en vigtig del af stammen. Jeg smilede.

   "Og dig?" Han sukkede, så skamfuldt ned.

   "De fleste skorpioner bliver enten dræbt eller smidt ud. Fordi jeg kun har ét fungerende øje, og på grund af min diabetes, fik jeg lov til at blive. Men det tog flere måneder, før de andre igen ville lukke mig ind i fællesskabet." Det var ikke lige det svar, jeg ville have haft... Ray kunne vel se det på mig, for han rystede på hovedet og begyndte at fortælle: "Skorpionen forventes at være rolig hele tiden. En skorpion skal være..." Han rødmede. "De fleste har høje forventninger til en skorpions seksuelle færdigheder. Skorpionen skal helst være passioneret omkring det, den laver. Den er tvunget til at leve alene, og skal derfor kunne forsvare sig selv uden hjælp. En skorpion menes fra naturens side at være forræderisk og..." Han tav. En tåre kunne skimtes i hans øjenkrog, han sank en klump. "Døende." Hans stemme var så lav og let at jeg knap kunne høre det. Jeg lagde en hånd på hans skulder.

   "Rayen?" Han så ikke på mig.

   "Det passer altså ikke," mumlede han grødet. Han så bedende på mig. "Sådan er jeg altså ikke..." Jeg lagde armene om ham, holdt ham ind mod mig. Han snøftede.

   "Det ved jeg godt Ray..." At røre ved Leigh var som at få stød. Han var så tæt på mig. Jeg sitrede næsten. Smilede, selvom han græd. "Du er ikke forræderisk - og du er ikke alene." Jeg holdt ham ud foran mig, så ham i øjnene. "Du har mig fra nu af." Det var nok noget, jeg ikke skulle have sagt... Han så pludselig op på mig med store, tilbedende øjne, virkede helt anderledes end det, jeg kendte ved ham...

   "Så du og Lyndal bliver altså her?!"

   Jeg havde håbet på, at når Lyndal engang blev befriet, kunne vi flytte ind til byen og slå os ned. Når vi så begge blev gift, kunne vi flytte ud i et stort hus på landet med begge vores familier og opdrage vores børn sammen. Jeg svarede ikke på Rays spørgsmål. I stedet spurgte jeg tøvende:

   "Har jeg stadig maling i ansigtet?" Han smilede undskyldende, nikkede.

   "Ja, det er tværet lidt ud, men... Ja, det bliver siddende nogle dage." Jeg nikkede ærgerligt.

   "Okay..." Der lå en akavet tavshed over os et stykke tid. Jeg glemte smerten ved mit nye mærke. Jeg ville ikke spørge Ray, om jeg måtte se hans, det var alt for vulgært. "For resten - tak fordi du viste mig grotten med søen og væggene... Det var meget smukt." Han smilede.

   "Jeg tænkte nok du ville kunne lide den." Vi så hinanden ind i øjnene lidt tid. Rays skinnede, det glimtede til mig, på trods af det svage lys i grotten. Jeg strøg mit pandehår væk fra ansigtet, smilede til ham.

   Jeg kunne ført sætte ord på Rays skinnende blik da det var for sent. Han satte pludselig sin mund mod min, kyssede mig uden varsel, lænede sig hen over mig. Jeg skubbede ham væk med et forskrækket hvin, trak dynen op over mit bryst. Jeg ved ikke helt hvorfor... Ray slog hænderne for munden. Rejste sig, bukkede rent faktisk for mig uden at se på mig.

   "Undskyld!" udbrød han gispende.

   "Jeg..."
   "Undskyld!" Han styrtede ud. Jeg sad tilbage, forvirret og fortumlet.

   Det passede altså ikke - skorpionen havde ikke kontrol? Skorpionen ville ikke være alene? Jeg rødmede, da den første "lov" om skorpionen snoede sig rundt om min hjerne. S... Sex? Seksuel? Var Ray det? Jeg havde hørt nogle af damerne med de blottede gams på klubben kalde nogle af de doggy[1] herre dér for s-sexede. Dragende, forførende, spændende og lystende i samme ord. Mit hjerte hamrede vildt.

   Rayens øjne havde været passionerede.

 

De følgende dage gik med træning - ja, træning. Med totemdyret kom åbenbart et ansvar for sine evner. Jeg blev lært om, hvordan jeg selv kunne få øjnene til at virke. Formularer blev hamret fast i mit hoved. Jeg blev kun slået én gang af min sproglære, han var en gammel, streng indianer. Ray undgik mig, han sad aldrig ved det samme bord og spiste som mig. Når jeg prøvede at sætte mig ved hans bord, rejste han sig og gik. Mødtes vores blikke, rødmede han og så flovt ned.

   Der gik en uge. Der gik to. Jeg lærte stammens ritualer og skikke, blev et fuldgyldigt medlem. Mit bryst holdt op med at gøre ondt, de få andre pumaer fra stammen snakkede meget med mig, roste mig. Når der var samling, skulle alle sidde sammen med deres totemflok. Jeg lagde mærke til, at Ray altid sad helt alene som den eneste. Altid på det samme lille udspring i væggen, med knæene trukket op til brystet og en trist, dyster mine.

   Ray var stadig udstødt af fællesskabet. Ingen ville snakke med ham under måltiderne, hans venner snakkede kun med ham på gangene. Det var derfor, han havde været så livlig i byen og på vej hen til stammen. Der blev han behandlet lige. Her var han bare et udskud - en fremtidig forræder, der ville have samleje med tilfældige kvinder uden for ægteskabet, en døende person, der ville forsvare sig imod enhver person, der prøvede at forstyrre ham, når han var alene.

   Jeg tror faktisk, at Ray var den mest ensomme person i hele stammen. Det barn, ingen ville lege med. Det gjorde ondt at se på - jeg kendte det jo. Den mærkelige pige fra byen, som boede alene og som ingen rigtig kendte.

   Med en dosis held og en smule blottede gams fik jeg snuset mig frem til, hvor Rays hule var. Dybt inde i bjerget, hvor han ikke kunne stikke af eller forråde nogen. Jeg stod uden for hans dør. Den var låst, så jeg sad og ventede på, at han ville komme hjem.

   Det viste sig, at han allerede var hjemme. Han låste døren op og kom ud for at hente vand omkring middag. Jeg så overrasket op på ham. Han fór sammen, da han så mig. Skulle til at skynde sig ind i hulen igen. Men jeg var hurtigere end ham: Jeg kom på benene i en fart og satte en fod i døråbningen, så han ikke kunne smække den i hovedet på mig. Han så lidende på mig.

   "Ray, hvad er der galt?" Ray så på mig. Tårer piblede frem i hans øje. Han rystede på hovedet og så ned. Jeg sukkede, trådte ind i hulen. "Vil du ikke nok fortælle mig det?" Han bed sig i læben, lukkede øjet.

   "Gå." Hans stemme var grådkvalt og hæs.

   "Ray..."
   "Gå! Gå, og lad være med nogen sinde at snakke til mig igen!" Det eneste, jeg kunne, var at se lamslået på ham. Han pegede ud. "GÅ SÅ!" Jeg fór sammen, skyndte mig ud. Han smækkede døren efter mig. Gråd kunne snart efter høres på gangen.

   I de få sekunder, jeg havde været i hans hule, havde jeg lagt mærke til, at der ikke var nogen skillevæg. Havde Ray ikke en bofælle, ligesom næsten alle andre?

 

[1] Doggy: 20'-30'erslang for en mand, der er velklædt, dog med selvkontrol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...