The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5556Visninger
AA

12. Lyndal i lejren

Denne gang var der ikke nogen tydelige spændinger mellem Ray og mig. Han betragtede mig med så sørgmodige øjne, når han troede, jeg ikke kiggede. Vi var i Lyndals celle. Han sad med kæder om armene, havde fået mad, nyt tøj, pleje og var blevet vasket. Håret var bundet sammen i en hestehale bagtil. Han havde lidt skægstubbe. Det var mærkeligt, det havde jeg aldrig set hos ham før.

   Han smilede, da jeg kom ind. Vanviddet fra dagen før var forsvundet som dug for solen. Han begyndte at græde, da jeg kom hen til ham.

   "Grace!" sagde han lykkeligt. "Hvor er jeg glad for at se dig! Jeg troede, de havde gjort noget helt forfærdeligt mod dig!" Jeg smilede. Ray stod i hjørnet, vi havde aftalt, at Lyndal nok var tryggere hvis det var mig, der stillede spørgsmålene.

   "Jeg har savnet dig." Jeg satte mig på knæ foran ham. Cellen var godt oplyst. Lyndal smilede varmt. Han så på Ray.

   "Hvem er det?" Det var et ledende spørgsmål. Han så smilende på mig. Jeg så ned, trak på skuldrene.

   "Min ven, Rayen. Han hjalp mig herhen." Ray nikkede til Lyndal. Min bror smilede.

   "Tak fordi du har passet på hende for mig." Det var mærkeligt... Jeg kunne overhovedet ikke kende ham. Lyndal havde aldrig "passet på mig", det havde altid været omvendt, og han vidste det udmærket. Ray nikkede.

   "Ingen årsag." Jeg rømmede mig, så Lyndal i øjnene.

   "Lyn..." Det var hundrede år siden, jeg sidst havde brugt hans kælenavn. Jeg undrede mig over, at jeg ikke brød i gråd eller begyndte at snøfte. "Vi skal stille dig nogle spørgsmål, angående dit ophold hos US4." Han nikkede.

   "Okay..." Jeg satte mig foran ham.

   "Hvordan behandlede de dig?" Voldsomt, det vidste jeg. Lyndal så en smule utryg ud.

   "De er grove. Umenneskelige, kan man vel sige. Jeg fik pisk dagligt i starten, indtil jeg ikke længere talte på andre tidspunkter, end når jeg blev spurgt. Jeg måtte ikke tænke selvstændigt. Hvis jeg ville gøre noget, lave et puslespil eller noget, så jeg ikke blev tosset, så slog de mig og ødelagde det. Efter halvanden måned gav jeg op. Jeg fik mad tre gange om dagen, ikke meget, men nok til at overleve." Jeg kunne godt se, at han havde tabt sig en del. Hans kinder var hule, armene og benene var spinkle. "Der var andre fanger. Vi var alle sammen knækkede. Det var som det store hus[1], koldt, gråt og uhyggeligt. Vi fik lov til at komme ud en halv time om dagen, med mindre vi havde været ulydige." Han krympede sig lidt, så ned på sine fødder. "Det var et levende Helvede... Man blev straffet for de mindste ting, selvstændig tankegang, social opførsel, venlige handlinger, handling, der gik bare den mindste smule imod deres ønske..." Lyndal tav. Jeg så lidt på ham. Vendte mig om og så på Ray. Selv han så medfølende og trist ud. Måske havde det dog noget at gøre med min afvisning...

   "Hvor var det, du blev ført hen?"

   "Det har jeg sagt, en slags stort hus."

   "Ja, men hvor lå det henne?" Lyndal tøvede. Trak på skuldrene.

   "Helvede - hvis det ikke var stegende hedt, så lynede og tordnede det." En krampetrækning løb over hans ansigt, som en form for sygt smil. "Men det er lige meget nu..." Jeg sank en klump. Nikkede.

   "Ja - for nu er du her. I sikkerhed." Smilet blev erstattet af et venligere, rart smil. Han nikkede.

   "Ja. Der er blevet taget godt imod mig." Han løftede hænderne. "Altså, bort set fra kæderne." Jeg trak på skuldrene.

   "De var nød til at sikre sig, du ikke var en trussel." Lyndal smilede fjollet.

   "Jamen jeg er jo bare mig. Hvad skulle jeg kunne gøre?" Ray fnøs.

   "Tja, i går indrømmede du, at du have slået hele staben og alle fangerne ved US4 ihjel." Lyndal og jeg så på Ray. Han hævede øjenbrynene, så på mig. "Hvad? Det gjorde han jo!" Jeg himlede med øjnene. Hvorfor nu pludselig den kulde?

   "Men du ved altså ikke, hvor det lå henne?" Lyndal rystede på hovedet.

   "Ingen anelse. De må have bedøvet mig, for jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg kom derhen." Jeg gøs ved tanken om det, de havde gjort ved ham dengang i huset...

   "Lyndal... Kan du huske, hvad der skete med mor?" Lyndal tonede over i en forsvarsposition, svag skræk bredte sig i hans ansigt.

   "Nej... Hvad... Hvad skete der med hende? D... De slog hende da vel ikke ihjel?!" Jeg rystede på hovedet. Min mave trak sig sammen, da jeg tænkte tilbage på den værste dag i mit liv!

   "Hvordan kom du herhen?" Lyndal tænkte sig om.

   "Jeg gik. Blaffede[2]. Jeg vidste, hvor jeg skulle hen. Hvorfor eller hvordan vidste jeg ikke. Jeg har rejst i flere uger. Jeg troede flere gange, jeg var ved at dø." Han smilede til mig. "Men jeg ville ikke efterlade dig. Jeg besluttede mig for at overleve, så jeg kunne se dig igen." Der var huller, i hans historie. Han kunne umuligt have rejst så langt alene. Lyndal ville ikke kunne have kontrol nok til at overleve. Desuden, hvis han havde rejst i flere uger, ville blodet have skræmt folk væk fra ham. Det ville være tørret ind, være slidt væk eller være blevet vasket væk af regn og vind. Men det havde været friskt, da han ankom. Jeg nikkede bare.

   "Det var alt. Der kommer en op med mad senere. Jeg ved ikke, hvornår du bliver løsladt. Men jeg kommer og besøger dig, det lover jeg!" Han smilede til mig.

   "Tak søs." Søs... Det fik mig til at smile. Jeg var en søster igen.

 

Lyndal blev løsladt efter nogle dage med ransagning af hans hoved - frivilligt, selvfølgelig. Jeg besøgte ham dagligt. Vi snakkede, faldt hurtigt ind i bror/søsterrammerne. Det var rart, at have familie igen.

   Jeg var så optaget af Lyndal, så glad for at have ham tilbage, at jeg fuldstændig glemte Ray. Jeg holdt ham hen i pinsel og uvished. Lod ham være alene. Det var sørgeligt... Lyndal fik et værelse ikke langt fra mit, vi fulgtes til måltiderne, han skulle til terapeut, psykolog og læge dagligt, for at få redt det hele ud. Han fulgte mig til time, vi snakkede og havde det skønt. Lyndal var populær. Alle ville gerne snakke med ham, alle ville høre om ham og hans oplevelser. Det var kun mig, der så de svage glimt af sindssygdom, der indimellem blev gravet frem i hans ansigt. Normale Lyndal var en form for maske, som han stædigt opretholdt for min skyld.

   Lyndal og jeg var på vej ud, vi ville spille nogle spil på toppen af bjerget. Det var tilladt om eftermiddagen. På vejen snakkede vi om de mange piger, der konstant sværmede omkring Lyndal.

   "Du er eftertragtet," drillede jeg ham. Han smilede, lo lidt.

   "Jeg kan godt vente lidt endnu med alt det," sagde han og samlede hænderne bag hovedet. "Men hvad med dig - hvad var det nu, han hed? Rayen?" Jeg smilede, trak på skuldrene. "Han virker som en flink fyr?"

   "Ray og jeg er bare kærester," sagde jeg fraværende. Lyndal stoppede op. Jeg så på ham. "Hvad?" Hans øjne var forvirrede og undrende.

   "Kærester? Men du sagde..." Jeg blev rød i hovedet.

   "Venner! Vi er bare venner! Gode venner, men ikke k-kærester..."  Lyndal nikkede tøvende. Begyndte at gå igen.

   "Vil du gerne have, I bliver kærester?" Jeg trak på skuldrene.

   "Ray har sukkersyge. Lægerne siger, at han har til han bliver tyve - det er om to år. Jeg vil ikke såres..." Lyndal nikkede.

   "Det synes jeg er en god holdning." Der var noget mærkeligt i hans stemme. "Men derfor kan I jo godt være sammen som venner, ikke?" Jeg nikkede, så spørgende på ham.

   "Det er vi da også." Lyndal rynkede panden.

   "Nu er jeg altså forvirret... Jeg har ikke set jer være sammen ét øjeblik, siden jeg kom?" Det var dér, det gik op for mig. At jeg havde glemt ham. Jeg slog hænderne for munden og stoppede. Lyndal så på mig. Tog hænderne ned. "Hvad er der?" Jeg fik tårer i øjnene.

   "Undskyld, Lyn, jeg kan ikke spille i dag - jeg skal finde Ray!" Jeg vendte rundt på hælene og løb. Styrtede ned ad gangene, til jeg nåede Rays dør. Jeg bankede på. "Ray?! Rayen?!"

   "Ja?" Jeg vendte mig forskrækket om. Ray stod og så på mig, havde sin nøgle i hånden. Han smilede. Det var nok det mest kunstige smil, jeg nogen sinde havde set...

   "RAY!" Jeg faldt ham om halsen. Han blev forskrækket og snublede lidt bagud. "Undskyld! Undskyld, jeg overså dig! Det var slet ikke min mening, jeg..." Ray puffede mig forsigtigt væk. Gik hen og åbnede døren. Jeg så undrende på ham. Han så på mig over sin skulder. Trak på dem begge.

   "Det er okay - jeg er vant til det. Gå bare op og spil med Lyndal..." Han lukkede døren. Jeg så længe på skorpionen. Han havde tegnet den op...

 

Jeg savnede Ray. Hans latter. Hans berøring. Hans milde sarkasme. Lyndal var okay. Men han var min bror. Lyndal modtog ikke noget totem. Han ønskede ikke at blive medlem af stammen. Han fik lov til at blive, til han var helt rask. Det svære kom, da han opsøgte mig en aften i mit værelse.

   Forsigtigt bankede han på døren og kom ind. Han så på mig. Victoria var ikke hjemme. Jeg satte mig op, havde ligget og læst. Lyndal kom ind og satte sig på min sengekant.

   "Hvad er der galt?" spurgte jeg ham. Han sukkede, samlede sine hænder.

   "Jeg rejser. Inden min fødselsdag om fem uger." Det var en voldsom mavepumper, den slog al luften ud af mig.

   "Jamen..."

   "Jeg kommer for at høre, om du vil med mig?" Jeg så på ham. Vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Han smilede. "Vi kunne tage ind til byen? Eller ud til havet? Måske til Canada, lige hvorhen du vil?" Jeg bed mig i læben.

   "Men hvad med Ray?" Lyndals øjne blev skarpe.

   "Du kan jo spørge ham. Hvis du alligevel mener, han er væk om nogle år, vil du så bare blive her og vente på, at det sker?" Jeg krummede mine tæer. Trak knæene op til brystet.

   "Jeg ved ikke..." Lyndal lagde en hånd på min skulder.

   "Jeg rejser om senest tre uger. Tænk over det indtil da." Jeg nikkede. "Og tal med Rayen om det. Okay?" Endnu et nik. Lyndal kyssede mig på panden. "Godnat."

   "Godnat," mumlede jeg. Han forlod mit værelse. Jeg sukkede. Så på mine hænder.

   Det er mærkeligt, sådan rigtig at se på sine hænder. Virkelig lægge mærke til detaljerne. Især når noget lyser på dem. Alle rynkerne, det kunstværk, det egentlig er.

   Jeg kunne vælge at blive, og være sammen med Rayen, til han om nogle år skulle lægges i jorden[3] i en alt for tidlig alder. Eller jeg kunne tage med Lyndal. Se verdenen, og aldrig komme tilbage igen. Det var et hårdt valg. Jeg kunne ikke træffe det.

   Midt om natten stod jeg op. Jeg tog sko på og gik i min mørkeblå natkjole gennem de mørke gange. Da jeg nåede til Rays dør, kunne jeg høre stemmer derinde. Jeg stoppede. Gemte mig i skyggerne og lyttede. Stemmerne var dæmpede af de tykke vægge, men jeg kunne høre mit navn blive sagt:

   "... hende ikke noget ondt. Jeg elsker Grace, det gør jeg virkelig. Hun..." En højt KLASK efterfulgt af el lille støn fortalte mig, at der var noget uldent på færre.

   "Du holder dig bare fra hende!" Det var en knurrende hvæsen. Jeg kunne ikke genkende stemmen. "Når hun spørger dig, om du synes, hun skal rejse, skal du sige ja! Er det forstået?!" Et lille skrig fik mine nakkehår til at rejse sig. "Er det forstået?!" gentog den ukendte. Et klynkende "ja" gled gennem væggen. Der lød flere slag. "Hvis hun bliver her, slår jeg dig ihjel!" Døren gik op. En mørk skikkelse strøg ud af værelset og hen ad gangen. Jeg så lamslået efter den. Jeg kunne kende den. De tynde, udsultede lemmer, det lange, sorte hår...

   Lyndal...

 

[1] Det store hus: Fængsel

[2] At blaffe: Bede om et lift fra fremmede forbipasserende.

[3] Lægges i jorden: Begraves.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...