The Insider

(Alfa version) Min bror og jeg er født med hver vores specielle "gave". Jeg kan trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker og få dem til at se klarere. Min bror, derimod, kan styre dem. Han kan se ting, der ikke findes. Menneskets hjerne er et ondt og koldt sted. Min brorblev bortført af nogle mænd, der ville hjælpe ham. Desværre er det ikke al slags hjælp, der er prisen værd. Uden mig er han fortabt. Uden mig, kan han ikke kontrollere sine kræfter. Mennesker er bange for os. De frygter vores kræfter. Vi er ikke mange tilbage. Vi er en døende race. Derfor vil jeg gøre alt, som står i min magt, for at få min bror tilbage.

53Likes
13Kommentarer
5551Visninger
AA

1. Indeni

Mit tidligste minde er fra da jeg var tre år gammel. Vi flyttede til Kansas, fordi Lyndal var "en ustabil plage" for resten af vores gamle opgang. Han var fem år gammel. Mor flyttede os ud på en gård, langt væk fra alting. Jeg har aldrig mødt vores far.

   Mor opdagede først, at Lyndal og jeg ikke var helt almindelige, da Lyndal fik sit første anfald som treårig. Han skreg og vred sig, var helt uregerlig. Mor blev bange for ham. Jeg kan forestille mig, at han så ud som altid. Helt sorte øjne, voldsomme skrig og uregerlig opførsel. Mor tog mig væk fra ham. Jeg begyndte at græde. Så snart Lyndal hørte mig græde, har mor fortalt, at han stoppede.

   Der var samtlige klager i den bygning, vi boede i. Vores ukendte far sendte os et fast beløb hver måned, Lyndal og jeg modtog gaver hver jul og til vores fødselsdag. På den måde kunne vi købe et automobil[1], så vi kunne køre ind til den nærmeste by, for at købe tøj og madvarer. Mor hjemmeunderviste os. Hun var konstant stresset og drak ofte et glas til maden, for at kunne slappe lidt af.

   Da det stod klart for mor, at mine kræfter var uskadelige, lod hun mig komme i normal skole. Hun købte nogle piller til Lyndal, dem kunne han få, hvis han fik et anfald, mens jeg var væk. Ude på landet var de sjældent så voldsomme som inde i byen.

   Det var en stormfuld efterårsdag. Regnen silede ned, lyn og torden slog ned omkrig på de omgivende marker. Jeg var elleve år gammel, Lyndal var tretten. Han lå oppe på sit værelse, havde skreget og grædt i en time. Mor tog to hovedpinepiller, sukkede og gned sin pande. En tom ølflaske stod på bordet. Hun havde et lager i kælderen, som hun havde skaffet ulovligt fra New York[2]. Jeg sad og prøvede at læse min bog i hjørnet. Mor sukkede vredt.

   "Grace! Gå op og få din bror til at falde til ro!" Jeg nikkede, rejste mig op.

   "Ja mor!" Jeg skyndte mig hen til trappen, gik op på første sal. Den hjerteskærende gråd kom fra Lyndals værelse over for mit. Jeg var hurtigt derhenne, åbnede døren.

   Han sad med armene over hovedet, gemte sig fra resten af verdenen. Hans øjne var sorte, han græd og skreg som en besat. Jeg kom hen til ham, trak hans hoved ind mod mit bryst og vuggede ham fra side til side. Han klynkede lidt, vred sig og peb. På taget kunne man høre regnens hårde trommen. Jeg lod Lyndal græde ud mod min skulder. Jeg strøg hans hoved, kunne mærke de mange tanker og følelser, som strømmede gennem ham.

   Lyndal kan, ligesom jeg, høre folks tanker. Han kan mærke deres følelser. Men Lyndal kan også se folks vrede. Deres frygt og deres had. På det tidspunkt troede vi, at det var det. Jeg kunne kontrollere ham. Jeg har altid haft den evne. At trænge ind i folks hoveder, sortere i deres tanker. Jeg rydder op. Jeg er en venlig insider, der gør folk trygge. Det var det, Lyndal havde brug for. Pillerne var beroligende stoffer.

   Lyndal faldt snart til ro. Jeg blev siddende hos ham, mens det sorte fortrak sig fra hans øjne, og lod de gulgrønne regnbueirisser stå frem omkring pupillen. Jeg fortsatte med at rydde op i hans forvirrede tanker lidt længere. Igennem længere perioder opsamlede Lyndal alle negative tanker omkring sig, lagrede dem, til der ikke var plads til mere. Så kunne han se det hele. Svimlende, forvirrende og smerteligt.

   Året efter fandt mor endnu en evne fra Lyns side. Vi sad i køkkenet og spiste aftensmad, jeg fortalte om, hvordan det havde været i skolen. Lærerne brokkede sig altid om den daværende præsident, Franklin D. Roosevelt[3]. Han havde kun været på i et år, og de mente alligevel, at han havde forværret landet.

   Lyndal var pludselig begyndt at blive urolig. Mor, der ikke orkede ham mere, begyndte at skælde ham ud. Han skulle ikke få et anfald i hendes køkken, sagde hun vredt. Men Lyndal rystede bare på hovedet. Mor greb fat i ham, ruskede ham og stak ham en flad. I det samme kom et glas farende mod hende. Hun skreg og nåede at dukke sig, inden det smadrede ind i hendes hoved.

   Lyndal kunne få ting til at bevæge sig, bare ved at tænke på det, de skulle gøre. Mor var rasende og vred på ham længe. Hun hyrede en hjemmelære til ham, så hun kunne komme lidt væk.

   Hver forår og sommer, når jeg kom hjem fra skole, sad Lyndal på gyngen i kirsebærtræet ude foran det gamle træhus. Ofte smilede han, når han så mig komme gående. Så rejste han sig, og jeg løb hen mod ham og fik et stort knus. Indimellem havde han lavet mad. Som tiden gik, blev hans anfald nemmere og nemmere at kontrollere. Vi fandt en metode. Hver fredag ryddede jeg op i hans tanker. Så var han rolig. Mor fik det bedre i nærheden af Lyndal, men han fik stadig ikke lov til at gå i skole.

   Lyndal og jeg snakkede om alting. Jeg var den eneste, han kendte til, ud over mor og huslæreren. En dag kom jeg hjem fra skole. Det var en måneds tid inden ferien. Lyndal sad på gyngen. Han græd. Hans kind var rød, han blødte fra næsen.

   "Lyndal?" Jeg kom hen til ham, fangede hans blik. Hvad var jeg, tretten? Han så på mig, hans øjne var rindende. "Hvad er der sket?" Han snøftede, smilede.

   "Ikke noget, Grace. Jeg faldt ned fra trappen." Jeg rynkede panden.

   "Baloney[4]! Mor har slået dig igen, har hun ikke?" Han nikkede tøvende. Rejste sig op, tørrede blodet væk fra næsen. Han tog min hånd.

   "Kom... Jeg har bagt boller. Er du ikke sulten?" I lang tid prøvede Lyndal at sætte en facade op. Han ville være den ansvarsbevidste storebror. Bekymrede sig om mig. Jeg lod ham gøre det lidt tid. Lod ham leve i hans drømmeverden. Når han indimellem mistede besindelsen, og når mor slog ham som straf, sagde han ikke noget til mig. Han græd, når de uhyggelige billeder og tanker overlappede hans virkelighed. Men han græd i stilhed. Skreg aldrig efter hjælp. Han ville ikke bekymre mig, ville ikke lade sin lillesøster frygte noget. Det var en uhyggelig tid. Både for mig og Lyndal. Det var sikkert også det, der til sidst fik ham til at gå amok.

   Jeg kom hjem fra skole sidste år. Det var ved at trække op til storm, så jeg småløb det meste af vejen. Bussen kørte ikke helt hjem, kun hen til starten af grusvejen. Da kirsebærtræet var i syne, kunne jeg ikke se Lyndal. Der var lidt for stille. Jeg blev urolig, løb hen til hoveddøren. Den var ulåst.

   Indenfor var alle vores ting ødelagt. Tapetet var blevet mørkere, stole var splintrede, mors fine porcelæn fra 1800-tallet var blevet knust.

   Jeg fandt mor i køkkenet. Hun lå død på gulvet. Munden og øjnene var åbnede. Hendes hud var forreven og blodig. Omkring hende lå flere af sølvtøjsknivene. Lyndal stod i hjørnet. Han skælvede. Så helt rædselsslagen ud. Hans øjne var mere åbne end jeg troede muligt. Han gemte næsen og munden med hænderne. Stod bare og stirrede på mors lig. Han gispede efter vejret.

   Lyndal gled ned ad væggen, kom med et lille, vrælende udbrud. Der var ingen tårer. Han var atten år gammel, sad på grådens rand. Jeg kom forsigtigt hen til ham. Hans øjne var gulgrønne som normalt. Mit hjerte hamrede i brystet på mig. Jeg lagde en hånd på hans skulder. Han hev pludseligt efter vejret, peb og kravlede væk fra mig. Han begyndte at græde. Bare en smule. Sad i hjørnet, helt krøbet sammen, snøftede og rystede.

   Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle ringe til. Politiet ville arrestere Lyndal, ambulancefolkene ville tilkalde politiet, brandmændene ville få fat i de to andre. Jeg var ikke sikker på, hvad FBI ville gøre, eller om de overhovedet fandtes mere. Efter Krigen havde ingen rigtig hørt fra dem. Men nogen skulle komme. Lyndal var i chok, han sad og klynkede i hjørnet, rokkede frem og tilbage og rystede, hev efter vejret. Jeg var faktisk ikke rigtig bange. Mor var død. Ja. Ja, men det skete. Det var ikke fordi jeg ikke havde forudset, at Lyndal ville miste kontrollen en dag. Mor var ikke forberedt. Selvfølgelig var jeg ked af det, men... Jah, sket var jo sket.

   Jeg ryddede op i mine tanker, så jeg ikke gik i panik. Jeg kunne ikke komme tæt nok på Lyndal til at ordne hans.

   Til sidst fandt jeg telefonbogen. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle ringe til, men måske stod der noget? Midt inde i bogen fandt jeg det. Et kort. Et kort, mor havde modtaget, da Lyndal og jeg endnu var helt små børn.

   2018181818. Jeg havde aldrig set et telefonnummer med ti tal. Jeg så på kortet. Det var det eneste, der stod. Sort på hvidt. Jeg sukkede. Jeg kunne høre Lyndal klynke ynkeligt inde fra stuen. Jeg lukkede øjnene. Sukkede. For mit indre blik dukkede små bogstaver op. US Supernatural Security Service. USSSS. Jeg åbnede øjnene.

   "Grace..." Lyndal græd efter mig. Jeg kom forsigtigt ind i køkkenet. Han så op på mig. Hans øjne var store og forskræmte. Han snøftede, prøvede at komme op ved at støtte sig til køkkenskabet. Jeg pustede en hårlok væk, undgik at se på mor. Jeg kom hen til ham, hev ham på benene og hjalp ham ind i stuen. Han sad i sofaen og stirrede ind i køkkenet på mors krop. Han knugede en pude ind mod sit bryst. Jeg lukkede døren, så han ikke kunne se på hende.

   Jeg gik hen til telefonen, drejede på skiven så nummeret kom ind. Jeg holdt røret op til øret, ventede. Der var ikke nogen, som tog telefonen. Den afbrød bare. Jeg rynkede panden, så på den. Lagde røret på. Ingen telefondame. Ingen omdirigering. Jeg så hen på Lyndal.

   Jeg var bange. Åh, ja, jeg var bange! Men jeg vidste, at Lyndal ikke ville kunne klare sig uden mig. Jeg gik ind på mors værelse, fandt et lagen og gik ud i køkkenet. Jeg trådte gennem døren forsigtigt. Lyndal peb lidt, da han så mor. Jeg lagde lagnet over hende. Lukkede hendes øjne og dækkede hendes ansigt.

   Det lykkedes mig at få Lyndal op i seng. Jeg satte en balje med vand ved siden af hans seng, hvis nu han skulle kaste op i løbet af natten. Jeg blev hos ham. Ryddede op i hans tanker, til han faldt i søvn. Derefter gik jeg nedenunder. Min mave knurrede, jeg var sulten. Jeg ville ikke gå ud i køkkenet, så jeg gik ned i bunkeren. Huset var gammelt, fra før krigen. Mor havde gemt nogle dåser med mad dernede, i tilfælde af en ny krig.

   Jeg sad i stuen og spiste bønner direkte fra dåsen. Der lå en larmende stilhed over huset, ingen regn, bare ubehagelig atmosfære. Indimellem kunne jeg høre et klynk eller en lavmælt hyl oppe fra Lyndals værelse. Mit hjerte piskede af sted.

   Mørket var ved at snige sig ind i stuen, og uroen var begyndt at vække på ny i mig, da jeg pludselig hørte et automobil udenfor. De eneste fartøjer, som kom forbi, var den nærmeste landmands traktor og nogle hestevogne. Sjældent automobiler!

   Der lød stemmer udenfor. Jeg rejste mig op, satte dåsen på bordet og trak forsigtigt de hvide gardiner til side. Mænd i sorte jakker kom hen mod huset. Jeg sank en klump. Jeg ville være løbet op på Lyndals værelse, men nåede det ikke, før de sparkede døren ind. Den var ikke engang låst, det var så nitwitted[5]! Jeg blev skubbet ind mod væggen, en mand begyndte at beordre de andre rundt i huset. De råbte op, da de fandt mor.

   "K9, ovenpå! Find objekt 0.9.3!" 0.9.3? Hvad var det? En gruppe på fem mand stormede op ad trappen. Jeg prøvede at rive mig fri, men blev holdt fast af en stor, uhyggelig karl[6]. Jeg blev revet ind i stuen. Begyndte at råbe op.

   "LYNDAL!" skreg jeg. "LYNDAL, SKYND DIG VÆK!" Jeg blev slået og faldt forskrækket omkuld. Jeg hørte snart efter skrig oppe fra Lyndals værelse. Brag. Der var kamp. Et høj smerteskrig flængede luften i huset. Jeg fór sammen. Skridt på trappen.

   Mændene fra K9 kom ned. Lyndal blev trukket med i håndleddene. Hans øjne var store, musklerne i hans spinkle krop var spændte. Hans sorte hår strittede, øjnene var kulsorte. Læberne var stramme. En af mændene hold en lille, sølvfarvet pind. Hans tommelfinger var lige over en rød knap. Lyndal så blindt frem for sig. Blodårerne omkring hans øjne var sorte. Jeg krøb skræmt hen ad gulvet, ramte et hjørne. Bag min bror og de uhyggelige mænd kom en gruppe gående, de havde en ligpose mellem sig. Mor... Jeg sank en klump. Prøvede at nå Lyndals tanker. Der var ikke noget. Ingenting. Ikke den mindste lille erindring, jeg kunne rense eller gribe fat i. Der var bare ét stort skjold lige over hans sind.

   En mand holdt et rundt skilt frem. USSS stod der. Rundt om i siderne stod der med små bogstaver; the US Supernatural Security Service. Manden tog skiltet, så på mig.

   "Vi tager Deres bror med. Han er en trussel mod samfundet og skal uskadeliggøres. Forsøg på at stoppe os eller stå i vejen for os er meningsløst. Lad være med at lede efter ham - gør De dette, vil De blive illumineret. Fortsat god dag." Mændene gik. De tog Lyndal med sig. Fortsat god dag? Var det en spøg? Mor var faldet i Den Store Søvn[7]. Lyndal var blevet taget fra mig. Og jeg... Jeg var bare blevet efterladt. På hvilken måde havde dagen været god, og hvordan skulle jeg kunne fortsætte?

 

[1] En normal bil

[2] I USA var det ulovligt at købe og sælge alkohol fra 1920 til 1933.

[3] Præsident fra 4. mart 1933 til 12. april 1945.

[4] Baloney: 30'er slang, betyder nonsens.

[5] Amerikansk slang i 20- 30'erne, betyder noget dumt.

[6] Mand.

[7] 20- 30'er slang for død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...